Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 259 – 6. september 2006 – side 4

Libanon – frihed fra neden

Simon Assaf

Simon Assaf fra Socialist Worker rapporterer fra det sydlige Libanon om, hvordan den invaderende israelske hær blev slået af modstand – og af den folkelige bevægelse, der opstod i hele landet

Mens angrebene stod på samledes folk sig på torvene, hvor de talte om de dræbte og om fremtiden

Mens angrebene stod på samledes folk sig på torvene, hvor de talte om de dræbte og om fremtiden

 

Det var krigens sidste dag og lige før den våbenhvile, som de Forenede Nationer (FN) havde udarbejdet, skulle træde i kraft. Den israelske premierminister Ehud Olmert havde en plan, som han troede kunne vende situationen og skaffe ham sejr i stedet for det nederlag, han kunne se komme.

Med helikopter ville han flyve tusindvis af tropper til den strategisk vigtige Litani flod, ca. 30 kilometer nord for den israelsk-libanesiske grænse. Derfra skulle hans tropper besætte så mange vigtige stillinger som muligt og skulle først overgive deres stillinger til FN, når de israelske soldater var færdige med deres arbejde.

Militært set var dette en god plan. Problemet var bare, at krigen blev styret af en magtfaktor, som ikke var under israelsk kontrol, nemlig en massebevægelse, hvori hovedparten var ganske almindelige libanesere. Imens den israelske hær rykkede fremad søndag den 13. august, blev folk advaret imod at vende tilbage til deres hjem. Disse advarsler blev ignoreret.

Imens skete der noget, der mest af alt bringer billeder frem fra maj 2000, hvor libaneserne smed de israelske tropper ud af det sydlige Libanon. Da våbenhvilen trådte i kraft, blev hundredvis af flygtningelejre opløst og forladt. En meget store mængde mennesker var nu på vej sydpå, og israelerne kunne intet gøre for at stoppe disse menneskemængder.

Oversvømmet

Vejene syd for Beirut blev oversvømmet af familier, der var overbeviste om, at de havde vundet en sejr over israelerne. Mange kørte med i alt for proppede biler, og bilerne var smykket af det libanesiske flag og Hizbollahs gule flag. “Vi er på vej til sydpå,“ råbte de. “Sejr til Hizbollah!“

Grupper af lokale mænd langs ruten ryddede vejen, så folk kunne komme frem ved at fjerne de dynger af elkabler, murbrokker og sammenkrøllet metal, der lå overalt på vejen. Så snart der var hul igennem dyngerne, strømmede folk igennem.

Langs den ødelagte vej sydpå var der hverken militær eller politi til stede. I stedet for var det de lokale, der dirigerede trafikken, ledte bilerne uden om farlige bombekratere og skubbede busser ad sandveje ved ødelagte broer.

Efterhånden som folk kom nærmere deres hjem, begyndte de at samles i udkanten af deres landsbyer og kvarterer for at danne store optog det sidste stykke vej. By efter by og landsby efter landsby blev overtaget af libaneserne. Israelerne kunne intet gøre ved denne menneskelige flodbølge og var tvunget til at forlade deres poster og flygte imod grænsen.

Denne flodbølge af mennesker, der var altafgørende for at forpurre den sidste israelske offensiv, opstod ud af en i omfang hidtil uset massebevægelse, der voksede op i hele landet, imens de israelske bomber faldt.

Lokale hænder

Bevægelsen fungerede uden for enhver form for regeringskontrol, og initiativet forblev hovedsageligt på lokale hænder. Kokke overtog køkkenerne på store hoteller og lavede mad til tusindvis af mennesker. Naboer gik fra hus til hus og indsamlede mad, tøj, babymælk og tæpper. Læger og sygeplejersker åbnede midlertidige klinikker, og tomme lejligheder blev brugt til at huse flygtninge.

I over en måned havde israelerne håbet, at de kunne tvinge Hizbollah til at overgive sig ved at terrorisere de shia-muslimske kvarterer, men disse områder havde været mennesketomme. Selv om der var mange tragiske civile tab, havde de israelske fly for det meste bombet områder, der næsten var tomme for mennesker.

Denne nye bevægelse var også mærket af klasseskel. De genopbyggede rigmandskvarterer i Beirut, og de mange underjordiske beskyttelsesrum, der eksisterede, var lukket land for flygtningene. Regeringens lagre af mad og livsnødvendige forsyninger blev gemt i lagre eller solgt til overpris.

Ikke desto mindre var det muligt via civilt initiativ at forhindre en flygtningekrise. Den million mennesker, der flygtede fra deres hjem, fik steder at opholde sig på skoler, i parker og i private hjem og fik mad, tøj og sikkerhed for de israelske bomber.

Med den store opbakning fra almindelige libanesere blev dem, der var flygtet, til en organiseret masse af vrede mennesker i stedet for hjælpeløse og desperate flygtninge, og den morgen, hvor våbenhvilen skulle træde i kraft, var det dem, der fik det sidste ord.

I en fælde

I stedet for at vinde den endelige sejr havde israelerne manøvreret sig selv ind i en fælde. De stod nu imellem menneske¬mas¬ser¬ne fra nord, der var på vej hjem, og Hizbollah i det syd¬lige Libanon.

Om aftenen havde flygtningene nået grænsebyen Bint Jbail, som havde været scene for de voldsomste kampe under krigen. Vejene var her ødelagte af israelske bomber, så de, der var i bil, efterlod den og marcherede ind til byen til fods.

Hvor end de fandt israelske tropper, kastede de sten efter dem og råbte, at de skulle forlade landet.

Nogle israelske enheder blev isoleret, imens andre flygtede til grænsen. Det israelske forsøg på at tage området omkring Litani floden var endt i fiasko.

Nu var våbenhvilen trådt i kraft, og Hizbollah stod i den uvante situation, at de skulle eskortere de isolerede israelske enheder til grænsen.

Dette var en sidste ydmygelse for en af de stærkeste hære i verden, og det var det libanesiske folk, der stod bag.

Simon Assaf
www.socialistworker.co.uk

Se også:
SAA 259: USA og allierede forsøger at genvinde tabt terræn
SAA 259: Ny bog: John Rees: „Imperialism and resistance“: Imperialisme og modstand

Flere artikler fra nr. 259

Flere numre fra 2006

Se flere artikler om emnet:
Libanon

Se flere artikler af forfatter:
Simon Assaf

Siden er vist 2477 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside