[ Proletar! nr. 9 ]
Proletar! nr. 9
aug 1974

Proletar! hjemmeside

 

Forside

Simpel søgning

Udvidet søgning

Vis numre

 

Temasider

Temaer

 

Indhold nr. 9

Udskriv artikel

 

Nr. 9

Side 1
· Proletar! nr. 9 - August 1974 - Forside

Side 2
· Majstrejkerne og kampen mod indkomstpolitikken

Side 10
· Den københavnske arbejderopposition og venstregrupperne

Side 14
· DKP og arbejderklassen 1945-1958

Side 31
· Paul Mattick: “Marx og Keynes. Blandingsøkonomiens grænser”

Side 33
· Tony Cliff: “Rosa Luxemburg - en politisk biografi”

 

Hovedmenu

Internationale Socialisters Ungdom

Socialistisk Arbejderavis

Arkivet

Links

English version

   

Proletar! nr. 9 – Side 14-30 – August 1974

Udskriv

DKP og arbejderklassen 1945-1958

Danmarks kommunistiske Parti har i de senere år – og især i forbindelse med folketingsvalget i december 1973 – oplevet en kraftig fremgang. Tilslutningen kommer i høj grad fra studerende og intellektuelle, men også lærlinge og militante arbejdere slutter i dag i stort antal op bag DKP. Derfor finder vi det nødvendigt, at det revolutionære venstre beskæftiger sig seriøst med årsagerne til og konsekvenserne af denne fremgang for det reformistiske og statskapitalistiske venstre.

Som en indledning til dette arbejde vil vi i Proletar! bringe to historiske artikler om DKPs forhold til arbejderklassen og dens kampe i tiden efter Anden Verdenskrig. Den første artikel, som bringes her, beskæftiger sig med perioden 1945-1958. I et senere nr. af Proletar! vil vi beskæftige os med perioden fra 1958 op til i dag. Red.

Den kommunistiske bevægelse i Vesteuropa har i de senere år fået et vældigt comeback, hvor også Danmarks kommunistiske Parti (DKP) har brudt sin politiske isolation. For tiden skaber DKP sig en betydelig opbakning i mellemlagene, blandt studerende, blandt lærlinge og blandt militante arbejdere.

Der er flere grunde til denne udvikling.

I slutningen af 1960’erne begyndte et nyt opsving i klassekampen i mange europæiske lande, hvor kampviljen også viste sig blandt danske arbejdere. DKP har her fået tilslutning på arbejdspladserne fordi partiet repræsenterer arbejderklassens mere militante aspirationer. Blandt arbejdere står DKPs klassekampsretorik og militante fagforeningsreformisme stadig som det eneste realistiske alternativ til Socialdemokratiets klassesamarbejdspolitik.

Dernæst har partiet skabt sig en ny politisk basis i de antikapitalistiske dele af mellemlagene. Mellemlagsgrupperne (der ofte er offentligt ansatte eller uddannelsessøgende) føler sig tiltrukket af DKPs fejlagtige politik om, at det skulle være muligt for arbejderklassen og de progressive mellemlag at omdanne og benytte statsmagten i bekæmpelsen af den herskende klasse.

Endelig har partiet fået tilslutning fra mange, der vælger DKP som det mindste onde efter snart otte års opslidende kampe omkring SF og VS. Disse nye medlemmer er parate til at sluge mange af DKPs politiske fejltagelser gennem årene, hvis de til gengæld kan præge partiets fremtidige politik i en revolutionær retning.

De nye medlemmer overser – eller lukker øjnene for – at DKPs nuværende politik konsekvent og logisk har udviklet sig gennem de sidste 20-30 år, og at retningen ikke kan ændres. De er ikke opmærksomme på, at partiets politiske, faglige og organisatoriske udvikling er et fundamentalt brud med de traditioner, som DKP oprindelig repræsenterede i dansk arbejderbevægelse. I 1920’erne var DKP i Danmark samlingspunkt for den vældige inspiration, som dannelsen af 3. internationale i 1921 har betydet for arbejdere overalt i verden. I dag er 1920’erne en fjern og uinteressant fortid for danske kommunister. DKP i 1970’erne arbejder på grundlag af folkefrontens traditioner fra 1930’erne og 40’erne. Denne tradition har ført til en militant, anti-kapitalistisk politik, hvori der optages flere og flere venstre-socialdemokratiske elementer.

- o -

Denne første artikel handler om DKP i efterkrigstiden fra 1945-1958. I disse 13-14 år fik DKP sin store del af ansvaret for, at besættelsestidens vældige mobilisering blev ført ud i talløse desillusionerende nederlag.

For at undersøge og forstå DKPs politik må den sættes i forbindelse med den politiske, økonomiske og sociale udvikling, nationalt som internationalt. Herefter må vi vurdere, hvorledes DKPs politik og praksis har præget udviklingen i dansk arbejderbevægelse. Der tænkes her især på arbejdernes evne til at gennemføre succesrige kampe for bedre løn-, arbejds- og levevilkår; arbejderklassens opfattelse af egne muligheder i en aktuel, samfundsmæssig sammenhæng og endelig må man undersøge, hvilke politiske og organisatoriske erfaringer der gennem tiden fandtes i arbejderklassens forskellige lag. Dernæst må vi undersøge om DKP har bidraget til at videreudvikle den revolutionære teori og praksis med henblik på at styrke de mest bevidste dele af arbejderklassen.

I partiets egen mytologi anser DKP sig een gang for alle udnævnt til at være fortrop for den danske arbejderbevægelse. Enhver diskussion om DKPs politik afvises derfor ikke blot som antikommunistisk, men som rettet mod den revolutionære arbejderbevægelse i Danmark som helhed.

Ingen holdning er mere fejlagtig. Udviklingen af den revolutionære bevægelse sker bl.a. gennem åben diskussion og kritik. En kritik, som ikke yder reformisterne hjælp i deres angreb på den revolutionære bevægelse, men som sigter på at øge arbejderklassens handlekraft, kan aldrig være antikommunistisk. Den er tværtimod kommunistisk – i dette ords egentlige forstand.

- o -

Ved afslutningen på anden verdenskrig var der sket betydelige skred i den danske arbejderklasse. Danmarks kommunistiske Parti havde endnu før 2. verdenskrig været ret lille og havde slet ikke en betydning som de store vesteuropæiske kommunistpartier: det tyske op til 1933, det spanske under borgerkrigen og det franske i folkefrontsregeringen. Ved folketingsvalget i 1939 opnåede partiet endnu kun 41.000 stemmer og fik 3 mandaters repræsentation i folketinget.

Under den tyske besættelse ændredes dette. Kommunisterne fik en ledende rolle i modstandskampen og vandt samtidig en stigende tilslutning i arbejderklassen på grund af partiets kamp mod de økonomiske og sociale forhold.

I 1945 var DKP blevet et parti med masse-opbakning, der alvorligt truede Socialdemokratiets hidtidige helt dominerende position i dansk arbejderbevægelse. Både internationale og nationale forhold havde medvirket til denne udvikling.

I 1943 havde Stalin opløst Komintern, den 3. kommunistiske internationale, som en udenrigspolitisk gestus over for de vestlige allierede i kampen mod fascismen. Dette gav stødet til et tøbrud imellem socialdemokrater og kommunister, som nu kunne samarbejde uden at være belastet af 1920’ernes og 30’ernes politiske kampe, som Komintern stod som udtryk for.

Opløsningen af Komintern skabte en del usikkerhed. Det amerikanske kommunistparti tolkede Kominterns opløsning og tilnærmelsen mellem Sovjet og USA som en opfordring til klassefred. Herefter opløste de amerikanske kommunister partiet, men måtte dog senere genoprette det i 1945.

En anden usikkerhed, der især fandtes blandt socialdemokrater, gik på om internationalens opløsning betød et virkeligt brud med fortiden. En fløj i det engelske Labour prøvede i 1944 og 1945 at få svar på dette spørgsmål, men selv under en delegationsrejse til Moskva i 1945 lykkedes det ikke at få Stalin til at udtale sig om spørgsmålet.

De europæiske kommunistpartiers hovedlinje i 1945 blev folkefrontspolitikken. Denne politik udstak tre hovedopgaver: deltagelse i reformarbejde, deltagelse i koalitionsregeringer og forhandlinger om sammenslutning mellem socialdemokratiske og kommunistiske partier. De kommunistiske partiers prestige var yderligere styrket af Sovjets sejre på Østfronten, og ved de første valg efter krigen var kommunisterne valgets sejrherrer i Frankrig, Tjekkoslovakiet og Italien. I England sejrede Labour med et overvældende flertal over den populære krigsleder Winston Churchill.

Den internationale situation satte samtidig klare grænser for, hvilken politik, der kunne føres i den første efterkrigstid. På Jaltamødet i februar 1945 havde Stalin, Roosevelt og Churchill gennemført en nyopdeling af Europa i imperialistiske interessesfærer. Her sikrede Sovjet sig en række stødpudestater langs grænserne, og under denne opdeling kom Danmark til at ligge i britisk interessesfære.

Til gengæld for denne opdeling støttede Sovjetunionen ikke en revolutionær udvikling i Europa, og danske kommunister vidste i 1945, at dette var alvorligt ment: I Jugoslavien nægtede Tito at følge Stalins parole om at underlægge de kommunistiske partisangrupper under borgerlig militærkommando. Da de samme borgerlige militærgrupper derefter i samarbejde med nazisterne prøvede at nedkæmpe Titos styrker, undlod Stalin at svare på Titos talrige henvendelser om våbenhjælp, og Tito overlevede kun ved at søge op i bjergene.

I 1944-45 blev en titoistisk inspireret kommunistisk guerillabevægelse i Grækenland nedkæmpet med britisk støtte, uden at Sovjet prøvede at yde våbenhjælp. Grækenland lå nemlig i britisk interessesfære.

I Frankrig havde de kommunistiske modstandsgrupper overtaget den civile administration i dele af det befriede Frankrig i 1944. Da den franske kommunistiske leder Maurice Thorez vendte hjem fra Moskva i november 1944, medbragte han ordre om at kommunisterne frivilligt skulle overgive de vundne positioner til borgerlige politikere under sloganet: “Én stat, én hær, ét politikorps”.

- o -

Nationalt vandt DKP under besættelsen tilslutning på politisk, økonomisk og militær kamp mod besættelsesmagten. I besættelsens første år var den herskende klasse blevet styrket i forhold til arbejderklassen. Allerede i 1940 blev gennemført en “Lov om arbejdsforhold”, der forbød strejker, indførte tvungen voldgift for overenskomstspørgsmål og ophævede automatikken i dyrtidsreguleringen. En moderne undersøgelse har vist, at lovindgrebene i besættelsens første år betød, at arbejderklassen kom til at bære den relativt største andel af besættelsestidens byrder (1). Socialdemokraterne og De samvirkende Fagforbund (DsF – senere LO) tog medansvar ved lovindgrebenes gennemførelse, og selv om det blev gjort nødtvungent og i det nationale samarbejdes ånd, betød denne politik en svækkelse af Socialdemokratiet.

Gennem succesrige lønkampe havde DKP skabt sig stigende indflydelse i arbejderklassen. I 1944 var denne indflydelse blevet så stor, at partiet spillede en betydelig rolle i organiseringen af “folkestrejken” samme sommer. DsF fordømte folkestrejken og isolerede herved yderligere Socialdemokratiet.

Det faglige arbejde kombineredes med en politik vendt mod samarbejdspolitikerne og monopolkapitalens værnemagervirksomhed. Desuden tog kommunisterne aktivt del i modstandsbevægelsen og samarbejdede herigennem med borgerlige modstandsgrupper på et nationalt grundlag.

Enhedsforhandlingerne i 1945

Ved besættelsens ophør var hovedlinjerne i DKPs efterkrigstidspolitik udstukket: en folkefrontspolitik på et nationalt grundlag, der gik ud på at skabe et antifascistisk og anti-monopolkapitalistisk demokrati. Denne politik skulle gennemføres ved at DKP befæstede sine magtpositioner i tre vigtige organer: i modstandsbevægelsen, i Rigsdagen gennem et enhedsparti og i fagbevægelsen.

Modstandsbevægelsen blev aldrig en magtfaktor for kommunisterne. De kommunistiske modstandsfolk ydede de største ofre i frihedsbevægelsen, men det lykkedes de socialdemokratiske og borgerlige modstandsfolk at isolere dem såvel politisk som militært.

I Frihedsrådet blev DKP politisk isoleret på kravet om at efterkrigstidens politik skulle formes og varetages af Frihedsrådets repræsentanter. Især socialdemokraterne bekæmpede forsøg på at gøre modstandsbevægelsen til en politisk faktor i efterkrigstiden. Resultatet blev et kompromis med en samlingsregering, bestående af politikere fra de gamle partier og repræsentanter fra modstandsbevægelsen, heriblandt Alfred Jensen, ledende kraft i det illegale DKP, og Aksel Larsen, formand for DKP, som havde siddet i tysk koncentrationslejr. Hermed var modstandsbevægelsens rolle reelt udspillet. Da Frihedsbevægelsens Samråd blev dannet i efteråret 1945 udeblev de ledende socialdemokratiske modstandsfolk med den begrundelse, at frihedsbevægelsen organisatorisk burde ophøre (2).

Borgerlige modstandsgrupper isolerede bevidst kommunisterne militært ved at underforsyne kommunisterne af de engelske våbenleverancer. Herved sikrede man sig mod en faretruende dobbeltmagtsituation i forbindelse med ophøret af den tyske besættelse. DKP lå i øvrigt så kraftigt under for den nationalistiske folkefrontspolitik, at det kom som et chok for partimedlemmerne, da det senere kom frem (bl.a. i Hjalf-sagen), at bourgeoisiet havde handlet i overensstemmelse med sine klasseinteresser i våbenspørgsmålet.

I politisk henseende stod DKP stærkere, og da partiet igen blev legalt ved befrielsen voksede medlemstallet fra ca. 5.000 medlemmer før krigen til mellem 50.000 og 60.000.

Allerede inden befrielsen havde DKP i pjecen “Folkets vilje – landets lov” i hovedpunkter fremstillet partiets krav for den politiske udvikling efter besættelsen:

“1. Dannelsen af en folkeregering for gennemførelsen af Frihedsrådets program, 2. Internationalt samarbejde for fred og selvstændighed, 3. Demokratisering af forsvaret, 4. Sikring og udvidelse af demokratiet, 5. Arbejde og økonomisk tryghed til alle, 6. Nationalisering af udenrigshandel, monopoler og banker, 7. Retfærdig varefordeling og effektiv kontrol med produktion og priser, 8. Ekspropriation af jord til indeklemte husmænd og landarbejdere, 9. Ophjælpning af fiskeriet, 10. Afskaffelse af direkte skatter, 11. Bedre kår for gamle, invalider og arbejdsløse, 12. Ophævelse af socialnedskæringen og afskaffelse af arbejdskortene, 13. Genoprettelse af reallønnen af 1939, 14. Fri strejkeret, 15. Fuld ligestilling for kvinderne og bedre forsorg for børn og unge”. (3)

Det understreges, at disse krav skal ses i et socialistisk perspektiv, og at de må gennemføres inden for et antifascistisk og anti-monopolistisk demokrati.

Programpunkterne bejlede kraftigt til den småborgerlige del af modstandsbevægelsen. Kravene om demokratisering er så vage, at enhver modstandsmand – uanset politisk tilhørsforhold – kunne skrive under på dem. Krav til støtte for husmænd og fiskere nævnes før krav angående arbejderklassen. På den anden side indeholder programmet også klare anti-monopolkapitalistiske krav angående nationaliseringer og ekspropriationer.

“Folkets vilje – landets lov” skal ses som led i en strategi, hvor det anti-fascistiske og anti-monopolkapitalistiske demokrati var første skridt på vej mod socialismen. Når dette demokrati var indført skulle arbejderklassen gennem enhedspartiet drive udviklingen videre frem mod socialismen.

Partiledelsen tog ikke højde for en række farer ved den førte Politik. Man undlod at lede befrielsessommerens overoptimistiske stemninger ind i realistiske baner ved at pege på forskellen mellem den nationale kamp og arbejderklassens kamp. Herved fik partiledelsen medansvar for den skuffelse som bredte sig, da det efterhånden blev klart, at de gamle politikere kørte videre i de traditionelle spor, så snart de havde fået den politiske magt påny. Desuden lukkede partiledelsen øjnene for de problemer, der var forbundet med at omdanne partiet fra et avantgardeparti til et masseparti. Partiet fik tilslutning fra størstedelen af den progressive arbejderklasse og fik skabt sig en basis i de nederste dele af fagbureaukratiet. Men desuden appellerede partiet til småborgerlige kredse og tiltrak uerfarne medlemmer langt udenfor arbejderklassens kreds. Denne uhomogene medlemssammensætning gjorde partiet særdeles sårbart overfor angreb.

Endelig byggede folkefrontspolitikken på en påstand om, at arbejderklassen kunne stille sig i spidsen for en socialistisk udvikling, hvis den blot blev sammensluttet i enhedspartiet. Men da størstedelen af arbejderklassen stod for mere eller mindre militante socialdemokratiske synspunkter, ville enhedspartiet også komme til at føre socialdemokratisk og ikke revolutionær politik.

DKPs enhedspolitik var en afvisning af tidligere revolutionære erfaringer om, at arbejderklassen styrkes ved en organisering af de bedste og mest erfarne arbejdere, som herefter kan stille sig i spidsen for alle arbejderes kamp.

- o -

I 1945 stod DKP så stærkt, at det kunne presse Socialdemokratiet til forhandlingsbordet.

Initiativet til enhedsforhandlingerne blev taget allerede i december 1943, hvor Hans Kirk og Alfred Jensen henvendte sig til H. P. Sørensen, der var Københavns overborgmester og ledende socialdemokrat (4). Hans Kirk og Alfred Jensen var ledende medlemmer i det illegale DKP og hensigten med deres besøg var at høre, hvorledes H.P. Sørensen vurderede mulighederne for en sammenslutning af de to partier.

Denne henvendelse fandt sted godt og vel et halvt år efter at Stalin havde opløst Komintern. H. P. Sørensen lovede at referere samtalen på højere sted, men der kom ingen egentlig forhandling i gang under besættelsen.

I juni 1945 rettede Alfred Jensen på DKPs vegne en officiel henvendelse til Socialdemokratiet om at optage forhandlinger om “arbejderbevægelsens enhed”. Socialdemokraterne svarede omgående ja, og en uge efter blev det første møde afholdt.

I alt blev der kun afholdt fire møder, hvorefter forhandlingerne reelt brød sammen i begyndelsen af august 1945. I disse forhandlinger udnyttede socialdemokraterne den kommunistiske enhedsiver med stor taktisk dygtighed. Kommunisterne blev afkrævet klare “demokratiske” garantier, hvilket bl.a. indebar, at de skulle tage afstand fra de ulovlige politiske strejker, og at de skulle afvikle samarbejdet med modstandsbevægelsen. Desuden blev kommunisterne på det sidste møde stillet overfor nogle ultimative krav, der betød, at DKP reelt skulle indstille sin politiske virksomhed til gengæld for et tilbud om sikkerhed for 8 repræsentanter i. folketinget ved det kommende valg, samt medindflydelse på programudkastet til det kommende enhedsparti.

De politiske krav gjorde DKP ude af stand til åbent at stille sig i spidsen for den politiske utilfredshed i sommeren 1945. Da kommunisterne dernæst ønskede “hverken at svare ja eller nej” til det socialdemokrat tiske ultimatum, kunne dette udnyttes til at isolere DKP. De første skridt hertil blev taget allerede 14 dage senere på den socialdemokratiske partikongres i august 1945, hvor ledelsen på ny erklærede kommunisterne krig.

Socialdemokraterne havde ganske givet opfattet det som et realistisk tilbud, at foreslå DKP 8 repræsentanter ved det kommende valg. Oktober-valget i 1945 blev derfor et chok for socialdemokraterne.

Socialdemokratiet blev valgets store taber med en tilbagegang på 18 mandater til kun 48, hvor kommunisterne kom ind i folketinget med 18.

Socialdemokratiet havde fået 894.000 stemmer ved 1943-valget og faldt til 671.000. Kommunisterne havde før krigen fået 40.000 stemmer (i 1939) og opnåede nu 255.000 (se Tabel 1). Socialdemokratiet angreb kommunisterne for at have ansvaret for, at de to arbejderpartier tilsammen fik færre mandater, end Socialdemokratiet alene tidligere havde haft. Imod kommunisternes ønske nægtede socialdemokraterne at danne regering og overlod dette til Venstre, der dannede en mindretalsregering. Herved kunne kommunisterne isoleres i folketinget, og socialdemokraterne kunne koncentrere sig om et politisk og fagligt opgør med DKP. Socialdemokraterne nægtede således at spille den nødvendige rolle for DKPs enhedspolitik.

 

Tabel I

Afstemningsresultaterne ved folketingsvalg 1945-1960

År

I alt afgivne stemmer

Soc.dem.

pct.

Komm.

pct.

SF

pct.

I alt pct.

1945

2.049.184

671.755

32,8

255.236

12,5

 

 

45,3

1947

2.084.141

834.089

40,0

141.094

6,8

 

 

46,8

1950

2.054.330

813.224

39,6

94.523

4,6

 

 

44,2

1953

2.070.903

836.507

40,4

98.940

4,8

 

 

44,8

1953

2.166.391

894.913

41,3

93.824

4,3

 

 

45,6

1957

2.310.175

910.170

39,4

72.315

3,1

 

 

42,5

1960

2.431.947

1.023.794

42,1

27.298

1,11)

149.440

6,1

49,3

1) DKP faldt her for spærrereglen og blev ikke repræsenteret.

Kilde: div. årgange Statistisk Årbog.

Afstemningstallene ved folketingsvalgene er et udtryk for arbejderklassens politiske modenhed. Støtten til de to arbejderpartier var lavest i 1950 og 1957, hvor Socialdemokratiet tog del i den herskende klasses anti- kommunistiske kampagner. I 1960 nåedes et højdepunkt med 49,3 pct. til arbejderpartierne, men det vel at mærke på en reformistisk politik, hvor både socialdemokraterne og SF helt havde afskrevet klassekampen. 1947-valget udtrykker ganske givet et stabilt styrkeforhold mellem den reformistiske og militante del af arbejderbevægelsen på 7 : 1, som DKP kunne have fastholdt, hvis partiet ikke havde indrettet den hjemlige politik efter Sovjetunionens sikkerhedspolitiske interesser. DKP var i hele perioden politisk isoleret i folketinget, idet alle forlig m. v. blev aftalt som om DKP slet ikke eksisterede i tinget. DKP udgjorde dog et konstant pres på Socialdemokratiet og dets venstrefløj.

 

DKPs efterkrigstidsprogram

DKP gik i oktober 1945 til valg på et program, som var en kommenteret udgave af de 15 krav fra “Folkets vilje – landets lov”. Et egentligt principprogram blev først vedtaget på partiets 15. kongres så sent som i januar 1946.

Det er et ganske sigende udtryk for de problemer DKP stod med, at partiet først kunne afholde kongres otte måneder efter besættelsens ophør. Partiet blev bragt i en defensiv situation af Socialdemokratiets modangreb, hvor man indskrænkede sig til at appellere til socialdemokraterne om at få enhedsforhandlingerne genoptaget. Denne holdning var også gennemgående i partiprogrammet fra 15. kongres, hvor man i øvrigt vedtog et landbrugsprogram, men derimod ikke noget program for arbejderklassens kamp (5).

1946-programmet indledte med at henvise til frihedskampen mod nazismen og nævner derefter at arbejderklassen har en central rolle i en udvikling, som partiprogrammet opstiller denne målsætning for:

“På dette grundlag arbejder Danmarks kommunistiske Parti for Danmarks frihed og selvstændighed og for folkets fremgang, der kun varigt kan sikres gennem en samfundsomdannelse, hvorved den kapitalistiske udbytning afskaffes, produktionsmidlerne overgår til samfundseje, og den enkelte får del i samfundsgoderne i forhold til sin indsats, altså en socialistisk samfundsordning med det klasseløse samfund som det endelige mål.”

DKP holder sig i denne målsætning inden for den nationalistiske ramme og undlader – i overensstemmelse med folkefrontspolitikken – at præcisere arbejderklassens særlige rolle og interesse i en socialistisk udvikling.

Herefter hedder det om det kapitalistiske samfund bl.a.:

“Arbejderne må for at kunne leve sælge deres arbejdskraft til produktionsmidlernes ejere, som tilegner sig en del af arbejdsudbyttet. Samtidig berøves også mindre næringsdrivende, arbejdende landbrugere, fiskere og andre en del af deres arbejdes udbytte gennem kapitalisternes beherskelse af produktion, omsætning og pengevæsen.”

Det er helt fejlagtigt at påstå et objektivt interessefællesskab mellem arbejderklassen og småborgerskabet. De to samfundsgrupper presses ganske rigtigt af kapitalismen, men programmet efterlader det indtryk, at der skulle finde en udbytning sted af småborgerskabet. Derved tilsløres det, at småborgerskabet er en døende klasse med interesse i at skrue udviklingen tilbage, hvorimod arbejderklassen har fremtiden for sig som den politiske magt i et højtudviklet industrisamfund. Afsnittet gør det umuligt at vurdere et evt. allianceforholds muligheder og begrænsninger for arbejderklassen.

 

Billedtekst:
DKP’s klasseanalyse! Fra: Det danske Folks Vej.

 

Programmet omtaler herefter kapitalismens følger i verdensmålestok: kriser, arbejdsløshed og – ikke mindst den netop afsluttede “blodige og ødelæggende krig":

“Men den (krigen) har også vist, at folket kan samles til resultatrig kamp for sit land og sin frihed, og har hidført et grundlæggende omsving i den internationale situation, der præges af følgende:

  • Kampforbundet af den socialistiske Sovjetunion og de borgerlige demokratiske stater har sammen med de undertrykte folks rejsning slået den internationale reaktions fortrop, det nazistiske Tyskland og dens femte kolonne i en række lande ned.
  • Mens den kapitalistiske omverden forhen havde held til at isolere den socialistiske Sovjetunion og lægge dens opbygning for had, har Sovjetunionen gennem sin indsats i denne krig overbevist folkene om skaberkraften i socialismen og soliditeten i Sovjetstyret og leveret det endelige historiske bevis for, at socialismen som samfundssystem har sejret.”

Programmet prøver ikke at skelne mellem national befrielseskamp og klassekamp - d.v.s. mellem borgerskabets og arbejderklassens interesser i kampen mod nazismen. Desuden afspejles usikkerheden om, hvorledes Sovjetunionens militæralliance med vestmagterne skal fortolkes i en indenrigspolitisk sammenhæng ved at karakterisere den som et “kampforbund”. Dette begreb benyttes normalt kun i forbindelse med arbejderklassens kampe, og kan ikke overføres til stormagtspolitik, uden det fører til fejlvurderinger.

I programmet omtales herefter kampen mod mono-polkapitalismen, som er blevet forstærket gennem national demokratisk samling

“og gennem det internationale samarbejde, krigen har affødt, og herigennem er der skabt mulighed for, at folkene selv kan bestemme deres statsform. Dette har i en række lande allerede medført en radikal demokratisering af samfundslivet, hvorved arbejderklassen har afløst den tidligere hersker-klasse som nationens førende kraft”.

Det er udviklingen i Frankrig og England, som programmet her henviser til, men der siges intet mere præcist om, hvorledes arbejderklassen skal “afløse” den tidligere herskerklasse. Herved kommer programmet til at udtrykke den reformistiske opfattelse, at arbejderklassen kan udnytte det borgerlige statsapparat til egen fordel.

Herefter vender programmet sig til Danmark:

“Derved er der skabt udgangspunkt (- gennem modstandskampen) for en udvikling, som også i vort land giver mulighed for en fredelig overgang til socialismen. Dette kræver, at de foreliggende muligheder, udnyttes til skabelsen af et fast politisk forbund mellem arbejderklassen og mellemlagene (de arbejdende landbrugere, mindre næringsdrivende, tjenestemænd, funktionærer, fiskere og åndsarbejdere) for at udvide demokratiet politisk og økonomisk og sætte dets organer i stand til at afværge alle reaktionære og nazistiske anslag.”

...“Siden Danmark fik sin forfatning for snart hundrede år siden, er der sket dybtgående forandringer i hele samfundets struktur og i befolkningsklassernes forhold til hinanden. Samfundets hidtidige politiske struktur tillader ikke en udvikling af produktionskræfterne til folkets fordel. Derfor må vort demokratis former udvikles og afpasses herefter, så de ikke danner en hemsko for udviklingen, men støtter og fremmer denne.”

Den skitserede demokratiseringsproces bliver et opgør med et fåtal, der sidder i de økonomiske nøglestillinger:

“Derfor må dette fåtals magt knækkes, og dets monopoler stilles i samfundets tjeneste, så folkets kår kan forbedres og renteudbytningen lettes for mellemstand og landbrug. Det betyder samtidig, at hele samfundslivet bliver demokratiseret, og at den enkelte borger, arbejderen såvel som landbrugeren, funktionæren og den lille næringsdrivende såvel som videnskabsmanden og kunstneren får fri bane for sit personlige initiativ.

En forudsætning for dette er, at arbejderklassen står enig og samlet i den politiske og økonomiske kamp, som den gjorde det under de vanskelige besættelsesår. Danmarks kommunistiske Parti stiller sig derfor som mål at gøre ende på arbejderbevægelsens politiske splittelse og at tilvejebringe den politiske og organisatoriske enhed i dansk arbejderbevægelse”.

Det var på denne politik, at DKP fik 250.000 stemmer ved folketingsvalget i 1945 og dermed 18 mandater, og det var på denne politik, at partiets medlemstal svulmede op til 50.000.

Programmet behandler overhovedet ikke så vigtige begreber som klassekampen, betydningen af imperialismen og den kapitalistiske statsmagt og principper for socialismens opbygning.

Programmet peger på nogle nødvendige reformer og benytter en socialistisk retorik, men der er ingen anvisninger på, hvorledes disse krav skal sættes i forbindelse med de langsigtede perspektiver for socialismen, og programmet bidrager ikke til at udvikle arbejdernes klassebevidsthed: Det udtrykker en radikal reformisme, hvor folketingsarbejdet har en central placering. Dette understreges af, at DKP i 1945 omorganiseredes til et traditionelt vælgerforeningsparti med afdelinger efter valgkredse.

Modstandsbevægelsens sammenhold fremstilles som noget nær en idealtilstand - et mål i sig selv. Målet er at genskabe dette sammenhold, men der siges intet om, hvorledes interessefællesskabet mellem forskellige samfundsgrupper var ændret, efter at kampen mod den tyske besættelsesmagt er forbi. Programmet gør ikke rede for folkefrontspolitikkens begrænsninger og nævner ikke, hvorledes kampen for socialisme skal føres, efter at det foreslåede politiske forbund er dannet. Programmet lægger stor vægt på, hvad DKP kan tilbyde småborgerskabet, hvorimod der ikke peges på mange perspektiver for arbejdernes kampe.

På trods af alle gode hensigter blev arbejdernes dag-til-dag-kampe ført ind i reformistiske baner, hvor det var vanskeligt at manifestere et 'alternativ til socialdemokraterne. Det var strategien om enhedspartiet, der førte til, at DKPs medlemmer i de følgende år led det ene desillusionerende nederlag efter det andet i såvel de politiske som de økonomiske kampe.

Kampen i fagbevægelsen

Efter at kommunisterne var blevet isoleret i modstandsbevægelsen og i folketinget, begyndte en opslidende kamp mellem socialdemokrater og kommunister i fagbevægelsen.

Forbindelsen mellem fagbevægelsen og Socialdemokratiet var meget intim, og socialdemokraterne vågede skinsygt over tillidsposterne i fagforeningerne.

Formelt var Socialdemokratiet og fagbevægelsen adskilt, men på topplan indvalgte Socialdemokratiet og DsF gensidigt to medlemmer i organisationernes forretningsudvalg. Reelt førtes Socialdemokratiets faglige politik af DsF.

DsFs prestige blandt arbejdere havde været på retur, efter at DsF i sommeren 1944 havde fordømt folkestrejken. Kommunisterne kunne derfor erobre en lang række tillidsposter fra socialdemokraterne ved generalforsamlingerne i foråret 1945. De nøjagtige tal for antallet af erobrede poster kendes ikke, men skønsmæssigt mistede socialdemokraterne dette forår mellem 25 og 35 % af alle tillidsposter i den københavnske fagbevægelse, hvilket vil sige, at kommunisterne antagelig har kontrolleret mellem 375 og 450 af de Talt ca. 1500 poster. Udviklingen i provinsen har ganske givet fulgt samme baner.

Opbakningen bag de kommunistiske kandidater var også en følge af, at kommunisterne var aktive i de mange strejker og arbejderdemonstrationer i sommeren 1945, hvor man krævede fuld løndækning, ophævelse af besættelsestidens forbud mod strejker og 40 timers arbejdsuge.

Som det tidligere er nævnt, støttede DKP “officielt” ikke disse mange politisk betonede strejker åbent. Heller ikke fagforeningserobringerne blev åbent erkendt. I en vurdering fra oktober 1945 i “Tiden” forklaredes de kommunistiske fagforeningserobringer på denne måde:

“Vi skal ikke bestride, at der har fundet en del nyvalg sted i fagforeninger og klubber, men der er jo intet mærkeligt heri. Landet har været besat i fem år, og mulighederne for at foretage valg på normal vis har været meget begrænset ... Og at der som helhed vælges flere kommunister end tilfældet var tidligere er såre enkelt, eftersom partiet i dag tæller ca. 60.000 medlemmer, hvoraf det store flertal tilhører fagbevægelsen. Og så må det lige for en ordens skyld tilføjes, at det jo var modstands-linjen, der sejrede også i fagbevægelsen. Forklaringen på tillidsmandsvalgene er således enkel og ligetil. De står ikke i forbindelse med nogen fraktions- eller kupvirksomhed, de er slet og ret et resultat af fagforeningsmedlemmernes frie ret til at vælge deres ledere ...

... På Arbejdsmændenes kongres påpegede trafikminister Alfred Jensen det uheldige i fraktionsstridighederne indenfor arbejderbevægelsen og understregede meget kraftigt nødvendigheden af at få disse overvundet. Alle tilhængere af samlingen kan yde et væsentligt bidrag hertil ved overalt i arbejderbevægelsen at søge hidført et samarbejde mellem socialdemokraterne og kommunisterne.” (6)

Artiklen underspiller DKPs arbejde i fagbevægelsen og gør det naturligvis for, at socialdemokraterne ikke herigennem skal få anledning til at afvise en genoptagelse af enhedsforhandlingerne. Kommunisterne mente, at et politisk pres kunne tvinge socialdemokraterne til forhandlingsbordet. Kommunisterne satte sig derfor som opgave, at få vedtaget enhedsresolutioner på fagforeningernes generalforsamlinger. Den ovennævnte artikel citerer en resolution vedtaget på Arbejdsmændenes kongres og siger herom:

“Man vil bemærke, at arbejdsmændenes erklæring ikke afviger synderligt fra de synspunkter, det kommunistiske partis repræsentanter fremførte under forhandlingerne med Socialdemokratiet.”

I januar 1946 udsendte DKP en direkte henvendelse til fagforbundene om “at bryde modstanden mod enheden”.

- o -

DKPs arbejde for at skabe et pres fra fagbevægelsen og et pres blandt menige socialdemokrater var en farlig politik. Kommunistiske tillidsrepræsentanter satte deres positioner over styr i mange fagforeninger ved at kæmpe for resolutioner til støtte for den kommunistiske enhedspolitik.

 

Tabel II

Afstemningsresultater ved overenskomstsituationerne 1946-58

 

Urafstemningstal

Stemme­procent

Incl. suppleringer ved kompetente forsaml.

 

Ja

Nej

Ja

Nej

1946

52.153

53.613

 

88.915

55.841

1948

86.501

41.939

 

148.794

49.852

1950

123.875

139.881

59

178.700

158.098

1952

202.820

77.362

59

276.398

84.706

1954

193.258

75.937

56

283.079

81.063

1956

115.360

208.474

66

151.837

217.955

1958

110.123

38.239

61

179.331

43.814

Kilde: “Beretning for de samvirkende fagforbund årene 1946, 48 o.s.v.” samt supplerende oplysninger i aprilnumrene af “Arbejderne” fra de pågældende år.

Urafstemningstallene fra overenskomstsituationerne udtrykker de to arbejderpartiers indflydelse blandt organiserede arbejdere. Overenskomstsituationerne spillede en central rolle i DKPs strategi, og ved alle overenskomstsituationerne opfordrede man arbejderne til at stemme nej. I 1946 og 1950 forkastedes overenskomstresultatet af de aktive arbejdere. Kun de udemokratiske regler om supplering ved kompetente forsamlinger fik halet overenskomsten i land. Den vældige mobilisering i 1956 havde selv den mest spidsfindige faglige jurist ikke taget højde for. Med en stemmedeltagelse på 66 pct. og 208.000 nej-stemmer var det socialdemokratiske fagbureaukrati ude af stand til at manipulere et “ja” igennem. I 1958 var DKP så svækket af indre kampe, at succesen fra 1956 ikke kunne følges op. Urafstemningen i 1958 med dens lave stemmeprocent udtrykker en apati blandt arbejderne over for såvel den socialdemokratiske som den kommunistiske linje.

 

Tabel III

Partistillingen i de københavnske fagforeninger (Arbejdernes Fællesorganisation) 1947-1962

År

 

Socialdem.

Komm.

Partiløse

SF

I alt

 

 

Besty­relses­poster

For­mænd

Besty­relses­poster

For­mænd

Besty­relses­poster

For­mænd

Besty­relses­poster

For­mænd

 

1946

 

1187

-

340

-

73

-

 

 

-

1947

 

1252

-

287

-

65

-

 

 

-

1948

 

1313

-

230

-

61

-

 

 

-

1949

juni

1329

161

213

38

60

8

 

 

1602

1949

20/12

1343

166

188

33

73

9

 

 

1614

1950

27/5

1358

170

165

27

87

11

 

 

1615

1950

31/12

1380

174

151

24

90

11

 

 

1626

1951

15/6

1379

174

144

23

79

10

 

 

1607

1951

31/12

1393

175

150

22

71

10

 

 

1614

1952

30/5

1402

-

140

-

-

-

 

 

-

1952

Ultimo

1403

178

141

20

67

8

 

 

1611

1953

31/12

1415

181

141

19

65

7

 

 

1621

1954

31/12

1401

178

134

19

68

7

 

 

1603

1955

1/7

1398

-

136

-

67

-

 

 

-

1955

31/12

1396

179

135

18

68

6

 

 

1599

1956

juni

1366

180

183

20

65

5

 

 

1614

1957

31/5

1403

178

116

18

70

6

 

 

-

1957

Ultimo

1443

178

106

18

75

8

 

 

1624

1958

Ultimo

1419

177

104

19

82

6

 

 

1605

1959

Ultimo

1402

177

95

13

77

5

33

7

1606

1960

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

1961

30/6

1394

174

92

13

86

7

39

8

1611

1961

Ultimo

1370

173

92

12

86

7

56

9

1604

1962

juni

1344

174

92

11

104

7

62

8

1602

Kilde: "Socialdemokratiske Noter”, udg. af Arbejderbevægelsens Informations Central, årg. 1948/49 - 1961/62 (sidste årg. hedder “Aktuel politik”). Tallene for 1946-48 er beregnet på grundlag af en statistik over bevægelserne i “Noterne” nr. 3, jan. 1950. De må tages med forbehold for talstørrelsen og for optællingsterminen.

Den socialdemokratiske efterretningstjeneste AIC (Arbejderbevægelsens Informations Central), havde bl.a. til opgave at afsløre “kommunistisk splittelsesvirksomhed” i fagbevægelsen. Til dette formål skulle skaffes præcise oplysninger om DKPs faglige og politiske aktiviteter, som tryktes i “Socialdemokratiske Noter”. De socialdemokratiske tillidsfolk kunne herefter benytte materialet i kampen mod kommunisterne. Oplysningerne er præcise og kan benyttes til arbejderbevægelsens historie, når man tager højde for den antikommunistiske tendens. Fagbevægelsen plejede intim omgang med amerikanske arbejdsmarkedsattacheer. AIC har under den kolde krig antagelig samtidig fungeret som forlænget arm for USAs efterretningstjeneste ved at forsyne den med oplysninger om politiske aktiviteter af “kommunistisk” observans.

Efter 1956 er AICs materiale ikke anvendeligt. Socialdemokraterne forstod slet ikke striden i DKP og troede at dannelsen af SF var led i et nyt “Moskva-dirigeret” fremstød i Danmark. I 1960 nedlagdes “Socialdemokratiske Noter”.

Tallene i tabellen bygger på indberetninger fra Arbejdernes Fællesorganisation i København. DKPs indflydelse i fagbevægelsen stabiliseredes i begyndelsen af 1950’erne. Efter begivenhederne i 1956 faldt indflydelsen på ny, men stabiliseredes efter SFs dannelse. DKPs basis i fagbevægelsen var mere stabil end tilslutningen blandt vælgerne.

 

Samtidig ville socialdemokraterne prøve at afsløre denne bevægelse som “kommunistdirigeret”. Dette betød, at kommunisterne ikke kunne stille sig åbent i spidsen for efterkrigstidens sociale og politiske uro, idet partiet til stadighed skulle fremstå som en forhandlingsværdig part ved en evt. genoptagelse af enhedsforhandlingerne

Dette illustreres bedst gennem en erklæring fra DKPs kongres i januar 1946. “For at fjerne nogle misforståelser” udtaltes bl.a.:

“At partiet anerkender de kollektive overenskomster og de faglige organisationer som arbejdernes ansvarlige organer, hvilket ikke udelukker medlemmernes ret til at gøre deres anskuelser gældende.”

Dette, var alt, hvad DKPs kongres turde udtale på trods af, at foråret 1946 blev det “varmeste” siden 1936. Modstanden mod DsFs klassesamarbejde var så stort blandt arbejderne, at et flertal stemte nej til overenskomstforslaget ved urafstemningen (53.600 “nej” mod 52.100 “ja”, som dog suppleredes op med kompetente forsamlinger). (Se tabel II.)

I februar udbrød politiske strejker i protest mod det langsommelige retsopgør med stikkere og HIPO-folk. I april og maj løb både slagteriarbejderstrejker, arbejdsmandsstrejker og typografstrejker, og ikke mindre end to mæglingsforslag måtte ophøjes til lov. Ialt gik 1.386.000 arbejdsdage tabt på grund af arbejdskonflikter i 1946 - et tal som end ikke nåedes under 1956-storkonflikten.

Kommunisterne undlod at arbejde for en politik, som kunne give partiet en identitet i fagbevægelsen, og de kommunistiske tillidsfolk blev derfor helt forsvarsløse over for det socialdemokratiske modangreb. Den socialdemokratiske efterretningstjeneste, AIC (Arbejdernes Informations Central) var i denne periode mere effektiv end nogensinde. AICs oplysninger udsendtes til socialdemokratiske tillidsfolk til brug i den anti-kommunistiske modoffensiv.

AIC understregede gang på gang at kommunister stillede op mod socialdemokrater uden at forelægge en alternativ politik. Således advarede man i efteråret 1946 mod en ny kommunistisk taktik, som var benyttet i Holstebro:

“Ved siden af forslag til formand af en kommunist foreslog de (kommunisterne) en række kendte socialdemokrater for på den måde at søge de socialdemokratiske stemmer spredt. Da de foreslåede socialdemokrater ønskede at være loyale over for den af socialdemokraterne selv foreslåede kandidat, hævdede kommunisterne, at de i henhold til bestemmelserne var tvunget til at modtage valg, såfremt forsamlingen ønskede det.” (7)

Samtidig meddelte AIC, at kommunisterne havde væltet den socialdemokratiske formand i smedenes Afd. 13 i København med et knebent flertal på 296 mod 281, efter at den afgående formands beretning enstemmigt var blevet godkendt.

I november 1946 opsnappede AIC en intern skrivelse til den kommunistiske fraktion i smedenes Afd. 17 om at kommunisterne systematisk ville erobre alle smedeafdelinger med henblik på den kommende kongres. (8)

Så længe DKP fastholdt at socialdemokrater og kommunister havde sammenfaldende interesser måtte kampen i fagbevægelsen få en kupagtig karakter, kombineret med bureaukratiske manøvrer. Socialdemokraterne har naturligvis ikke været et hak bedre, men det oplyser AIC naturligvis ikke.

DKPs tilhængere blev ført ind i en gold og opslidende kamp mod socialdemokratiske fagforeningsbureaukrater. Socialdemokraterne var langt bedre rustet til dette opgør og tilføjede modstanderne af klassesamarbejdet nederlag på nederlag.

De kommunistiske arbejdere kunne intet stille op. Som det fremgår af AICs statistik over bestyrelsesposternes fordeling i den københavnske fagbevægelse, var kommunisterne trængt afgørende tilbage allerede i 1947 (Tabel III). Desuden lykkedes det for DsF at isolere det kommunistiske typografforbund i en tre måneders udmattelsesstrejke i foråret 1947. De strejkende måtte til sidst give op, bl.a. fordi DsF nægtede at yde lån til typografernes strejkekasse. Strejken endte derfor i et nederlag, hvor typograferne måtte gå i arbejde med minimale resultater.

Derved havde socialdemokraterne brudt kommunisternes initiativ i fagbevægelsen. Ikke desto mindre kontrollerede kommunisterne endnu i 1947 20 % af bestyrelsesposterne i København.

Da der i oktober 1947 blev afholdt folketingsvalg, var Socialdemokratiet valgets sejrherre ved at generobre 9 af de 18 mandater fra kommunisterne. For de to arbejderpartier skete ingen samlet fremgang. Socialdemokratiet dannede mindretalsregering med borgerlig støtte og ønskede ikke at samarbejde med kommunisterne.

DKP forklarede selv dette nederlag med den antikommunistiske hetz, som alle partier havde ført. Dette er ganske givet korrekt, eftersom den kolde krig var begyndt at tage til gennem sommeren 1947.

Men hertil skal føjes, at DKP gennem to års forfejlet frontpolitik havde udmattet den anti-monopolkapitalistiske og anti-kapitalistiske bevægelse, som var udsprunget af modstandskampen. Desuden skulle det snart vise sig katastrofalt for arbejderklassen, at DKP havde benyttet de første offensive år efter besættelsen til at tækkes den socialdemokratiske ledelse. Partiet havde til gengæld undladt at organisere arbejderne, så de kunne modstå den modoffensiv, som det europæiske og amerikanske storborgerskab satte ind i forbindelse med den kolde krig.

- o -

Sammenlignet med de store europæiske lande var kommunisterne bragt i defensiven på et meget tidligt tidspunkt. I 1945 var forholdet mellem socialdemokrater og kommunister i folketing og fagbevægelse 1 : 4, og efter udviklingen i 1946-47 stabiliseredes dette forhold omkring 1 : 10.

I de store europæiske lande var kommunisterne endnu ikke så kraftigt svækkede i 1947. I 1946 gik de franske kommunister frem ved valget til nationalforsamlingen, og endnu i 1948 fik de italienske kommunister fremgang i mandattal. I begyndelsen af 1947 deltog kommunistiske ministre i koalitionsregeringer i Østrig, Belgien, Frankrig, Island, Italien, Chile og Finland.

Denne sammenligning viser, at DKPs kraftige tilbagegang snarere skal forklares ved, at DKP ikke formåede at udforme en politik, der tog hensyn til de specielle danske forhold. Her tænkes først og fremmest på den udbredte reformisme blandt danske arbejdere og socialdemokraternes stærke indflydelse i fagbevægelsen.

Nogle få grupper prøvede at føre arbejderklassens revolutionære traditioner videre. De byggede især på syndikalistiske og trotskistiske traditioner, men de var så små og isolerede fra arbejderklassen, at de aldrig magtede at anfægte DKPs position som det eneste alternativ til venstre for Socialdemokratiet (9).

Den kapitalistiske modoffensiv

Forholdet mellem Sovjetunionen og USA havde været præget af afmatning siden 1945, men i 1947 indledte begge stormagter en vældig politisk opmarch.

I foråret 1947 erklærede præsident Truman, at USA var modstander af en kommunistisk udvikling i Europa og ønskede kapitalismens genrejsning. Instrumentet til den kapitalistiske modoffensiv blev Marshallhjælpen og OEEC (senere OECD). Senere styrkedes afhængigheden af USA gennem oprettelsen af NATO, som betød amerikansk kontrol med det vesteuropæiske militær- og politi-apparat. Desuden finansierede amerikanerne splittelsesfagforeninger i Italien og Frankrig for at lamme de stærke kommunistiske fagforbund, CGIL og CGT.

Udviklingen i Danmark 1947-53 var præget af samme tendenser. Den danske krone blev fastholdt i et ulige valutaforhold, som betød, at Danmark bidrog til genopbygning af engelsk kapitalisme, og hvor danske arbejderes levestandard blev holdt nede for at tilbagebetale amerikanske lån. Den socialdemokratiske regering førte i 1949 Danmark ind i NATO. Under en borgerlig regering (Venstre-konservative) fra 1950-53 gik den kapitalistiske modoffensiv endnu videre. Der blev gennemført en kraftig militær oprustning og en lov om 5. kolonnevirksomhed (rettet mod kommunisterne). Desuden var der planer om at stationere amerikanske tropper i Danmark i fredstid, og den danske udenrigsminister støttede åbent Frankrigs kolonikrig i Indokina.

I begyndelsen af 1950’erne stagnerede reallønnen, arbejdsløsheden var stigende og nåede 12 % på årsgennemsnit i 1952, og endelig begyndte automatisering at vinde indpas i dansk industri.

Socialdemokratiets klassesamarbejdspolitik udvikledes kraftigt i disse år og i reformismens navn deltog partiet i bestræbelserne på at gøre dansk kapitalisme konkurrencedygtig på det internationale marked. I 1949 blev partiet grebet af krigshysteriet, og det traditionelt pacifistiske danske Socialdemokrati tog regeringsansvaret for dansk indmeldelse i NATO.

- o -

DKPs politik var præget af udviklingen i den internationale kommunistiske bevægelse.

Som modstykke til udviklingen i Vest strammede Sovjet grebet om de østeuropæiske stater. I september 1947 oprettedes på en hemmelig konference i Polen en ny “Internationale”, Kominform, der skulle fungere som et informationskontor. Deltagerne i Kominform var kun syv østeuropæiske og to vesteuropæiske kommunistpartier: Sovjet, Polen, Ungarn, Rumænien, Bulgarien, Tjekkoslovakiet, samt Frankrig og Italien.

I kommunikeet fra stiftelsesmødet blev teorien om “de to lejre” i verdenspolitikken præsenteret:

“Der er således opstået to lejre, dels en imperialistisk og antidemokratisk lejr, hvis hovedmål er at oprette et verdensherredømme for den amerikanske imperialisme og at sønderslå demokratiet, dels en anti-imperialistisk og demokratisk lejr, hvis hovedmål er at undergrave imperialismen, befæste demokratiet og likvidere fascismens rester.”

Desuden lancerede kommunikeet et syn på socialdemokraterne, der på visse måder minder om 1930’ernes socialfascisme-teori:

“En særlig plads blandt imperialisternes taktiske midler indtager udnyttelsen af den forræderiske politik, som føres af højre-socialdemokrater af typen Blum i Frankrig, Reimer og Scherf i Østrig, Saragat i Italien o.s.v., der bestræber sig på at skjule den imperialistiske politiks sande røverkarakter under en demokratisk og socialistisk fraseologi, men som i virkeligheden i et og alt er imperialisternes trofaste håndlangere, idet de bringer opløsning i arbejderklassens rækker og forgifter dens bevidsthed.”

... “For at kunne forpurre den imperialistiske aggressions plan er en energisk indsats fra alle Europas demokratiske kræfter nødvendig. Højre-socialdemokraterne er forrædere mod denne sag ... Deraf følger, at der for de kommunistiske partier er en særlig opgave. De må løfte fanen til forsvar for deres lands nationale uafhængighed og suverænitet ...” (10)

Erklæringen havde sovjetiske udenrigspolitiske interesser som udgangspunkt, men desuden skulle Kominform benyttes til at disciplinere den kommunistiske bevægelse. Kominforms dannelse satte en stopper for det nære regeringssamarbejde, som specielt de franske kommunister var involveret i. Kominform blev også instrument for Sovjetunionens interesser i den begyndende sovjetisk jugoslaviske strid, som slog ud i åben strid i 1948.

DKP overtog i løbet af 1948 fuldstændig principperne i Kominform-erklæringen. Denne kovending efter Sovjetunionens udenrigspolitiske interesser blev foretaget uden besvær, idet teorien om “socialismen i et land” gjorde det til en hovedopgave for de vestlige kommunistpartier, at forsvare Sovjetunionens udenrigspolitiske sikkerhedsinteresser.

Allerede fra efteråret 1947 ophørte DKP med at arbejde for kravet om den organisatoriske sammenslutning med Socialdemokratiet. I løbet af 1948 blev teorien om de to lejre taktisk udformet i en “fredspolitik”, som DKP engagerede sig helt og fuldt i.

Allerede på DKPs 16. kongres i maj 1949 havde fredssagen fået konsekvenser for det programmatiske arbejde. Kongressen sluttede med at vedtage seks paroler med fællesoverskriften “Kæmp for freden”, og samtidig vedtoges en principerklæring, som var et opgør med enhedspolitikkens mest reformistiske vildskud.

Principerklæringen beskriver først kapitalismens, monopolkapitalismens og imperialismens rolle og sætter disse begreber i forbindelse med klassekampen og statsmagtens rolle som magtapparat for den herskende klasse.

Derefter beskrives arbejderklassens opgaver og nødvendigheden af allianceforhold med andre lag af den arbejdende befolkning. De østeuropæiske lande beskrives som overgangssamfund og endelig erklæres Sovjetunionen for et fuldbyrdet socialistisk samfund.

Herefter følger Kominforms paroler om, at verden er opdelt i to lejre, den imperialistiske og den demokratiske, og i det efterfølgende afsnit rettes et voldsomt angreb på de tidligere så ombejlede socialdemokratiske ledere:

“De socialdemokratiske ledere arbejder aktivt for imperialisternes krigsforberedelser. De godkender den imperialistiske undertrykkelsespolitik overfor frihedsbevægelserne i hele verden. De er førende i den hadefulde agitation mod Sovjetunionen og alle andre lande, hvor folket har taget magten for at bygge socialismen op. De søger at undergrave arbejderklassens internationale sammenhold og at forpurre det internationale demokratiske samarbejde, samtidig med at de direkte og indirekte samarbejder med reaktionære og fascistiske bevægelser imod fredens, demokratiets og socialismens kræfter ...”

“Arbejderklassens kamp mod kapitalismen er i dag uløseligt forbundet med kampen mod imperialismen og krigsmagerne, med kampen for freden og de demokratiske rettigheder, med forsvaret for vort lands nationale uafhængighed.”

“Arbejderklassen kan kun løse sin opgave, når højre-socialdemokraternes spaltende og desorganiserende indflydelse brydes. Arbejderklassens kampenhed skal genoprettes.” (11)

Principerklæringen står i højere grad på klassekampens grund, end det var tilfældet med 1945-programmet. Alligevel er frontstrategien fastholdt, og fredspolitikken er gjort til hovedopgaven. “Freds-taktikken” skal forstås i sammenhæng med DKPs imperialisme-teori, Udgangspunktet for teorien er, at kapitalismen i begyndelsen af 1950’erne ville løbe ind i en meget alvorlig krise. I denne situation var Danmark blevet underlagt den amerikanske imperi alisme, og landsforræderiske danske stormonopoler deltog i den dobbelt udbytning af den danske arbejderklasse. Arbejderklassen fremstilles som en national kraft, der skal gøre op med “atlantpolitikerne”, der sammenlignes med Christoffer den Anden og Corfitz Ulfeldt, der – som bekendt – henholdsvis pantsatte og forrådte Danmark (12).

Ved at opfatte Danmark som offer for imperialismen, i stedet for som del af det imperialistiske system, blev DKPs strategi helt forfejlet. Når storkapitalen var “landsforræderisk” og unational, fulgte deraf , at der også fandtes en national kapitalisme, som burde støttes.

DKPs fredspolitik blev ikke sat i en klassemæssig sammenhæng. Partiets politik tiltrak i højere grad borgerlig-pacifistiske kredse end arbejderklassen.. Opgaven lød ganske vist på at vinde arbejderne for “freden”, men dette kompliceredes af, at Socialdemokratiet støttede NATO-politikken. Kun de radikale og Retsforbundet var imod NATO-politikken, og dette betød, at DKPs allierede i fredssagen blev småborgerlige og intellektuelle kredse.

I de følgende år samledes titusinder af underskrifter til “Stockholm-appellen”, “Fredskravet”, “Verdensfredsrådet” o.s.v., uden at det betød nogen organisering af arbejderklassen. Interessen for arbejderklassens forhold eksisterede stadig i partiet, men taktisk var det faglige arbejde underlagt fredsarbejdet.

F.eks. var man i DKP allerede i 1952 opmærksom på introduktionen af moderne erhvervspsykologiske metoder i dansk industri og gav allerede på dette tidspunkt en kritik af MTM-systemet. En konklusion fra en artikel i Tiden i 1952 viser, hvor håbløst fredsperspektivet var, når det skulle omsættes til anvisninger for kampen mod automatisering:

“Hvert et minut, arbejderen kan indspare ved mere effektiv produktion, vil blive forsøgt udnyttet til fordel for oprustningen, vil betyde arbejdsløse og ringere levevilkår, vil ende med, at vi føres ud i en ny og blodig verdenskrig. Dette føler arbejderne bevidst eller ubevidst, og derfor har de mange millioner dollars, som er anvendt i Vesteuropa på den kapitalistiske propagandastorm mod arbejderne givet så lidt bonus. Fredsfronten er tværtimod blevet styrket, en ny verdenskrig er hidtil blevet forhindret.” (13)

DKP tog del i vigtige aktioner og demonstrationer mod NATO og forsøgte at organisere soldateraktioner i den danske NATO-hær. Men fredsarbejdet fastholdt ikke mobiliseringen om DKP, og partiets basis på arbejdspladserne smuldrede. Massebevægelserne mod lønindgreb og tvangsopsparing, “Odense-konferencen” og “Odense-bevægelsen” fik ingen større effekt. I den københavnske fagbevægelse halveredes kommunisternes andel af tillidsposterne i perioden 1947-1951 (fra 282 til 144). Endnu helt op til 1954, hvor “fredsarbejdet” var den taktiske hovedopgave, faldt kommunisternes indflydelse i fagbevægelsen stadig.

Fredspolitikken ramte ikke de ømme punkter i Socialdemokratiets samarbejdspolitik. Der var en stor overvægt af “ja” -stemmer ved urafstemningerne i 1952 og 1954. Dette kan kun tolkes som, at hovedparten af danske arbejdere følte den socialdemokratiske reformisme som det mest realistiske svar på tidens problemer. Til gengæld var der ingen politisk kraft, der effektivt bistod arbejderklassen i forsvaret mod kapitalismens modoffensiv. I folketinget reduceredes partiets vælgerstøtte med 30 % (fra 141.000 til 93.000). Der findes ingen tal for udviklingen i partiets medlemsmasse, men det stadigt faldende oplag på Land og 'Folk må stå som udtryk for udviklingen i medlemstallet.

I “fredsperioden” strammedes disciplinen i partiet. Det skete gennem en øget Stalin-dyrkelse og en begrænsning af partidemokratiet. På kongressen i 1949 ændredes kontrolkommissionen fra at være et organ, der beskyttede medlemmerne, til at være et instrument for centralkomiteen. I de følgende år benyttedes eksklusioner i partiets indre politiske kamp. Eksklusionerne ramte nogle af partiets veteraner men var især rettet mod kritikere på partiets venstrefløj. Desuden sivede en del venstresocialdemokrater fra partiet, som havde meldt sig ind i enhedsperioden. Disse havde trukket det store læs som paradefigurer i enhedsperioden og havde udgjort partiets højrefløj (14).

I perioden 1947-53 udviklede partiet sin helt specielle form for partidemokrati, der eksisterer den dag i dag. I DKPs partidemokratiske system er medlemmernes politiske muligheder afhængig af, om de bliver optaget i inderkredsen omkring centralkomiteen. Forsøg på at manifestere sig i grupper mod denne inderkreds er gang på gang blevet knust gennem eksklusioner.

Da fredsarbejdet endnu var på sit højeste afholdt DKP sin 17. kongres i maj 1952. På denne kongres vedtoges en 60-siders programudtalelse, “Det danske folks vej”, som viser, at den øjensynlige vending mod et klassestandpunkt ikke havde fået videre konsekvenser. Fredsarbejdet havde tvunget partiet til at videreudvikle frontstrategien og uddybe teorien om den fredelige overgang til socialisme.

Programmet tager udgangspunkt i spørgsmålet om krig eller fred, hvor “fredens lejr står overfor krigens lejr”. Programmet siger herefter, at opgaven for alle er bevarelsen al freden, og dette må ske gennem “en folkesamling om fred og selvstændighed”. Overgangen til fredspolitik vil muliggøre et opgør:

“... Det (folket) må gøre op med de politikere, som i monopolkapitalismens interesse har bedraget det og ledt det i ulykke. Det må sikre sig en fornyet folkerepræsentation, en rigsdag af partier og personer, som gør dets vilje til landets lov. Båret frem af det overvældende folkeflertals aktive støtte vil folkerepræsentationen og folkets flertal træffe de foranstaltninger, som i første række vil være nødvendige for at bryde de store udbytteres magt ...”

Herefter følger frontstrategien:

“Samling i folket kan kun ske på grundlag af enhed i arbejderklassen ... Når enheden tilvejebringes, når den bevares og styrkes, så den ikke som i 1945 går i forfald, da er grundlaget skabt for at gennemføre afgørende ændringer af det danske samfund og betræde vejen til socialismen. En aktiv, vågen og enig arbejderklasse vil skabe det store folkeflertal om sig og bære en folkeregering til magten.”

“... Rigsdagen vil blive folkesuverænitetens virkelige sæde, sådan som det danske folk har kæmpet for det mod enevælden og Estrups provisorieregering ... Fagforeningerne vil som repræsentanter for arbejderklassen deltage i tilrettelæggelsen af landets økonomiske politik, ved ledelsen af industrien og andre erhvervsforetagender ...” (15)

1952-programmet savner igen en vurdering af klassekampens betydning, og arbejderklassens kamp er reduceret til et instrument for skabelsen af et udefineret folkeflertal. Programmet omgår helt problemet om den kapitalistiske statsmagt og videreudvikler herved illusionen om, at arbejderklassen kan indføre socialismen via parlamentet.

“Det danske folks vej” indtager en central plads i DKPs udvikling efter krigen. Det er en opsummering af partiets politiske opfattelse og indeholder DKPs opfattelse af kapitalismen og socialismen. Endnu under partistriden i 1958 benyttedes programmet af begge parter som udgangspunkt for diskussionerne.

Offensiv mod klassesamarbejdet

I løbet af 1953 skete store forskydninger i udenrigs-og indenrigspolitiske forhold.

Sovjet og USA havde udmattet hinanden i Korea-krigen, hvorved der fulgte nogen afspænding i verdenspolitikken. Denne lettedes yderligere ved Stalins død i marts 1953, idet de sovjetiske ledere måtte koncentrere sig om den indre politiske strid.

I Danmark overtog socialdemokraterne på ny regeringsmagten i efteråret 1953. Socialdemokratiet havde bl.a. fået opbakning på et nej til stationering af amerikanske tropper på dansk jord i fredstid. Den socialdemokratiske regering indledte handelskontakter med Sovjetunionen, og i begyndelsen af 1956 gennemførtes et statsministerbesøg i Sovjetunionen.

Denne udvikling var medvirkende til at bringe kommunisterne ud af isolationen. Fredsarbejdet blev skudt i baggrunden, og DKP kunne på ny koncentrere sig om arbejderklassen. Her lykkedes det for DKP i perioden 1954 til 1956 at udfordre den socialdemokratiske “genopbygningspolitik”, som bl.a. havde givet sig udslag i samarbejdsudvalg, støtte til rationaliseringer og bevidst tilbageholdenhed ved overenskomsterne.

Vendepunktet i denne udvikling kom i september-oktober 1954 under “Philips-strejken”. Philips, der var producent af radioer og fjernsyn, havde siden 1949 foretaget kraftige rationaliseringer og havde et dårligt samarbejde med tillidsmændene. I forbindelse med en vægring mod yderligere rationalisering blev en arbejder afskediget. Dette gav anledning til, at kollegerne nedlagde arbejdet.

Denne arbejdsnedlæggelse blev til en fem ugers strejke, som fra begyndelsen blev organiseret med strejkeudvalg, bestående af tillidsmænd samt valgte repræsentanter fra de enkelte afdelinger. De strejkende afholdt jævnlige strejkemøder og mødtes daglig til afkrydsning. Moralen var så høj, at flere afstemninger viste, at Philips-arbejderne nægtede at gå i arbejde på trods af voldgiftsrettens afgørelser. Efter fire ugers strejke erklærede voldgiftsretten arbejdet frit, og der blev udstationeret politi til at beskytte strejkebrydere. Efter denne provokation blev strejken udvidet til andre københavnske arbejdspladser, hvorefter aktionen få dage efter var ført igennem til sejr: Den afskedigede blev genantaget, alle de øvrige strejkende kunne genantages, og der skulle optages forhandlinger om rationaliseringens omfang (16).

Philips-strejken blev en vældig moralsk sejr i kampen mod den socialdemokratiske “genopbygningslinje”. Selv om den blev organiseret indenfor fagbureaukratiets rammer, indeholdt den vigtige klassekamptræk: strejkekomiteen, den stærke aktivisering af de strejkende og andre arbejdspladsers sympatistrejker. Socialdemokratiet var ude af stand til at kontrollere eller hindre strejken, medens DKP benyttede strejken som udgangspunkt for en militant politik, der samlede arbejderne til kamp mod kapitalismens modoffensiv.

Billedtekst:
Strejkende Philips-arbejdere på vej til møde (fra pjecen “Philips-strejken”, Kbh. 1954).

- o -

DKP var drejet ind på en politik, der mobiliserede arbejderklassen i kampen for bedre arbejds- og levevilkår. Selvom denne nye udvikling skal ses i sammenhæng med DKPs høje prioritering af folketingsarbejdet, skabtes der nu et forsvar for arbejdernes interesser.

Allerede inden Philips-strejken var afsluttet, benyttedes den af Aksel Larsen som udgangspunkt til at fremlægge parolen om arbejderklassens aktionsenhed. Dette skete i en tale på DKPs landskonference i oktober 1954. Parolen om “aktionsenheden” var et opgør med den strategi, som DKP havde brugt i fagforeningerne i de første år efter besættelsen. Dette kan ses i det følgende afsnit i Aksel Larsens tale:

“Arbejdernes kampenhed tilvejebringes ikke, hvis kommunisterne på forhånd forlanger eller forventer, at socialdemokratiske arbejderkolleger skal udtale deres godkendelse af kommunisternes politik eller direkte fordømme deres egne ledere og regering. Anvender kommunisterne en sådan “taktik”, kan de måske i mange aktuelle situationer ved en kampafstemning på arbejdspladsen eller generalforsamlingen få flertal for et kommunistisk forslag ... Men derved lægges ikke grunden til en sejrrig aktion, fordi splittelsen så er der på forhånd.

Det, der er det nødvendige og afgørende, er at forenes med alle eller så godt som alle arbejdere, socialdemokratiske og partiløse, om det positive arbejderne vil, men ikke at vinde en afstemningssejr eller få vedtaget den krassest muligt formulerede resolution mod socialdemokratiet eller regeringen.” (17)

Aksel Larsens tale betegnede et vendepunkt i forhold til fredstaktikken. Det var den første artikel eller tale i fire-fem år angående faglige spørgsmål, som ikke sluttede med en opfordring om at støtte fredsfronten. Tværtimod sluttede Aksel Larsen med at pege på arbejdernes resultatrige lønaktioner. Men samtidig må man være opmærksom på begrænsningerne i denne nye faglige strategi. Der var tale om militant fagforenings-reformisme og ikke om revolutionær politik. DKP ønskede at gøre fagforeningerne til kamporganisationer. Dette fremgår af en uddybning, som Aksel Larsen kom med nogle måneder senere, efter at han var blevet angrebet udefra for at opfordre til “ulovlige” strejker:

“Det er en direkte forvanskning af talen, når man påstår, at dens konklusion skulle være denne: at kommunistisk enhedspolitik kun skal eller kun kan bestå i at udløse og organisere “ulovlige” strejker “uden om eller imod arbejdernes egne organisationer”. Noget sådant blev ikke sagt, noget sådant er ikke ment. Men kommunisterne arbejder for at forberede, udløse og organisere arbejdernes enige klasseaktioner. Det er det, vi kalder aktionsenheden. Og naturligvis støtter vi enhver sådan klasseaktion og kan og vil ikke gøre vor støtte afhængig af, om aktionen fra andres side betegnes som “lovlig” eller “ulovlig”. Det burde være fagforbundsledelsernes og De samvirkende Fagforbunds pligt at gøre det samme. Det er derfor, de er der.” (18)

I en strategisk sammenhæng var DKPs politik ikke ændret. Mobiliseringen skulle udnyttes til at styrke kommunisternes indflydelse i folketinget, kommunalbestyrelser og fagforeninger for at få gennemført “demokratiets fornyelse”. På disse områder var der ingen fornyelse i partiets politik.

Den nye faglige linje mobiliserede de militante dele af arbejderbevægelsen og i 1955 fik DKP indflydelse på en lang række arbejdskampe. Den bølge af utilfredshed, som disse var udtryk for, kom bag på Socialdemokratiets ledelse, som var presset af de borgerlige partier i folketinget. Den socialdemokratiske mindretalsregering blev bl.a. tvunget til at gennemføre en “kriselovgivning”, som betød nedskæringer for arbejderklassen

- o -

DKPs 18. kongres i oktober 1955 blev af partiledelsen betegnet som “det nye opsvings kongres”. Partiet var kommet ud af isolationen, og kongressen satte sig som mål at vende partiets medlemsmæssige stagnation til fremgang.

Den vigtigste ændring i partiets politik skete ved anerkendelsen af parolen om den fredelige sameksistens. Dette betød en taktisk ændring i partiets arbejdsområde fra fredsbevægelsens masseorganisationer til arbejdspladserne:

“Fredskampen indebærer altså for det første en hel del mere end blot deltagelse i fredsarbejdet, hvad enten det er arbejdet omkring Fredens Tilhængere, verdensfredsbevægelsen, Dansk Freds-konferencebevægelsen eller andre fredsforeningers arbejde.

... Da arbejderklassens kamp for økonomiske krav i dag mere end nogen sinde er forbundet med løsningen af de store politiske problemer, med kampen for fred og national uafhængighed, bør den også kunne blive det store aktiv i fredskampen. Det er os kommunister, der daglig må påpege dette overfor den arbejdende befolkning. Vi må modigt vise arbejderne, at de økonomiske problemer, spørgsmålet om det daglige brød, huslejen og skatten er nært forbundet med de politiske problemer, at arbejderklassen samtidig med kampen for økonomiske forbedringer må kæmpe mod regeringens politik og de urigtige teorier, at disse problemer alene kan løses ad økonomisk vej.” (19)

På denne militante politik lykkedes det DKP at skærpe situationen omkring overenskomstfornyelserne i 1956. Overenskomsterne spillede en central rolle i DKPs faglige strategi, og i samtlige overenskomstsituationer siden krigen havde partiet opfordret til at stemme nej. Som tidligere nævnt var det ikke lykkedes at gøre op med den socialdemokratiske genopbygningslinje ved overenskomsterne i 1952 og 1954. I 1956 var situationen vendt på baggrund af de sidste par års mobilisering.

I 1956 kompliceredes overenskomsten af to grunde. For det første havde DsF stillet ret mådeholdende krav for ikke at bringe den socialdemokratiske mindretalsregering i vanskeligheder. For det andet prøvede de radikale at presse socialdemokraterne til at gennemføre en lov om tvungen voldgift i overenskomstsituationer, på baggrund af kriselovgivningen.

- o -

I midten af marts 1956 brød forhandlingerne mellem DsF og Arbejdsgiverforeningen sammen og i de følgende dage iværksattes varslede chauffør-, sømands- og typografstrejker. I alt var dog kun 60.000 ud af i alt 490.000 arbejdere i strejke.

14 dage senere lykkedes det at få DsF og Arbejdsgiverforeningen til at gå med til et mæglingsforslag, som derefter skulle til urafstemning. Inden urafstemningen blev afholdt skærpedes situationen yderligere af et lovindgreb, som forbød den del af strejken, der omfattede olie- og benzinområdet.

Den 12. april 1956 forelå urafstemningsresultatet. Det viste et fantastisk stemmeskred. Ikke mindre end 208.474 arbejdere havde stemt “nej” med den højeste stemmeprocent i efterkrigstiden: 66 pct. Ifølge de fagretslige regler skal kompetente forsamlinger herefter supplere resultatet op til 75 pct. s stemmedeltagelse. Disse stemmer er traditionelt “ja”-stemmer. Den høje stemmeprocent i 1956 hindrede slutresultatet i at blive tilslutning til mæglingsforslaget.

Denne massive afvisning af den socialdemokratiske “genopbygningslinje” lammede mindretalsregeringen. Allerede samme nat mellem 12. og 13. april ophøjedes mæglingsforslaget til lov efter pres fra de borgerlige partier. Kun kommunisterne og Hans Rasmussen stemte imod.

Dette indgreb i arbejdsmarkedsforholdene udløste stor harme blandt arbejderne og allerede samme morgen – få timer efter lovens gennemførelse – begyndte spontane og organiserede arbejdsnedlæggelser.

Senere på dagen samledes 100.000 arbejdere til det største arbejdermøde, der endnu var set i Danmark foran Christiansborg. Ved protestmødets afslutning meddelte Aksel Larsen, at aktionen nu var overstået, og at sagens videre forløb ville blive varetaget af den netop oprettede “situationens generalstab”, der bestod af tillidsfolk fra forskellige arbejdspladser.

Denne bratte afslutning på efterkrigstidens største arbejderdemonstration afslørede begrænsningerne i DKPs taktik. DKP førte omgående kampen over i fagbevægelsen, idet “situationens generalstab” udelukkende bestod af fagforeningsrepræsentanter. På det efterfølgende møde i “situationens generalstab” advarede kommunisterne mod flere aktioner. Arbejderklassens. mobilisering havde kun kommunisternes interesse i det omfang, det passede ind i frontpolitikken og den politiske strategi.

Hensynet til frontpolitikken uddybede Alfred Jensen i en artikel i Tiden nogle måneder senere:

“Uden B & W-tillidsmændenes opfordring til møde foran Christiansborg var det næppe kommet til noget massemøde i København og heller ikke så omfattende arbejdsnedlæggelser.

Og denne enstemmige beslutning kunne kun træffes af socialdemokrater og kommunister om en tidsbegrænset strejke.” (20)

Socialdemokratiets venstrefløj afstak med andre ord grænserne for, hvor langt kommunisterne ønskede, at bevægelsen udviklede sig. En selvstændig videreudvikling af strejkebevægelsen ville ligefrem blive en trussel mod DKPs enhedstaktik.

Alfred Jensen kom samtidig ind på, at kun i sammenhæng med den politiske strategi havde en langvarig strejke partiets interesse. I så fald skulle strejken ledes af DsF:

“Med den bistand, en socialdemokratisk regering er forpligtet til at give arbejderne, ville arbejdskampen have givet sejr efter en måneds strejke. En sådan udgang på konflikten ville have været i overensstemmelse med arbejdernes higen og stræben, og den var mulig.

Hvilke muligheder ville regeringen med en sådan arbejdersamling som basis ikke have for gennemførelsen af foranstaltninger til sikring af de store ungdomsårganges forhold og for nødvendige sociale fremskridt.”

Efter DKPs opfattelse var overenskomststrejkens hovedmål at blive løftestang for udviklingen af den “fornyelse" af demokratiet og en “folkets regering”, som var skitseret i 1952-programmet. Men ikke nok med det. I centralkomiteens beretning på 19. kongres, aflagt af Aksel Larsen, (der ikke var beregnet for offentligheden) fremlagdes perspektiverne i den faglige kamp helt åbent:

“Hele denne kamp og hele denne bevægelse løftede arbejdernes faglige kamp op på et højere politisk niveau. Det var i overensstemmelse med arbejdernes mening, når såvel Hans Rasmussen som Chr. Larsen (formand for Arbejdsmændene) fremhævede, at efter det, der var sket, måtte selve spørgsmålet om samfundets økonomiske struktur, om ejendomsretten til produktionsmidlerne, altså kampen for socialismen sættes på dagsordenen.” (21)

DKPs reformistiske politik kædes her sammen med et ønske om at udvikle overenskomststrejken til et opgør med kapitalismen. Det er ultra-venstre-politik at påstå, det skulle være muligt at gå direkte fra en sådan strejke til det anti-monopolkapitalistiske demokrati, og herigennem sætte socialismen på dagsordenen.

Arbejderklassens mobilisering skulle udnyttes til at presse DKPs politik igennem i folketinget. Men her overså kommunisterne, at en socialistisk udvikling ikke kan sættes på dagsordenen af et parti, der i årevis har forsømt at udvikle arbejdernes klassebevidsthed. Teorien om den fredelige overgang til socialismen blev demonstreret med alle dens begrænsninger i 1956. På denne politik var DKP blevet et reformistisk parlamentarisk parti med basis i den militante del af arbejderklassen. I folketinget kunne DKP højest regne med at presse Socialdemokratiet til nogle reformer til fordel for arbejderklassen.

Af beretningen til 19. kongres fremgår desuden, at kommunisterne bevidst holdt igen med opstilling af fagforeningskandidater ved de efterfølgende kongresser i fagbevægelsen. Partiledelsen ønskede ikke at genoplive den golde og opslidende strid med socialdemokraterne i fagforeningerne.

Mod eller med partiledelsens vilje øgede kommunisterne dog antallet af tillidsposter i den københavnske fagbevægelse med ca. 50 % i sommeren 1956. Tallet steg fra 135 til 183.

Den vældige protestbølge havde rejst en debat i Socialdemokratiet allerede inden konfrontationen ved overenskomstforhandlingerne. Denne debat satte spørgsmålstegn ved socialdemokraternes holdning til rationaliseringer og højere produktivitet. Begivenhederne omkring overenskomsten bragte oppositionen mod Socialdemokratiets officielle linje helt op i toppen af fagbureaukratiet, som ønskede partiets “genopbygningslinje" taget op til revision. Diskussionen var så omfattende, at statsminister H. C. Hansen lovede, at den ville blive taget op på Socialdemokratiets kongres i januar 1957.

I månederne efter overenskomstbegivenhederne havde DKPs frontstrategi virkeligt skabt et alvorligt pres på Socialdemokratiet. Men i sommeren og efteråret 1956 kom to alvorlige begivenheder i den internationale kommunistiske bevægelse på tværs af DKPs bestræbelser. Det var afsløringerne af Stalins regime og begivenhederne i Ungarn.

DKPs moralske og politiske krise

På SUKPs (Sovjetunionens kommunistiske Partis) 20. kongres holdt Hrustjov en hemmelig tale for de sovjetiske kongresdelegerede, hvor han gjorde op med persondyrkelsen af Stalin og gav Stalin ansvaret for det regime, som havde hersket i Sovjet siden 1930’erne.

Da denne tale efterhånden blev kendt i Vesten medførte det en krise i de vestlige kommunistpartier. Der var tale om intet mindre end et total-opgør med de vestlige kommunistpartiers værdinormer.

Forvirringen øgedes af Sovjetunionens ændrede stilling i verdenspolitikken. Denne ændring hang sammen med, at Sovjet i midten af 1950’erne blev i stand til at fremstille brintbomber og derved kunne skabe en militær ligevægt i den internationale terrorbalance. Herefter havde Sovjet ikke længere brug for de vestlige kommunistpartier i en sikkerhedspolitisk sammenhæng og teorien om “den fredelige sameksistens" tvang partierne til at finde sig en ny basis på national grund.

Hovedemnet på DKPs landspartikonference i september 1956 var læren af SUKPs 20. partikongres, hvorimod erfaringerne fra arbejderklassens kampe var kommet i baggrunden.

Et par måneder senere blev den kommunistiske bevægelse rystet endnu en gang, da sovjetiske tropper nedkæmpede oprøret i Ungarn. Aksel Larsen kom i centralkomiteen i mindretal på et synspunkt om, at DKP ikke blankt burde støtte den sovjetiske politik i Ungarn. Ungarnsopstanden medførte en voldsom debat i partiet, der endte med indkaldelsen af den 19. ekstraordinære kongres i januar 1957.

Formålet med 19. kongres var at skabe ro i partiet ved at få en afslutning på diskussionerne. Debatten havde ikke kun drejet sig om Stalin og Ungarn. Hele DKPs forhold til Sovjetunionen og partidemokratiets trange kår havde været inddraget.

Kritikerne blev imødekommet i kongreserklæringen, som bl.a. sagde, at det danske folk selv skal finde sin vej til socialismen i overensstemmelse med sine traditioner, at DKP ikke tilstræbte noget et-partisystem og at partiet var tilhænger af den nationale uafhængighed, frihed og selvbestemmelsesret. (22)

Det var en særdeles defensiv kongreserklæring, som skulle hindre, at partiet på ny blev isoleret i en kold-krigshetz. På den anden side imødekom 19. kongres også SUKP ved at tilslutte sig Sovjetunionens opfattelse af, at opstanden i Ungarn var indledningen til et fascistisk diktatur og et arnested for krig i Europas midte.

Disse to synspunkter fra 19. kongres viser, at der nærmere var tale om et foreløbigt kompromis mellem to uforenelige synspunkter. Udadtil svækkede det partiet, at 19. kongres var blevet dødt løb.

 

Billedtekst:
Arbejderen til arbejdsgiveren: — Lad mig blot overtage nogle af Deres byrder, så kan De til gengæld få lidt af det, jeg forslæber mig på ...

I et senere nummer af Proletar! vil vi behandle DKP’s forhold til arbejderbevægelsens økonomiske kampe ved at gennemgå partiets politik 1958-1974.

 

Socialdemokraternes politik prægedes også al afsløringerne om Stalin og Ungarnsopstanden. I januar 1957 afholdt Socialdemokratiet sin ordinære kongres. Her kørte den anti-kommunistiske hetz for fuld udblæsning. Venstrefløjen i partiet kom ikke igennem med de faglige problemer, som havde spillet så stor en rolle i de senere år. Kongressen bekræftede tværtimod “genopbygningslinjen" og gav partiledelsen fuldmagt til at videreføre omformningen fra den reformistiske arbejderbevægelses parti til et pragmatisk folkeparti, der appellerede til vælgerne uden klassehensyn.

Det kommunistiske parti kom sig ikke over begivenhederne i 1956. På trods af opsvinget i foråret 1956 sank medlemstallet på grund af krisen omkring Stalintidens afsløringer. I september 1955 var medlemstallet 17.532, i september 1956 var det faldet til 16.767 og i månederne omkring Ungarns-krisen faldt det yderligere 1.400 til ca. 15.300 (23).

I betragtning af tilbagegangen i medlemstallet var det overraskende, at DKP endnu kunne mønstre 72.000 stemmer ved valget til folketinget i efteråret 1957 (mod 93.000 i 1953). Den politiske krise i partiet havde nok svækket partiet, men det blev langt fra udslettet. I fagbevægelsen blev DKP hårdere ramt, idet partiet satte hele tilslutningen fra 1956 over styr. Antallet af tillidsposter faldt til 116, hvilket var under niveauet fra kold-krigsperioden.

I forhold til arbejderklassen var DKP lammet. Ved overenskomstforhandlingerne i 1958 var DKP ude af stand til at følge succesen fra 1956 op. Ved urafstemningen var antallet af “nej"-stemmer faldet til 38.000 (mod de 208.000 i 1956). Dette fald var ikke kommet “ja"-stemmerne tilgode, som også var faldet (110.000 mod 115.000 i 1956). Stemmeprocenten var den laveste siden krigen (51 %). Det kan tages som udtryk for en desillusion i arbejderklassen. Hermed ikke være sagt, at arbejderne accepterede udviklingen, men kampviljen kom først tilbage med den nye generation af arbejdere som manifesterede sig i slutningen af 1960’erne.

- o -

DKPs holdning til 1956-begivenhederne havde også fået konsekvenser i den politiske arbejderbevægelse.

I februar 1957 dannedes Danmarks socialistiske Parti, som et direkte modstykke til DKP. Det var naturligvis ikke første gang, at der skete større afskalninger fra partiet. Mange medlemmer havde i 1950’erne meldt sig ud fordi DKP-medlemsskabet kom på tværs af en akademisk karriere eller en karriere i reaukratiet. Andre havde brudt med DKP på et politisk grundlag og havde tilsluttet sig miljøer omkring bladet Dialog, det tidligere modstandsblad Frit Danmark og Studentersamfundet, som dog ikke havde forbindelse med arbejderklassen.

Danmarks socialistiske Parti var et klart brud med DKP på grund af kommunisternes svage holdning i overenskomstsituationen i 1956 og på grund af Ungarnskrisen, hvor DKP støttede, at der i Ungarn blev indført dødsstraf for strejker. Partiet opsamlede syndikalistiske og trotskistiske strømninger og fik valgt nogle få repræsentanter ved kommunalvalget i 1958 i Esbjerg og Helsingør. Da Socialistisk Folkeparti blev dannet i 1958 gik Danmarks socialistiske Parti op i SF efter en urafstemning.

Splittelsen af DKP

I efteråret 1957 afholdtes en konference af kommunistiske partier i Moskva, hvor man vedtog en række nye principper for de kommunistiske partier.

I deklarationen fastsloges, at fredelig overgang til socialisme nu var muligt, og dels fastsloges det at mane til kamp mod dogmatisme og revisionisme, hvor “revisionismen og højreopportunismen” blev erklæret som den aktuelle hovedfare.

Denne strid mellem dogmatisme og revisionisme blev kernepunktet for diskussionen i DKP indtil Aksel Larsens eksklusion og partiets splittelse i efteråret 1958.

1957-deklarationen var benzin på bålet i diskussionen i DKPs centralkomite. Mogens Fog (der ikke var partimedlem) havde i en tale i begyndelsen af 1957 foreslået “en a jour-føring" af socialismen for, at den kunne svare til tidens problemer. Fogs forhold til socialismen var etisk bestemt og kunne ikke blive grundlag for en nyudvikling af den socialistiske teori som instrument for arbejderklassens kamp. Men Fog berørte det vigtige problem om, hvorvidt den socialistiske teori var et sæt dogmer; eller om den skulle udvikles i takt med samfundsudviklingen.

Diskussionen førtes med utallige spilfægterier i centralkomiteen og uden at det kom til partimedlemmernes kendskab. Aksel Larsens modstandere kritiserede Fogs artikel for revisionisme. Larsen-modstanderne vidste, at Aksel Larsen var enig med Fog, så de angreb altså samtidig Aksel Larsen. Som svar på Fogs a jour-føring erklærede Larsen-modstanderne: “At stå vagt om den socialistiske ideologis renhed er ikke dogmatisme”.

Modsætningen mellem dogmatisme og revisionisme var en helt mystificerende problemstilling at presse ned over partidiskussionen, som i virkeligheden drejede sig om særdeles vigtige problemer for den danske arbejderbevægelse. Hovedproblemerne heri var forholdet til Sovjet og frontpolitikken, partidemokratiet og klassekampens betydning.

Debattens parter betegnedes i samtiden som “larsenisterne” og “den hårde kerne”, hvilket for nemheds skyld vil blive benyttet her.

Forholdet til Sovjetunionen og frontpolitikken. Larsenisterne påviste korrekt, hvorledes afhængigheden af Sovjet havde ført til partiets tilbageslag i 1956. Desuden blev diskussionen rejst i en aktuel sammenhæng, da Sovjet i foråret 1958 foretog en ny vending i forholdet til Jugoslavien. Larsenisterne krævede her, at DKPs holdning til Jugoslavien ikke blot blev et ekko af den sovjetiske holdning, således som det havde været tilfældet ved kovendingerne i 1948 og 1955.

Den hårde kerne angreb larsenisterne for “titoisme”, men påpegede desuden korrekt, at larsenisterne ønskede denne frigørelse fra Sovjet for at kunne udvikle den reformistiske frontpolitik yderligere og søge direkte samarbejde med socialdemokraterne.

På trods af rigtige intentioner om at fastlægge en dansk socialistisk politik uafhængig af Sovjetunionen blev larsenisterne fanget i den danske arbejderbevægelses reformistiske tradition.

Den hårde kerne havde intet anvendeligt alternativ til den reformistiske videreudvikling og kom i øvrigt selv ti år senere til samme erkendelse, da de i 1969 formulerede parolen: “Arbejderflertal, men med kommunister”.

Partidemokratiet. Den hårde kerne fastholdt her, at den demokratiske centralisme fordrede den særlige form for bureaukratisk system, som eksisterede i DKP.

Larsenisterne påpegede korrekt, at der var tale om centralisme og ikke om demokrati. Dette synspunkt understregedes af, at det senere viste sig, at godt og vel halvdelen af partimedlemmerne støttede Aksel Larsen, uden at dette kunne komme til udtryk i partiets ledelse. Partiets kommandoveje hindrede en åben diskussion mellem partimedlemmerne, hvilket også Aksel Larsen fik at føle, da han prøvede at vinde gehør for sine synspunkter uden for centralkomiteen.

Larsenisternes alternativ var imidlertid forkert. De vendte sig imod enhver form for centraliseret organisation, idet de mente, at det uvægerligt måtte føre til bureaukrati og degeneration. Larsenisterne undervurderede groft betydningen af en fasttømret organisation, hvilket senere viste sig i SFs mangfoldige organisationsproblemer,

Klassekampens betydning. Denne diskussion hang sammen med en afgørende vending i dansk økonomi i 1958. På dette tidspunkt satte det kapitalistiske boom sig igennem i et spring efter mange års stagnation. Diskussionen kom til at stå om, hvorledes partiet skulle forholde sig til “velfærdssamfundet”, “den fulde beskæftigelse”, den stadig stigende produktion og “velstandsbølgen”.

Den hårde kerne mente i 1958, at kapitalismen stod over for en alvorlig krise, og at arbejderklassen i Vesteuropa var på vej ind i en absolut forarmelse. Denne teori havde de overtaget fra SUKP på baggrund af nogle franske og italienske undersøgelser i begyndelsen af 1950’erne (24). Denne udvikling ville betyde et opsving for klassekampen.

Heroverfor kunne larsenisterne påpege, at teorien om den absolutte forarmelse ikke holdt på udviklingen i 1950’erne. Ydermere skete der en betydelig udvikling i arbejderklassens realløn i årene omkring 1958-60.

Medens den hårde kerne lå under for en mekanisk kriseteori, undervurderede larsenisterne klassekampens betydning. De mente, at de danske lønninger var særdeles høje, f.eks. sammenlignet med u-landene. Gennem denne sammenligning overså de, at kulturelle og samfundsmæssige faktorer har indflydelse på lønniveauet, som ikke kan sammenlignes umiddelbart fra land til land. Desuden var sammenligningen udtryk for den fejlagtige opfattelse, at arbejderne i u-landene får bedre forhold, hvis arbejderklassen i de højt industrialiserede lande holder igen på lønkravene.

Ingen af parterne havde en korrekt forståelse af, hvorledes arbejderklassens kampe skulle udvikles i “velfærdssamfundet”. Larsenisternes politik førte ind i en reformistisk parlamentarisme uden nogen synderlig basis i arbejderklassen. Den hårde kernes politik førte ud i ti års politisk isolation, hvor partiet kun overlevede på en lille basis blandt tillidsfolk i den nederste del af fagbureaukratiet.

- o -

Striden i DKP blev afgjort af Sovjetunionens kommunistiske Parti, da Pravda i efteråret 1958 trykte en artikel af den hollandske kommunist von de Groot om forholdene i det danske kommunistparti. Groots artikel tog stilling mod Aksel Larsen.

Herved fik den hårde kerne rygdækning til at fratage Aksel Larsen ordførerskabet i folketinget og dernæst at fratage ham ordførerskabet på DKPs kommende 20. kongres, 31. oktober-2. november 1958.

Aksel Larsen var herved skudt ud af inderkredsen omkring centralkomiteen. Han havde ingen ret til at sende diskussionsmateriale ud til de kongresdelegerede på forhånd og hans taletid på kongressen som menigt medlem var fastsat til 15 minutter.

Det er skæbnens ironi, at Aksel Larsen blev offer for et “partidemokrati”, som han selv havde været med til at indføre. I sammenhæng med arbejderbevægelsens historie er det dog vigtigere at bemærke, at Aksel Larsens tale på 20. kongres i hovedsagen vendte sig mod partibureaukratiet. I sine korte politiske vurderinger videreudviklede han DKPs frontstrategi om “for alvor at komme på talefod med de socialdemokratiske arbejdermasser" og “bane vej for en varig arbejderenhed i Danmark”.

Da Aksel Larsen kort efter 20. kongres blev ekskluderet, trak en lang række ledende medlemmer sig ud af DKP: 26 kommunalpolitiske repræsentanter, 18 fagforeningsfolk, 8 partifunktionærer, 4 ledende folk fra, freds- og modstandsorganisationer. Hele partiafdelinger i Jylland trak sig ud af DKP og i København var antallet af udmeldelser så stort, at der omgående kunne dannes socialistiske foreninger i visse lokalområder.

Ved folketingsvalget i 1960 faldt DKPs stemmeandel fra 72.000 til 27.000, hvorved partiet gled ud af folketinget. Ved samme valg fejrede Socialdemokratiet nye triumfer på en populistisk politik ved at få mere end 1 mill. stemmer, og SF chokerede ved at få 149.000 stemmer - altså mere end DKP fik i 1947.

I fagbevægelsen fik bruddet med Aksel Larsen ikke samme karakter af et skred. DKP besad endnu i 1962 92 fagforeningsposter og var således stadig den næststørste faktor i fagbevægelsen, selvom det var en marginal placering sammenlignet med socialdemokraternes 1344 poster.

Splittelsens betydning for arbejderbevægelsen

I DKPs egen mytologi er forklaringen på striden i DKP efter 1956 yderst enkelt: Problemet hed Aksel Larsen. Han gik på et forræderisk og revisionistisk grundlag til angreb på arbejderklassens internationalisme (læs: Sovjetunionen) og på teorien om arbejderklassens marxistiske-leninistiske fortrop. (læs: DKP).

I stedet for at undersøge stridens politiske problemer valgte partiledelsen at gøre den til en strid om Aksel Larsens person. I 1960-udgaven af partihistorien, “Det knager i samfundets fuger og bånd ...”, går Ib Nørlund så langt som til at mene, at partiets historie må skrives om under indtryk af personen. Aksel Larsens forræderi:

“Partiet nødsages til den slutning, at det i mange år i spidsen har haft en mand, som ikke havde hjertet med i den kamp, som kommunisterne med overbevisningens oprigtighed har viet deres bedste kræfter. Det må foranledige ikke blot til et andet syn på personen, men også overvejelser vedrørende de politiske og arbejdsmæssige følger, hans indflydelse har haft.” (25).

Allerede tre måneder efter kongressen havde Nørlund påvist, at Aksel Larsens forræderi daterede sig tilbage til 1927!! (26).

Aksel Larsen skabte en selvmedlidenhedskampagne omkring sig i forbindelse med eksklusionen. Man overså, at Aksel Larsen ikke var et hak bedre end sine modstandere i partiet. Han udnyttede sine partitaktiske muligheder og polemiserede også mod partiets ledelse under pseudonym i andre blade. De bureaukratiske manøvrer, han havde lært i DKP, brød han aldrig med. Dette kom SFs venstrefløj til at sande i perioden op til 1967, hvor Aksel Larsen på bureaukratisk vis knuste oppositionen i SF.

I stedet for Nørlunds forræderi-forklaring og Larsens selvmedlidenhedskampagne bør problemerne i DKP ses i sammenhæng med problemer i den internationale kommunistiske bevægelse og arbejderbevægelsen i Danmark.

Problemerne i DKP havde mange lighedspunkter med udviklingen i den internationale kommunistiske bevægelse. Vigtige ændringer i den politiske situation havde ført partierne ud i en krise.

For det første betød tilnærmelsen mellem Sovjet og USA og teorien om den fredelige sameksistens, at de vestlige partier ikke længere havde som hovedopgave at forsvare Sovjets sikkerhedspolitiske interesser. Men samtidig havde Sovjet udviklet sig til en supermagt, bygget på atomtruslen. Det betød at Sovjetunionen ikke længere kunne benyttes som udgangspunkt for en mobilisering af arbejderklassen.

For det andet magtede partierne ikke at udvikle en politik, der tog udgangspunkt i arbejderklassens holdning til velfærdssamfundets løfter. Endnu i slutningen af 1950’erne fastholdt kommunistpartierne, at kapitalismens store krise stod for døren.

For det tredje medførte gnidningerne mellem de såkaldte socialistiske lande, at der opstod tvivl om, hvorvidt Sovjet stod som den eneste garant for en socialistisk udvikling, hvor som helst i verden.

Disse problemer delte DKP med de øvrige kommunistpartier. Det specielle i den danske strid var, at det var partiets populære formand, Aksel Larsen, der satte spørgsmålstegn ved det sovjetiske kommunistpartis overhøjhed over alle andre kommunistpartier. Havde oppositionen været ledet af andre og mindre kendte personer havde splittelsen ikke fået så katastrofale konsekvenser for DKP. I så tilfælde havde centralkomiteen kunnet udslette oppositionen gennem den sædvanlige eksklusionspolitik.

Med dannelsen af SF var situationen i den danske arbejderbevægelse ændret. Dette betød på nogle punkter en fornyelse, på andre punkter tilbageskridt:

Splittelsen af DKP førte ikke til et brud med folkefrontsstrategien, der var den dominerende svaghed i DKPs politik. SF udviklede tværtimod folkefrontsstrategien til venstresocialdemokratisme.

Folketingsvalget i 1960 viste, at splittelsen af DKP havde skabt et politisk tomrum i arbejderklassen, hvor mange arbejdere hverken følte sig tiltrukket af DKPs militante politik eller Socialdemokratiets klassesamarbejde. Ved det første valg i 1960 fik SF sine største stemmetal i rene arbejderkredse; men som det fremgår af oversigten over bestyrelsesposter, lykkedes det ikke for SF at få en tilsvarende basis i fagbevægelsen.

Splittelsen af DKP betød ikke en styrkelse af kræfter, der kunne stille sig i spidsen for arbejderklassens kamp mod velfærdssamfundets bagside: tempoopskruningen, de invaliderende lønsystemer og statsmagtens tættere greb om arbejdsmarkedsforhold. SF skuffede hurtigt ved at udvikle sig til et parlamentsparti uden interesse for klassekampen. DKP var politisk isoleret og ude af stand til at gribe afgørende ind i fagbevægelsen.

DKPs monopol på den marxistiske og revolutionære tradition blev brudt. Dette inspirerede mange til fordomsfrit at undersøge arbejderbevægelsens traditioner og historie for at retablere den revolutionære teori og skabe grundlaget for en revolutionær arbejderbevægelse.

Ved indgangen til 1960’erne var det reformismen som sejrede triumfer i ly af velfærdssamfundet. Først da det forlængede efterkrigsboom ebbede ud i midten af 1960’erne greb den herskende klasse ind og styrtede den kolos på lerfødder, som gik under betegnelsen “arbejderflertallet”.

Herefter skete store forskydninger i arbejderbevægelsen. Men samtidig var opstået en ny generation af arbejdere, befriet fra 1930’ernes arbejdsløshedstraumer, fra 1940’ernes enhedsillusioner og 1950’ernes koldkrigsisolationisme. I et af de følgende numre af Proletar vil vi se på, hvorledes DKP forholdt sig til dette nye opsving i arbejderbevægelsens økonomiske kampe ved at gennemgå partiets politik 1958-1974.

Steen Bille Larsen

Litteratur og noter

Den generelle baggrundslitteratur: “Arbejderbevægelsen i Danmark – historisk og aktuelt”, Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, 1973 (er en kommenteret litteraturoversigt); Ib Nørlund: “Det knager i samfundets fuger og bånd ...”, 1. udg. 1960, 2. udg. 1966, 3. udg. 1972 (foreløbig kun bd. 1) (er den officielle DKP-partihistorie); O. Bertolt (m.fl.): “En bygning vi rejser”, bd. 1-3, 1954-55; og J.O. Krag & K.B. Andersen: “Kamp og fornyelse”, 1971 (er de officielle socialdemokratiske partihistorier); Ursula Schmiederer: “Die Sozialistiche Volkspartei Dänemarks, Eine Partei der Neuen Linken”, Frankfurt/M. 1969 (en monografi om SF); Ian H. Birchall: “Workers against the Monolith, The Communist Parties since 1943”, London 1974 (let læst og meget anbefalelsesværdig, skrevet af engelsk IS’er); Julius Braunthal: “Geschichte der Internationale”, bd. 3, Hannover 1971 (de socialdemokratiske og kommunistiske internationaler, skrevet af en østrigsk socialdemokrat); Wolfgang Abendroth: “Utopi och verklighet, Den europeiska arbetarrörelsens sociala historia”, Stockholm 1968 (kort og overskuelig gennemgang, skrevet af venstresocialdemokrat); Marxistische Aufbauorganisation: “Die Krise der kommunistiche Parteien, Probleme der gegenwärtigen Revisionismuskritik”, München, 1973 (dybtgående kritik af det tyske kommunistparti); Walther Galenson: “Arbejder og arbejdsgiver i Danmark”, 1955 (Arbejdsmarkedets organisatoriske opbygning og overenskomstsystemet). – Alt materiale fås hos: Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv.

Noter

1. Tove Lund: “Fagbevægelsens forhold til samarbejdspolitikken 1940-42” (Årbog for Arbejderbevægelsens Historie, 2. 1972, s. 71 ff.)

2. Socialdemokratiske Noter, 17. årg. , 1945/46, s. 17.

3. Nørlund: “Det knager i samfundets ...”, 1. udg., s. 204.

4. Se: Mogens Nielsen: “Enhed i arbejderbevægelsen, Kilder til belysning af forhandlingerne mellem Danmarks kommunistiske Parti og Socialdemokratiet 1945”, 1973.

5. “Vedtagelser på Danmarks kommunistiske Partis 15. kongres i Århus 24. -26. januar 1946”, (Tiden, 7. årg., 1946, s. 123.)

6. Svend Nielsen: “Stillingen i fagbevægelsen”, (Tiden, 7. årg., 1945, s. 14.)

7. Soc.dem. Noter, 18. årg., 1946/47, s. 64.

8. Soc.dem. Noter, 18. årg., 1946/47, s. 135.

9. Se bl.a.: Carl Heinrich Petersen: “Fra klassekampens slagmark i Norden”, 1973.

10. “Dokumenter fra Det kommunistiske Informationsbureau”, (Tiden, 8. årg., 1947, s. 353.)

11. “Principerklæring vedtaget af Danmarks kommunistiske Partis 16. kongres, 5.-8. maj 1949”, (Tiden, 10. årg., 1949, s. 162.)

12. Villy Fuglsang: “Freden og den nationale selvstændigheds kræfter i det danske folk”, (Tiden, 11. årg., 1950, s. 566.)

13. Villy Karlsson: “Skærpet klassekamp under Atlantpolitikken”, (Tiden, 12. årg., 1952, s. 200.)

14. Georg Moltved: “Kommunisme i Danmark, En marxistisk-politisk analyse af DKP siden besættelsen”, 1953.

15. “Det danske folks vej, Programudtalelse fra Danmarks kommunistiske Parti, vedtaget på 17. partikongres 22. -25. maj 1952”, 1952.

16. “Philips-strejken” (udg. af strejkeudvalget og tillidsmandsudvalget, 1954).

17. Aksel Larsen: “Arbejderklassens enhed”, (Tiden, 15. årg., 1954, s. 485.)

18. Aksel Larsen: “Om kommunisternes enhedsarbejde”, (Tiden, 16. årg., 1955, s. 10.)

19. Alvilda Larsen: “Fredskamp – hvorfor – hvor og hvordan?”, (Tiden, 16. årg., 1955, s. 507.)

20. Alfred Jensen: “Overenskomstsituationen 1956”, (Tiden, 17. årg., 1956, s. 232.)

21. Aksel Larsen: “Beretning på den 19. (ekstraordinære) partikongres 18. januar 1957” (aftrykt i A. Larsen: “Den levende vej”, 1958, s. 139.)

22. Splittelsen i DKP er undersøgt i en SF-sammenhæng af Schmeiderer i “Die Sozialistische Volkspartei ...”.

23. “Beretning på 19. (ekstraordinære) partikongres ...”, samme sted, s. 134.

24. “Politisk økonomi. Lærebog”, ved Videnskabernes Akademi i USSR, Institut for Økonomi, 1955, s. 324.

25. Nørlund: “Det knager i samfundets ...”, 1. udg., s. 281.

26. Ib Nørlund: “Undervejs til de døde skibes ø, Om udviklingen af synspunkter hos Aksel Larsen”, (Tiden, 20. årg., 1959, s. 9.)

 

 

www.socialister.dk – 29. september 2020 kl. 17:53