Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 21 – August 1986 – side 6

Palæstinenserne – et folk uden land

Jørn Andersen + Hans Peter Lange

“Der findes ikke noget, der hedder palæstinensere... De eksisterer ikke,” sagde Golda Meir, israelsk premierminister, i 1969.

Ikke desto mindre har der boet folk i Palæstina i årtusinder. I dag er palæstinenserne et folk uden land.

I april 1948 gik Irgun, en zionistisk terrorbande, ledet af Menachem Begin, senere Israels statsminister, ind landsbyen Deir Yassin og mejede koldblodigt de 350 indbyggere ned. En terrorbølge blev sat i gang, der drev 7-800.000 palæstinensere fra hus og hjem. De flygtede til nabolandene, især Jordan og Libanon, hvor de blev placeret i store teltlejre.

I 1967 udvidede Israel butikken. I seks-dageskrigen erobrede de Gaza, Sinai-halvøen, Golan og Vestbredden. En halv million palæstinensere måtte flygte, nogle for anden gang, til de elendige forhold i flygtningelejrene.

Krigen i 1967 og forholdene i flygtningelejrene satte gang i palæstinensernes kamp for at vinde deres land tilbage. I slutningen af 50’erne blev “Al Fatah” og “Folkefronten til Palæstinas befrielse” (PFLP) dannet. Fra 1965 begyndte de med guerilla-aktioner mod Israel.

PLO og Arafat opfatter kampen som en national kamp, hvor palæstinenserne og andre arabere, er forenet i kampen mod zionismen (Israel) og imperialismen (USA).

Men palæstinenserne har oplevet en anden virkelighed: De arabiske landes herskere lægger ikke fingrene imellem, hvis palæstinensernes kamp bliver en trussel mod DERES magt.

I september 1970 satte Jordans kong Hussein hæren ind for at knuse palæstinenserne, der med stor succes brugte Jordan som base for angreb mod Israel. Hussein var dels bange for israelsk gengældelsesangreb, og dels var palæstinenserne ved at få for stor selvtillid. En selvtillid, der hurtigt kunne vende sig mod det reaktionære kongedømme i Jordan, hvor halvdelen af befolkningen er palæstinensere.

Sorte september

Hussein angreb palæstinenserne på trods af, at de ikke blandede sig i jordanske forhold. Hussein sejrede, fordi palæstinenserne begrænsede sig til den nationale kamp i stedet for samtidig at mobilisere jordanerne til kamp mod undertrykkelsen.

Resultatet af denne blodige sorte september blev, at titusindvis af palæstinensere, der tre år tidligere var blevet drevet væk fra Vestbredden af israelerne, nu blev drevet væk af en arabisk regering – denne gang til Syd-Libanon.

Historien gentog sig i 1976. Denne gang var det Syrien der invaderede Libanon. Sammen med de kristne falangisters fascistiske militser blev Tal-al-Zaatar-flygtningelejren jævnet med jorden. Op mod 10.000 flygtninge blev dræbt. Atter en gang var palæstinenserne blevet for selvstændige for en arabisk hersker.

I Syd-Libanon var PLO faktisk blevet “en stat i staten”. Da palæstinenserne gik sammen med venstreorienterede muslimer for at bekæmpe de kristne falangisters overgreb, gik Syrien ind. Udsigten til en palæstinensisk domineret nabostat, huede ikke præsident Assad.

I 1982 måtte palæstinenserne i Libanon igen stå for skud. Israel invaderede Libanon for at gennemføre “den endelige løsning” på det palæstinensiske problem. Efter to måneders intenst og blodigt bombardement af Vest-Beirut, måtte PLO's 7000 mand store hær give op for overmagten.

Israel brugte de samme fascistiske militser, som Syrien havde benyttet 6 år tidligere, blandt andet under massakrerne på flygtningelejrene Sabra og Chatilla.

PLO's hær blev spredt til forskellige arabiske lande, og de palæstinensiske flygtninge har mistet deres militære beskyttelse i den alles-kamp-mod- alle, der foregår i Libanon.

Atter en gang er palæstinenserne blevet ofre for Israels terror, og kastebold i stormagternes og de arabiske herskeres spil.

Arabisk enhed?

PLO’s generelle tro på arabisk enhed, kombineret med et behov for støtte til våben fra de arabiske stater, har sendt palæstinenserne i armene på reaktionære arabiske regimer.

Men støtten har haft sin pris. Derfor har PLO ikke støttet kurdernes kamp for national selvbestemmelse, fordi det ville betyde at PLO mistede støtten fra Iraq. Marokkos besættelse af Vest-Sahara skete også med PLO's uforbeholdne støtte.

Folkekrigen og spydspidsaktionerne mod Israel er ikke palæstinensernes stærkeste våben i kampen mod zionismen. Palæstinenserne vil stå meget stærkere, hvis de opbygger en fælles kamp mod undertrykkelse i hele den arabiske verden og Israel, i stedet for at støtte sig på de reaktionære arabiske regimer.

Klassekamp rammer både zionisterne, de arabiske ledere og stormagternes økonomiske, politiske og militære interesser i området mere effektivt end heltemodige guerillaaktioner.

De palæstinensiske arbejdere hører til de mest bevidste i Mellemøsten. De kan komme til at spille en afgørende rolle i kampen mod undertrykkelsen i hele området, hvis de kæder deres nationale kamp sammen med den klassekamp, der hele tiden foregår.

Se også:
SAA 21: Brændpunkt Mellemøsten

Flere artikler fra nr. 21

Flere numre fra 1986

Se flere artikler om emnet:
Palæstina

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen
Hans Peter Lange

Siden er vist 1690 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside