Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 151 – 30. januar 1997 – side 8

Sådan stopper vi nazisterne

Tom Christiansen

Når folk vender vreden mod nazisterne til aktiv modstand, mister nazisterne den selvtillid, de ellers ville have brugt til at angribe indvandrere med.

Nu kan kun få være i tvivl. Nazisterne er dødsensfarlige. Samtidig er det vigtigt at vide, at vi kan stoppe dem og hvordan. Da nazisterne i august 1995 ville fejre nazibødlen Rudolf Hess’ dødsdag med en international demonstration i Roskilde, blev de smidt ud af byen.

[ Protestdemo efter bomben i Søllerødgade, 1992 ]

15.000 viste deres afsky for nazisterne efter bombeattentatet mod Internationale Socialisters kontor i 1992, hvor Henrik Christensen blev dræbt.

Det var almindelige mennesker i Roskilde, som jagede nazisterne på flugt, selvom politiet forsøgte at forhindre det. Politiet havde hele dagen brugt alle sine kræfter på at beskytte nazisternes march.

En fredelig anti-nazistisk demonstration blev angrebet med hunde og tåregas, mens nazisterne fik lov at slå folk ned og kaste med sten og flasker, uden at politiet greb ind.

Havde alle i Roskilde fulgt borgmesterens råd om at blive indendørs og forholde sig i ro, ville marchen være gennemført. Nazisternes selvtillid ville være vokset, og de ville opmuntret have arrangeret flere hærgende marcher.

Smidt ud

Effekten var det modsatte, fordi nazisterne blev smidt ud. Det knækkede deres selvtillid, og siden har nazisterne ikke turdet demonstrere offentligt.

I Kollund og Kværs i Sønderjylland var det de almindelige indbyggere, der gennem et par måneders demonstrationer, borgermøder og underskriftindsamling i efteråret 1994 fordrev nazisterne fra området.

Havde indbyggerne i Kværs og Kollund ikke smidt dem ud, ville de have været i stand til at producere og sprede mere nazi-propaganda og tiltrække flere medlemmer.

Når nazisterne i dag i Danmark ikke har fået et gennembrud, er det netop på grund af, at arbejderbevægelsen, partier og andre anti-nazistiske organisationer har haft held med at mobilisere tusinder af almindelige mennesker mod nazisterne.

På trods af de klokkeklare eksempler er medierne stadig fulde af påstande om, at nazisterne er ufarlige og kun vinder ved den megen opmærksomhed, anti-nazisterne giver dem.

Utallige politikere og velmenende kommentatorer mener, at det værste, man derfor kan gøre, er at forbyde dem. Det skaber martyrer, påstår de.

Forbud ikke nok

Men nazisterne har ikke været i stand til at skabe martyrer af den tyske nazist, Meinolf Schönborn, der blev smidt ud af Kværs, den gamle SS-soldat, Thiess Christoffersen, der blev jaget ud af Kollund eller nazi-føreren, Jonni Hansen, der blev smidt ud af Roskilde.

Tværtimod har det bremset deres aktiviteter og vækst. Et forbud mod nazisterne er ikke nok til at stoppe dem. Men det vil unægtelig gøre det sværere for dem at operere og vokse sig stærke.

Mange bekymrer sig om nazisternes ytringsfrihed. Men at bekæmpe nazisternes mulighed for at vokse sig store stærke er i virkeligheden det bedste forsvar for ytringsfriheden. Nazisterne er parat til med vold og terror at fratage alle andre deres ytringsfrihed.

Se også:
SAA 151: Nazisternes ytringsfrihed: Vold og terror
SAA 151: Nazismens to ansigter

Flere artikler fra nr. 151

Flere numre fra 1997

Se flere artikler af forfatter:
Tom Christiansen

Siden er vist 1965 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside