Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 2 – November 1984 – side 4

Hvordan genopbygges selvtilliden?

Hans Erik Madsen

Tillidsmandskonferencen i Brøndby Hallen i sidste måned blev ikke startsignal til en aktiv kamp mod Schlüter. Vi står stadig med alle de velkendte problemer. Manglende faglig aktivitet, manglende selvtillid, manglende solidaritet. I det følgende vil Hans Erik Madsen kigge på situationen på arbejdspladserne i dag.

Problemer på arbejdspladsen

Overenskomstfornyelsen 85 vil være bestemt af styrkeforholdet mellem arbejdere og arbejdsgivere. Dette styrkeforhold er blevet afprøvet siden sidst.

En af prøverne var ved La Cabana, hvor fagbureaukratiets passive opbakning ikke kunne tvinge en overenskomst igennem. En anden var HT-konflikten, hvor fagbureaukratiet igen satte bremserne i, da det gjaldt om at presse fordelen hjem. Pædagogernes isolerede og spredte kamp i efteråret 83 var en tredje. Dertil kommer alle de konflikter med Danfoss i spidsen, hvor arbejdsgiverne, ofte med held, har forsøgt at presse arbejderne i bund og ændre styrkeforholdene til deres egen fordel.

Op til overenskomsten -85 står arbejderklassen overfor store problemer. Arbejdsgiverne står stærkt. Fagbureaukratiets top er ikke indstillet på andet end frasemageri og store armsving. LO repræsentantskabets forholdsregler over for de sidste forringelser af de arbejdsløses vilkår viser tydeligt dette: En deputation til arbejdsmarkedsnævnet! Konferencen i Brøndby Hallen, som samlede 855 tillidsfolk, gav heller ingen klare signaler. Det er ikke herfra, at arbejderne kan vente sig et lederskab. (Se separat artikel om konferencen).

Opgaven er klar. Det er kun ud fra den enkelte arbejdsplads, branche og gruppe, at en bevægelse kan komme. De eneste, der kan ændre styrkeforholdene, er folk på gulvet. Problemet er, at der ikke eksisterer en bevidsthed om, at »vi selv skal klare paragrafferne«.

Tværtimod er den altdominerende holdning, at »andre«skal gøre det. Det vil i første omgang sige tillidsmanden og derefter fagforeningen og videre op. Denne holdning har for så vidt altid været til stede på arbejdspladserne, men idag er den forstærket af flere år med nederlag.

Men problemet bliver endnu mere kompliceret af, at idag kan folk ikke »selv klare ærterne«, hvis kampene bliver holdt indenfor den enkelte arbejdsplads eller sektor.

I dag kræves der både at folk selv beholder styringen af kampen og altså ikke overlader den til fagbureaukratiet, samt at kampen bliver spredt til andre områder og grupper. Siden 1980 har flere stærke grupper været ude i landsdækkende konflikter og tabt. I 1981 var det typograferne i forbindelse med ny teknik, slagteriarbejderne i forbindelse med akkordarbejde og nedslidning og socialrådgiverne i forbindelse med lønnedgang.

I 1982-83 tabte havnearbejderne en direkte kamp mod Schlüters forringelsespolitik.

Ingen af disse grupper kunne kæmpe kampen til sejr alene. Problemet var og er, at solidariteten fra andre arbejdspladser generelt ikke var tilstede. Alt peger på, at situationen på den enkelte arbejdsplads i dag ser endnu mørkere ud.

Demonstrationen mod Schlüter ved folketingets åbning var lille ift. tidligere, og højst 10.000 nedlagde arbejdet. Et meget beskedent tal og meget under det normale, oplyste Dansk Arbejdsgiverforening.

For alle socialister må ét spørgsmål stå centralt idag: Hvordan kan arbejdspladsernes kampberedskab forbedres? Eller sagt på en anden måde: Hvordan skal solidariteten arbejdere imellem genopbygges og styrkes?

Det er vigtigt at understrege, at en håndfuld IS’ere ikke kan ændre situationen. Det, vi gør, er at opbygge en organisation, Internationale Socialister, som kan pege på, hvad der er nødvendigt, hvis vores klasse skal sejre. Blandt andet det helt centrale spørgsmål: Hvordan kan vi forbedre situationen, så vi kan stå skulder ved skulder mod kapitalejerne og uden fagbureaukraternes indblanding?

Tillidsfolk og basis

Fagbevægelsens repræsentative demokrati gør, at folk bliver fastholdt i troen på egen utilstrækkelighed.

Vi er imod, at diskussioner og beslutninger fjernes fra gulvet. I stedet for at holde møder med de arbejdere, som har valgt dem, vender de fleste tillidsfolk blikket opefter og sørger for, at samarbejdet med virksomhedsledelsen kører på skinner. Der må tænkes omvendt. Tillidsfolk er kun talerør, og deres ord har kun vægt, hvis medlemmerne vil sætte magt bag de krav, de stiller.

Situationen er imidlertid langt fra dette »ideal«. Enten eksisterer der slet ikke nogen faglig organisering, eller også kører apparatet hen over hovedet på folk. I begge tilfælde bliver de fleste folks erfaring den, at fagforeninger kun er ude på at mele deres egen kage og at det ender i tomme ord uden handling.

Det er en sund reaktion, som alligevel er farlig, fordi den freder fagbureaukraterne. Folk, der opgiver, kan ikke true dem. I ekstreme tilfælde melder folk sig simpelthen ud af fagforeningerne i frustration. Disse opløsningstendenser er endnu ikke set i Danmark, men i USA og England er organiseringsprocenten faldende.

Vi er selvfølgelig klar over det problem, at ikke alle kan være med til alt. Forhandlinger for åben mikrofon, som det blev praktiseret af de polske arbejdere på Gdansk-værftet i august 1980, er dog ikke nogen teknisk umulighed.

Men også mindre skridt er vigtige. Tillidsfolk skal altid referere alt videre. Ingen hemmelighedskræmmeri.

Alle beslutninger skal tages på medlemsmøder på klubplan og ikke fjernes fra gulvet af tillidsfolk. Vores repræsentanter skal være som en af os, og derfor skal alle frynsegoder slettes og lønnen svare til medlemmernes gennemsnit.

Det betyder samtidig ikke, at IS’ere og andre socialister ikke skal stille op og påtage sig tillidshverv. Det kan være en udmærket platform for at komme frem med vores ideer. Men vi skal være klar over, at disse hverv ikke må være et mål i sig selv. Vores mål er at påvirke andre med vores ideer.

»Tillidsfolks ord har kun vægt, hvis medlemmerne sætter magt bag kravene«.

Prøvestenen for en socialist på en arbejdsplads er, om man er i stand til hurtigt at omstille sig fra den daglige trummerum til sprudlende aktivitet, hvor der er brug for erfaring og organisering. For det er her, at vores politik kommer på prøve.

»I dag os – i morgen dig«

De argumenter, man møder på arbejdspladserne i dag, er utrolig bredt favnende. Der er alle argumenter om den nuværende politiske situation. Men der er også argumenterne om, at verden ikke kan ændres. At Sovjet er socialistisk. At mennesket er grådig af natur.

Så i forsøget på at være en konsekvent socialist på arbejde, altid at komme med socialistiske argumenter, er du nødt til at have en meget grundig forståelse af den socialistiske politik.

Indpodningen af borgerlige ideer er virkelig dybtliggende, og man kan ikke overvinde dem alle på en gang. Men det er heller ikke at vinde diskussionerne, der er det vigtigste. Det, at kunne få samlet folk omkring sig, så man kan problematisere det, de har fået at vide, er vigtigere.

»I sidste ende må socialister på en arbejdsplads være i stand til at være ledende«.

Den måde som folk fremsætter reaktionære ideer på vil altid ændre sig, og det er kun ved at tage diskussionerne, at vi selv lærer, hvordan de folk vi omgås tænker. Så snart du er klar over det, kan du gå tilbage til partiet og diskutere, hvordan I bedst tackler bestemte argumenter.

Arbejderklassen er en inderlig ideologisk klasse. Den herskende klasse fylder vores hoveder op med en enorm masse frygteligt vås. Arbejderne sier konstant alt det, de bliver fortalt igennem for at se, hvad de kan bruge og hvad de ikke kan bruge. Det, som arbejdere der argumenterer mod dig gør, er at forsøge at rationalisere alt det vås, de er blevet fortalt, og så fremlægger de det som et argument. Sommetider gør de det på en måde, der gør det svært at svare.

At kende de rette argumenter er ikke nok. Der er ikke megen fidus i at ydmyge ens arbejdskammerater. Det er ikke på den måde, at du vinder folks fortrolighed. Det, det drejer sig om, er at vide, hvordan man fremlægger argumenterne, på en måde der er overbevisende uden at være nedladende.

Regelmæssige diskussioner på arbejdspladserne sætter en socialist i stand til at lede den slags diskussioner, der går i retning af socialistisk politik. At tale med enkeltpersoner og lære at forklare socialistisk politik for dem, er fundamentet for politisk arbejde. At give folk tillid til at argumentere for deres ideer er nødvendigt for at få dem til at ændre disse ideer. Kunsten ved lederskab er at få det bedste ud af folk. Det sætter farve og struktur på arbejdspladsorganiseringen, og det skaber en politisk atmosfære.

I sidste ende må socialister på en arbejdsplads være i stand til at lede, men forklaringer kommer før ledelse. Før du kan lede en strejke eller endda få sat en indsamling igang, er det nødvendigt at gå rundt til folk og forklare, hvad sagen drejer sig om.

Men du kan ikke bare gå rundt til alle. Du må starte med at finde frem til dem, som vil støtte dig. Uanset hvilken type arbejdsplads man som socialist arbejder på, vil der være nogle, som er imod hvad der sker. Denne militans er et udmærket udgangspunkt at arbejde sammen omkring. Vores første problem er at finde frem til, hvem det er.

De vil hurtigt vise sig gennem for eksempel støtte til minearbejderne i Storbritannien, eller omkring hvad der skal ske på et klubmøde, hvor modsætninger skærpes. Det vigtigste er derefter at finde veje til at bryde ud af isolation. Det kræver, at vi organiserer omkring brændpunkter på arbejdspladserne – store som små. Derigennem finder vi frem til andre på arbejdspladsen, som mener det samme.

Socialister skal hele tiden have blikket rettet mod andre arbejdspladser. Især mod de kampe og aktiviteter, som er i gang. Det er meget vigtigt at være på vagt overfor ikke at grave os så langt ned i det daglige, at vi ikke kan se over volden. Det er vigtigt, at det er socialister, som kommer med oplysninger udefra.

Det giver os en mulighed for at rejse diskussioner indadtil. Her kan der peges på, at andre er i gang med at gøre noget – hvorfor gør vi ikke noget? Solidaritet med andre, fordi det også er vores kamp.

»Havnearbejder-strejken gav en snert af den kraft og fantasi, som arbejdere i bevægelse besidder«.

Den solidaritet, der kan rejses i dag i f.t. minearbejder-strejken, er ikke bare et spørgsmål om kroner og ører. Det er ofte ret let at få klubben til at give en 1000-las. Langt vigtigere er det at få ens arbejdskammerater til at give en tier. Hermed bliver det meget mere forpligtende for den enkelte og man får en god diskussion ud af det. Hvorfor skal de støttes, hvad er problemerne, hvad med politiet, kan man stole på fagbureaukraterne.

Men solidaritet med andre i dag er et stort skridt, når vi taler om andet end den økonomiske støtte. Havnearbejderstrejken fra 1982/83 viser dette ret tydeligt. For det første gik der ikke flere grupper, som også var ramt af dag-pengeforringelsen, ind i strejken. I hvert fald kun meget sporadisk. Den af havnearbejderne erklærede generalstrejke blev kun delvist fulgt for en dag. Folk nægtede ikke generelt at arbejde under politibeskyttelse. Skruebrækkeri blev ikke besvaret med massive arbejdsnedlæggelser.

I sådan en situation er det socialisters opgave at påpege fra starten, at den eller den gruppe ikke kan klare den alene. At deres kamp er et spørgsmål om at slå igen overfor kapitalens samlede angreb mod os. De står sammen. Det må vi også. Såvel havne-arbejderstrejken som mine-arbejderstrejken i dag giver en snert af den kraft og fantasi, som arbejdere i bevægelse besidder. Det kan vi pege på.

Det er også præcist derfor, at sådan en bevægelse uundgåeligt ville komme i modsætning til fagbureaukratiet. Netop på grund af fagbureaukratiets stilling i samfundet (se artikel andetsteds i bladet) ville de se en sådan bevægelse som farlig for sig selv. Derfor veg både højre- og venstre-fagbureaukrater tilbage for at støtte havnearbejderne fuldt ud. Det samme vil ske i Storbritannien, hvis Thatcher falder pga. strejken. De vil forsøge at inddæmme strejkens kraft og kompromisere sig frem til en løsning.

Derfor må solidariteten med andre arbejdere være uafhængig af fagbureaukratiet. Et af de første skridt i den retning er at indføre et ekstraordinært klubkontingent, som skal bruges, hvis der udvikler sig en kamp mod regeringen til foråret eller til at støtte sig selv eller andre arbejdspladser i en overenskomststridig strejke. En selvstændig strejkekasse.

Et andet skridt er at nægte at sende forhandlinger til mægling ved at lade være med at skrive under på referaterne fra møderne med ledelsen.

På alle mulige måder skal initiativer og beslutninger fastholdes på arbejdspladserne og internt på arbejdspladserne på gulvplanet. Det er den eneste farbare vej.

Billedtekst:
Arbejderne på Grundfos viste hvorfor en samlet og hurtig modstand er nødvendig LO viste sine bureaukratiske svagheder i kampen ved La Cabana

Se også:
SAA 2: Brønsby-hallen ‘84: Ih – hvor de presser

Flere artikler fra nr. 2

Flere numre fra 1984

Se flere artikler om emnet:
Faglig kamp 1981-1990

Se flere artikler af forfatter:
Hans Erik Madsen

Siden er vist 1407 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside