Socialistisk Arbejderavis
Nr. 250 – 12. januar 2006 – side 11
Året der gik – fremad for socialismen?
2005: 3 fronter mod krig og nyliberalisme
Jørn Andersen
Irak, Latinamerika ... og Europa 2005 har åbnet en ny international front for modstand, ud over Irak og Latinamerika, nemlig i Europa. På alle tre fronter er der sket drastiske udvikler det forløbne år.
Irak – en krig USA ikke kan vinde
Irak er uden tvivl den vigtigste front. Dels fordi modstanden mod krigen har mobiliseret millioner af mennesker verden over. De har siden 2003 demonstreret og protesteret mod en krig, som ikke handler om demokrati eller menneskerettigheder, men om magt og olie.
Dels fordi de sidste måneder af 2005 har vist, at USA, trods sin militære styrke, ikke kan vinde en krig, hvor de selv har valgt tid og sted, og som skulle vise USA’s evne og vilje til at dominere verden. Et nederlag for USA i Irak vil få verdenspolitiske konsekvenser.
Allerede nu har det fået betydning så langt væk som i Venezuela, hvor USA ikke har været i stand til at bakke den rige elite op, når den i flere omgange har forsøgt at vælte den populære præsident Chavez.
I det hele taget er USA ved at miste indflydelse i Latinamerika.
Latinamerika: Ny reformisme og radikale oprør
Latinamerika er stedet for den mest avancerede form for folkelig modstand mod den globale nyliberalisme. De seneste år har set folkelige oprør, som har væltet præsidenter i Argentina, Equador og Bolivia og valgsejre på stribe til præsidenter, som lover at bekæmpe nyliberalismen.
Men ét er løfter, noget andet er handling. Argentinas Kirchner og Brasiliens Lula raser mod USA, men er samtidig garanter for fortsatte nyliberale “reformer“.
Men kigger man til Bolivia og Venezuela, er snak ikke i længden nok for de latinamerikanske arbejdere og bønder.
Chavez i Venezuela startede med moderate reformløfter, men måtte søge hjælp fra en omfattende mobilisering fra neden for ikke at blive væltet af den venezuelanske elite.
I juni 2005 blev præsidenten i Bolivia væltet ved et oprør, der kunne have udviklet sig til en egentlig revolution, hvis der havde været et revolutionært parti med et program for arbejdermagt i Bolivia. I stedet lykkedes det Evo Morales, leder af coca-bønderne, at blive valgt til præsident med 54 pct. af stemmerne (se side 5).
Kravet om forandring lyder højt over hele Latinamerika. Men uden arbejdernes og bøndernes egne mobiliseringer står andre kræfter på spring til at åbne døren for ny undertrykkelse og mere nyliberalisme.
Europa: Nyliberalismen udfordres
Nej’et til EU-forfatningen 29. maj i Frankrig og 1. juni i Holland var den første store sejr for den anti-kapitalistiske bevægelse i Europa. Det satte et foreløbigt punktum for de europæiske magthaveres planer om en nyliberalistisk EU-stat.
Allerede i selve valgkampen forsøgte medier, regering og Dansk Folkeparti i fællesskab at fremstille det franske Nej som et nationalistisk Nej.
Intet er mere forkert. 90 pct. af direktørerne stemte ja, mens 80 pct. af industriarbejderne stemte nej. De stemte nej til arbejdsløshed, mod den borgerlige regering og mod det nyliberalistiske projekt, som EU-forfatningen stod for. Tyrkiets medlemskab af EU stod langt nede på listen over grunde til at stemme nej.
Venstrekræfterne var helt centrale i Nej-kampagnen i Frankrig: I det franske socialdemokrati viste dens venstrefløj sig at have opbakning fra partiets basis til at sige nej. I fagforbundet CGT led ledelsen nederlag, da den anbefalede et ja. Sammen med den egentlige venstrefløj bestående af kommunistpartiet, PCF, de revolutionære i LCR og aktivister fra Attac og anti-krigs-bevægelsen var de i stand til at føre en aktivistisk kampagne for Nej’et.
5 måneder senere viste valget i Tyskland samme tendens. Det nydannede Linkspartei (Venstrepartiet) fik 8,7 pct. af stemmerne. For første gang siden 1945 fik et parti til venstre for Socialdemokratiet en markant folkelig opbakning.
Tyskland har 10 pct. arbejdsløse (og i store områder over 30 pct.), og valget var først og fremmest en protest mod regeringens angreb på fagbevægelsen og mod at arbejdere og arbejdsløse skulle betale for tysk kapitals problemer med at konkurrere internationalt.
Ud over Frankrig, Holland og Tyskland så vi lignende tendenser ved valget i maj i Storbritannien, hvor Respect, der var dannet få måneder tidligere fik et pænt valg og fik valgt den kendte krigsmodstander George Galloway. I Norge bragte valget en venstre-socialdemokratisk regering til magten. Og i Danmark viste Enhedslistens fremgang ved folketingsvalget i februar og kommunalvalget i november stigende modstand mod krig, racisme og nyliberalisme.
Reformismen i krise
Alle disse valg og protester udtrykker på den ene side en markant stigning i modstanden mod krig og nyliberalisme. Men de viser også, at et stort mindretal begynder at søge et politisk alternativ til de reformistiske partiers omfavnelse af nyliberalismen.
I 1996-98 blev der valgt socialdemokratiske regeringer i bl.a. Italien, Storbritannien, Frankrig og Tyskland. De kom til magten, fordi de udtrykte protest mod nyliberalismen, men fortsatte med den samme nyliberalistiske politik.
Alternativ til venstre
Dette har ført til dannelsen af nye venstre-koalitioner, hvor Linkspartei i Tyskland er det mest interessante. Linkspartei er en koalition mellem det østtyske PDS og WASG (Valgalternativ for arbejde og social retfærdighed).
WASG er igen en alliance mellem især udbrydere fra Socialdemokratiets faglige venstrefløj og aktivister fra Attac og fra krigsmodstanden. Det er en alliance, som udtrykker de to hovedtræk, som er fælles over hele Europa: Opbruddet i den socialdemokratiske basis kombineret med masseprotesterne mod krig og nyliberalisme.
Det at folk fra så forskellige baggrunde er i stand til at arbejde sammen er et vigtigt brud på venstrefløjens isolation op gennem 80erne og 90erne. Det giver mulighed for at skabe anti-kapitalistiske alternativer, som millioner af mennesker kan se som reelle alternativer.
Det betyder ikke, at de er uproblematiske. I Italien har Rifondazione Comunista spillet en central rolle som fokus for modstanden mod såvel krig som nyliberalisme. De brød med Prodi-regeringen i slutningen af 90erne, var centrale i Genoa-protesterne, men er nu på vej tilbage i en koalition med Prodi til næste valg i april.
Et lignende problem ser vi i Tyskland, hvor WASG’s koalitionspartner, PDS, i praksis gennemfører en lignende nedskæringspolitik lokalt, fx i Berlin, som Linkspartei bekæmper på landsplan.
Derfor skal revolutionære socialister på den ene side forsvare bredden i koalitionerne. Det er forudsætningen for at kunne udfordre de socialdemokratiske partier og vise et alternativ for de mange, der er utilfredse med dem.
På den anden side må revolutionære også arbejde målrettet for at opbygge en egentlig anti-kapitalistisk venstrefløj inden for disse venstrekoalitioner. Koalitionerne kan ikke i sig selv give svar på, om det er reform fra oven eller masse-protest og modstand fra neden, der kan give reel forandring.
Men koalitionerne er med til at stille spørgsmålet om et politisk alternativ, som rækker videre end protester på enkeltområder: Krig, racisme og nyliberalisme. Det er den revolutionære venstrefløjs opgave at kombinere den brede modstand med at give radikale svar over for langt flere end dem, der traditionelt kigger i vores retning.
2005 har bragt os mange skridt frem. USA’s problemer i Irak, oprørene i Latinamerika og det politiske opbrud i Europa varsler om et endnu mere spændende 2006.
Se også:
SAA 250: Antikrigsbevægelse: Giv modstanden til besættelsen mest mulig kraft – begynd nu!
SAA 250: Irak: Solidaritet med de nye irakiske fagforeninger
SAA 250: Øjenvidenberetning fra Venezuela: Revolution i det 21. århundrede
SAA 250: Udsigt til socialisme?: Bolivia efter valget
SAA 250: Danmarks Sociale Forum 2006: Danmarks Sociale Forum vs. Nyliberalisme
SAA 250: Danmarks Sociale Forum 2006: Islamofobien er krigens og nyliberalismens brændstof
SAA 250: Danmarks Sociale Forum 2006: Kampen mod krig starter i DkSF
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed