Socialistisk Arbejderavis
Nr. 200 – Januar 2002 – side 6
Lad ikke Blair og Fogh fortsætte deres krig mod velfærden
Velfærd er for mennesker – ikke for markedet
Jakob Nerup
Den vej Fogh har udstukket for regeringens nyliberalistiske politik har mange lighedstræk med det britiske New Labour's ‘tredje vej’.
I Storbritannien har regeringen, med Tony Blair i spidsen, gennemført liberaliseringer og nedskæringer med argumenter om fornyelse. Der er ikke meget fornyelse i at hylde de frie markedskræfter, det har liberalismen stået for i århundreder.
Erfaringerne fra Storbritannien viser, hvor ødelæggende liberaliseringer er for de områder der rammes. I Storbritannien har det især været områder som uddannelse, sundhed, postvæsen og jernbanedrift, der er blevet ramt.
Sammenligningen til Danmark er derfor oplagt, når regeringen nu lancerer planer om udlicitering af DSB og PostDanmark, liberaliseringer og nedskæringer på sundheds- og uddannelsesområdet.
Sidste forår rejste Anders Fogh Rasmussen på dannelsesrejse til London. Her skulle han møde Tony Blair for at lære, hvordan man vinder et valg.
Efter mødet udtalte Fogh, at han havde lært meget af Blair, og det viste sig jo også rigtigt i valgkampen. De liberale budskaber blev pakket ind i velfærdsfloskler. Fogh lærte, at man ikke vinder en valgkamp på rå liberalisme med løfter om besparelser på miljø, uddannelse og de arbejdsløse. Han lærte, at løfter om privatisering af togdrift ikke skaffer vælgere, men det gør nålestribet racisme.
Det er ligetil at fremhæve en fælles valgtaktik og en glat stil med moralske pegefingre som fællesnævner.
Men hvad så med det ideologiske tankegods?
Er der ikke langt fra socialdemokraten Blair til liberalisten Fogh? Nogle medier påstår fejlagtigt, at de er mødtes på midten, fordi Foghs liberalistiske minimalstat er moderereret til den nuværende velfærdsstat og socialisten Blairs fællesskab er erstattet af en markedsorienteret udgave.
Den tredje vej
Men det er kun rigtigt som en overfladisk betragtning. I realiteten er det først og fremmest Blairs ideologiske skift til ‘den tredje vej’, som er den store forandring. Blair og de fleste socialdemokratiske ledere har skiftet den solidariske velfærdsmodel ud med det rå marked. De har adopteret de liberalistiske ideer om det enkelte individs ansvar. Erstattet lighedstanken med hul tale om lige muligheder. Fjernet sikkerhedsnettet under de svageste under henvisning til, at den enkelte selv må yde en indsats. De har solgt de statslige værdier i undergrunden, jernbanerne, skolerne, posten, luftfarten, sygehuse osv. De har accepteret, at markedet er Gud og profitten Jesus.
Denne politiske ændring væk fra traditionelle socialdemokratiske værdier om fællesskab, statsregulering, offentlig produktion af vigtige ydelser og en vis styring af markedet, har selvfølgelig skabt problemer. Ikke mindst har socialdemokraterne tabt tonsvis af stemmer, som de skal vinde på anden vis. Og her har Blair for alvor vist vejen ved at flytte fokus fra de grundlæggende velfærdsspørgsmål og de store ideologier til konkrete løfter på medieopblæste moralske sager om f.eks. straffen for vold, skolebørns eksakte kunnen, og hetz mod flygtninge og indvandrere.
Minimalstat
Denne kurs har Nyrup også fulgt, og Anders Fogh fortsætter den. Anders Fogh Rasmussens superliberale minimalstat, hvor alt er solgt ud til de private og staten intet regulerer, men overlader alt til markedet og individuelle aktører, har aldrig for alvor været en realitet.
Ingen kan regere den moderne kapitalisme ved at nedlægge statens omfattende aktiviteter. En lang række grundlæggende forhold som uddannelse, veje, politi, erhvervsstøtte, advokatregler, international repræsentation osv. er forudsætningen for, at kapitalen kan producere uden at gå under i den enkelte kapitalists grådige jagt på mere profit.
Angriber de svage grupper
Daginstitutioner, hospitaler og socialcentre er nødvendige redskaber for at en så stor del at menneskene som muligt står til rådighed som arbejdskraft for kapitalen. Det erkender Fogh, og hans målsætning er således på sigt at gennemsætte et omfattende angreb på den traditionelle socialdemokratiske velfærdsstat med dens hjælp til de fattige, understøttelse til de arbejdsløse og solidaritet med indvandrere og flygtninge. Og samtidig få omfordelt så meget af de statslige værdier til kapitalen som muligt.
Der er tilsyneladende ikke meget, der skiller de socialdemokratiske partiers ‘tredje vej’, og Fogh’s nyliberalistiske politik.
Der er dog én vigtig forskel. Socialdemokratiske partier har, på trods af en mere og mere markedsorienteret politik, stadig rødder i arbejderklassen og forbindelser til fagbevægelsen. Blair er nu i fuld gang med at ’frigøre sig’ fra disse bånd, men i Danmark er Socialdemokratiet stadigvæk det parti, der traditionelt har den største tilknytning til arbejderklassen (stemmeopbakning, medlemskab etc.).
I Storbritannien har båndene mellem Labour og arbejderklassen betydet, at Blair-regeringen har fået mere frie tøjler, efter at Labour først vandt valget i 1997. Forventningerne til en socialdemokratisk regering er, at den vel i bund og grund er ‘på vores side’.
Det samme har vi set i Danmark, hvor Socialdemokratiet, i løbet af dets regeringsperioder, har formået at smadre store dele af velfærdssystemet – SR-regeringen slap også afsted med at pille ved efterlønnen. Men modsat vil tilknytningen til arbejderklassen også gøre, at en socialdemokratisk regering trods alt i et vist omfang er tvunget til at lytte til, hvad vi siger. Arbejderklassen kan, gennem protester og aktiviteter nedefra presse fagbevægelsen og dermed også socialdemokratiske politikere.
Her står de borgerlige og nyliberalisterne anderledes stillet, idet deres ‘bagland’ primært kommer fra borgerskabet og småborgerskabet. Det ekstra stemmekvæg, der skal til, kan mobiliseres gennem populisme og falske løfter.
Nyrup har imidlertid gjort meget af forarbejdet for Fogh, ligesom Thatcher gjorde det grove arbejde for Blair. Deres fælles tankegods er traditionel, kapitalistisk ideologi – det som i dag kaldes nyliberalisme. Det er denne ideologi, som tjener de multinationale og de rige verden over. Og det er denne ideologi som den antikapitalistiske bevægelse tager livtag med og skal opstille et alternativ til.
Se også:
SAA 200: Uddannelse for livet – ikke for erhvervslivet
SAA 200: Privatisering af jernbaner: Dårligere sikkerhed, service og arbejdsvilkår
SAA 200: I regn, sne og slud: PostDanmark sælger ud
SAA 200: Ingen profit på sundhed
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed