Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 258 – 16. august 2006 – side 15

Enhedslisten har ordet – København

Den sorte skole og nedskæringer

Khaled Mustapha

De københavnske folkeskoler fyldte meget i valgkampen, og samtlige partier lovede at gøre det til et prioriteret indsatsområde. Derfor var det heller ikke overraskende, at alle Borgerrepræsentationens partier, på nær Enhedslisten, tidligere på året udarbejdede planen “Faglighed for Alle“.

SAA artikel 25824

Når Enhedslisten står uden for forliget, skyldes det ikke, at vi ikke vil være med til at forandre og forbedre folkeskolen. Vi står udenfor, fordi forliget går i den helt forkerte retning. I stedet for at forbedre folkeskolen kvalitativt og give lærerne bedre mulighed for at hjælpe de svageste elever, så peger forliget i retning af den sorte skole med fokus på eliten, standardiserede tests og centralistisk kontrol.

Det belønnes, hvis man slipper af med dårligt fungerende elever, der ødelægger resultaterne. Den utilstrækkelige rummelighed i folkeskolen sættes yderligere under pres. Styringsprincippet lægger gift ud for mange skolelederes samarbejde om hensigtsmæssige skoleskift. Attraktive skoler opfordres til at skippe solidariteten.

Forligspartierne, alle undtagen Enhedslisten, gør meget ud af at fortælle, at de vil en folkeskole for alle, hvor stærke og svage elever går på samme skole. Virkeligheden er en anden. Der oprettes særlige skoler for eliten, samtidig med at der oprettes heldagsskoler i de belastede områder: Flagskibsskoler til elitens børn, almindelige folkeskoler til middelklassen og heldagsskoler til “taberne“. Det, der tidligere var børnenes fritid, hvor de kunne stifte nære venskaber, udfolde den fri fantasi og selvbestemmelse, skal nu sættes i skema.

På børne og ungdomsområdet i København kan jeg desværre ikke se eller mærke forskellen i politikken på Bertel Harder eller SF borgmesteren for området, Bo Asmus Kjeldgård. Begge går ind for eksempelvis resultatløn, heldagsskoler og mere tests og kontrol. Begge synes, at børn skal opholde sig langt mere i skolen på bekostning af deres fritid. For Bo Asmus Kjeldgård og SF i København handler det om personlig prestige, og at de kan skabe forandringer på deres borgmesterområde, selvom disse forandringer er højrefløjens uddannelsespolitik i Danmark og den øvrige del af verden. Det er sørgeligt, at det skal være på den måde.

Som budgetforhandlingerne er skredet frem, står det nu klart, at pengene til skoleforliget, for en stor dels vedkommende, bliver taget fra daginstitutioner, fritidshjem og klubber. Altså fra hele det pædagogiske område.

Blandt de helt store nedskæringer er 34 millioner kroner på vuggestue og børnehaveområdet, der vil betyde færre pædagoger og mindre tid til det enkelte barn. Det er uklogt at lave så massive forringelse på daginstitutionsområdet, for det vil blandt andet betyde, at lærerne skal løbe hurtigere, når disse børn kommer i skolen.
På samme måde vælger flertallet i Borgerrepræsentationen at skære ned på sygefraværet og derved spare yderligere omkring 30 millioner kroner. Men hverken pædagoger eller andre bliver mindre syge, bare fordi der skæres ned – tværtimod vil en endnu mere stresset hverdag blot føre til yderligere sygedage. Så også her er der tale om simple nedskæringer, der vil føre til færre uddannede pædagoger i institutionerne.

Budgetforhandlingerne kommer godt i gang her i august. Hvis der ikke kommer store strejker blandt pædagoger og medhjælpere i København, vil disse nedskæringer blive gennemført uden dårlig samvittighed blandt politikerne på Rådhuset. De samme nedskæringer vil komme hvert år i de næste 3 år.

Efter skandalerne på plejehjemmene i København er der ikke mange politikere, som vil gennemføre store nedskæringer på dette område. Jeg er lidt ked af at skulle skrive det her, men hvis der kommer samme fokus på de elendige forhold på eksempelvis vuggestuer og børnehaver i København, vil der heller ikke være lige så mange politikere, der står i kø for at gennemføre besparelser på disse områder.

Min klare opfordring til pædagogerne, medhjælperne i de københavnske institutioner er at sige fra. Nedlæg arbejdet, kræv jeres indflydelse på jeres profession og beskyt børnenes fritid mod det pres, som de bliver udsat for. Hvis I ikke gøre det, er der ingen andre, som vil.

Khaled Mustapha er medlem af Borgerrepræsentationen i København for Enhedslisten

Se også:
SAA 258: Velfærdsforlig fyldt med forringelser
SAA 258: Velfærdskamp i Roskilde
SAA 258: Enhedslisten har ordet - Odense: En stadigt ringere kommunal økonomi

Flere artikler fra nr. 258

Flere numre fra 2006

Se flere artikler af forfatter:
Khaled Mustapha

Siden er vist 3017 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside