Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 14 – November 1985 – side 2

Efter stilladsstrejken

Stilladsen faldt sammen

Hans Erik Madsen

150 stilladsarbejdere i provinsen gik i arbejde efter 5 ugers strejke. Stilladsarbejdernes krav om lige løn for lige arbejde og realitetsforhandlinger med En­treprenørforeningen ud fra 92,5 % af priserne i de københavnske stilladsarbejderes akkord blev ikke indfriet.

Strejken har været eksemp­larisk organiseret. Flertallet af de strejkende var aktive i indsamlinger på gader, ar­bejdspladser og i blokadear­bejdet. Daglige morgenmø­der, valgt strejkeledelse og aktivitetsudvalg styrkede demokratiet og sammenhol­det under strejken. Også landsorganiseringen med fæl­les strejkeledelse, fælles økonomi og fælles afstemninger var en vigtig del af strejkens styrke. »Folk er blevet skide gode kammerater på tværs af firmaerne under strejken«, sagde en af de aktive i Århus.

Effektive blokader

Arbejdsgivernes forsøg på skruebrækkeri blev effektivt stoppet med blokader og ned­tagning af stilladser, som blev opstillet af formænd og andre skruebrækkere under strej­ken.

Stilladsarbejderne mødte stor sympati på arbejds­pladserne for deres strejke. De havde også en god klemme på arbejdsgiverne på grund af de mange opgaver, som skulle fuldføres inden vinteren kom. Stilladsarbejderne så ud til at have alle gode kort på hån­den, men sådan skulle det ikke gå.

Det der startede som en konflikt mellem stilladsar­bejderne og Entreprenør­foreningen, udviklede sig lynhur­tigt til en principiel kamp om 2% rammen, hvor entrepre­nørerne med Dansk Arbejds­giverforening (DA) i ryggen satte alt ind på at forhindre en sejr.

En sejr til stilladsarbej­derne ville betyde, at deres landsklub ville stå stær­kere end nogensinde tidli­gere og samtidig give andre arbejdergrupper blod på tanden til at gå i kamp for at sprænge lønrammen.

Derfor var entreprenørerne parate til en langvarig konf­likt med stilladsarbejderne, selvom de ville miste store summer på grund af det nu­værende boom i byggesekto­ren. De vidste, at DAs kon­fliktkasse ville træde til. År­hus Oliefabrik fik for eksem­pel 22 millioner ned i foret fra DA efter strejken i foråret.

Bureaukraterne i SiD

Som i alle andre strejker skulle de strejkende ikke kun komme til at stå overfor ar­bejdsgiverne, men også bu­reaukraterne i deres eget for­bund. Strejken var en torn i øjet på SiD-toppen. Når arbej­derne tager sagen i egne hæn­der og går i strejke for bedre løn og arbejdsvilkår, truer det bureaukraternes job som pro­fessionelle forhandlere og deres ansvarlighed overfor det fagretslige system.

Derfor vil de altid forsøge at stoppe aktiviteter, som de ikke selv kontrollerer. Stil­ladskonflikten blev da heller ingen undtagelse. Tre gange forsøgte SID sig direkte med udspil for at få strejken stop­pet med løfter om, at de ville få et ordentligt resultat igen­nem.

Tredje gang lykkedes det for bureaukraterne på trods af, at der ikke lå mere på bor­det end tidligere. Der lå ingen garantier for realitetsfor­handlinger ud fra kravet om 92½ % af priskuranten i København. Den mundtlige aftale, der blev indgået mellem entreprenørerne, Arne Kruse og Per Corfitz fra SiD-toppen samt landsklubbens formand Bjarne Høpner, blev vedtaget på et fællesmøde for stillad­sarbejderne i Århus med kne­bent flertal.

Aftalen gik ud på, at så­fremt arbejdet blev genopta­get, erkendte begge parter, at det hidtidige udgangspunkt for forhandlingerne (hen­holdsvis 50% og 92½ %) var urealistiske. Når det var mu­ligt at få et flertal for dette resultat, var det fordi landsklubformanden, som både har demagogiske talenter og et militant renomme, varmt an­befalede, at man gik i arbejde.

På trods af at al erfaring si­ger, at det bedste våben stil­ladsarbejderne havde – var fortsat strejke. At smide strejkevåbnet var det samme som at overlade alt til entre­p­renørernes og SiD-pampernes forgodtbefindende. Udfaldet af forhandlingerne vil efter al sandsynlighed først foreligge engang efter nytår. Til den tid vil der kun være få i arbejde på grund af sne og kulde, og så har stilladsarbejderne intet andet valg end at godtage for­handlingsresultatet.

Det er desværre typisk, at det er en Bjarne Høpner og ikke en Arne Kruse, der er i stand til at stoppe strejken. Vi så akkurat det samme under påskestrejkerne. Det var ikke Hardy Hansen og Georg Poul­sen, men venstrebureaukra­terne anført af DKP, som var de reelle strejkeslagtere.

En anden ting som muligg­jorde, at strejken kunne stop­pes uden resultat, var selve uklarheden i strejkegrundla­get. Stilladsarbejderne lå un­der for den sædvanlige snak fra såvel arbejdsgivere som bureaukrater om, at der ikke kan forhandles under en strejke.

Derfor opstillede de parolen om, at de ville gå i arbejde, såfremt entreprenørerne gav garanti for, at de ville reali­tetsforhandle ud fra de 92½ %. Imod slutningen af strejken gik de endog videre, da de slækkede på kravet om 92½ % og »blot« krævede væsentlige forbedringer i forhold til ar­bejdsgivernes udspil på 50% af priskuranten i København. Begrundelsen var, at hvis de viste forhandlings- og kom­promisvilje, så ville det blive lettere at få modparten til at åbne op.

Men at fire på kravene er det samme som at vise svag­hed og bliver tolket af såvel entreprenørerne som SiD, som at de strejkende var ved at blive møre. Der kan for­handles under en strejke. Er arbejdsgiverne presset nok, skal de nok komme med et ud­spil. Det udspil de kom med, og som stoppede strejken, var en prøveballon. Havde stil­ladsarbejderne ikke fulgt Bjarne Høpner, men fortsat strejken, skulle arbejdsgi­verne nok have forsøgt sig med et nyt udspil – som uden tvivl havde indeholdt noget mere i stilladsarbejdernes fa­vør.

Optrapningen udeblev

IS har under hele strejken slået på nødvendigheden af at udvide strejken til også at om­fatte de københavnske stil­ladsarbejdere. En del stillad­sarbejdere har argumenteret imod dette ud fra, at det ville være umuligt at holde de strejkende i gang økonomisk.

Vores begrundelse for ind­dragelse af københavnerne var, at det ville sætte entrep­renørerne under et stærkere pres, at yderligere 290 stillad­sarbejdere gik i konflikt. Samtidig ville det give strej­ken det pift, som skulle til for at gøre den landskendt og dermed afgørende styrke støt­ten fra arbejdspladser ikke mindst i København og Sjæl­landsområdet.

En landsdækkende strejke ville også have un­derstøttet det mål, lands­klubben blev dannet ud fra – nemlig at få en fælles priskurant op at stå på landsplan. Stilladsstrejken var et fælles anliggende for alle stilladsarbejdere i landsklubben. En sejr kunne have været indenfor rækkevidde, såfremt landsklubbens samlede styrke var sat ind.

Se også:
SAA 14: Stilladsarbejderne har gjort det før: Sejr i ‘78
SAA 14: Århus: Lager og Pak

Flere artikler fra nr. 14

Flere numre fra 1985

Se flere artikler af forfatter:
Hans Erik Madsen

Siden er vist 1998 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside