Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 191 – Marts 2001 – side 9

Naomi Klein

Bevægelsen er gået fra anti-globalisering til anti-kapitalisme

Socialist Worker (UK)

Naomi Kleins bog No Logo røber hvordan multinationale firmaer kvæler folks liv. Den er blevet en kæmpesucces efter protesterne i Seattle. Socialistisk Arbejderavis’ britiske søsteravis, Socialist Worker, har talt med Naomi Klein.

Hvorfor skrev du No Logo?

Jeg startede på bogen for 5 år siden. Det var en tid med stor håbløshed på venstrefløjen. Der var en stærk følelse af, at de tidligere metoder, hvormed man havde villet opnå forandringer, ikke fungerede mere.

Jeg skrev bogen, fordi jeg troede på, at den eneste måde hvorpå venstrefløjen atter kunne blive handlekraftig, var hvis den tilpassede sig den transnationale kapitalismes natur og de multinationale firmaers voksende magt.

Jeg begyndte at lægge mærke til de enkeltstående kampagner, især blandt unge mennesker, som tog sagen i egen hånd, og som gik direkte efter firmaer og handelsaftaler. Jeg følte, at venstrefløjens fremtid lå i den retning. Jeg vidste ikke, om jeg havde ret, men at gøre det gav mig en følelse af håb med hensyn til mulighederne for social retfærdighed, og jeg blev glædeligt overrasket, da jeg så denne bevægelse opstå lige for øjnene af mig.

Bogen gik i trykken før Seattle?

Jeg tror bogen var blevet accepteret i England med eller uden Seattle – på grund af emner som genmad og McLibel retssagen (hvor McDonalds lagde sag an mod to aktivister, der anklagede dem for bl.a. at krænke arbejdstagerrettigheder, dyrevelfærd og ødelægge miljøet, red.).

I Nordamerika ville bogen dog ingen vegne have nået uden Seattle. Bogen blev hurtigt en bestseller i Canada. Den startede en diskussion, men den landede også midt i en voksende bevægelse. Efter bogen udkom har jeg været på det ene universitet efter det andet, hvor der har været gang i kampagner imod sweat-shops, og for at smide store firmaer ud af universiteternes område.

Du siger i din bog, at studenteraktivisme er anderledes i dag, end den var i 80’erne, fordi den har bevæget sig fra individuelle emner imod et mere generelt syn på hele systemet.

Det er bestemt rigtigt. Det er en stor fordel.

Da jeg gik på universitetet, var vi mere til navlepilleri, og vi havde ingen former for økonomiske analyser. Vi var optaget af fremstillingen af kvinder, farvede, bøsser og lesbiske i medierne og af vores professorer.

Hvad jeg ser nu er, at identitetspolitik stadig spiller en rolle, men en sundere rolle. Der er meget større fokus på bredere politiske mål, og tingene er mere integrerede. Der er nu en meget dybere forståelse for, hvorfor vi ser en opdeling af vores samfund.

Nogle mennesker føler, at globale firmaer er så store, at de er usårlige. Hvad siger du til dem?

Jeg tror ikke mennesker føler sådan. De unge mennesker jeg møder, har stor fornøjelse ud af at se, hvor sårbare disse firmaer egentlig er, når vi aktionerer. De nyder virkelig at opleve, hvordan de kan få et multibillion firma som Nike til at panikke.

I begyndelsen var det primært et forbrugerperspektiv, men nu er disse unge menneske optaget af arbejdernes ret til at danne fagforeninger på fabrikkerne i den 3. verden...Og det er ikke noget Nike har lyst til at tale om.

De studerende er dog kommet til den konklusion, at dette er den eneste løsning. Vi kan ikke løse udviklingslandenes arbejderes problemer herfra. Det eneste, vi kan gøre, er at støtte de arbejdere, som allerede prøver at hjælpe sig selv.

Hvad dette egentlig handler om er at skubbe den følelse fra os, at vi ikke kan røre de multinationale selskaber. Det er et internationalt fænomen, som startede, da lederen af Ogoni-folket, Ken Saro-Wiwa, udpegede Shell som hovedkraften bag undertrykkelsen af Ogoni-folket i Nigeria. På nuværenede tidspunkt er der kampagner i Indien imod de store madkoncerner Cargill og Monsanto, kampagner imod internationale vandgiganter i Bolivia og imod Occidental Oil i Colombia, hvor de vil ligge en olieledning i et område, der tilhører stammefolk.

En af de mest spændende ting ved Seattle var enigheden imellem fagbevægelsen og miljøaktivister.

Ja. Det der skete i Seattle har været umuligt at overse netop på grund af den omfattende menneskeskare, der var til stede dér. Alle kampagnerne var samlet, og folk lærte virkelig noget, og blev virkelige for hinanden, hvor de før havde været ukendte for hinanden. På en måde gav dette en illusion af enhed – det var enhed for en dag.

Der er stadig lang vej igen. Det, at have en fælles fjende, er ikke det samme som at have en fælles dagsorden for fremtiden. Fagforeningerne er helt klart blevet radikaliserede.
Jeg arbejder meget med de canadiske bilarbejderes fagforening. De er ekstraordinært progressive.

I Windsor, Ontario, lagde fagforeningen kaution for en del unge mennesker, da disse blev fængslet. De betalte også for busser, så studerende kunne komme ned til demonstrationen.
Det er virkeligheden. Det er en fagforening, som opbygger denne bevægelse og skaber mulighed for dialog. AFL/CIO (amerikansk LO, red.) gjorde dog stor skade i Washington ved at ofre ressourcer på at hindre Kinas optagelse i WTO. De formede en alliance med højrefløjens Pat Buchanan og var asso-cieret med billeder og retorik, der grænsede til racisme.

Hvad synes du om Marx og socialismen?

Jeg syntes, det er storartet, at flere folk læser Marx, men jeg tror ikke, at nogen har alle svarene. Dette er en decentraliseret græsrodsbevægelse, som bliver mere og mere radikal.

Den er gået fra at være anti-globalisering til at være anti-korporativ, og den er nu stort set blevet anti-kapitalistisk. Det er sket meget hurtigt. Pludselig er ordet kapitalisme genopstået.

Men bare fordi det er en anti-kapitalistisk bevægelse, betyder det ikke, det er en marxistisk bevægelse.

Mange aktivister leder efter en ramme, der kan imødekomme deres kritik af kapitalismen, deres ønske om et bedre miljø samt deres anarkistiske afvisning af hierakier. Jeg tror ikke, der er nogen, der har en dagsorden for fremtiden.

Jeg tror ikke, at der eksisterer ideologiske rammer, der kan dække den variation af spørgsmål, vi så i Seattles gader.

Jeg er forsigtig med mennesker, som tror, de har regnet det hele ud. Vi har brug for noget nyt, og det syntes jeg er fremragende.

“Hvad dette egentlig handler om er at skubbe den følelse fra os, at vi ikke kan røre de multinationale selskaber.”

Oversat fra engelsk af Hanne Kærgaard

Se også:
SAA 191: Attac-bevægelsen breder sig: Tænk globalt – kæmp lokalt
SAA 191: Interview med Attac-aktivister
SAA 191: Anders Fogh og Co. er i defensiven
SAA 191: Marxisme i hverdagen: Vil ISU omklamre ATTAC?

Flere artikler fra nr. 191

Flere numre fra 2001

Se flere artikler om emnet:
Den globaliseringskritiske bevægelse

Se flere artikler af forfatter:
Socialist Worker (UK)

Siden er vist 1600 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside