Socialistisk Arbejderavis
Nr. 10 – Juni 1985 – side 4
Arbejdsrettens historie
Fagtoppen er arbejdsgivernes politibetjent
Det fagretslige system er bygget op for at bekæmpe arbejdskampe. Strejker og strejkebekæmpelse går lige så langt tilbage, som der findes ejendomsløse arbejdere.
Et slående mønster i det fagretslige systems udvikling er, at der i kølvandet af et kampopsving i arbejderklassen kommer en modoffensiv fra borgerskabet og fagtoppen. De lærer under kampopsvinget, hvordan de mest effektivt kan bekæmpe strejkerne igennem en skærpelse af de fagretslige regler.
En lang række småstrejker, styrkelse af den faglige organisering og oprettelsen af De samvirkende fagforbund (DsF som er forløberen til LO) i 1898 – blev fulgt af en omfattende konfrontation, storlockout og et nederlag for arbejderne.
Det var i denne situation, DsF’s formand underskrev arbejdsgivernes udspil, som blev grundlaget for alle fremtidige kampe mellem arbejdere og arbejdsgivere, en »arbejdsmarkedets grundlov«. De centrale punkter i dette,
Septemberforliget i 1899 var:
1. En accept af arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet (§4 i Hovedaftalen).
2. Indførelsen af omfattende varslingsbestemmelser som gav arbejdsgiverne tid til at imødegå kampene. Og det blev besluttet, at hovedorganisationerne var ansvarlige for de tilsluttede fagforeningers handlinger. Organisationsansvar og varslingsbestemmelser blev reelt til fredspligt i overenskomstperioden (§2). Endelig skulle DsF »af al magt« sørge for »rolige, stabile og gode arbejdsforhold».
Fagtoppen var godt tilfreds
Socialdemokraterne i DsF’s top var godt tilfreds med Septemberforliget. For det første var det en formel anerkendelse af arbejdernes ret til at organisere sig. Og for det andet har de som udgangspunkt, at tingene bedst løses på centralt plan. Oprettelsen af etfagretsligt system ynder de dengang som nu at fremstille som et neutralt system til afgørelse af konflikter på arbejdsmarkedet.
Historien om disse tvangsloves udvikling er også historien om socialdemokratiet og fagtoppens aktive støtte til indførelse af nye regler, som begrænser arbejdernes aktionsret.
Hårde angreb efter strejker
Efter en strejkebølge i 1908-10 accepterer fagtoppen »det kollektive ansvar«, dvs. at arbejdsgiverne kan bruge de faglige organisationer imod genstridige arbejdere. Det er også DsF, som i 1910 gør det muligt for statsmagten direkte at gribe ind i konflikter og får oprettet forligsmandsloven.
Som kronen på værket sørger DsF for, at der bliver indført bestemmelser om bod i den »neutrale« instans Den permanente Voldgift (forløberen til Arbejdsretten).
Kampopsvinget efter 2.verdenskrig ender med oprettelsen af Samarbejdsudvalgene i 1947, hvor arbejderrepræsentanter og arbejdsgiverne skal arbejde for at »fremme produktionen og produktionseffektiviteten«.
Efter storstrejken i 1956 sørger den socialdemokratiske regering i skøn forening med de borgerlige for at vedtage en Forligsmandslov i 58, hvor det nærmest bliver umuligt at forkaste et mæglingsforslag ved urafstemning.
Den gamle regel om kvalificeret flertal forkastes til fordel for en ny bestemmelse om, at der skal være en stemmeprocent på mindst 75%. Hvis det er mindre, skal forbundene supplere op med (ja)stemmer. Endelig fik forligsmændene mulighed for at udsætte strejker, som efter deres skøn rammer vigtige samfundsfunktioner i lidt over en måned.
I 1960-61 var der et nyt opsving i strejkeaktiviteterne og da begyndte den socialdemokratiske regering at frygte en situation som i 56. Derfor greb regeringen ind med en helhedsløsning, inden arbejderne nåede at forkaste mæglingsforslaget. De køber arbejdsgivernes krav om uændret overenskomstforlængelse og lovgiver strejke- og lockoutforbud.
Schlüters venner
Med dette var indkomstpolitikken slået ind i det fagretslige system. Herefter skulle hovedorganisationerne ordne de generelle krav udfra en ramme i forståelse med regeringen med udgangspunkt i samfundshensyn. Det lyder kendt, ligesom situationen med Schlüters lovindgreb i overenskomsten i 85.
Socialdemokraterne har ikke til hensigt at afskaffe kapitalismen, derfor må de arbejde i forståelse med systemet. Det organiserede klassesamarbejde er det mest effektive redskab for reformisterne til at sikre arbejdsroen ved at gennemhulle strejkeretten og sikre sine egne positioner i fagtoppen.
De gør alt for at tilsløre klassekarakteren i de institutioner, som det fagretslige system er bygget op. omkring. De hævder, at Arbejdsretten er et instrument som fagbevægelsen har stor glæde af, et retfærdigt system, hvor kapitalister og arbejdere som ligeværdige parter sørger for, at love og aftaler overholdes.
Det kan de kun mene fordi, når de i denne sammenhæng snakker om fagbevægelsen, så mener de i virkeligheden fagtoppen. Og deres udgangspunkt er grundlæggende det somme som arbejdsgivernes: at den kapitalistiske produktion skal fungere så smertefrit som muligt for magthaverne.
Strejkeretten?
Alle de tusinde arbejdere, som har været slæbt i Arbejdsretten, skulle ikke være i tvivl om arbejdsrettens klassekarakter. Den skal fastholde arbejderklassen i den undertrykte position, generelt eksisterer strejkeretten ikke, og hvis man alligevel tager den ret – så skal de nok sørge for at få idømt en klækkelig bod.
Billedtekst:
Arbejdsretten skal mures til, men det er ikke nok til at bekæmpe uretten.
Se også:
SAA 10: ArbejdsGIVERretten
SAA 10: Arbejdsgiverretten
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed