Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 21 – August 1986 – side 6

Brændpunkt Mellemøsten

Jørn Andersen + Hans Peter Lange

Palæstina og Mellemøsten har været i permanent konflikt siden zionisterne, en europæisk kolonialistisk settler-bevægelse, gjorde krav på Palæstina omkring århundredeskiftet. Konflikten blev optrappet med staten Israels dannelse i 1948. Palæstinenserne har siden været hjemløse. Israelerne har, med støtte fra England og USA, plyndret og udryddet palæstinensiske landsbyer. De reaktionære arabiske regimer har skiftevis angrebet og udvist palæstinenserne.

Jørn Andersen og Hans Peter Lange går ind på baggrunden og løsningen på konflikten i Mellemøsten.

De fleste kritiserer Israels brutale krigsførelse og ekspansion med nye bosættelser i arabiske områder. Mange mener alligevel, at staten Israel skal anerkendes og endog, at den har visse progressive træk, med kibbutzernes demokratiske struktur og kooperative organisering.

De færreste fastholder, at Palæstina er et okkuperet land og nægter at anerkende staten “Israel”. Besættelsen af Palæstina var et resultat af zionismens kolonialistiske og racistiske ideer, der byggede på det jødiske borgerskabs behov for kapitalistisk ekspansion. Løsningen kan kun være en smadring af kapitalismen og en stat for jøder og palæstinensere.

Zionismen

Zionisternes plan om at kolonisere Palæstina kan dateres til 1897 med dannelsen af Verdens Zionistorganisation. Theodor Herzl var bevægelsens grundlægger og ideolog.

Zionismen bygger på opfattelsen, at jøder på grund af deres religion, og det forhold at de i 2000 år ikke har haft fælles national identitet er et særegent folk, der ikke kan integreres i ikke-jødiske samfund. Derfor vil anti-semitismen altid eksistere, så længe jøder ikke har deres eget land.

Chaim Weizmann, Israels første præsident, hævdede at “anti-semitismen er en bacille, som enhver ikke-jøde fører med sig”. Det er i høj grad en racistisk opfattelse, som ikke anfægter anti-semitismen, men som tager den som bevis for nødvendigheden af en ren jødisk stat.

Zionistbevægelsen byggede sin strategi på princippet om en fast alliance med en ledende imperialistmagt. I 1917 erklærede den britiske regering sin støtte til oprettelsen af et “jødisk nationalhjem” i Palæstina.

Fremvæksten af den zionistiske bevægelse faldt sammen med, at det jødiske borgerskab i forskellige europæiske lande var ved at miste sin privilegerede position. Som købmænd og landejere kontrollerede de den største del af økonomien i de feudale samfund. Med kapitalismens gennembrud blev de efterhånden udkonkurreret af den fremvoksende industriproduktion. Herzls redningsplan var etableringen af en jødisk stat, hvor det jødiske borgerskab og finanskredse kunne udvikle sig på ny. For at vinde opbakning for sine ideer, henvendte Herzl sig til jødiske finanskredse og borgerskabet i de kolonialistiske lande, som skulle finansiere projektet.

Cecil Rhodes, englænderen der koloniserede Afrika, blev bedt om at bruge sin indflydelse, til støtte for jødisk bosættelse i Palæstina. Herzl skrev: “De bliver anmodet om hjælp til at skabe historie. Det ligger ikke inden for deres sædvanlige område. Det drejer sig ikke om Afrika, men om en del af Mellemøsten, ikke om englændere, men om jøder. Havde det ligget på deres vej ville de nu have udført det. Hvordan det kan være jeg henvender mig til Dem med en sag, der ligger udenfor Deres område? – Fordi det er kolonialistisk.”

Til gengæld tilbød Herzl Israel som en allieret for yderligere engelsk kolonisering i Mellemøsten. Han tilbød de jødiske bosættere, som “Ti millioner agenter for engelsk storhed og indflydelse”.

Andre kolonier, for eksempel Uganda, var inde i billedet, men disse ville for Herzl kun blive baser for senere kolonisering af Palæstina. Forudsætningen for oprettelsen af en jødisk stat var masseemigration af jødiske arbejdere til at opbygge industri og kommunikationsnet. Palæstina, eller “Det hellige land”, var et land som kunne mobilisere de fattige jødiske arbejdere til emigration på religiøst grundlag.

Alliancen

Kapitalismens fremvækst i Europa gjorde, at store dele af det jødiske borgerskab drog til Rusland. Her fandtes også det jødiske proletariat, som Herzl håbede ville kunne mobiliseres til at emigrere til Palæstina. Derfor agiterede Herzl mest ivrigt i Rusland omkring århundredeskiftet.

I Rusland kæmpede arbejderklassen aktivt mod Zar-styrets undertrykkelse. De revolutionære partier var stærke, og bestod i lige så høj grad af jøder, som ikke-jøder. Som middel til at splitte arbejderklassen, forsøgte Zar-styret at sprede anti-semitismen. De iværksatte de frygtede pogromer, massakrer på jøderne i arbejderkvartererne.

Zionisternes svar på anti-semitismen var, at jøder skulle stoppe kampen mod undertrykkelsen, og emigrere til Palæstina. I stedet for at støtte de jødiske arbejderes kamp, mødtes Herzl med den anti-semitiske minister Von Plehve, som organiserede pogromerne. Han lovede at passivisere de jødiske arbejderes kamp, til gengæld for Zar-styrets støtte for et jødisk hjemland i Palæstina.

For zionisterne var oprettelsen af den jødiske stat vigtigere end de jødiske arbejderes liv. I borgerkrigen, som fulgte efter den russiske revolution i 1917, blev omkring 100.000 jødiske arbejdere dræbt af kontrarevolutionære med våben fra USA og vesteuropæiske regeringer. Det var de samme regeringer, som zionisterne henvendte sig til for at få støtte til kolonisering i Palæstina.

Støtte fra især de engelske imperialister, gjorde det muligt for zionisterne at starte koloniseringen. Fra 1920 til 1939 voksede den jødiske andel af befolkningen i Palæstina til 30%, og i 1939 ejede den jødiske kapital over dobbelt så mange virksomheder, som de palæstinensiske.

I 1930’erne voksede fascismen frem i Tyskland, og lige som i Rusland, blev anti-semitismen brugt til at splitte arbejderklassen. Mens arbejderklassen kæmpede mod brunskjorterne, agiterede zionisterne mod “den røde assimilation” – jødernes deltagelse i klassekampen og de revolutionære partier.

De frygtede, at pro-zionistiske nazister ville opgive støtten til zionismen, hvis jødiske arbejdere fortsat kæmpede side om side med ikke-jødiske arbejdere. Fra 1933 til 1939 blev 60 pct. af al kapital investeret i Israel, organiseret gennem nazistiske-zionistiske handelsaftaler.

Israels dannelse

I 1939 startede 2. verdenskrig og anti-semitismen brød for alvor ud i Tyskland. Jøder i hobetal blev forfulgt og dræbt. Det var ikke centralt for zionisterne at organisere flygtningetransport af jøder til de allierede lande. De var bange for, at anti-semitismen også skulle vokse op her. Chaim Weizmann erklærede, at “Den zionistiske verdensbevægelse måtte vælge mellem den umiddelbare redning af jøder, og etableringen af det nationale projekt.”

Efter krigen så de imperialistiske magter, anført af USA, dannelsen af Israel som afgørende for at opnå et strategisk støttepunkt i Mellemøsten. Stærkt presset af USA, delte FN i 1947 Palæstina, og zionisternes drøm blev en realitet.

Allerede med de første jødiske bosættelser i 20’erne og 30’erne, blev palæstinenserne, de arabere som altid havde boet i landet, fordrevet fra deres jorder. Da Palæstina i 1948 blev til staten Israel, blev områder, hvor der boede flere araber end jøder, gjort til rene jødiske samfund.

Palæstinenserne var der ikke længere plads til. De blev fordrevet og dræbt, ligesom jøderne i Nazityskland tidligere var blevet det.

Klasse – ikke race

Zionismen har lige fra sin start været en reaktionær ideologi. Ligesom anti-semitismen, er den blevet brugt til at fastholde den herskede klasses magt ved at splitte arbejderklassen.

Zionismen er også i dag den ideologi, som staten Israel bruger til at legitimere sin udbytning af de jødiske og arabiske arbejdere. Den israelske fagbevægelse, Histradut, som er en del af statsapparatet, bekender sig også til zionismen. Kun jødiske arbejdere kan være medlemmer, og en af de vigtigste funktioner er at sikre jødiske arbejdspladser på bekostning af arabiske arbejdere.

Både borgerskabet og de israelske venstrepartier hævder, at der ikke er forskel på at være anti-zionist og anti-semitist. Fordi revolutionære forsvarer palæstinensernes ret til at leve i Palæstina, beskyldes vi for at ville smide jøderne i havet. Før zionisterne begyndte koloniseringen, boede jøder og arabere fredeligt side om side, i Palæstina.

Splitter modstanden

Revolutionære bekæmper imidlertid både zionismen og anti-semitismen. Begge ideologier er blevet, og bliver stadig, brugt som et redskab af den herskende klasse til at splitte modstanden. Anti-semitismen blev brugt i Rusland før revolutionen, og af nazisterne i Tyskland. Bevidste jødiske arbejdere, den russiske arbejderklasse under revolutionen, og den tyske før den blev knust af nazisterne, afviste anti-semitismen og zionismen.

I stedet for at bekæmpe hinanden må jøder som ikke-jøder, sorte som hvide tage kampen op mod den kapitalistiske udbytning af arbejderklassen, og sætte en stopper for zionismen og anti-semitismen.

Under asken er der gløder

Baggrunden for de omfattende konflikter i Mellemøsten er først og fremmest områdets centrale strategiske placering, og det forhold at størstedelen af verdens kendte oliereserver findes i området.

Det er derfor ikke tilfældigt, at Israel og Ægypten er de to lande i verden, der modtager størst økonomisk hjælp fra USA, hver 2-3 milliarder årligt. Selvom både Ægypten og Saudi-Arabien er under amerikansk indflydelse og modtager våbenhjælp fra USA, er Israel det eneste pålidelige værn mod arabisk nationalisme.

Redaktøren af en zionistisk-israelsk avis skrev i 1951: “At styrke Israel hjælper vesten til at opretholde ligevægt og stabilitet i Mellemøsten. Israel skal være vagthund.”

Kaos og modstand

“Stabiliteten” i området trues aktuelt af de faldende oliepriser og den kapitalistiske krises skærpelse.

Ingen steder i verden er kontrasten mellem den herskendes klasses enorme rigdomme og befolkningens elendige levevilkår så stor som i Mellemøsten. Titusinder af fremmedarbejdere bor i barakker, arbejder mere end 12 timer om dagen, og trues med udvisning, hvis de vover at protestere. Men der er alligevel signaler på, at kampen mod udbytning og undertrykkelse tager til.

I Marokko og Tunesien har der flere gange været oprør mod mangelen på mad og de høje priser. Selv i Israel er der protester. I 1982 var der en ret stor fredsbevægelse mod Israels invasion i Libanon. Samme år var der, for første gang i over 40 år, generalstrejke blandt de palæstinensiske arbejdere i Israel. To millioner mennesker demonstrerede mod nedskæringer og høj inflation.

I Libanon var der i sidste måned en generalstrejke imod regeringen, på tværs af religiøse skel.

Ægypten

I Ægypten lever mange på sultegrænsen, på trods af den enorme støtte fra USA. For at betale gælden til de vestlige banker, tvinges Ægypten som mange andre lande, til at skære hårdt og brutalt ned på den i forvejen lave levestandard for arbejdere og bønder.

I foråret gjorde sikkerhedspolitiet(!) i Ægypten oprør. “Vi bliver bedt om at tilbagebetale Ægyptens gæld, mens de lever i villaer og paladser,” råbte de, mens de smadrede hoteller og natklubber – symboler på overklassens velstand.

I løbet af de sidste måneder er de ægyptiske tekstilfabrikker blevet besat i en kamp for højere løn. Besættelserne er signaler på den voksende selvtillid blandt ægyptiske arbejdere. Ægypten er det centrale arabiske land, og afgørende for, at den vestlige imperialisme kan beholde indflydelsen i området.

Derfor er modstand i netop Ægypten en trussel mod “stabiliteten”. Den ægyptiske arbejderklasse har potentialet til at slås. Problemet er, som det bliver formuleret af en af de aktive i studenterbevægelsen: “Vi forventer hver dag, at der kommer til at ske noget. Det kan starte som hungeroptøjer, en strejke, protester mod husleje, transport – hvad som helst. Men vi ved, det vil komme som en stor eksplosion. Problemet er, at vi på venstrefløjen ikke er forberedt og parat. Bevægelsen vil komme som tidevandet og skylle over os. Vinderne kan igen blive borgerskabet.”

Løsningen for palæstinenserne, som for resten af den arabiske arbejderklasse, er at alliere sig mod de reaktionære arabiske regimer, Israel og imperialisternes positioner i området.

Perspektiverne er gode, hvis revolutionære socialister i området tager opgaven alvorlig og starter kampen for forandring.

Billedtekster:
FN’s delingsplan 1947
Israel 1949-1967
Under 6-dageskrigen i 1967 erobrede Israel Gaza, Golan-højderne og Vestbredden.
Palæstinenserne er et forfulgt folk, ligesom jøderne var det under nazismen.
T. Herzl, zionismens grundlægger, ønskede engelsk støtte til bosættelse i Palæstina. Til gengæld tilbød han: “10 millioner agenter for engelsk storhed og indflydelse.”
Chaim Weismann, Israels første præsident, erklærede under jødeforfølgelserne: “Den zionistiske bevægelse må vælge mellem den umiddelbare redning af jøder, og etableringen af det nationale projekt.”

Se også:
SAA 21: Palæstinenserne – et folk uden land

Flere artikler fra nr. 21

Flere numre fra 1986

Se flere artikler om emnet:
Zionisme

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen
Hans Peter Lange

Siden er vist 1694 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside