[ Proletar! nr. 9 ]
Proletar! nr. 9
aug 1974

Proletar! hjemmeside

 

Forside

Simpel søgning

Udvidet søgning

Vis numre

 

Temasider

Temaer

 

Indhold nr. 9

Udskriv artikel

 

Nr. 9

Side 1
· Proletar! nr. 9 - August 1974 - Forside

Side 2
· Majstrejkerne og kampen mod indkomstpolitikken

Side 10
· Den københavnske arbejderopposition og venstregrupperne

Side 14
· DKP og arbejderklassen 1945-1958

Side 31
· Paul Mattick: “Marx og Keynes. Blandingsøkonomiens grænser”

Side 33
· Tony Cliff: “Rosa Luxemburg - en politisk biografi”

 

Hovedmenu

Internationale Socialisters Ungdom

Socialistisk Arbejderavis

Arkivet

Links

English version

   

Proletar! nr. 9 – Side 33-36 – August 1974

Udskriv

Anmeldelse

Tony Cliff: Rosa Luxemburg – en politisk biografi

Politisk revy-serien nr. 7, 1974. 107 sider, 15 kr.

Politisk revy-serien har som udgivelsespolitik at følge efter de diskussioner og emner, der optager den meget brede venstrefløj: kinesisk-russisk strid, sorte pantere, Mellemøsten, kvindespørgsmålet, socialistisk teori. Og med en pæn forsinkelse er man nu nået frem til udgivelser med direkte henblik på de partiforberedende gruppers diskussioner og arbejde. Det er Tony Cliff’s lille bog om Rosa Luxemburg, skrevet i 1959, oversat i 1972 og langt om længe udgivet i 1974.

At forlaget samtidig har forladt ensartethed for bøgernes omslag og således ikke længere illusorisk giver indtryk af en indholdsmæssig sammenhæng i seriens udgivelser, er sammen med det ændrede indhold et velkomment fremskridt.

– o –

Det er en farlig færd, Tony Cliff begiver sig ud på, når hans erklærede mål er at fremstille det, Luxemburg lærte fra sig. Dels er hendes teoretiske og politiske arbejde uadskillelige, som Cliff selv siger: “Hun var personificeringen af enhed mellem teori og praksis.” Dels er alt for mange afdøde ledere inden for den socialistiske bevægelses forskellige lejre blevet præsenteret for eftertiden, som personificerede de en sum af almengyldige erfaringer for løsninger af dagens klassekamp. Særlig Marx og Lenin må lide den tort at være blevet forvandlet fra 2 historisk handlende personer til 2 citatsamlinger, hvis værker endevendes for at finde passende ord til dagens debat. Løsrevet fra datidens diskussioner om afgørende spørgsmål for arbejderbevægelsens strategi og taktik, bliver skrifterne til almene sandheder for den proletariske bevægelses gøren og laden til alle tider.

Tony Cliff gør et ihærdigt forsøg på at undgå denne faldgrube. Han behandler Luxemburg som et bidrag til den internationale socialistiske bevægelse. Og på samme måde som Lenin repræsenterede hun en side af erfaringerne fra vigtige kampe inden for arbejderbevægelsens spørgsmål i den vigtige periode fra Marx’ og Engels’ død og frem til den russiske revolution.

I denne periode arbejdede Luxemburg i det tyske socialdemokrati (SPD) og bliver dermed på forhånd centralt placeret, idet SPD ikke blot var II Internationales stærkeste parti, men også var det teoretiske centrum for hele den socialdemokratiske arbejderbevægelse.

Kampen mod reformismen

Det var i Tyskland, at monopoliseringen af industrien og den reformistiske teori var mest udviklede. Allerede ved århundredeskiftet var forestillingerne om kapitalismens fredelige indvoksen i socialismen, om den kapitalistiske klassestats forvandling til det samfundsmæssige fællesorgan og troen på fagforeningerne som løftestang for socialismen den herskende blandt partiets lag af parlamentarikere og fagforeningsfolk. Den “revision” af marxismen, som reformismens bannerfører, Bernstein, i midten af 1890’erne fandt nødvendig, blev begrundet i ændrede forhold i kapitalismen siden Marx’ dage. Og revisionen skulle tjene som en teoretisk legitimering af den reformistiske praksis, der var udbredt i partiet. Den skulle være en teoretisk begrundelse for arbejderpartiets forvandling til et reformparti inden for den kapitalistiske ordens rammer. Bernstein spurgte: “Har det f.eks. nogen mening at holde fast ved frasen om proletariatets diktatur i en tid, hvor socialdemokratiets repræsentanter overalt i praksis går ind for det parlamentariske arbejde?” Alene fremhævelsen af et programmatisk mål for den socialdemokratiske bevægelse langt ude i horisonten, socialismen, skilte i praksis partiet fra et borgerligt reformparti. Bernstein opfordrede derfor til realistisk erkendelse i partiet af dets egen praksis, – til at man vedkendte sig endemålets underordnede betydning i forhold til den øjeblikkelige reformbevægelse.

I sin bog “Socialreform eller revolution” fra 1899 (dansk udgave: Gyldendal, 1969) leverede Luxemburg et værdifuldt opgør med reformismen. Også Luxemburg fremhævede endemålet som afgørende for skelnen mellem et SPD på den sociale revolutions grundlag og et reformparti. Ligesom “marxismens pave”, Kautsky, og partiets leder, Bebel, lagde hun stor vægt på Bernsteins programmatiske afvigelser fremfor at angribe den reformistiske praksis og luge ud i den jord, som det revisionistiske ukrudt voksede op i; de to første havde interesse i endemålet som ideologisk glasur over deres egen praksis. Socialismens uundgåelighed og kapitalismens sammenbrud var de besværgelser, bag hvilke parti og fagbevægelse roligt kunne fuldende forvandlingen til netop et borgerligt reformparti.

Selv om Cliff betragter debatten mod revisionismen som en teoretisk diskussion, får han trukket essensen af Luxemburgs inspirerende debat mod Bernstein frem (især hendes fremhævelse af fagforeningernes og parlamentarismens begrænsninger), så det bliver til et teoretisk bidrag til forståelsen af reformismen i dag.

Reformismens verdensforståelse

Reformisterne på Luxemburgs tid og reformisterne i dag var og er mere end villige til at revidere alle såkaldte fraser og postulater inden for den videnskabelige socialisme, som f.eks. den materialistiske historieopfattelse. “Bevidstheden om at være pionerer for en højere kultur” bliver grundlaget for samfundsmæssige ændringer, ifølge Bernstein. Herimod forklarede Luxemburg, at når de ydre aspekter af klassekampen ikke forstås gennem marxismens metode, bliver enhver videnskabelig og kritisk forklaring forladt til fordel for moralske bortforklaringer af begåede fejl og moralske argumenter for ønsket praksis:

“... Vi vender således tilbage til retfærdighedsprincippet, til den gamle væddeløbshest, som verdens reformatorer har redet på i årtusinder – i mangel af et mere sikkert befordringsmiddel. Vi vender tilbage til den ynkelige Rosinante, på hvis ryg historiens Don Quijoter har galopperet frem mod de store verdensreformer – for altid at vende tilbage med brådne pander.” (s. 19)

Den sidste Don Quijote, der var i kamp mod vejrmøller, der som kapitalisme og imperialisme ikke var indbildte, var Salvador Allende, der med kommunistpartiet som saddel red på de evige appeller til nationens fornuft, officerernes høje følelser over for den politiske retfærdighed og arbejderklassens overbærenhed.

Anvendelsen af Luxemburg

Tony Cliff’s bog følger Luxemburgs udvikling gennem en række stridsspørgsmål i den socialdemokratiske bevægelse, hvor Luxemburg ivrigt tog del både på det teoretiske og praktiske plan. Fra kampen mod reformismens bannerførere omkring århundredskiftet til hendes død 1½ år efter den russiske revolution. På grund af bogens begrænsede størrelse og disse historiske diskussioners omfang, må en række af emnerne blive overfladisk behandlet, og det har alligevel kunnet lade sig gøre at lave en oversigt over Luxemburgs liv og gerning, der fører læseren gennem alle de væsentlige teoretiske emner. Derved har vi fået Luxemburgs holdning til en række af de problemer, revolutionære står over for i dag, belyst gennem de udførlige citater i hvert kapitel.

At der så fra oversætternes side ikke er lavet henvisninger til den danske udgave af ‘Socialreform eller revolution’, er sammen med manglende biografiske noter og lignende udgiverfejl tilgiveligt i forhold til det væsentlige, at denne bog repræsenterer et brud med den danske udgivelsestradition angående Rosa Luxemburg: lidt lyriske fængselsbreve fra Tidens forlag for 20 år siden og Hanne Reintofts svendestykke til DKP med de Moskvatro udlægninger af Luxemburg i det fyldige forord til ‘Socialreform eller revolution’.

– o –

Hvad der interesserer disse udgivere er nok kritikken af den tyske reformisme i 90’erne, men ikke at bruge den samme kritiske analyse over for alle fænomener inden for den nutidige arbejderbevægelse.

Et eksempel er Luxemburgs opgør med de “marxister”, der ville arbejde for freden gennem appeller til den kapitalistiske pacifisme. Ud fra arbejderklassens interesse (naturligvis) så de det som deres opgave at kæmpe for internationale afrustningsaftaler, og ud fra den demokratiske stats interesser i forhold til de “tilbagestående lande” involverede de sig i stormagternes kappestrid om verdensmarkeder. Man kan ikke læse Luxemburgs polemiske hudfletning af disse repræsentanter for arbejderklassen uden at sende en kærlig tanke til DKP’s aktive indsats for at sælge fredskonferencer til borgerskabet som en god ting for samhandelen og til arbejderklassen indpakket som et revolutionært krav. Alle, der stepper rundt i Dronningens Tværgade og på Christiansborg i Moskvas diplomatiske laksko, burde ofre tid på Luxemburgs kritiske analyse af de SPD-ledere, der sluttede op bag afrustningskrav og pacifisme, og som ved krigsudbruddet sluttede op bag kejser, kapital og krig.

Lenin og Luxemburg

Forholdet mellem Luxemburg og Lenin er af samme vigtighed som forholdet mellem Bakunin og Marx og mellem Trotskij og Stalin. Kun ved at vurdere deres opfattelser i sammenhæng med de specielle omstændigheder, de hver for sig arbejdede i, kan Lenin og Luxemburg vurderes med relevans for dagens praksis. Og det er kun ved sammenligning af omstændighederne i Rusland og Tyskland, af de 2 socialdemokratiers forskellige strategi og af Luxemburgs og Lenins analyser, at man kan uddrage nogen “lære” i 1974, at man kan finde citater, der overhovedet er brugbare til andet end “teoretiske” efterrationaliseringer.

Tony Cliff’s fremragende eksempel på denne fremgangsmåde har tidligere været offentliggjort i politisk revys hæfte nr. 3, og indgår som kapitel 5 i denne bog, hvor der gøres rede for forskellen mellem Lenins og Luxemburgs syn på partiets rolle, forholdet mellem klasse og parti og mellem spontanitet og bevidsthed. Hidtil har hverken stalinister eller antileninister som anarkister og syndikalister haft nogen historisk vurdering af Luxemburg og Lenin. Kun de seneste års revolutionære har haft interesse i et videnskabeligt syn på forholdet mellem Lenins og Luxemburgs forskellige standpunkter. Ved f.eks. at redegøre for det virkelige forhold mellem deres opfattelse af centristen Kautsky, gør Tony Cliff op med stalinistiske myter om Lenins ufejlbarlighed i perioden før revolutionen. Og ved nøgternt at fremstille Luxemburgs opfattelse af organisationsspørgsmålet, adskiller han sig fra anarkistisk og syndikalistisk falden på halen for hendes egne formuleringer og fremstillinger. Cliff giver heller ikke bare Ebert og Noske skylden som forræderiske højresocialdemokrater for Spartakist-opstandens nederlag, men viser, at Luxemburgs tanker om organisationsspørgsmålet og hendes praksis netop viste sine store svagheder i novemberrevolutionen 1918.

Cliffs forklaring til Luxemburgs kritik af bolsjevikkerne og af oktoberrevolutionen burde være obligatorisk introduktion til et af Luxemburgs mest udbredte, og af anarkister og antileninister mest misbrugte og citerede, skrifter: ‘Den russiske revolution’. Hendes kritik er den samtidige kritik, som mere end nogen anden i dag kan hjælpe og inspirere dem, der ønsker at kende historiens vigtigste proletariske revolution til bunds.

I ‘Den russiske revolution’ kritiserede Luxemburg udstykningen af landbrugsejendomme blandt bønderne. At udstykke ville medføre en masse af besiddende bønder, der på privatejendommens grundlag ville kunne modarbejde al socialistisk opbygning. Selv om bolsjevikpartiet ikke havde nogen anden mulighed, så viste Luxemburgs forudsigelse i dette spørgsmål at slå til. De besiddende bønders indflydelse blev et afgørende element for Sovjetunionens samfundsøkonomiske udvikling, og dermed også for de senere partifraktioners forskellige linjer, og den indbyrdes kamp, som vi alt for godt kender udfaldet på.

Beskæringen af arbejderdemokratiet

Mens Luxemburg også kritiserede bolsjevikpartiets ledere for deres politik i nationalitetsspørgsmålet og i spørgsmålet om den konstituerende forsamling, så var hendes holdning til disse punkter fejlagtig i modsætning til en væsentligere kritik: nemlig beskæringen af arbejdernes demokratiske rettigheder. Dette bærende element i socialismens opbygning tager sin spirende form allerede under dannelsen af de revolutionære institutioner og organisationsformer, der kan gennemføre en samfundsomvæltning. Og det socialistiske demokrati

“begynder samtidig med nedbrydningen af klasseherredømmet og socialismens opbygning ... (Det) begynder ikke først i det forjættede land, når der er skabt grundlag for den socialistiske økonomi, som færdig julegave til det artige folk.” (s. 72)

Det proletariske demokrati er ikke et moralsk anliggende, det er betingelsen for at sikre arbejderklassens herredømme, og det er forudsætningen for, at klassen kan udvikle socialismen gennem sin kollektive aktivitet i det samfundsmæssige liv. Gennem sovjetterne havde den russiske arbejderklasse skabt den proletariske organisationsform til kamp imod zarens despoti, imod kapitalens herredømme og samtidig den form, som kunne omstyrte den borgerlige orden. Forvandlingen af sovjetterne fra arbejderklassens særlige styreform til stalinismens klappemaskiner er en væsentlig del af historien om den russiske revolutions nederlag.

Men der var materielle årsager til beskæringen af arbejderdemokratiet. Arbejderklassens modsætning til bønderne var et af de store problemer i selve revolutionen og bagefter, og kun en centraliseret magt kunne optræde som byernes arbejderklasses ledelse af landet som helhed. Og de arbejdere, som var forrest i borgerkrigen, og som under revolutionen blev trukket ind i administration og ledelse af hele samfundsmaskinen, var selvfølgelig de mest politisk ledende dele af klassen. Den arbejderklasse, som blev skabt i tiden efter revolutionen var altså en anden end den klasse, som gennem de demokratiske sovjetter havde fulgt bolsjevikkerne. Forudsætningen for et ægte arbejderdemokrati er en stærk arbejderklasse, og Luxemburgs kritik beroede på en idealistisk opfattelse af arbejderklassen. Men undermineringen af arbejderdemokratiet både i arbejderklassen og ikke mindst i partiet blev en af de bevidste beslutninger hos de ledende bolsjevikker, som blev en af årsagerne til revolutionens historiske nederlag.

– o –

“Med undertrykkelsen af det politiske liv i landet som helhed, vil sovjetternes liv blive mere og mere forkrøblet. Uden almindelige valg, uden ubegrænset presse- og forsamlingsfrihed, uden en fri meningsudveksling dør livet hen i enhver offentlig institution. Det bliver mere og mere skyggen af noget levende, hvor kun bureaukratiet blir tilbage som et aktivt element. Det offentlige liv sover efterhånden hen og et par dusin partiledere hersker ... og fra tid til anden inviteres en elite af arbejdere til møder, hvor de skal bifalde ledernes taler og enstemmigt godkende de fremlagte resolutioner ...” (s. 74)

Dette citat er ofte anvendt af anarkister og reformister til kritik af den russiske revolutions revolutionære træk: arbejderklassen og dets revolutionære partis magtovertagelse. Intet kan være mere uretfærdigt og politisk uvederhæftigt over for den revolutionære tradition, som Luxemburg tilhører. Luxemburg kritiserede ikke diktaturet abstrakt, som diktatur, men hun kritiserede indholdet af diktaturet: at det ikke mere var proletariatets diktatur, men at det ville udvikle sig til en håndfuld lederes byrokratiske klikekampe under dække af diktatur i proletariatets navn. At det altså var diktatur i borgerlig forstand – af jacobinsk karakter – fandt Luxemburg kritisabelt.

Som vi ved i dag forblev den russiske revolution isoleret. Luxemburg pegede på fejltrin, som var med til at forkrøble den videre udvikling frem til et samfund, som revolutionære i dag ikke kan kalde Sovjetunionen, uden at skulle finde et nyt udtryk for arbejdermagtens organisationsform end sovjet.

Cliff’s behandling af Luxemburg

Gennem sin fremstilling af Luxemburgs kritik af den russiske revolution tager Cliff ikke direkte afstand fra de også i Danmark så udbredte idealistiske opfattelser af Luxemburg som en “antiautoritær kommunist” eller som en “revolutionær humanist og demokrat”. Men i modsætning til disse anti-leninistiske fortolkninger er det ikke hans fundamentale opfattelse af Rosa Luxemburg, selv om bogen er skæmmet af, at han i sin vedvarende hyldest til Luxemburgs personlige karakteregenskaber kommer faretruende i nærheden af denne opfattelse (s. 99); men denne ahistoriske opfattelse kan man kun nå frem til ved at skille teori fra praksis; kun ved at degradere Luxemburg til en stak formuleringer kan hun fremstå som antileninismens Jeanne d’Arc. Denne fremstilling har Cliff ingen politisk interesse i. Han ønsker at sammenfatte, hvad Luxemburg “lærte fra sig” på en måde, der er forståelig uden andre forudsætninger end nysgerrighed og vilje til at forstå det.

Kun kapitlet om kapitalakkumulation, der indeholder diskussion af skemaer for kapitalens reproduktionsprocesser, kræver en del viden om marxistisk økonomi og kendskab til tal og matematiske symboler. Store dele af kapitlet bliver således til en gumpetung teoretiseren, der står i grel modsætning til resten af bogens agitatoriske værdi.

Også i forsøget på at gøre Luxemburgs ideverden og historiske rolle så letfattelig som muligt, snubler Cliff. Ved at anvende det udmærkede princip, at udtrykke hele teoretiske opfattelser i fyndord og mottoer, får han formuleret ikke mindre end 5-6 forskellige mottoer for hendes hele tænken og væren. Andre irritationsmomenter er udtryk, der nærmer sig verbalt gudedyrkeri (“blændende stil”, “strålende, og med storslået elan”), og anvendelsen af fornavn. Når andre biografer ikke skriver om Karl, Frederik, Vladimir eller Leon, er det anti-feminisme at skrive om Rosa. Hverken oversættere eller udgivere kan ændre dette, men kan i en evt. 2. udgave (7-9-13) pille oversættelsestudserne ud, forsyne bogen med en indledning til danske forhold, en forklaring på de engelske, som Cliff polemiserer imod og så lige forbedre det principielt rigtige personregister.

– o –

Cliff slutter sin bog med en vurdering af Luxemburgs historiske rolle og summerer bl.a. op, at Luxemburg i debatterne om fagforeningsspørgsmålet måtte betone arbejdernes selvstændige initiativ over for et voksende fagbureaukratis magt, og at hun i sin betoning af den demokratiske opbygning af de revolutionære organisationers struktur svarer langt mere til de behov, arbejderklassen har i de avancerede kapitalistiske lande, end Lenins opfattelse i spørgsmålet om organiseringen af klasse og parti. Netop ved de gentagne sammenligninger med Lenins standpunkter og de forskellige baggrunde for Lenins og Luxemburgs teoretiske uenigheder placerer Cliff dette forhold historisk korrekt. Dermed giver han Luxemburg den særlige plads blandt socialismens klassikere, som tilkommer hende, og som var savnet i den danske debat.

Derfor er bogen et velkomment supplement i de revolutionæres skolings- og studiearbejde. Indtil den klassiske Luxemburg-biografi af Paul Frölich: ‘Rosa Luxemburg – Gedanke und Tat’ bliver oversat, er disse sammenfattende 107 sider den eneste mulighed for danske revolutionære for at tilegne sig Luxemburgs teoretiske og praktiske betydning for den revolutionære tradition.

Jørgen Lund

 

 

www.socialister.dk – 29. marts 2024 kl. 08:01