Socialistisk Arbejderavis
Nr. 241 – 6. april 2005 – side 1
Cairo-konferencen
Er Ægypten på vej mod demokrati?
Jan Hoby
For første gang var der dansk deltagelse i Cairo-konferencen, som blev afholdt for tredje gang i Ægypten i påskedagene. Konferencen samlede mere end 3000 deltagere fra mere end 30 lande. Konferencen markerer et vendepunkt for de demokratiske og progressive kræfter i hele Mellemøsten. Den globaliserings-kritiske bevægelse og anti-krigsbevægelsen er under kraftig vækst og udfordrer samtidigt de vestligt støttede antidemokratiske magthavere i hele Mellemøsten. Jan Hoby, medlem af forretningsudvalget i LFS (Landsforeningen af Socialpædagoger), beskriver den aktuelle udviklingen i Ægypten.
Selvom det er de seneste begivenheder i Libanon, som har fanget verdens opmærksomhed, så udfolder der sig i Ægypten en udvikling, som vil kunne få en langt større betydning for hele regionen. Ægyptens præsident Mohamed Hosni Mubarak har annonceret en meget begrænset konstitutionel forandring, som tillader modkandidater til det kommende præsidentvalg. Åbningen er kommet p.gr.a den voksende protestbevægelse.
Ægypten er den arabiske verdens mest folkerige nation med 76 millioner mennesker, og en enorm militærstyrke. Ægypten var frem til præsident Gamal Abdel Nassers død i 1970 et land, der stod i spidsen for en sekulær, panarabisk og nationalistisk bevægelse. En bevægelse, som dengang udgjorde en udfordring til den amerikanske imperialisme i regionen, hvor amerikanerne brugte Israel såvel som den saudiarabiske kongefamilie som alliancepartnere.
Men tiderne skiftede og Ægypten kom også i amerikanernes favn, så enhver nutidig destabilisering af Ægypten, specielt hvis det fører til en regering, der er i opposition til USA’s regionale politiske kurs, vil repræsentere et nederlag til de nykonservative i Det Hvide Hus.
Over de sidste tre årtier, har den amerikanske strategi været at inkorporere den ægyptiske regering og dets militær. I 1978 skrev præsident Anwar al-Sadat under på en fredsaftale med Israel og siden har ægyptiske regeringer fået massiv økonomisk og militær hjælp fra USA.
På Cairo-konferencen beskrev Abdel Halim Qandeel, redaktør af den regime-kritiske avis Al Arabi og en af Kifaya-protesternes ledende aktivister, hvorfor præsident Mubaraks økonomiske strategi har fejlet: “Hans politik har baseret sig på den markedsorienterede politik, som Bush og Verdensbanken har udstukket. Privatiseringer og udenlandske investeringer skulle gøre Ægypten til et nyt industrielt center i hele den arabiske verden – en “Nilens tiger“.
Sideløbende med at strategien har fejlet, har Mubarak fundet forskellige syndebukke. Han har beskyldt forskellige ministre og grupper indenfor sit eget parti for korruption og økonomisk kriminalitet. Mange ægyptere er enige, men tilføjer, at den største tyveknægt skal findes i præsidentpaladset.
Irak-konflikten var det sidste Mubarak behøvede. Bush’s retorik omkring en krig for demokrati har bragt den ægyptiske magthaver i søgelyset. I over 20 år har han fastholdt sin magt ved at lave valgsvindel og ændre forskellige love, undertryk enhver form for opposition på den mest brutale måde og udfolde kraftig mediecensur og kontrol.“
Menneskerettighedsadvokaten Hoda Hindi gav denne beskrivelse af Mubarak: “OK, han har ikke brugt giftgasser mod det ægyptiske folk, men på andre områder er der kun en lille forskel mellem Mubarak og Saddam. Indtil nu har vi over 30.000 politiske fanger, som lider under voldsom tortur – og nogle af dem er blevet tilbageholdt ulovligt i over 15 år!“
Fattigdommen i Ægypten er rædselsfuld. En FN-rapport har for nylig dokumenteret, at 10,7 millioner ægyptere ikke kan betale for den mest basale føde. 24,8 % af alle ægyptere lever for under 2 $ om dagen og hepatitis C spreder sig hastigt.
Men alt er ikke er deprimerende. Der er en stor gruppe af intellektuelle, som det sidste årti sammen med forskellige politiske, faglige, akademiske og menneskerettighedsgrupper har arbejdet sammen for at organisere modstanden mod Mubarak.
Krigen i Irak har forandret situationen markant i Ægypten. På initiativ fra en gruppe socialister blev der den 21. marts 2003 organiseret protester mod invasionen af Irak. I mere end 12 timer besatte demonstranterne Cairos centrale Tahrir torv. Dagen efter demonstrerede mere end 60.000, skønt de blev udsat for den mest brutale politivold. Men ånden var kommet ud af flasken. Det ægyptiske folk var ikke mere bange for at protestere.
I december 2004 organiserede en koalition af socialister, fagforeningsfolk, islamister og nasserister en demonstration i Cairo under sloganet KIFAYA (Nu er det nok!). De blev ved og ved med at demonstrere, indtil der den 21. februar var en massedemonstration. Fem dage efter annoncerede Mubarak, at han vil droppe artikel 76 i forfatningen, som betyder at 2/3 dele af parlamentet skal godkende en eventuel præsidentkandidat, før vedkommende kan stille op til valg.
Afslutningen på Cairo-konferencen blev præget af demonstrationer organiseret af Kifaya-bevægelsen Fra den 27. marts til den 30. marts, er Kifaya blevet et mantra. Mellem 500 til 2000 sekulære og demokratiske aktivister har under disse demonstrationer vist deres oprigtige ambition om at skabe et demokratisk Ægypten.
Kifaya er blevet den nye demokratibevægelses navn og blevet slagordet for det, som nogle vestlige kommentatorer kalder for “Det Arabiske Forår“ – et råb, som lyder fra alle hjørner af Mellemøsten. Fra Bahrain til Ægypten råber demonstranterne Kifaya til diktatorerne, Kifaya til korruption, og Kifaya til sult, undertrykkelse og krig.
Cairo-konferencenen insisterede på at folk i mellemøsten ikke kan støtte den palæstinensiske og irakiske modstand medmindre de “ vælter deres egne despotiske og tyranniske regimer og erstatter dem med demokratiske regeringer.“
Dette udgør kernen i den Egyptiske reformbevægelse Kefaya og studenterbevægelsen “20. marts for forandring“ (svare til “Nu er det nok“ & “Stop Nu!“ – bevægelserne i Danmark). “Vi har fået nok, efter 24 år med undtagelsestilstand, nok af tortur i fængsler, nok af den massive fattigdom, nok af arbejdsløshed, korruption, tyranni og despotisme,“ siger den socialistiske aktivist Kamal Khalil. Og forsætter: “Befrielsen af Jerusalem starter med befrielsen af folket her i Cairo.“
Se også:
SAA 241: Cairo-konferencen: For Mellemøsten – Mod USA
SAA 241: Cairo-konferencen: 1975, 1989, 11.9 (John Rees, Stop the War Coalition, UK)
SAA 241: Cairo-konferencen: Cairo kalder
SAA 241: Cairo-konferencen: Debatmøder om Cairo-konferencen og Mellemøsten
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed