Socialistisk Arbejderavis
Nr. 2 – November 1984 – side 2
Iran
Krigen der får folk til at flygte
Jason Meyler
Der er en væsentlig grund til, at folk flygter fra Iran. Det er den brutale og grusomme krig, som har dræbt 300.000 i løbet af fire år.
I 1978 blev shahen væltet af en massebevægelse, hvor arbejderklassen spillede en vigtig rolle. Enorme demonstrationer havde gang på gang stødt sammen med shahens soldater. Det var da bilarbejderne strejkede og dannede fabrikskomiteer, og da oliearbejderne lukkede for olien og pengene, at militærapparatet brød sammen.
Det var især venstrefløjen der jublede, da Ayatollah Khomeini fløj ind til Teheran som sejrherre. Men i dag er venstrefløjen i fængsel og Khomeinis fundamentalister kontrollerer fabrikskomiteerne og gaderne. Khomeini, med opbakning fra bønderne og kapitalisterne fra bazaaren (Teherans marked), smadrede al opposition. Han brugte det samme torturapparat som shahen med den forskel, at i dag hedder det hemmelige politi Savama i stedet for Savak.
Reaktionært
Khomeinis fundamentalisme hviler på det traditionelle småborgerskab fra Bazaaren. De blev mere og mere presset i shah-tiden, ikke blot af vestlige ideer og kultur, men også af vestlig teknologi og de multinationale firmaer. De ville have deres del af kagen.
Irans modpart i krigen er også et dybt reaktionært styre ledet af Saddam Hussains Baath-parti. Deres snak om araber-socialisme betegner brugen af staten i opbygningen af industri i Irak. Saddam har faktisk opbygget en enormt undertrykkende stat, som er yderst repressiv mod den hurtigt voksende arbejderklasse.
Bagdad blev rystet, da shahens undertrykkelsesapparat var ude af stand til at smadre en massebevægelse, hvor arbejderklassen spillede en afgørende rolle. Samtidig med voksende opposition blandt det Shia-muslimske mindretal i syd og mod kurderne i nord foregreb man mulighederne for, at den iranske revolution spredte sig.
Derfor invaderede Irak godt støttet af USA og Saudiarabien, som frygtede for de vestligt støttede monarkier i regionen. Man håbede på, at krigen samt det interne kaos i Iran ville føre til Khomeinis fald. Men offensiven blev hurtigt låst fast.
Khomeini konsolideret
Khomeini brugte krigen til at konsolidere regimet og slå ned på den resterende opposition. I dag ligger magten solidt i hænderne på den teknokratiske statsminister Musavi og Majlis (parlamentets) formand Rafsanjani. Deres primære mål er at udvikle den iranske industri igennem støtte til de lokale kapitalister.
Der er lidt at vælge i mellem disse to stater, som begge er dybt reaktionære og arbejderfjendtlige. Begge har sendt tusindvis af unge til døden i skyttegravene.
Spørgsmålet er, om krigen presser arbejderne til endnu en gang at vise deres muskler mod reaktionære herskere.
Billedtekst:
Iranere flygter fra Khomeini's rædsel og modtages af borgerlig hetz, som kan skabe grobund for racistiske overfald.
Se også:
SAA 2: De er velkomne
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed