Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 137 – 13. juni 1996 – side 4

Dannebrog eller røde faner

Jørn Andersen

Sommerens sportsbegivenheder har på forhånd skabt et nationalt hysteri. Medierne er fulde af genudsendelser fra EM i fodbold i 1992 og optaktsudsendelser til dette års europamesterskaber. Tour de France og OL i Atlanta vil sikre, at hysteriet fortsætter sommeren over.

“Gør jer fri af Selvbedraget og et Liv, der længst er dødt – slet det grimme Kors af Flaget, gør det rødt!”

Otto Gelsted, 1934

Mange vil sikkert hævde, at den form for roligan-nationalisme er uskadelig i modsætning til nationalismen på Balkan, som drev tusindvis af jugoslaver i krig mod hinanden. Men der er ingen principiel forskel på de to nationalismer. Kroatiens regering bruger åbenlyst fodboldlandsholdet til at oppiske den nationale stemning. Hvis Kroatiens landshold når semifinalen, “har fodboldspillerne gentaget, hvad soldaterne har opnået i krigen,” siger økonomimisteren.

Nationalismen bygger i begge tilfælde på ideen om, at folk, der tilfældigvis er født inden for de samme nationale grænser, har fælles interesser over for folk, der tilfældigvis er født i andre nationer, ja endog, at nationaliteten gør os overlegne.

Nationalismen er en glidebane, som i sidste ende kan føre til racisme og nazisme.

Billedtekst:
Den selvforherligende nationalfølelse bruges til at fordreje virkeligheden

 

Importeret danskhed

Nationalisme er en borgerlig myte, der bliver brugt til at skjule, at arbejderne og kapitalisterne har uforenelige interesser.

Der findes ikke en dansk egenart eller identitet, der kan begrunde dansk nationalisme. Selveste kongehuset, symbolet på danskheden, er ikke særligt dansk. Slægten stammer fra Tyskland, og dronning Margrethe er resultatet af en krydsning med en svensker, mens hendes mand er franskmand.

Flaget er efter sigende hentet så langt væk som i Estland. I øvrigt minder det til forveksling om det svenske, bortset fra farverne. Korset i flaget symboliserer kristendommen, som udsprang i Mellemøsten.

Den almindelige danskers hverdag er heller ikke præget af danskhed. Danskernes yndlingsspise, kartofler, er importeret fra Sydamerika. Den er nu ved at blive afløst af ris (fra Sydøstasien), pasta (Italien) eller burgere (USA). Pilsneren (tysk) bliver kombineret med vin (fransk eller spansk). Danskere går i cowboybukser (USA) og bruger tekniske apparater som food-processorer, TV og computere – de fleste af ubestemmelig fjernøstlig oprindelse.

Den største del af hverdagen bruges på arbejde – ligesom i de fleste andre lande.

Amerikansk

De fleste af de film, vi ser, er amerikanske. Og et hurtigt kig i en musikforretning afslører langt flere sange om “Love” end om “Kærlighed”. I de mere finkulturelle kredse værdsætter man især italienske operaer og russiske balletter. Kulturelle strømninger fra renæssance og barok til kultur-radikalisme, hippie-kultur og postmodernisme har alle været internationale strømninger.

Det eneste, danskerne har tilfælles, er, at vi alle er underkastet den samme stat. Det er den, vi betaler skat til. Det er den, der har påtvunget os et fælles sprog.

Tvang

Nationen består af nogle tvangsmæssige foranstaltninger, der holder os sammen: Vi bliver registreret med CPR-nummer, og vi er afhængige af staten for at kunne gå i skole, få folkepension, socialhjælp osv. Kommer man fra et andet land, bliver man grundigt undersøgt, før man bliver sluppet ind, og man bliver tvunget til at lære dansk – et fuldstændigt ubrugeligt sprog for 99,9% af verdens befolkning.

Kultur og sport bliver brugt til at svinge med det danske flag. Hvis en dansker undtagelsesvis fører sig frem, bliver det skamredet i medierne til ukendelighed. Afløseren for H.C. Andersen hedder nu Bille August. Hans film “Åndernes Hus” var ikke som andre film bare god, den var fantastisk og enestående. I indslag efter indslag har vi fulgt dens vej fra det første udkast til den endelig fik premiere.

Film

Da Lars von Trier i år sendte en film til filmfestivalen i Cannes, kørte historien i over en uge i TV-aviserne. Da prisuddelingen var overstået, gik det op for os, at det vistnok var en engelsk film, der havde vundet. Hvad vinderfilmen handlede om, og hvorfor den vandt, vidste hverken journalister eller vi andre.

Tilsvarende når der sker ulykker rundt omkring i verden. Det er så godt som sikkert, at medierne oplyser, hvorvidt der er danskere blandt ofrene. Som om det gør en ulykke mindre slem, hvis den bare går ud over andre end danskere. Det er en fordrejning af virkeligheden, der tjener til at opbygge en selvforherligende nationalfølelse.

Der kan være mange gode og underholdende grunde til at se fodbold, cykelløb og olympiade. Nationalisme er en dårlig grund. 

 

Hvor kommer nationalismen fra?

Nationalismen er ikke indbygget i menneskets natur. Faktisk har den kun eksisteret i et par hundrede år.

Nationalismen opstod sammen med kapitalismen. Før engang i 1800-tallet eksisterede der reelt ikke noget nationalt sprog i de fleste lande. I middelalderens Europa var sproget meget mere bestemt af folks sociale placering, end af hvor de boede. Adelen snakkede tysk eller fransk, de lærde skrev på latin, bønder og håndværkere snakkede et lokalt sprog, som var uforståeligt for folk fra andre egne.

I middelalderen var Europa delt op i fyrstedømmer af skiftende størrelser og ikke nationer. Krige blev ikke ført af nationer, men af internationale lejesoldater.

Selv om der var en stat, havde den ikke ret meget med indbyggernes daglige liv at gøre. Bønderne identificerede sig ikke med staten, men med landsbyen eller den lokale godsejer.

Med kapitalismen er det anderledes. Markedet griber ind i alle dele af vores liv. Og med markedets fremvækst kommer også behovet for administration og kontrol. Uden en stat, som kan udstede mønter, bygge veje og sygehuse, opkræve skatter og forsvare kapitalisterne mod angreb fra oprørske arbejdere eller fra andre kapitalister, kunne markedet ikke ekspandere. Virkeligheden er helt modsat liberalismens snak om minimalstat.

Sprog

Og først med kapitalismens fremvækst opstod de nationale sprog. Markedet skabte kontakt mellem de tidligere isolerede lokalsamfund. Handelsfolk udviklede et sprog, som var en blanding af forskellige lokalsprog. Jordløse bønder, som rejste til byerne for at få arbejde, opgav deres lokale dialekter til fordel for det nye nationale sprog. Og snart indså også embedsmænd og præster, at latin måske ikke var det bedste middel til at alliere sig med den nye klasse af kapitalister.

Snart blev staten afhængig af indtægten fra de nye kapitalister, som omvendt var afhængig af statens beskyttelse. Nationalstaten gjorde det vanskeligt for folk med fremmede sprog at trænge ind på de nationale “hjemmemarkeder”.

Denne – i begyndelsen spontane – udvikling blev snart understøttet ideologisk af “nationale” filosoffer og digtere. Århundredgamle nationale traditioner blev opbygget over en nat. Nationalstaten gav hermed magthaverne en ekstra fordel.

Den skabte et bånd mellem herskerne og undersåtterne, som ikke tidligere havde eksisteret. De havde noget til fælles: Et fælles sprog, som ingen andre forstod, og en national kultur. 

 

Arbejderne er på samme hold

Kapitalismen er international, derfor må arbejderklassens kamp også være international – også når det gælder EU.

Arbejdsgiverne og politikerne bruger nationalismen til at undgå strejker og lønkrav. De forsøger at gøre arbejderne ansvarlige for dansk erhvervslivs konkurrenceevne. Samtidig påstår de, at vi alle er i samme båd, og at danske arbejdere derfor har interesse i, at dansk erhvervsliv klarer sig så godt som muligt.

Omvendt er de ikke sene til at fremstille skrækscenarier, hvis arbejderne ikke holder igen. “Danmark taber markedsandele, og folk vil blive fyret.” Men det er ikke andet end ideologi, der skal få arbejdere til at arbejde mere for mindre løn, hvorved en større del af virksomhedernes indtjening går til deres profit.

For det første forsøger den herskende klasse i de andre lande sig med den samme argumentation over for arbejderklassen dér. Det betyder, at kampen om konkurrenceevnen er en skrue uden ende. Danske arbejdere vil komme til at konkurrere med arbejdere i andre lande på lavere løn og højere produktivitet. Resultatet er en forringelse af arbejds- og leveforhold for arbejdere i Danmark og i de andre lande.

Fælles

I stedet for at blive spillet ud mod hinanden har arbejderne i Danmark fælles interesse med arbejderne i de andre lande om at forbedre vilkårene.

For det andet er arbejdsgivernes bekymring for konkurrenceevnen ikke meget andet end krokodilletårer. En schweizisk undersøgelse viste for nylig, at Danmarks konkurrenceevne er den højeste i Europa og den femtehøjeste i verden. Alligevel har arbejdsgiverne brugt hensynet til konkurrenceevnen som argument for, at der slet ikke var plads til lønstigninger ved lønforhandlingerne her i foråret.

For det tredje går det nationale fællesskab aldrig den anden vej. Det er aldrig arbejdsgiverne, der skal tage hensyn til arbejdernes økonomi, liv eller helbred.

Kapitalismen er international, ikke bare i den forstand at kapitalisterne handler med kapital og varer på et internationalt marked. Regeringer og arbejdsgivere i alle lande er også fælles om at angribe deres arbejdsklasses løn- og arbejdsforhold og skærer ned på velfærdsstaten for så vidt, at der er en sådan.

Modstanden mod kapitalismen er derfor også international. Arbejderne i Danmark har en fælles interesse i sammen med arbejderne i alle andre lande at afskaffe det kapitalistiske system, som udbytter og undertrykker dem. Arbejderne kan kun befri sig fra kapitalismen, hvis det sker internationalt. Vi kan ikke opbygge socialisme i et land, fordi presset fra den internationale kapitalisme vil knuse den.

Bekæmpe

Vi må bekæmpe enhver form for nationalisme og national selvtilstrækkelighed. Det gælder også, når vi snakker om at bekæmpe EU. Alternativet til EU er ikke et selvstændigt Danmark, men at arbejdere slås mod EU’s angreb. EU’s angreb på miljøkrav og på sociale rettigheder er de samme i Tyskland og Italien som i Danmark. Derfor er det sørgeligt, at store dele af EU-modstanden stadig har Dannebrog som banner og ikke den internationale arbejderbevægelses røde fane. 

 

Kun midlerne adskiller

Nationalismen drevet til sin yderste konsekvens havner i racisme og nazisme. Forsvar for danskheden mod udefra kommende eller fremmede er kernepunktet i Den Danske Forenings og nazisternes ideologi.

En af de centrale myter, som de tyske nazister kom til magten på i Tyskland i 1933, var den såkaldte ‘dolkestøds-legende’. Den gik ud på, at Tysklands nederlag i 1. verdenskrig skyldtes, at nationen var blevet forrådt af sine forhandlere.

National

Jo mere fremtrædende den nationale stemning er, desto mere plads vil der være for racistiske og nazistiske argumenter.

For når det er almindeligt accepteret, at der eksisterer en bevaringsværdig danskhed, er det kun et spørgsmål om med hvilke midler, den skal forsva res.

Der er også en direkte sammenhæng mellem sportsnationalisme og nazisme. Nazisterne forsøger nemlig at tiltrække folk gennem fodbold-fanklubber. Langt de fleste fodboldtilskuere er fredelige og modstandere af nazisme. Men for et mindretal, hvor lokalpatriotisme og hooliganisme falder sammen, er der ikke langt til den nazistiske ideologi om med alle midler at holde sammen mod de fremmede.

Billedtekst:
Nazismen er den yderste konsekvens af nationalismen

Se også:
SAA 137: For racistisk til Fremskridtspartiet
SAA 137: Kampen mod nazisme: Politi beskytter Den Danske Forening

Flere artikler fra nr. 137

Flere numre fra 1996

Se flere artikler om emnet:
Nationalisme

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 713 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside