Socialistisk Arbejderavis
Nr. 10 – Juni 1985 – side 4
ArbejdsGIVERretten
Gerner Kristensen
Arbejdsretten har igennem et utal af begrænsninger og sanktionsmuligheder to vigtige funktioner idag. Dels at sørge for selvjustits i folks hoveder så de ikke går ud i strejke, støtter andre arbejdere i kamp osv. Dels bruges det fagretslige system aktivt af fagbureaukratiet til at angribe og svække den selvstændige aktivitet, som udvikler sig på gulvet.
Påskestrejkerne
Det massive krav, som blev rejst fra arbejdspladser og fagforeninger om at åbne strejkekasserne, blev mødt med hysteri fra fagtoppen. De tordnede løs med argumenter som organisationsansvar og kæmpebod for forbundene. Men det reelle argument var, at de var hunderædde for den omfattende bevægelse, som havde udviklet sig.
Deres egne positioner var truet. Derfor brugte de arbejdsretten som argument. Bagefter forsøger så fagtoppen i SiD, KAD, HK og andre at vaske hænderne ved rask væk at bevilge millionbeløb til oplysningskampagner mod Schlüter.
Vi ved godt, at Schlüter skal væk. Det behøver vi ikke at blive mere oplyst om. Hvis fagtoppen virkelig ønskede regeringens fald, så havde de åbnet for strejkekasserne, mens bevægelsen var der. Det kan altid lade sig gøre at finde kanaler til at få pengene ud. Det er kun et spørgsmål om politisk vilje.
Tit bliver der rejst forslag om at holde medlemmerne af ens fagforening som er i strejke skadesløse, sidst i KADs Århusafdeling for de kvinder, som strejkede på Oliemøllen og det samme i Fabriksarbejdernes fagforening for arbejdsmændene. Hver gang bliver vi mødt med det samme argument: spørgsmålet kan ikke diskuteres på generalforsamlingen, vi er kun ude efter at give afdelingen en kæmpebod.
På den måde undgår bestyrelsen en politisk stillingtagen over for medlemmerne, det bliver op til bestyrelsens forgodtbefindende, om der gives under bordet eller ej.
Forslag om sympatitilkendegivelser og støttebeløb til andre arbejdere i kamp bliver mødt med samme holdning i mange fagforeninger.
Skræmmekampagne
Det blev set mange steder, at hysteriet omkring ikke at begå overenskomstbrud var stærkt, ikke mindst blandt mange tillidsfolk. De har efterhånden fået banket ind, at de skal tage fredspligten bogstavelig, og at det er deres opgave at få de folk på plads, som vil slås for forbedrede forhold.
At selvjustitsen øges blandt folk, skal også forstås på baggrund af en stribe tillidsmandsfyringer i den sidste tid.
Det er også klart, at folk er mere tilbageholdende med at gå i strejke, når de ved at det første, som møder dem, er, at deres forbundsledelse med næb og klør arbejder for, at de skal gå i arbejde igen. Og at de strejkekasser, som vi selv har opbygget, kun undtagelsesvis bliver åbnet.
Fagforeningernes accept af det fagretslige systems rammer forstærker tendensen til at udvikle fagbevægelsen mere til en pensions- og begravelseskasse end til det, som den i den tidlige arbejderbevægelses historie var tænkt – som kamporganisationer.
Venstrebureaukraterne i LO har lanceret kravet »LO-dommerne ud af arbejdsretten«, men argumentationen er hul, når den kommer fra den kant.
Det er hele det fagretslige system, som bygger på klassesamarbejde og med fagtoppen som politibetjente, med fredspligt, forligsmandslov, arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet – hele dette uvæsen skal man ha’ fjernet.
Fra SiD og flere fagforeninger rejses nu kravet om, at fredspligten skal ophøre ved regeringsindgreb. Det er et udtryk for, at de er presset nedefra, men reelt betyder det ikke en brik i forhold til det fagretslige systems elendighed.
Efter majstrejkerne i 1974 viste arbejderklassen, hvordan man skal besvare arbejdsretten.
Tværs igennem lov til sejr
Arbejderne på Svendborg værft blev dømt til at betale bod for overenskomststridig arbejdsnedlæggelse. Sagen blev opfattet som en prøvesag, og dommen blev mødt med omfattende strejker, og mange arbejdspladser lover sympatistrejker, hvis boden trækkes af lønnen.
Kapitalisterne frafalder at inddrive boden fra Svendborgarbejderne, at retsforfølge de øvrige som deltog i maj-strejkerne, at retsforfølge de som deltog i proteststrejkerne mod Svendborgarbejdernes dom, at retsforfølge de fagforeningsformænd som opfordrede til at deltage i strejkerne. Sådan skal arbejdsretten trodses!
I de enkelte klubber og fagforeninger skal der oprettes strejkekasser. Pengene fra de centrale strejkekasser skal kræves ind i fonde under klubber og landsklubber, som ikke er underlagt organisationsansvar.
Arbejdsgivernes ledelsesret og fredspligten skal trodses, tillidsmandslænkerne og organisationsansvaret omgåes – hvis arbejderklassen skal bruge den samlede styrke som den besidder. Det betyder et brud med den kapitalistiske logik. Det betyder socialisme.
Billedtekst:
Demonstranter møder for at lukke arbejdsretten efter april-strejkerne.
Hvem tjener på arbejdsretten?
I loven om arbejdsretten er det bestemt, at arbejdsretten kan idømme bod i tilfælde, hvor »nogen« begår overenskomstbrud. »Nogen« kan – teoretisk set – være både arbejdsgiver og lønarbejdere.
Men når man ser på udfaldet af arbejdsretssager de sidste 10-15 år, så er arbejdsgiverne ikke idømt nogen bod af nævneværdig størrelse. Arbejdsgiverne tegner sig kun for 1% af det samlede bodsbeløb, som klassedomstolen har idømt.
Dansk Arbejdsgiverforening er ikke, så længe arbejdsretten har eksisteret i sin nuværende skikkelse, blevet idømt bod. Mens arbejdsgiverne i 81/82 betalte kr. 332.000 i bod, betalte arbejderne tilsvarende kr. 468 millioner.
Gavepakke
Det er en pæn gavepakke, man på denne måde årligt forærer arbejdsgiverne. Og den største andel af arbejdsgivernes bodsbeløb er ikke egentlig bod, men efterbetaling af løn, feriepenge, erstatning for fyrede medarbejdere osv.
Strejken på Den kongelige porcelænsfabrik i 1972 viste meget klart arbejdsrettens klassekarakter. Ledelsen havde opsagt en aftale og dermed gjort sig skyldig i overenskomstbrud. Plattedamerne ville kun arbejde videre under den gamle aftale og accepterede ikke opsigelsen af aftalen.
Den faglige voldgiftsret gav damerne medhold, fordi arbejdsgiveren ikke havde overholdt de faste frister for at opsige aftalerne. Arbejdsgiveren blev idømt en bod på 20.000 kr.
Kort tid efter blev plattedamerne slæbt i arbejdsretten og idømt en bod på 72.000 kr. for overenskomststridig arbejdsnedlæggelse. På toppen af det hele blev nogle af de mest aktive under strejken fyret.
Se også:
SAA 10: Arbejdsrettens historie: Fagtoppen er arbejdsgivernes politibetjent
SAA 10: Arbejdsgiverretten
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed