[ Proletar! nr. 9 ]
Proletar! nr. 9
aug 1974

Proletar! hjemmeside

 

Forside

Simpel søgning

Udvidet søgning

Vis numre

 

Temasider

Temaer

 

Indhold nr. 9

Udskriv artikel

 

Nr. 9

Side 1
· Proletar! nr. 9 - August 1974 - Forside

Side 2
· Majstrejkerne og kampen mod indkomstpolitikken

Side 10
· Den københavnske arbejderopposition og venstregrupperne

Side 14
· DKP og arbejderklassen 1945-1958

Side 31
· Paul Mattick: “Marx og Keynes. Blandingsøkonomiens grænser”

Side 33
· Tony Cliff: “Rosa Luxemburg - en politisk biografi”

 

Hovedmenu

Internationale Socialisters Ungdom

Socialistisk Arbejderavis

Arkivet

Links

English version

   

Proletar! nr. 9 – Side 10-13 – August 1974

Udskriv

Den københavnske arbejderopposition og venstregrupperne

af Poul Petersen og Kim Thygesen

Maj-strejkerne mod Venstre-regeringens økonomiske stramning var det største opsving i strejkebevægelsen siden 56. Vi så, hvordan DKP bl.a. via Hartling-regeringens asociale nedskæringspolitik kunne notere sig en eksplosiv fremgang på arbejdspladserne. Vi så, hvordan DKP på de arbejdspladser, hvor de har mulighed for det, iværksatte decideret nederlagsstrejker et par dage for derefter at genne folk i arbejde igen angiveligvis for – som fællestillidsmand Erik Hansen sagde det på B & W-øen – at samle kræfter til kommende kampe. DKP, SF og venstresocialdemokratiske fagforeningsfolk (i København tilsammen formandsinitiativet) stablede sig gevaldigt op i de dage strejken varede, krævede Hartlings afgang, stillede lønkrav på mellem 2 kr. og 33 1/3 % mere i timen for til sidst efter nogle dages larm at sende folk i arbejde, naturligvis uden at tage forholdsregler mod den bod, der efter al sandsynlighed falder på de arbejdspladser, hvor strejken varede længst. Ingen af strejkens mål blev nået, og man må derfor de fleste steder konstatere, at strejken blev ført uden synlig nytte og uden, at der opnåedes håndgribelige resultater. Det er grunden til, at vi betegner dem som nederlagsstrejker. Men for DKP og i mindre grad SF har strejken givet øget indflydelse i fagforeningerne og på arbejdspladserne, hvortil kommer, at Socialdemokratiets virkemuligheder i fagforeningerne er blevet indsnævret.

Det turde være indlysende, at det i denne situation ikke er en revolutionær organisations opgave at lægge sig i røven på. DKP i den aktuelle strejkebevægelse. Opgaven må være klart, tydeligt og på en konkret måde at afgrænse sig fra DKPs politik i den aktuelle situation.

Netop dette var imidlertid ikke så indlysende for den organisation, vi i det følgende skal behandle, nemlig: Den Københavnske Arbejderopposition (DKA). DKA udgav en løbeseddel, der i almindelige vendinger opfordrede til generalstrejke (om generalstrejkekravet: se lederen i dette nr. af Proletar!) og til dannelse af strejkekomiteer (hvor realistisk!!) samt opfordrede arbejderne til at stille lønkrav. Ikke en kritisk røst om DKP og SFs måde at køre strejken på (oven fra og nedefter, ingen får en pind at vide o.s.v.) og deres forsøg på at føre den ind i almindelige parlamentariske baner. Med det indhold løbesedlen havde, var der strengt taget ingen grund til at udgive den. Man kunne ligesåvel have uddelt RSFs eller MLEs løbesedler. Der var kun navnet til forskel.

Hvorfor bringer vi nu denne sag frem? Fordi vi opfatter den som et typisk udslag af DKA-degeneration fra noget, der ved sin start indeholdt spiren til en arbejderopposition, til et udpræget venstrefløjssammenrend. For at kunne dokumentere denne påstand er vi nødt til at gennemgå nogle centrale aspekter ved DKAs udvikling.

DKA, venstreorganisationerne og arbejdspladsarbejdet

Grunden til DKA blev lagt under den sidste overenskomststrejke (1973). På et offentligt møde, afholdt af RSF, samledes de tilstedeværende arbejdere, hovedsagelig ikke-RSF’ere, efter forslag fra talerstolen, efter mødet for at snakke om, hvad der kunne gøres i den aktuelle situation. Dette resulterede i en løbeseddel undertegnet af “medlemmer fra otte forskellige fagforeninger”, der mundede ud i en indkaldelse til møde i Folkets Hus.

Allerede nu begynder konturerne til det senere DKA at tegne sig; RSF har på et af sine offentlige møder skrabet bunden for arbejderkontakter og forbereder nu dannelsen af en fagopposition i RSF-regi.

Mødet i Folkets Hus blev velbesøgt. Det blev her vedtaget at lade den oprindelige initiativgruppe udforme en løbeseddel om det kommende mæglingsforslag. Der gik en liste rundt, hvor arbejdere, der var interesseret i at deltage i fremtidige aktiviteter og møder, kunne skrive sig på. Som illustration af udviklingen kan anføres, at mens den første løbeseddel var udgivet af medlemmer fra otte fagforeninger, blev den næste udgivet af medlemmer fra 18 fagforeninger. Man var kommet i kontakt med en del arbejdere, som det revolutionære venstre ellers pr. tradition aldrig kommer i kontakt med. Det gik således i den rigtige retning.,

Men da overenskomststrejken var overstået, mæglingsforslaget vedtaget, og gemytterne havde lagt sig, skulle mobiliseringen fastholdes. Der skulle vedtages et program og derfor køres en programdebat. Da de tilstedeværende medlemmer af diverse venstregrupper var indbyrdes uenige om den politiske linie, lykkedes det ikke at udforme et program, der kunne fungere som vejledning til fælles handling. Resultatet blev et jammerligt kompromis, hovedsagelig af trotskistisk tilsnit, men også med brokker fra andre ideologiske retninger. Efter dette program skulle DKA virke for “udviklingen af en landsdækkende fagopposition inden for fagbevægelsen” (vor understregning). En sådan fagopposition måtte grundes på følgende principper: “Fuldstændig dyrtidsdækning med umiddelbar dækning for alle pris- og skattestigninger, for dannelse af strejkekomiteer, der efter strejken skulle føres videre som kontrolkomiteer, for organiseret boykot af det arbejdsretslige system, for arbejderdemokrati i fagforeningerne”. Ikke et ord om forudsætningerne for dannelsen af en fagopposition eller for, at der kunne etableres arbejderdemokrati i fagforeninger eller sidst men ikke mindst blot antydningen af retningslinier for organisering direkte på arbejdspladserne. Et sådant makværk kan naturligvis ikke tjene som udgangspunkt for et stykke fagligt arbejde. De forskellige modsætninger var ikke manet i jorden gennem dette program, og debatten mellem de forskellige retninger fortsatte, og de kører endnu den dag i dag trods talrige kvælningsforsøg fra RSFs side: Men den ikke altid lige hæderligt førte og anvendelige debat om alt fra organisering al arbejdspladsgrupper og strejkestøtte til partiopbyggende arbejde, havde den kedelige virkning, at flertallet af de ‘uorganiserede’ arbejdere langsomt men sikkert sivede ud af DKA. Resultatet er, at højst halvdelen af DKAs i forvejen meget få aktive medlemmer er ‘uorganiserede’, d.v.s. ikke medlem af en af venstregrupperne.

Men det var såmænd ikke de politiske debatter, der var hovedfejlen ved DKA. Politiske debatter er en absolut forudsætning for en arbejdergruppes positive udvikling. Hovedfejlen var, at det var en gal linie, der havde overtaget, og at man ikke på noget tidspunkt forsøgte at igangsætte en politisk organisering direkte på arbejdspladsen, i første omgang på de arbejdspladser, hvor der var DKA’ere. En arbejderopposition opstår jo ikke pr. dekret. Den må vokse ud af en organiseret arbejderavantgarde, der arbejder politisk direkte på arbejdspladsen. I stedet for at lægge hovedvægten på opbygningen af arbejdspladsgrupper med henblik på politisk arbejde i arbejderklassen, valgte man efter initiativ fra RSF en udpræget paradepolitik med optog foran diverse bygninger i byen, løbesedler, der ikke i særlig grad blev taget notits af, afholdelse af offentlige møder med stærkt svindende deltagerantal o.s.v. Bevares, principielt er der intet i vejen for aktiviteter af den slags. DKA havde bare ingen baggrund eller noget grundlag at køre dem på. Demonstrationerne, løbesedlerne og møderne skulle have gjort DKA kendt på byens arbejdspladser. I stedet blev det til afmagtsdemonstrationer og løbesedler uden organiserende effekt. Dertil kommer, at løbesedlerne var fraseprægede og endda i enkelte tilfælde indeholdt opfordringer til strejke, uden at der var blot skyggen af chance for, at opfordringen ville blive fulgt (1).

Omtalte praksis har medført, at DKA i dag kan betragtes som et kunstigt oppustet venstresammenrend uden muligheder for at udvikle sig til en arbejderopposition eller – som formålsparagraffen byder – en “landsdækkende fagopposition”. Det højeste organisationen kan udvikle sig til, me d mindre dens politiske grundlag og praksis lægges fuldstændigt om, er at være RSFs dækorganisation i arbejderkredse. Som arbejderopposition eller spiren til en sådan er DKA død, og sådan har det været længe.

Forbundet Socialisterne, DKA og arbejdspladsarbejdet

Det har undret os, at Forbundet Socialisterne på det sidste har engageret sig så kraftigt i DKA. Hvorfor denne interesse for en allerede afdød? Lad dog RSF optage DKA i gruppens samling af misfostre fra trotskisternes mange forsøg på at lancere et universalmiddel, der kunne mobilisere arbejderklassen.

‘Socialisterne’ har – i overensstemmelse med deres opfattelse af revolutionæres opgaver – forsøgt at føre en ideologisk kamp igennem i DKA: “Den faglige opposition er på baggrund af venstregruppernes splittelse en taktisk bestemt enhed mellem de antireformistiske og revolutionære kræfter i den faglige kamp; men det er samtidig en enhed, hvor det fra begyndelsen vil være nødvendigt at føre kamp mellem forskellige politiske linier, indtil en linie har udskilt sig som den eneste anvendelige i de konkrete politiske konflikter med reformismen og klassesamarbejdet”. (Socialisten, nr. 14, s. 6).

‘Socialisterne’s forsøg på at isolere RSF i DKA er imidlertid slået fejl. Og da det ikke vil være muligt at udføre blot et mindstemål af fornuftigt fagligt arbejde sammen med RSF – om dette er IS og ‘Socialisterne’ givetvis enige – kan det ikke få anden konsekvens end, at de trækker sig tilbage fra DKA og overlader til RSF at udtale sig på arbejderklassens vegne i øst og vest via DKA. Men hvad vil ‘Socialisterne’ nu foretage sig? For de arbejde i forhold til en faglig opposition for – efter egen opfattelse – at kunne virkeliggøre det strategiske perspektiv: at drage arbejderne over på kommunismens side.

Baggrunden for ‘Socialisterne’s engagement i DKA er, at de anser en organiseret faglig opposition for en aktuel mulighed. Imidlertid hviler deres insisteren på en organiseret fagoppositionel dannelse ikke på noget konkret. De mener, at den faglige opposition allerede er til stede, men “diffus og uorganiseret”. Denne opposition er som ny “avantgarde” vokset frem i forbindelse med de ‘vilde’ strejker og “har på baggrund af de uundgåelige sammenstød med det fagretslige system stillet sig i opposition til den dominerende linie i fagforeningerne” (Socialisten nr. 14, s. 6). Og videre: “Den politiske erfaring, som arbejderne opnår gennem de ‘vilde’ strejker opsuges ikke i de reformistiske fagforeninger og partier. Derfor er det her, at mulighederne eksisterer for at få en kile ind mellem arbejderne og de reformistiske faglige og politiske ledere. Disse politiske erfaringer kan i øjeblikket kun fastholdes gennem en organisation, som på samme tid kan yde politisk og økonomisk støtte til den enkelte ‘vilde’ strejke og har organisatorisk og politisk kapacitet til at sammenfatte erfaringerne fra alle ‘vilde’ strejker”. (Socialisten nr. 17, s. 17).

Argumentationen er besnærende. IS har tidligere ligget under for den, og vi har måttet gøre os nogle erfaringer. Det er rigtigt, at oppositionen mod den etablerede fagbevægelse vokser som strømning i arbejderklassen. Oppositionen er vendt mod det bureaukratiske pampervælde og dets klare interesse i at udnytte de fagretslige regler i egen interesse. Herom kan der ikke herske tvivl. Men herfra og til en organisering af denne strømning på et antireformistisk grundlag er der flere års intensivering af klassekampen og udviklingen af en revolutionær arbejderavantgarde til forskel.

At der eksisterer fagligt oppositionelle strømninger i arbejderklassen, er ikke ensbetydende med, at de kan organiseres på et antireformistisk grundlag. Det er at forveksle det ønskelige med det mulige. At det er umuligt, skyldes hovedsagelig, at den militante strømning i arbejderklassen i overvejende grad ikke er af antireformistisk karakter, Den er udtryk for et ønske om en hårdere linie overfor kapitalen og det faglige bureaukratis top, den er udtryk for en militant reformisme. Dette understreges yderligere af, at DKP i høj grad er i stand til at stå som repræsentant for denne strømning, Der eksisterer ganske vist spirer til antireformisme i den nuværende strømning, men denne spire udvikles ikke ved, at man proklamerer en antireformistisk organiseret fagopposition, som der ikke er basis for. ‘Socialisterne’ postulerer simpelthen denne nye “avantgarde” mere antireformistisk og mere “villig” til at lade sig organisere, end den vitterligt er. I hvert fald har de stillet sig i en umulig position, når de eksklusivt hævder, at “organiseringen af en faglig opposition er den eneste aktuelle mulighed for at hindre, at venstregruppernes splittelse slår igennem i den faglige kamp”. (Soc. 14, s. 6, vor understregning).

Baggrunden for ‘Socialisternes’ umulige situation er – foruden den dristige vurdering af de oppositionelle elementers styrke og bevidsthed – at ‘Socialisterne’ ikke anser en organisering af oppositionelle arbejdere på den enkelte arbejdsplads for at være ønskelig og mulig i øjeblikket. De mener, at den for let vil kunne knuses af den reformistiske fagbevægelse, hvis den føler sig truet. “Derfor må organiseringen på den enkelte arbejdsplads udgå af en politisk og organisatorisk stærk faglig opposition, som virkelig er i stand til at yde organiseret modstand mod fagbevægelsens reformisme og klassesamarbejdet”. (Soc. 17, s. 17). Som om den fabriksvise organisering voksede ud af en landsdækkende faglig opposition og ikke omvendt. Bl. a. erfaringerne fra DKA skulle vise, at denne opfattelse er et stykke konstruktionsarbejde.

I modsætning til dette mener vi, at det er organiseringen af arbejdspladsgrupper på den enkelte arbejdsplads, der er den bedst egnede ramme for et begyndende samarbejde mellem revolutionære og militante elementer i arbejderklassen. Organiseringsformerne af en arbejderavantgarde kan være mangfoldige. Vi vil ikke lægge os fast på en bestemt form og udråbe denne til det eneste rigtige. Men det kan uden videre krumspring fastslås, at en sådan ikke opstår i et vakuum, og at en faglig opposition således ikke kan skabes centralt fra uden den nødvendige organiserede basis på de enkelte arbejdspladser. At tage forskud på glæderne ved at proklamere en landsdækkende eller for den sags skyld københavnsk faglig opposition er at markere det revolutionære venstres evindelige svaghed: at ville gå, ja spurte, før man kan kravle. Det er at ville erstatte arbejderklassens reelle sociale aktivitet med en håndfuld utålmodige revolutionæres fortvivlede forsøg på at øve indflydelse. DKA er eksemplet på, hvorledes en sådan selvproklameret “avantgarde” poster paroler og oversete løbesedler ud og på det bestemteste nægter overhovedet at ville etablere sig som arbejdspladsgrupper, og i øvrigt som faglig opposition, på de virksomheder, hvor der vitterligt er flere medlemmer, der har arbejde.

Bedre bliver det ikke, når vi ser på deres sidste begrundelse for en landsdækkende faglig opposition som aktuel parole og revolutionær strategi. Ifølge Socialisten nr. 14 s. 6 har den faglige kamp ikke som mål “at skaffe massetilslutning til revolutionære paroler, men med Lenins ord, at drage proletariatets avantgarde over på kommunismens side”. De fremdrager kapitlet om revolutionæres arbejde i reaktionære fagforeninger i Lenins “Radikalismen, kommunismens børnesygdom” og postulerer tilstrækkeligt sammenfald i situationen i 20-ernes Vesteuropa og 70-ernes Danmark. Det må være det, der kaldes bogdyrkelse, og som en vis rorgænger har advaret så kraftigt imod: Socialisterne tager overhovedet ikke hensyn til, at grundlaget for, at Lenin kunne anbefale KOMINTERN, at kommunisterne stædigt skulle kæmpe i de socialdemokratisk dominerede fagforeninger om arbejdernes sjæle, var, at en majoritet af de militante arbejdere allerede så bolsjevikkerne som de eneste, der kunne lede en social omvæltning, og at der forelå en reel mulighed for, at kommunisterne kunne komme til at lede en proletarisk revolution først og fremmest i Tyskland og dermed redde Oktoberrevolutionen. Dette er det historiske grundlag for parolen om den ideologiske kamp mod reformismen som revolutionær linie i det faglige arbejde. At proklamere den i en situation, hvor de militante arbejdere er en minoritet af den samlede arbejderklasse, og de revolutionære arbejdere knap kan anes, er skudt gennem hovedet.

Men ikke nok med det. Hvad er det for en “kommunisme”, de militante arbejdere skal føle sig tiltrukket af? Ingen. For der eksisterer i øjeblikket ingen “kommunisme”, der kan virke tiltrækkende på andet end revolutionære og tendentielt revolutionære arbejdere.

Fagoppositionen som aktuel parole

Vi afviser “den landsdækkende fagopposition” som aktuel parole alene på grund af, at forudsætningerne simpelthen ikke er til stede. Klassekampens endnu ret uudviklede form og manglen på en revolutionær arbejderavantgarde på de store industrier umuliggør en så fremskreden organisering.

I denne situation, hvor socialdemokratiet og det faglige topbureaukrati er gennemkompromitteret, og de “venstreorienterede” småpampere, og det gælder DKP i særdeleshed, på trods af demobiliseringen står som den militante strømnings repræsentanter, er det ikke revolutionæres opgave at danne kunstigt opreklamerede faglige oppositioner, der skal tjene den ideologiske kamp mod reformismen. Man må kravle før man kan gå. Det turde sige sig selv, at på et tidspunkt, hvor netop reformismen og de statskapitalistiske illusioner end ikke er på vej til at slippe sit tag i blot de militante arbejdere, tværtimod, er et forsøg på at organisere en landsdækkende faglig opposition på et antireformistisk grundlag, eller blot en militant bevægelse, dømt til nederlag på forhånd – en afmagtsdemonstration, der kun vil medføre desillusion. Det betyder ikke, at de revolutionære står magtesløse. Mulighederne for at bidrage til udviklingen af en revolutionær arbejderavantgarde og til, at den nuværende militante strømning i arbejderklassen kan ledes i antireformistisk retning, er til stede.

Ved seriøst, aktivt og vedholdende at bidrage til udviklingen og den politiske stabilisering al den revolutionære arbejderavantgarde, der i dag i kimform findes på en del af de større industrier og havne. Og ved seriøst, aktivt og vedholdende at kæmpe for de spørgsmål, der rent faktisk vedrører arbejdskammeraterne, ikke bare nu og i morgen, eller når der bryder en økonomisk kamp frem, men uophørligt og til stadighed, bl.a. for at bidrage til sammensvejsningen mellem militante og revolutionære arbejdere. Det betyder, at revolutionære må kunne give et klart svar på alle delproblemerne, på spørgsmål om lønsedler, akkord, overarbejde, fagforeningspolitik, lønkampe o. s. v., altså være i stand til bedre og mere klart at give anvisninger på alle de daglige problemer end deres ikke-revolutionære arbejdskammerater, fagforenings- og arbejderpartirepræsentanter. Kan revolutionære vinde sådanne positioner på deres arbejdsplads, er der i hvert fald bedre muligheder for en organisatorisk sammensvejsning mellem de mest fremskredne militante arbejdere og de revolutionære på den enkelte arbejdsplads. Først i og med den politiske og organisatoriske stabilisering af en revolutionær arbejderavantgarde og et begyndende organiseret samarbejde mellem revolutionære og de mest fremskredne militante arbejdere er forudsætningerne for, at den revolutionære teori kan slå rod i dele af arbejderklassen, tilstede.

Vi nærer ikke illusioner om, at den økonomiske kamp så at sige af sig selv afslører reformismen, eller at en organisering alene på det faglige plan er tilstrækkeligt for at sikre arbejderklassen overtaget i kampen mod kapitalen. Netop derfor vores læggen vægt på aktiv medvirken for at opnå positioner, hvorfra en decideret revolutionær propaganda for dannelsen at et revolutionært arbejderparti har mulighed for at slå igennem, og hvorfra kampen mod reformismen og dermed arbejdet med at drage arbejderne over til kommunismen i langt højere grad er tilstede end ved grundlagsløse organisatoriske rammer.

For den revolutionære marxismes udbredelse i arbejderklassen er det langt vigtigere at have basis på blot een virksomhed end at have ladet sine slagords-bannere vise ved hundrede demonstrationer og kunstigt oppustede venstresammenrend.

Poul Petersen og Kim Thygesen
Juni 1974

 

Noter

1. Således sluttede løbesedlen “Stop Hope-sagen” med ordene: “Nedlæg arbejdet den 6. august som protest mod Hope-sagen”. Og hvem nedlagde arbejdet? Ingen. Overhovedet ingen! Opfordringen blev ikke taget alvorligt. Løbesedlen var forfattet af en RSF’er.

2. RSF har med tiden fået drevet overgangskravene ud i det blå. Fidusen har udviklet sig til en fiks ide; et magisk løsen. der ordner alt. RSF kræver således arbejderkontrol med lønsystemer (vi andre er imod dem!) afskedigelser (!?!) o.s.v. Dette og deres strategi med “antikapitalistiske strukturreformer” har placeret RSF som reformismens yderste venstrefløj som konstateret i Soc. 17, s. 6. Dette bekræftes i øvrigt af deres simple overbudspolitik under den seneste strejke. Her opstillede man et lønkrav på “mindst 4 kr. i timen”. Her lægger man sig i røven på ganske de samme principper som DKP; i stedet for påpege at kronerne bliver til øre under forhandlingerne, det ved enhver.
[Det fremgår ikke af teksten, hvor noten hører til. – Web.red.]

 

 

www.socialister.dk – 24. august 2019 kl. 00:49