Socialistisk Arbejderavis
Nr. 13 – Oktober 1985 – side 3
Sydafrika
Er kompromis muligt?
Kampen i Sydafrika handler nu ikke længere kun om apartheid, men om selve kapitalismens overlevelse.
Det er baggrunden for et møde sidste måned i Zambia mellem ANC-leder Oliver Tambo og en række ledende forretningsfolk med Gavin Relly fra den store Anglo-American mine-koncern i spidsen.
For at skabe stabile forhold for den sydafrikanske kapital er det nødvendigt at normalisere forholdene og på en eller anden måde indlemme de sorte arbejdere i det politiske system.
Derfor er dele af borgerskabet begyndt at lede efter en løsning, hvor apartheid kan afskaffes, men således at kapitalismen bevares. Spørgsmålet er, om et sådant kompromis er muligt.
Den mest reaktionære del af borgerskabet, de store farmere der er afhængige af billig sort arbejdskraft, er imod reformer overhovedet. De vil forsvare deres nuværende privilegier til den sidste blodsdråbe. Deres holdning støttes af store dele af den hvide arbejderklasse.
Storkapitalen er derimod interesseret i reformer her og nu. Den er villig til at ofre en del af apartheid, nemlig paslovene. Paslovene betyder, at sorte arbejdere skal bo i deres »homelands«, men arbejde som indvandrere og løsarbejdere i de hvides fabrikker og miner. Paslovene har gjort det svært for sorte arbejdere at organisere sig, men dette er storkapitalen nu villige til at sluge for at fastholde ejendomsretten til kapitalen, så de kan fortsætte udbytningen af arbejderne.
Uanset hvilken taktik borgerskabet vælger til at inddrage de sorte i det politiske system, er de nødt til at sikre sig, at der er indflydelsesrige sorte ledere, som vil samarbejde.
Det er baggrunden for forhandlingerne med ANC i Zambia. Det langsigtede mål er at finde en løsning som i Zimbabwe i 1979. Zimbabwe har nu et sort flertalsstyre ledet af den tidligere befrielsesbevægelse ZANU-PF. Og Zimbabwe er ikke socialistisk, men kapitalistisk.
ANC’s ideer er ikke mere radikale end ZANU’s var.
ANC’s program, Freedom Charter fra 1955, kræver overtagelse af minerne, industri og bankerne af hele folket. Men ANC opfatter kampen som delt op i to faser. Først er det nødvendigt at afskaffe apartheid og gennemføre demokratiske reformer med opbakning fra progressive dele af borgerskabet. Derfor er planerne om nationalisering opgivet og snakken går på en blandingsøkonomi, med begrænsede nationaliseringer.
Arbejderklassens interesser og kampen for socialismen er lagt på hylden til en fjern fremtid.
Det, der vil kunne afholde ANC fra at indgå kompromisser med borgerskabet, er ikke deres egne ideer, men om den sorte arbejderklasse er stærk nok til at fastholde sine egne interesser.
Også borgerskabet har problemer med at indgå et kompromis. Dels er den mest reaktionære del ikke interesseret overhovedet. Dels vil det betyde en svækkelse af staten og dens voldsapparat.
Borgerskabet vil ikke lade sorte få indflydelse på statsapparatet, medmindre de har garanti for, at der er sorte ledere, der kan og vil deltage i undertrykkelsen af den sorte arbejderklasse.
Dødskamp
Borgerskabets fremtid i Sydafrika afhænger af, om det lykkes at få en aftale i stand med ANC. Hvis det mislykkes, har borgerskabet kun tilbage at gøre sin egen dødskamp så lang som muligt.
For den sorte arbejderklasse er ingen af disse perspektiver særligt tillokkende: Et kompromis vil blot afskaffe en lille del af undertrykkelsen, og vil kun give små forbedringer i levevilkårene. De hvide bosser vil blive skiftet ud med sorte.
I virkeligheden har den sorte arbejderklasse kun ét valg, nemlig at kæmpe for egne interesser og smadre det kapitalistiske udbyttersystem. For at kunne gøre det er den faglige organisering, de har opbygget, vigtig, men ikke nok. Den sorte arbejderklasse må organisere sig politisk for at kunne tage det nødvendige opgør med staten og opbygge sin egen arbejderstat. ANC kan ikke lede denne kamp, fordi de ikke har et sådant perspektiv. For at kunne gennemføre en socialistisk arbejder-revolution er det nødvendigt at opbygge et selvstændigt revolutionært parti, der kan lede kampen til ende.
Opbygningen af et revolutionært parti er den mest påtrængende opgave for revolutionære i Sydafrika i dag. Enhver udskydelse er med til at forlænge kapitalismens overlevelse og øge borgerskabets muligheder for at opbygge et mere stabilt kompromis med reformistiske sorte ledere.
Billedtekst:
Mange firmaer føler sig og deres profitter truet af gadekamp og stigende oprør
Se også:
SAA 13: Sydafrika: Dansk kapital – sort blod
SAA 13: NUM, Sydafrika: Med den ene hånd på ryggen
SAA 13: Irland: Arbejdersolidaritet mod apartheid
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed