Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 199 – December 2001 – side 6

Den anti-kapitalistiske bevægelse ‘År 2’

Mikkel Birk Jespersen

For to år siden fik verdens magthavere et slag i ansigtet.

Demonstranterne i Seattles gader fik sat en kæp i hjulet på WTO's og dermed de multinationales ønsker om total liberalisering af handel med alle varer og ydelser.

Det var en blanding af arbejdere, studenter, miljø- og menneskeret-tighedsaktivister samt mange andre, der alle var vrede over den retning, som den globale udvikling var ved at tage.

Lige siden er der ikke afholdt et topmøde uden at titusinder, ja, hundredetusinder af mennesker har protesteret.

Mikkel Birk Jespersen gør her status over, hvor den anti-kapitalistiske bevægelse står efter et år med store demonstrationer i Gøteborg og Genova.

Folketingsvalget den 20. november markerede en parlamentarisk højredrejning. Alligevel er der ikke grund til pessimisme. Vi skal ikke langt væk fra Danmark for at finde store demonstrationer og strejker, der går imod liberaliseringer og privatiseringer – og mod USAs krig i Afghanistan.

Og på trods af valgresultatet, er Danmark naturligvis heller ikke uberørt af denne bevægelse.

Perspektivrig udvikling

Det er snart almindeligt kendt, at der eksisterer en global anti-kapitalistisk bevægelse (eller antiglobaliseringsbevægelse eller en bevægelse mod nyliberalismen, kært barn har mange navne).

Den har været i udvikling og er vokset markant siden anti-WTO demonstrationerne i Seattle 1999. Men bevægelsen er ikke bare blevet større rent antalsmæssigt. Der er også sket en kvalitativ udvikling, især siden demonstrationerne i Québec og i Genova, hvor vi så en langt større deltagelse af fagforeninger og ganske almindelige arbejdere end tidligere.

I Québec demonstrerede 80.000 mod The Free Trade Area of the Americas (FTAA). Anarkisten Jaggi Singh, der blev arresteret under protesterne, sagde: ”De anti-kapitalistiske unge, punkerne, studenterne, Black Bloc ... alle man kunne forvente, var dér, hvor der skete noget. Men til stede var også CUPE’s (det canadiske forbund af offentligt ansatte) flag og postarbejdernes og bilarbejdernes blå flag.”

Og et andet eksempel: I Genova viste de italienske brandmænd deres solidaritet med demonstranterne ved at nægte at træne det italienske politi i at bruge vandkanoner.

Dette – at unge aktivister og ældre arbejdere og fagforeningsfolk i stigende grad finder sammen – påvirker og styrker begge grupper.

For den anti-kapitalistiske bevægelse betyder det, at den for alvor vil begynde at få en gennemslagskraft.

Arbejdernes rolle

Det er arbejderne, der har magten til at sætte samfundet i stå, og på den måde tvinge nogle virkelige forandringer igennem.

Bevægelsen vil kunne gå fra at demonstrere ved topmøder til at tage kampen ud på de arbejdspladser og andre steder, hvor folk reelt mærker konsekvenser af de beslutninger, der bl.a. bliver taget på topmøderne.

Samtidig inspirerer den anti-kapitalistiske bevægelse arbejdere til at tage mere radikale midler i brug end de normalt ville gøre, og til at gå imod ledelsen i deres fagforeninger, hvis den ikke vil være med.

Som eksempel kan nævnes CUPEs (canadisk FOAs) kongres i Ontario efter Québec-protesterne. Dér var det tydeligt, at mange var blevet inspireret af at deltage i demonstrationerne, og de argumenterede for en en-dages generalstrejke mod angreb fra Det Konservative Parti i Canada.

Anti-krigsbevægelsen

Den anti-kapitalistiske bevægelse har også styrket – og er blevet styrket af anti-krigsbevægelsen.

Det er ikke tilfældigt, at Italien er det sted, vi har set de største anti-krigsdemonstrationer uden for Mellemøsten, med mere endop 140.000 deltagere. Det hænger sammen med Genova-protesterne og den efterfølgende radikalisering, der har givet mange en selvtillid og en tro på, at de kan være med til at gøre en forskel.

Det er tydeligt for mange anti-kapitaliske aktivister, at der er en sammenhæng mellem den økonomiske vold, verdens magthavere udøver hver dag, og den vold, der nu går ud over Afghanistans befolkning.

Bevægelsen her i landet

Men hvad med herhjemme i Danmark efter valget? Det er tydeligt, at den anti-kapitalistiske bevægelse endnu ikke er slået igennem her som den er andre steder.

Dens tydeligste danske udtryk er dannelsen af Attac i Danmark, en bevægelse, der endnu ikke har vist sit fulde potentiale.

Men det betyder ikke, at det er tid for pessimisme. Danmark er ikke en isoleret ø, der kan køre sit eget løb upåvirket af resten af verden.

I København til næste år vil der blive organiseret store demonstrationer i forbindelse med det EU-topmøde, der vil blive holdt der. De protester kan blive det, der for alvor sætter gang i bevægelsen herhjemme.

Men også andre ting peger i den retning: Den nye, borgerlige regering blev valgt på løfter om at ville forbedre velfærden, nu Socialdemokratiet ikke kunne. Hvad vil der ske, når disse løfter – stillet overfor en økonomisk verdenskrise – svigtes?

Og samtidig er der overenskomstforhandlingerne til næste år, hvor der er mulighed for strejke, hvis arbejdsgiverne – igen presset af den økonomiske krise – ikke vil give indrømmelser?

Så meget kan ske. Og det er derfor ikke tid til pessimisme, men til aktivisme.

Se også:
SAA 199: Kommentar: Lad temperaturen stige i Bruxelles 14. december – der bliver brug for det!
SAA 199: Angrebene på bevægelsen
SAA 199: Hvilken vej for den antikapitalistiske bevægelse? Grib mulighederne
SAA 199: Naomi Klein: “No Logo”: No Space – No Choice – No Jobs: No Logo

Flere artikler fra nr. 199

Flere numre fra 2001

Se flere artikler om emnet:
Den globaliseringskritiske bevægelse

Se flere artikler af forfatter:
Mikkel Birk Jespersen

Siden er vist 1763 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside