Socialistisk Arbejderavis
Nr. 200 – Januar 2002 – side 5
Krig og antikapitalisme
Jørn Andersen
Der gik ikke lang tid efter den 11.9.2001, før den antikapi-talistiske bevægelse blev dømt død, men virkeligheden har vist, at bevægelsen generelt har formået at knytte an til kampen mod krig og imperialisme, selvom det har skabt problemer.
Fra Seattle i december 1999 var bevægelsen vokset måned for måned med 300.000 i demonstration i Genova som det foreløbige højdepunkt. Men efter 11.9 måtte enhver kritik af USA forstumme, hvis man skulle tro medier og politikere.
Forvirring
Der er ingen tvivl om, at 11.9 har påvirket den antikapitalistiske bevægelse. 11 dage senere skulle den hidtil største protest i USA mod Verdensbanken være fundet sted i Washington. Hovedparten af de forventede demonstranter undlod at dukke op, mens resten var delt om, hvorvidt protesten skulle rettes mod krigen eller mod bevægelsens traditionelle mål, Verdensbanken.
Efter en tids lammelse er bevægelsen igen vokset i styrke. Hovedparten af dens talsmænd – fx Walden Bello, Naomi Klein og Noam Chomsky – har udtalt sig klart mod krigen. Og i mange lande blev den antikapitalistiske bevægelse kernen i protesterne mod krigen.
I Italien voksede protesterne i Genova direkte over i store protester mod krigen. Folk trak meget hurtigt forbindelsen fra den økonomiske globalisering til globaliseringens militære side. De netværk og “Sociale Forum”, der var vokset op i kølvandet på den antikapitalistiske bevægelse, sikrede, at både aktivister og fagforeninger blev mobiliseret, hvorved Italien fik en enormt flot krigs-modstand.
Men ikke alle steder gik det så let. Den antikapitalistiske bevægelse var allerede inden 11.9 begyndt at deles. Nogle mente, at magthaverne skulle bekæmpes, andre at de skulle for-handles med. Krigen satte dette spørgsmål på spidsen.
Attac og Frankrig
Specielt for Susan George og Attac i Frankrig blev krigen et vendepunkt. For hende var det nu ikke de imperialistiske magter, der var den største fare, men “Bin Laden og hans fascistisk-fundamentalistiske venner”. Hun foreslår stadig økonomiske reformer betalt af verdens finans-magter, men kun til lande, der “luger ud i deres egne farlige fundamentalistiske elementer”. Susan George har med andre ord indtaget rollen som kritisk medlem af “den globale alliance mod terrorisme”.
Resultatet af den slags holdninger er, at i Frankrig, hvor Attac blev stiftet og er størst, ja, her var der meget lidt organiseret modstand mod krigen. Selv om den antikapitalistiske bevægelse generelt har “bestået testen” og vendt sig mod krigen, så har det vist sig, at det ikke er ligegyldigt, hvilken politik, der dominerer bevægelsen.
Billedtekst:
Den antikapitalistiske bevægelse har her overført sloganet “Our world is not for sale” til en antikrigsudgave.
Der har været mange store protester mod krigen – her i Birmingham.
Se også:
SAA 200: Er USA almægtig?
SAA 200: Afghanistan: USA’s krig dræber tusinder
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed