Socialistisk Arbejderavis
Nr. 13 – Oktober 1985 – side 3
NUM, Sydafrika
Med den ene hånd på ryggen
Hans Peter Lange
Minearbejderstrejken i Sydafrika i begyndelsen af september blev afblæst efter 48 timer. Kravene om lønstigninger og anerkendelse af minearbejderforbundet, NUM blev ikke indfriet.
Nederlagslinje
NUM er kun 3 år gammelt, men har siden -82 organiseret ca. en fjerdedel af de sorte minearbejdere og har i dag omkring 150.000 medlemmer.
Ca. 80 pct. af NUM's medlemmer arbejder i miner, ejet af det største mineselskab, Anglo-American. Organiseringen i de øvrige miner er indtil videre langt svagere.
Da strejken blev iværksat, havde Anglo-American indrømmet de forlangte lønstigninger på 22%. NUM tog derfor kun ud i de selskaber, som ikke havde imødekommet kravene. Dette var samtidig de miner, hvor NUM stod svagest.
I begyndelsen var strejken kun effektiv i seks miner med 28.000 minearbejdere i strejke. NUM iværksatte strejken uden støtte fra de miner, hvor man var stærkest repræsenteret og gik i kamp med den stærkeste arm bundet på ryggen.
De strejkende kunne ikke modstå kugler og tåregas, og efter 48 timer var kun 10.000 i strejke. I nogle miner var arbejdet allerede i gang, og NUM måtte afblæse strejken uden resultat.
NUM havde fra starten truet med at kalde minearbejderne i Anglo-American ud i solidaritetsstrejke, hvis der blev brugt militærmagt mod de lovligt strejkende. Men strejken var på dette tidspunkt for splittet og svag til at kunne vendes til en offensiv samlet kamp.
NUM ville have stået stærkere, hvis alle minearbejdere fra starten havde været i strejke.
Selv om arbejderne på Anglo-American havde fået deres lønkrav opfyldt, kunne de have kæmpet, dels i solidaritet med deres kammerater, dels for en samlet kamp mod apartheidstyret. 500.000 minearbejdere ville ikke kunne tvinges i arbejde af militæret.
NUM tabte altså i første omgang, men organisationen er ikke smadret. Som NUM selv siger: »Minestrejken er udsat, ikke aflyst«.
Styrket organisering
Den sorte arbejderklasse er betydeligt bedre organiseret i dag end for blot 10 år siden. Fagforeningerne er opdelt i forskellige hovedorganisationer.
Den største er FOSATU, som består af 9 forbund, hvor metalarbejdernes, MAWU er det største. Udover NUM, som er det største selvstændige forbund, er der dels fagforeninger tilknyttet UDF (Forenede Demokratiske Front) og en gruppe fagforeninger kaldet Black Consciousness (Sort Bevidsthed), som udelukkende organiserer sorte arbejdere og dermed peger på hudfarve fremfor klassetilhørsforhold. De mener f. eks., at alle sorte er arbejdere.
Der er i dag kraftige bestræbelser i gang især i FOSATU og NUM for at forene forbundene. Sidste gang det blev forsøgt, måtte det opgives, bl.a. fordi Black Consciousness og dele af CUSA krævede, at fagforeningslederne udelukkende skulle være sorte. Ligeledes var der modsætninger mellem FOSATU og UDF-fagforeningerne. Der er imidlertid en tendens til, at disse modsætninger er ved at blive nedbrudt, efterhånden som kampene udvikles.
Disse bestræbelser er udtryk for, at arbejderklassens organisering bliver stærkere. Hvis det lykkes, er det et skridt fremad mod at forbedre arbejderklassens muligheder for at bekæmpe udbytningen i Sydafrika.
Se også:
SAA 13: Sydafrika: Dansk kapital – sort blod
SAA 13: Sydafrika: Er kompromis muligt?
SAA 13: Irland: Arbejdersolidaritet mod apartheid
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed