Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 17 – Februar 1986 – side 4

Borgerskabets plan for Europa

Tom Christiansen

EF har fra sin spæde start til de fremskredne unionsplaner i dag, været et udtryk for ønsket om at styrke arbejdsgivernes og monopolernes Europa.

De ville styrke den økonomiske og politiske magt, så deres ekspansion kunne foregå så gnidningsløst som muligt.

EF er de ledende europæiske kapitalkræfters redskab til at gennemføre en mere effektiv udnyttelse af arbejderklassen i Europa og i de lande, som EF handler med. EF-pakken er et led i styrkelsen af EF-samarbejdet. Derfor siger IS nej til EF-pakken ved afstemningen d. 27. februar og nej til EF-samarbejdet.

USA’s dominans

EF blev svaret på de problemer, som den europæiske kapital stod overfor efter 2. verdenskrig. Først og fremmest var der behov for en styrkelse af den europæiske økonomi overfor den nye supermagt i øst – nemlig USSR.

Genopretningen blev i høj grad baseret på den amerikanske økonomi, bl.a. Marshall-planen. Desuden blev Vesteuropa under indtryk af den kolde krig bundet til USA's forsvarspolitik i NATO. Det har givet den amerikanske økonomi en dominerende rolle. De europæiske lande er stadig tvunget til at lade deres egen valuta følge dollarens og den amerikanske rentes op- og nedture.

Nye økonomier

Mange af de koloniale og halvkoloniale lande, som gennem 50’erne og 60’erne løsrev sig fra de gamle imperialistiske magter, har gennem billig arbejdskraft og råvarer været i stand til at tiltrække kapital fra de multinationale selskaber. Det har betydet, at de har kunnet opbygge en industri baseret på allernyeste teknologi.

Samtidig er store dele af det europæiske produktionsapparat blevet forældet, og står svækket i konkurrencen på verdensmarkedet. Ikke mindst er den japanske teknologiske udvikling en hård prøve for Europa.

Monopolisering

Det europæiske borgerskab var derfor nødt til at samle sig i bestræbelserne om fælles at forbedre den europæiske kapitals konkurrenceevne også mod den dominerende amerikanske kapital. De nationale bestemmelser og restriktioner kostede de europæiske firmaer store summer. Der skulle produceres efter mange forskellige standardiseringsnormer. Levnedsmiddel- og afgiftskontrol, told og importrestriktioner sinker og fordyrer varerne. Som der står i Rom-traktaten, blev EF dannet for at ophæve tolden, fjerne hindringerne for den frie bevægelighed af personer, tjenesteydelser og kapital og “harmonisere” de enkelte landes lovgivninger.

Dannelsen af EF, var i tråd med storkapitalens og monopolernes behov for en uhindret bevægelse og koncentration af kapital. EF's bestemmelser betyder, at de nationale regeringers konjunkturpolitik bliver uden virkning. De nationale kapitaler kastes ud i en hårdere konkurrence på det åbne EF-marked, og mange små og mindre rentable firmaer er bukket under. Monopolerne har købt fallitboerne og kapitalens koncentration indenfor EF er blevet større og dermed mere konkurrencedygtig på verdensmarkedet.

Den nye EF-pakke indeholder en fortsættelse af denne politik. Samtlige foranstaltninger, som besværliggør eksport, skal fjernes. Der tages skridt til standardisering af kontrol f.eks. i levnedsmiddelindustrien, fjernelse af kvoteordninger som er kendt fra fiskeriet og indførelse af fælles moms- og afgiftsbestemmelser. Dette nye marked skal gradvist skabes inden udgangen af 1992.

På vej mod unionen

Det har aldrig været tanken med EF, at det kun skulle være et økonomisk samarbejde. Allerede i 1969 – 4 år efter underskrivelsen af Rom-traktaten – udgav det politiske udvalg i det daværende “parlament” “Birkelbach-rapporten” som bl.a. fastslog: “Stats- og regeringschefernes erklæring af 18. juli 1961 går ud fra, at indtræden i fællesskabet også omfatter deltagelse i det politiske samarbejde.” EF skulle udvikles til en økonomisk og politisk union.

EF-pakken er et led i at udvikle en EF-union. Pakken indebærer, at EF's ministerråd skal behandle 316 ændringer og forslag om harmonisering af det indre EF-marked inden 1992. Gennem mange af disse ændringsforslag vil vi igen opleve et EF i kamp med sig selv og de mange nationale særstandpunkter. Der vil ikke kunne gennemføres en tøddel med den beslutningsprocedure, der bruges i EF, hvor de enkelte lande kan nedlægge veto mod en beslutning. Derfor er der behov for nye afstemningsregler. I første omgang bliver proceduren laver om, så mindst 2/3 af de 316 ændringer kan vedtages med kvalificeret flertal, altså med 54 ud af ministerrådets 76 stemmer.

Dette åbner vejen for, at det bliver almindeligt med flertalsafgørelser i EF. I sidste instans peger det på EF-parlamentet, som den lovgivende magt i EF. Hvis det bliver normalt og anerkendt med flertalsafgørelse, er et af de store problemer med at opbygge EF-unionen – nemlig de nationale særstandpunkter – formelt set løst.

Dermed ikke være sagt at det i praksis kommer til at glide i smør. EF er en papirtiger uden et militært magtapparat i ryggen. Derfor har alle aftaler i EF hidtil bygget på mere eller mindre frivillige overenskomster. De nationale særstandpunkter har kunnet forhindre et effektivt europæisk valutasamarbejde og mange unionsbestræbelser.

Valutasamarbejdet

Også på det økonomiske plan skal det europæiske samarbejde udvides. I EF-pakken er der en række bestemmelser om valutasamarbejde og fælles økonomisk politik. De forskellige valutaer i Europa er et problem for kapitalens fri bevægelighed.

De enkelte lande kan forbedre konkurrenceevnen eller dæmpe inflationen gennem op- eller nedskrivninger af valutaen svarende til udviklingen i produktivitet og inflation. Disse valutariske skranker skal overskrides, hvis man vil have et fælles marked indenfor EF-området og bekæmpe dollarens dominans i Europa.

Fælles industripolitik

EF skal også føre en fælles industripolitik. EF-pakken rummer bestemmelser om at afsætte flere ressourcer til forskning og udvikling af ny teknologi. Japans teknologiske forspring betyder, at Japan henter betydelige ekstraprofitter hjem, før teknologien bliver udbredt til de europæiske lande.

Disse ekstraprofitter kan så bruges til fornyet forskning og investering i endnu nyere teknologi. For USA's vedkommende afsætter staten store ressourcer til forskning, som er snævert knyttet til udviklingen af det amerikanske erhvervsliv. Ikke mindst betyder de fantastiske investeringer i stjernekrigsprogrammet store teknologiske fremskridt som den amerikanske industri nyder godt af.

Tilsvarende ressourcer findes ikke i et enkelt land i Europa. For at overvinde USA's og Japans teknologiske forspring, bliver det forsøgt at samle ressourcerne til forskning og uddannelse i et EF-samarbejde.

EF skal også kunne gribe ind i forhold til specifikke industrigrene. Thatchers ønske om at gennemføre en fælles europæisk ansigtsløftning af kul- og stålindustrien resulterede i 40.000 flere arbejdsløse minearbejdere i England i 84/85. De omfattende omlægninger inden for den vesttyske stålindustri, har også medført massefyringer. Tendensen er den samme i resten af Europa.

EF skal kunne investere i udbygningen af energiforsyningen og andre industriprojekter, som har en afgørende betydning for økonomien. Ikke mindst ville en fælles europæisk forsvarspolitik skabe et vigtigt marked for den europæiske våbenindustri med følgende virkning i en lang række andre industrier som f.eks. elektronik- og sværindustrien.

EF’s udenrigspolitik

Men et forbedret indre marked, som er beskyttet mod kapitalinteresser udefra gennem fælles ydre toldgrænser, er ikke nok. Specielt er det vigtigt med fordelagtige aftaler med de såkaldte tredie lande, dvs. lande udenfor de store handelsblokke. Gennem bistand til 3. verdenslande, som regel ydet som lån, vil EF sikre disse landes afhængighed og samtidig skabe afsætning af EF-varer.

Derfor indeholder EF-pakken også hensigtserklæringer om at styrke EF i udenrigspolitiske affærer, så man kan tale med een stemme.

Nationer og kapital

Selv om tanken om “Europas forenede Stater” har været fremme, siden Churchill lancerede den i 1946, er unionsbestræbelserne endnu ikke kommet langt.

EF-samarbejdet har i medierne været præget af torskekrige, uenighed om fangstkvoter, sydfranske vinbønder som destruerer italiensk vin ved grænsen og danske skinker som smides ud på motorvejen.

Jo mere krisen kradser, jo mere intens bliver kampen fra nationale særinteresser i EF-samarbejdet. Der er en reel modsætning mellem på den ene side de store europæiske og amerikanske monopolers interesser og på den anden side de mindre europæiske kapitaler. Derfor går det langsomt med dannelsen af en egentlig union.

Arbejderklassen

Alle forsøg på at styrke arbejdsgivernes Europa med centralisering, rationalisering og effektivisering af produktionen, betyder hårdere angreb på arbejderklassen. Udrensningen af urentabel kapital og investering i ny teknologi, betyder større arbejdsløshed. Samtidig vil indføring af fælles moms- og afgiftsregler i EF være en tilskyndelse for den danske regering til at skære yderligere på de offentlige budgetter.

EF’s elendighed og kapitalens vanvid illustreres også af de store fødevarebjerge, som destrueres, samtidig med at 30 millioner mennesker årligt dør af underernæring og følgesygdomme. Men jagten på profit kræver overskudslagre, så priserne kunstigt kan holdes oppe.

EF-pakken indeholder også regler om vedtagelse af fælles minimums- og maksimumsforskrifter i forbindelse med miljø og arbejdsmiljø. De danske kapitalister klapper i deres hænder af glæde over dette. For det giver mulighed for forringelse af den danske arbejdsmiljølovgivning og forhaling af kampen for bedre forskrifter.

Thatcher, Schlüter, Mitterand – logikken er enkel: angreb på arbejderklassens levefod, øget tempo og rationalisering styrker kapitalen og økonomien. De er gode redskaber for det europæiske borgerskabs ønske om at koordinere og effektivisere udbytningen.

Men indkomstpolitik, nedskæringer og massefyringer har skabt reaktioner fra den europæiske arbejderklasse. Minestrejken i England, generalstrejken i Belgien, storstrejkerne i Vesttyskland og påskestrejkerne i Danmark er alle eksempler på, at arbejderklassen reagerer mod det øgede pres.

Under højdepunkter i klassekampen som Solidarnosc i Polen i 1980 og minearbejderstrejken i 1984, bryder de nationale grænser. Spredningen af solidariteten og støtteaktioner i forskellige lande giver modstanden en international dimension.

Kapitalen er international og modstanden mod EF skal også være international. Gennemførelsen af fælles europæiske angreb fra borgerskabet skal besvares samlet fra arbejderklassen.

Modstandens begrænsning

Modstanden mod EF-pakken, unionsplanerne og arbejdsgivernes EF kunne have blevet en effektiv markering mod Schlüter og hans slæng.

I stedet kan de borgerlige sandsynligvis igen triumfere som et resultat af Socialdemokratiets ynkelige opposition, dele af fagtoppens aktive støtte til pakken og Folkebevægelsen mod EF's begrænsede perspektiver.

Ny profil

Socialdemokratiets modstand mod EF-pakken er taktisk bestemt på baggrund af SF’s valgfremgang og Folkebevægelsens fremgang ved valget til Europaparlamentet. De har ændret deres taktik i folketinget. Fra at være et ansvarligt oppositionsparti, som var med til at lave skatteforlig og pensionsforlig, vil de nu pudse lidt på profilen og markere en opposition til Schlüter.

Holdningen til EF-pakken er et udtryk for denne ændring. Men socialdemokraterne har altid været tilhængere af EF, en fælles industripolitik, og “et forenet Europa”. Derfor er de også dybt splittede, og deres modstand mod pakken er halvhjertet. Hele spørgsmålet udstiller igen Socialdemokratiets krise.

Modstanden fra Folkebevægelsen mod EF, DKP og SF er også tandløs. De er bange for at træde socialdemokraterne og de borgerlige som er imod pakken over tæerne. Ingen kæder kritikken af pakken sammen med en stillingtagen for arbejderklassen.

Nationalisme

Reformisterne og Folkebevægelsen har altid anført nationalistiske argumenter mod EF – at Danmark udenfor EF betyder dansk “selvbestemmelsesret”. Men at Folketinget fastholder sin suverænitet i Ministerrådet i EF og i Europaparlamentet, betyder ikke at arbejdere kan bestemme udviklingen.

Vi har aldrig haft nogen “suverænitet” under kapitalismen, men tvinges til at arbejde under kapitalejerne og deres stats love og forordninger. Folketinget er kun et redskab for denne stat, og har intet med arbejderklassens interesser at gøre. At forestille sig, at en “suveræn” Schlüter-regering skulle gennemføre en arbejdervenlig miljøpolitik, er absurd.

Krise, arbejdsløshed og nedskæringer hænger ikke kun sammen med dansk EF-medlemsskab. Problemerne er skabt af selve eksistensen af kapitalismen. Vi argumenterer for, at Danmark skal ud af EF, og at EF skal bekæmpes, fordi det er en samling af kapitalejernes interesser.

Modstanden mod EF-pakken er vigtig, også fordi et flertal for pakken betyder en styrkelse af den borgerlige regering. Pakken kom belejligt. Efter uenigheder mellem regeringen og dele af arbejdsgiverne, kan de nu samles i en offensiv for pakken. Et flertal for EF-pakken kan give arbejdsgiverne blod på tanden til nye angreb på arbejderbefolkningen.

Men kampen mod EF-pakken kan ikke begrænses til et nej til pakken. Vi har også fælles interesse med arbejderklassen i andre lande i at bekæmpe EF og stoppe de borgerliges fremmarch. Det spørgsmål afgøres ikke med et kryds på en stemmeseddel. Men et nej-flertal betyder grus i maskineriet for kapitalen.

Den bedste modstand mod EF er modstand mod den hjemlige krisepolitik, som bliver udført af regeringen med ansvarlig hjælp fra “arbejderflertal” i flere kommuner.

Vores internationalisme er ikke et klasseløst “ja til verden”, som Folkebevægelsen anfører, eller Socialdemokratiets “ja til Europa”. Et kapitalistisk “Europas forenede stater” er svar på nogle problemer, som kræver en socialistisk løsning.

Se også:
SAA 17: Socialister om internationalisme
SAA 17: Nej til EF – Stop de borgerlige – I Danmark og Europa

Flere artikler fra nr. 17

Flere numre fra 1986

Se flere artikler om emnet:
EU/EF

Se flere artikler af forfatter:
Tom Christiansen

Siden er vist 1462 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside