Socialistisk Arbejderavis
Nr. 2 – November 1984 – side 4
Brønsby-hallen ‘84
Ih – hvor de presser
Poul Erik Kristensen
»Erfaringerne fra Danfoss og HT viser tydeligt, at man ikke kan bygge op til konflikt uden om LO og Socialdemokratiet«. Så klart fremlagde Michael Voss (SAP) den generelle holdning på tillidsmandskonferencen 29.-30.9. i Brøndbyhallen.
Konferencens konklusioner blev da også, at vejen til 35-timers arbejdsuge går via et pres på socialdemokratiet og de enkelte forbunds forhandlere. DKP og SAP vil hånd i hånd presse forhandlerne ved at vække dem tidligt om morgenen, ligesom man ønsker at fastholde Hardy Hansen på hans udtalelser om »at man ikke kommer udenom en storkonflikt, hvis man ikke vil forhandle arbejdspladsernes krav«.
Ole Sohn (DKP) kunne såmænd dokumentere, at presset på socialdemokratiet havde betydet, at fagbevægelsen i mange tilfælde har vist sig parat til at gribe til mere militante våben.
Det er da rigtigt, at Hardy Hansen bl.a. har sagt, at man om nødvendigt måtte gribe til generalstrejke for at fjerne de kommende dagpengeforringelser. Men vi kan ikke se dette som et reelt forsøg på at varetage arbejderklassens interesser – tværtimod ser vi hans udtalelser som en fagbureaukrats kamp for at bevare sine selvstændige interesser.
Generalstrejke?
Hardy Hansen har imidlertid ret i, at dagpengeforringelserne kun kan fjernes via en generalstrejke. Men fra HT-konflikten ved vi nøjagtig, hvor langt SiD og andre progressive fagforeninger vil gå. Under HT-konflikten greb SiD og Socialdemokratiet bremsende ind, da den kunne udvikle sig til, at hele Sjælland blev lammet – en »lammelse« som for alvor kunne give grobund for at tackle de gule. Men 100.000 aktivt kæmpende arbejdere ville være en for stor trussel mod Hardy Hansen m.fl.s egne positioner.
Holger Foss (SF) havde ingen tillid til, at LO stod fast på kravene. Modsat troede han heller ikke på, at man kunne opbygge en kamp uden om LO og Socialdemokratiet. Holger Foss’ konklusioner var, at man lige så godt kunne lade være med at lave noget. Også konferencens deltagere fik med pisken fra Holger Foss: » Hvor var I henne under La Cabana konflikten – lige bortset fra at stå ved blokaden engang imellem?»
Holger Foss har helt ret i denne kritik. I midten af 70’erne kiggede arbejdere i konflikt ud mod andre arbejdspladser og faggrupper. Parolen »I dag os – I morgen dig« dannede skole for opbygningen af solidariteten i arbejderklassen. I dag 8-10 år senere er hver arbejdsplads blevet isoleret. Støtten fra andre faggrupper er – hvis den kommer – rent økonomisk. Forringelser og angreb i hobevis er kommet – og disse har betydet, at selv militante folk vender blikket mod egne problemer, »her er jo så meget, der skal ændres«.
Arbejdspladser isolerede
Strejkerne i september på Politiken og Stilladsen viste tydeligt, hvordan de strejkende indbyrdes sloges mod forringelserne – i stedet for i fællesskab at køre skytset af mod arbejdsgiverne. SAP, DKP, FKK og delvis DKP-ml afviste totalt en lang række mere fremadrettede forslag, som kom fra et mindretal på ca. 1/3-1/4 af deltagerne.
Forslagene – som primært var stillet af Poul Petersen (VS) – kørte først og fremmest på to ting. Dels skulle konferencen vedtage, at man ville bygge op til en aktiv OK-kamp uden om Socialdemokratiet og LO – ud fra en erkendelse af, at socialdemokratiet og LO straks vil sælge ud af arbejdspladsernes krav, – samt at de ville gå imod en basisstyret storkonflikt. Dels skulle konferencedeltagerne give hinanden hånden på, at man ville gå hjem og arbejde for konferencens beslutninger.
Alt i alt en tam konference, som tydeligt ,bar præg af de manglende kampe udenfor lokalerne og derfor var et knæfald for fagbureaukratiet og en opgivenhed overfor at opbygge en kæmpebevægelse uden om disse.
Og det er hårde odds. Den eneste mulighed er sandsynligvis, at der kommer en strejke a la havnearbejderstrejken i 83 – ligesom udfaldet af minearbejderstrejken i England kan få afgørende betydning for at genvinde troen på egne kræfter. Brøndby-konferencen blev altså ikke startskuddet til en effektiv kamp for en god overenskomst og dermed kampen mod Schlüter.
Men kampen uden om fagbureaukratiet er nødvendig, hvis vi ikke skal bøje nakken yderligere.
Billedtekst:
Brøndby-konferencen – mange ord men ingen handling
Se også:
SAA 2: Hvordan genopbygges selvtilliden?
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed