Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 187 – November 2000 – side 5

Folkets revolution i Serbien – på trods af Natos bomber

Jakob L. Krogh

“Han er færdig, han er færdig,” lød det taktfast i Beograds gader for en måned siden. Efter 13 år ved magten fejede en revolution det forhadte regime af vejen.

Masseprotesterne viser at intet nok så stærk og voldeligt regime i længden kan modstå en revolution fra neden.

Indenfor de sidste 13 år har det forhadte regime med Milosevic i spidsen været ved at falde flere gange.

En omfattende strejkebevægelse i 88-89 mod øget arbejdsløshed og lønnedgang var på nippet til at vælte Milosevic. Men han overlevede ved at spille på nationalistisk enhed mod de ydre fjender.

En kommentator beskrev stemningen på en af de store protest-demonstrationer i 1988: “De 20.000 demonstranter kom som arbejdere, men gik som serbere.” Det var denne nationalistiske linje, der blev ført videre med fratagelsen af det albanske selvstyre i Kosovo i 1989, i den fortsatte etniske undertrykkelse af kosovo-albanerne og i krigen mod Kroatien og Bosnien.

Under nationalismens og krigens banner er befolkningerne i eks-Jugoslavien blevet holdt nede.

Men flere gange har oprøret piblet frem. Og siden 1996-97 har Milosevic været under konstant pres fra neden. Efter hans forsøg på valgsvindel i vinteren 96 var der daglige demonstrationer i de største byer hver dag i tre måneder.

NATO’s krig

Da Nato begyndte at bombe Serbien i 1999 hævdede de, at det var for at redde kosovo-albanerne og svække Milosevic.

Men sandheden er, at fremfor at svække Milosevic, så blev han styrket under krigen. Fordi han meget enkelt kunne spille på, at det var Nato, som smadrede fabrikker, boliger, infrastruktur osv. Og enhver som ikke bakkede forsvaret af landet op var en forrædder.

Under krigen blev censuren og undertrykkelsen af oppositionen øget voldsomt.

Den reelle effekt af Natos “humanitære” krig i 78 dage var, at Milosevic’ terrorregime fik forlænget levetid, samtidig med at kosovo-albanerne ikke fik deres selvstændighed.

Revolutionen fjernede Milosevic og skabte fred. Revolutionen kostede 3 mennesker livet. Natos bomber dræbte 890, og de serbiske paramilitære grupper dræbte 2700 kosovo-albanere.

Revolutionen fordrev ingen etniske grupper, hvorimod det serbiske militær svarede igen på Natos bombninger med at fordrive op mod en halv million kosovo-albanere.

Og efter krigen har væbnede styrker fra den kosovoalbanske friheds-bevægelse fordrevet 230.000 serbere og 50.000 sigøjnere fra Kosovo.

Natos bomber smadrede for 50 milliarder. Revolutionen satte landet i stå uden at ødelægge andet end parlamentsbygningen.

Det viser tydeligt, at Natos formål med den “humanitære krig” ikke var at hjælpe befolkningerne i eks-Jugoslavien, men at demonstrere magt og sikre EU kontrollen over området.

Nato, USA og EU’s politik er ikke styret af hensynet til menneske-rettigheder og demokrati.

Var det tilfældet ville de aldrig have set igennem fingrene med Tyrkiets massemord og undertrykkelse af det kurdiske folk, eller Israels terror og apartheid overfor palæstinenserne.

Det, der for alvor bekymrer magthavere over hele verden er, at de for enhver pris vil undgå serbiske tilstande i deres egne lande. De er mere bange for folkelige revolutioner end diktatorer som Milosevic.

“Jeg foretrækker diktatur frem for anarki,” som en af den nye præsident Kostunicas venner udtrykte det. For dem er anarki lig med, at folk selv tager kontrol med deres eget liv og sikrer en anstændig tilværelse for det store flertal.

Hvad vil Kostunica

Serbiens nye leder, Kostunica, balancerer mellem en kritisk attitude overfor Nato og et stort ja til markedsøkonomi.

På den ene side følger Kostunica stemningen fra folk på gaden: “Det var det serbiske folk der væltede Milosevic, ikke Nato. Og derfor er det også det serbiske folk, der skal straffe ham.”

Men samtidig åbner han den serbiske økonomi op for en total liberalisering. En politik som siden 1989 i resten af det gamle Øst-europa har ført til øget fattigdom og høj arbejdsløshed. Såfremt arbejderklassen og studenterne i Serbien ikke fastholder presset for reelle forandringer gennem aktioner, strejker og demonstrationer, så vil folks levevilkår i Serbien blive ligeså elendige som i resten af Østeuropa.

Men under alle omstændigheder er det en fantastisk sejr for Serbiens arbejdere og studenter, at de har væltet Milosevic. Det giver selvtillid, og det kan inspirere arbejdere verden over.

Billedtekst:
Nato’s bombning af Serbien, for halvandet år siden, vanskeliggjorde forholdene for oppositionen mod Milosevic. Men på trods af dette lykkedes det for serbiske arbejdere og studenter at vælte den forhadte diktator, gennem strejker og demonstrationer. På billedet ses en af de større demonstrationer uden for parlamentet.

Se også:
SAA 187: Marxisme i hverdagen: Revolution i Serbien: Hvad er en revolution?
SAA 187: Også revolution i Afrika ...
SAA 187: Zimbabwe: Mugabe – Afrikas Milosevic

Flere artikler fra nr. 187

Flere numre fra 2000

Se flere artikler om emnet:
Serbien

Se flere artikler af forfatter:
Jakob L. Krogh

Siden er vist 1252 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside