Paul Mattick: Marx og Keynes

Blandingsøkonomiens grænser. Forlaget Røde Hane, 1973.

Marx klarlagde gennem sin kritik af den politiske økonomi den kapitalistiske produktions samfundsmæssige karakter og kapitalakkumulationens modsætningsfyldte tendenser, som ville føre produktionen ud i stadig dybere kriser. Kapitalproduktionen styres af produktionens egne love og ikke af menneskenes planlægning. Kapitalisternes og regeringernes beslutninger er bestemt af de kapitalistiske produktionsforhold. Arbejdsløshed, arbejderklassens elendige forhold, produktionsstandsninger, kriser og kapitalisternes stadige dødskamp skyldes produktionens kapitalistiske karakter. Derfor kan disse forhold kun ophæves med kapitalismen selv, ved at arbejderklassen erobrer produktionsmidlerne, knuser den borgerlige stat, og gennem sit revolutionære diktatur opbygger socialismen. Reformer inden for kapitalismen kan ikke føre til en planmæssig styret kapitalisme, kapitalismens selvregulering kan ikke ophæves uden kapitalismen selv.

Siden Marx har kapitalismen ændret form. Produktionen organiseres ikke længere alene gennem konkurrencen på det kapitalistiske marked. I de vestlige lande, hvis økonomiske system Mattick karakteriserer som blandøkonomi eller blandingsøkonomi, får staten stadig større betydning i reguleringen af den privatkapitalistiske produktion. Og i de såkaldt socialistiske lande, af Mattick kaldet statskapitalistiske, udarbejdes der planer for den samlede produktion. Resultaterne af disse nyorganiseringer af kapitalismen har været en forholdsvis stabil beskæftigelse og fortsat kapitalakkumulation, ganske vist under betingelser der nu nærmer sig stagnation. Dette har fået forskellige dele af arbejderbevægelsen til at prisgive den revolutionære marxistiske kritik af kapitalismen. De socialdemokratiske partier har i det kapitalistiske “velfærdssamfund” fundet den ideologiske overbygning for deres reformistiske praksis, og kommunistpartierne har i statskapitalismen fundet billedet på den skinbarlige socialisme. Endelig skabte kapitalismens relative velstand i efterkrigstiden også illusioner hos en del socialister, om at det var lykkedes at tæmme kapitalismens kriser. Dette stillede dem ganske vist ikke tilfreds med kapitalismen, men da de hermed i virkeligheden forkastede det materielle grundlag for arbejderklassens kamp, stod kun den idealistiske opofrelse tilbage som drivkraft i kampen for socialismen, og denne har arbejderklassen naturligvis ikke eneret på. Derfor indebar denne holdning en fornægtelse af arbejderklassen, som den ledende revolutionære kraft.

Det er først og fremmest i denne sammenhæng, at Matticks bog: Marx og Keynes, som består af en række artikler skrevet i 60erne, har sin værdi. Mattick anvender Marx’ revolutionære kritik af kapitalismen, som sit grundlag i kritikken af den nuværende blandøkonomiske kapitalisme. Bogens udgangspunkt er en fremstilling og kritik af den borgerlige økonom, J. M. Keynes’ principper for den statslige regulering af kapitalismen. Mattick viser, hvorledes kapitalproduktionens grundlæggende modsætninger sætter sig igennem også i den statsregulerede blandøkonomi, hvorledes statsindgrebene snarere end at hjælpe kapitalismen til at overvinde kriserne og igen stå på egne ben, skaber en stadig nødvendighed af fortsatte indgreb, af stats sektorens vækst på bekostning af den private sektor, og hvorledes dette i sidste ende bliver en alvorlig trussel mod selve det privatkapitalistiske system. Matticks bog behandler endvidere kapitalismens internationale forhold: forholdet mellem de kapitalistiske stormagter indbyrdes og disses forhold til “u-landene”. Den sidste del af “Marx og Keynes” behandler de økonomiske forhold i de statskapitalistiske lande. Netop denne del af bogen er meget uklar. Mattick fremhæver på den ene side rigtigt, at disse lande er kapitalistiske, men på den anden side påstår han, at denne form for kapitalisme er uden for værdilovens tvang. Mattick mener, at fordi der i disse lande ikke eksisterer nogen modsætning mellem en privat og statslig sektor, kan økonomien reguleres, således at kriser og stagnation undgås. Mens Mattick i kritikken af den kapitalistiske blandøkonomi fastholder den revolutionære kritik, slipper han denne i fremstillingen af statskapitalismen, og prisgiver hermed det objektive grundlag for proletariatets revolutionære kamp.

Den borgerlige økonom J. M. Keynes, hvis betydeligste værk: The General Theory of Employment, Interest and Money (den generelle teori om beskæftigelsen, rente og penge) udkom i 1936, under den store depression, anerkendte i modsætning til tidligere borgerlige økonomer krisen og arbejdsløsheden som uundgåelig for kapitalismen, når den er overladt til sig selv, d. v. s. udelukkende styres gennem markedet. Keynes så krisens årsag i, at den samlede efterspørgsel efter forbrugsgoder og “kapital”goder var utilstrækkelige i forhold til udbuddet, d.v.s. at forbruget og investeringerne var utilstrækkelige. Dette skyldtes igen kapitalisternes pessimistiske profitforventninger. Disse misforhold kunne udbedres gennem statsfremkaldt efterspørgsel, gennem statens penge- og finanspolitik. Altså konkret gennem regeringernes manipulationer med renten (diskontoen); omfordeling af indkomsterne via skatte- og socialpolitik - til fordel for de dårligst stillede, som forbruger hele deres indkomst og ikke sparer op; gennem statsstøttet og statsfinansieret virksomhed – til dels finansieret ved underskud på statsbudgettet d.v.s. gennem statslån. Ved hjælp af disse forholdsregler kunne samfundets samlede efterspørgsel sikres, og hermed også produktionen og beskæftigelsen. Keynes anviste i sammenhængende form, de midler staten kunne anvende for at sikre den økonomiske aktivitet, men det var alt sammen foranstaltninger der allerede havde været anvendt i praksis. Regeringernes faktiske systematiske indgreb i økonomien, som vi har set især efter 2. verdenskrig, er således heller ikke blevet iværksat på grund af regeringernes erkendelse af den praktiske hensigtsmæssighed af Keynes resultater, men på grund af resultaterne af den praktiske anvendelse af lignende foranstaltninger under de to verdenskrige.

Idet Mattick underkaster “den keynesianske teori og praksis en marxistisk kritik” (Marx og Keynes s. 7-8), viser han, hvorledes kapitalismens kriser ikke skyldes manglende forbrug og investeringer, eller kapitalisternes profitforventninger, men i sidste ende er en konsekvens af kapitalproduktionens samfundsmæssige karakter. For at kapitalen stadigt kan akkumulere, må den tilegne sig stadigt mere merværdi. Med kapitalproduktionens udvikling forrykkes forholdet mellem den variable kapital (arbejdskraften) og den konstante kapital (produktionsmidler m.m.), således at den første aftager i forhold til den anden. Da merværdien skabes ved arbejdernes merarbejde, bliver merværdien derfor tendentielt stadig mindre i forhold til kapitalværdien, samtidig med at kapitalen kræver stadigt mere merværdi for at kunne akkumulere (stadigt mere kompliceret og kostbart apparatur). Dette fører til, at profitraten falder. Denne tendens modificeres af forskellige produktivitetsfremmende foranstaltninger og direkte eller indirekte lønreduktioner, men den ophæves ikke. For at vende tilbage til pointen: når krisen slår igennem er det udtryk for at merværdien er utilstrækkelig i forhold til den eksisterende kapitalværdi, den er utilstrækkelig for kapitalens akkumulation. Sagt på en anden måde kapitalværdien er blevet for stor i forhold til den givne merværdi. På grund af dette misforhold mellem merværdien og kapitalværdien, og da profitterne som følge af dette er blevet for lave, falder efterspørgslen – i første omgang efter “kapital”goder, d.v.s. investeringerne falder, bl.a. gennem den arbejdsløshed dette forårsager, falder derefter efterspørgslen efter forbrugsgoder, denne “onde” cirkel fører til produktionsstandsninger og arbejdsløshed. I kapitalismens tidlige periode skaber krisen selv de tilstrækkelige betingelser for, at den kan overvindes. Krisen forårsager dels en reduktion af den eksisterende kapitalmasse – en del virksomheder, især de mindst profitable går ned, dels en reduktion af værdien af den bestående kapital – virksomheder kan købes for en slik. Derved genoprettes det forhold mellem merværdien og kapitalværdien ved hvilket kapitalakkumulationen kan fortsætte. Men efterhånden som kapitalismens kriser bliver stadigt dybere og antager form af krige og verdenskrige, bliver de sociale følger så alvorlige, at staten griber ind og søger at hindre kriserne i at komme til udtryk.

De umiddelbare virkninger af de keynesianske indgreb i økonomien er, at de sikrer efterspørgslen, realiseringen af profitten og hermed profitabiliteten og beskæftigelsen. De retter sig ikke direkte mod en ændring af forholdet mellem merværdien og kapitalværdien. De sikrer således kapitalens fortsatte akkumulation uden at ændre kapitalismens grundlæggende modsætninger og krisetendens. Derfor fører statsindgrebene ikke til at kapitalismen igen kan overlades til sig selv, men tværtimod til en øget nødvendighed af fortsatte indgreb. Statssektoren vokser og med den statsgælden og underskuddet på betalingsbalancen. Dette betyder igen øget inflation og stadigt stigende skatter. Men det er ikke disse forhold, der er den blandøkonomiske kapitalismes alvorligste problem. Inflation er ikke i sig selv en trussel mod privatkapitalismen. Dens kapitalistisk set positive virkning er, at den reducerer arbejdernes realløn, dens negative virkning beror på, at den forrykker forholdet mellem de forskellige nationer og de forskellige virksomheder indenfor nationerne, til fordel for nationer med lav inflation og for hjemmemarkedsindustrier i lande med høj inflation og tilsvarende for eksportindustrier i lande med lav inflation. Dette er naturligvis forenklet.

Den blandøkonomiske kapitalismes grundlæggende problem er, at den offentlige sektors vækst, sker på bekostning af den private kapital, og at denne vækst derfor reducerer den private kapitals område og hermed dens profitmuligheder. For så vidt reducerer staten den eksisterende kapital, men den reducerer samtidigt merværdien. Den statsfinansierede produktion er uproduktiv i kapitalistisk forstand, den producerer ikke merværdi men forbruger den. Dette gælder for så vidt statsproduktionen ikke afsættes på et marked, men indgår direkte i et samfundsmæssigt forbrug. Det gælder f.eks. veje, skoler og hospitaler. Den merværdi, den private kapital kunne have tilegnet sig og anvendt til yderligere akkumulation, forbruger staten, uden at der derved skabes ny værdi og merværdi. Således indskrænkes privatkapitalismens merværdi. Det betyder, at selv om statsindgrebene på kort sigt sikrer en stabil kapitalakkumulation, indskrænker de på langt sigt kapitalismens muligheder for akkumulation, og bliver på den måde efterhånden en direkte trussel mod privatkapitalismen.

Det er Matticks fremstilling al denne konflikt i den blandøkonomiske kapitalisme, der er bogens væsentligste indhold. Netop idet han viser, at kapitalismens krisetendens stadigt dominerer blandøkonomiens udvikling og truer med at kaste dette kapitalistiske system ud i nye og dybere kriser, klarlægger han det objektive grundlag for arbejderklassens kamp for socialismen. Men Matticks utvetydige kritik standser her, uklarhederne og den politiske resignation slår igennem såvel i antydningerne af det politiske resultat af blandøkonomiens modsætninger, som i hans fremstilling af de statskapitalistiske samfundssystemer.

Matticks fremstilling af det vestlige kapitalistiske samfunds problemer mangler totalt fremhævelsen af og den teoretiske begrundelse for, at kun arbejderklassens overtagelse af produktionsmidlerne kan fjerne kapitalismens problemer. Muligheden af, at arbejderklassen skulle rejse sig til kamp, levnes kun nogle meget hypotetiske formuleringer. Mattick siger et sted, at hvis vi ikke kan dømme efter de historiske erfaringer “er alt muligt – selv en arbejder-klasse revolution” (s. 287). Det synes som om Mattick anser en statskapitalistisk revolution som det mere sandsynlige resultat, som den kvalitative forandring, der følger af de kvantitative; han siger: “Denne kvantitative forandring (statssektorens vækst) peger mod en uønsket og dog uundgåelig kvalitativ forandring, for udbredt statskontrol med økonomien varsler det private initiativs endeligt.” (s. 137) Når så dertil kommer, at Mattick anser statskapitalismen for at være fri for kriser og stagnation, så har han for alvor indsnævret analysens kritiske perspektiv.

Matticks analyse af de statskapitalistiske samfund, som han frit vekslende kalder statssocialistiske og statskapitalistiske, er både uklar og fejlagtig. På den ene side argumenterer Mattick for, at disse samfund er kapitalistiske: der produceres med henblik på kapitalakkumulation: “Som i den gamle kapitalisme er det kapitalakkumulationen, og ikke producenternes virkelige behov, der bestemmer produktionens retning” (s. 241); der eksisterer lønarbejde og kapital: “Alle de statskapitalistiske systemer ligner den kapitalistiske markedsøkonomi i fastholdelsen af forholdene mellem kapital og arbejde og i brugen af kapitalistiske forretningsmetoder” (s. 247), produktionen planlægges “inden for en ramme af international kapital- og magtkonkurrence” (s. 241) o.s.v. På den anden side påstår Mattick, at “Marx’ akkumulationsteori ... synes at miste sin gyldighed for den fuldstændigt kontrollerede kapitalistiske økonomi, d.v.s. statskapitalisme” (s. 239). Mattick mener, at denne form for kapitalisme, fordi den ikke plages af nogen modsætning mellem profitabel og ikke profitabel produktion, kan reguleres uden kriser og stagnation (s. 250).

Dette er ikke holdbart. Enten kan disse samfundssystemer betegnes som kapitalistiske, og så er de også underlagt kapitalakkumulationens love, eller også er de ikke underlagt disse love og heller ikke kapitalistiske. At det er det første, der er tilfældet, underbygges også af Matticks argumentation. Det der kan forlede Mattick og med ham mange andre til at påstå, at det ikke er kapitalproduktionens love, der regulerer produktionen i de statskapitalistiske lande, er det forhold, at markedet for produktionsmidler er sat ud af kraft. Men de grundlæggende markedsforhold: arbejdskraften er en vare, der sælges til sin værdi, som arbejderen modtager i penge, og forbrugsgoderne er varer, som købes for penge, eksisterer stadig. Staten kan manipulere med merværdien indenfor visse grænser, men hvorom alting er, skal den dog i sidste ende realiseres på markedet, dels på markedet for forbrugsgoder, dels på verdensmarkedet. Kun produktionsmidlerne afsættes ikke på et marked, men deres værdi realiseres overført til forbrugsgodernes værdi gennem det interne marked og overført på eksportvarernes værdi på verdensmarkedet. Matticks argumentation: at der i de statskapitalistiske lande ikke er nogen modsætning mellem en privat profitgivende og en statslig ikke profitgivende sektor, holder kun for så vidt, at der ikke er nogen modsætning mellem en privat og en statslig sektor. Derimod eksisterer der i de statskapitalistiske lande den samme modsætning mellem en profitgivende og en ikke profitgivende (profitforbrugende) sektor. Det er ikke ejendomsforholdet – privat eller statslig ejendom – der er bestemmende for om der produceres merværdi, men produktionens samfundsmæssige karakter. Om den foregår med henblik på samfundsmæssigt forbrug eller med henblik på en stadig forøgelse af kapitalen. Den del af produktionen, som også varetages af staten i de blandøkonomiske samfund f.eks.: veje, offentlige anlæg, skoler, hospitaler og våbenindustrien, er uproduktiv på samme måde som i den vestlige verden, og indskrænker derfor på samme måde den produktive kapitals område. Faktisk ser vi jo heller ikke større økonomisk vækst i de statskapitalistiske lande, men stagnationstendenser på samme måde som i vesten. Kapitalismens grundlæggende problem ligger i forholdet mellem produktivkræfterne og produktionsforholdene, i forholdet mellem lønarbejde og kapital. Problemet ligger i det forhold, at kapitalen for at kunne akkumulere må tilegne sig stadigt mere arbejde, samtidigt med, at den i denne proces reducerer arbejdet til at udgøre en stadigt mindre del af den samlede kapitalværdi.

Udover Matticks tvetydige forhold til statskapitalismen skæmmes bogen af en del sjuskerier i terminologien. F.eks. taler Mattick om arbejdernes bytteværdi (s. 40) – i stedet for arbejdskraftens, om arbejdstiden som værdikilde (s. 170) – i stedet for arbejdet, og han citerer Marx direkte fejlagtigt (s. 266). Disse ting, bogens sprog i det hele taget og den tvetydige holdning til helt afgørende problemer såsom statskapitalisme er med til at gøre “Marx og Keynes” vanskelig at læse.

Til trods for dette kan bogen anbefales. Den er vanskelig at læse, men den rummer væsentlige teoretiske bidrag til forståelsen af kapitalismens nuværende krise og dens perspektiver, og den har i sin fremstilling af blandøkonomiens problemer fat i de grundlæggende forhold.

Jette Larsen

Toppen af siden

www.socialister.dk – 18. april 2024 kl. 21:57

Proletar! nr. 9 aug 1974

Temasider

Nr. 9

Hovedmenu

Proletar! nr. 9 – Side 31-33 – August 1974

Anmeldelse

Paul Mattick: Marx og Keynes

Blandingsøkonomiens grænser. Forlaget Røde Hane, 1973.

Proletar! nr. 9
aug 1974