Socialistisk Arbejderavis
Nr. 259 – 6. september 2006 – side 4
USA og allierede forsøger at genvinde tabt terræn
Socialist Worker (UK)
Modstandsbevægelsens sejr i Libanon er et vigtigt slag imod både Israels aggression og George Bush’s planer for et “nyt Mellemøsten“. Men der er kræfter i både USA og Israel, der ønsker at bruge militær magt i et desperat forsøg på at genvinde deres stormagts-prestige.
Den israelske hær fortsætter trods våbenhvilen sine raids ind i Libanon og Palæstina
Israels forsvarsminister, Amir Peretz, udtalte ved et regeringsmøde for nylig:
“Det er vores pligt at forberede os på det næste slag.“
Israels militær (Israel Defence Force – IDF) har fortsat gennemført raids mod landsbyer i Sydlibanon, og kampfly kan igen ses på himlen over hovedstaden Beirut. Ved et af angrebene angreb kommandosoldater en lands¬by i Bekaa-dalen i det østlige Libanon i et forsøg på at kidnappe en lokal modstandsleder.
En ledende Hizbollah-embedsmand i Bekaa-dalen, Ahmad Rayya, sagde til Socialist Worker: “Efter sit militære nederlag leder fjenden nu med lys og lygte efter sejre. Men det eneste Israel har opnået, er at minde os om vores ret til at modsætte os deres aggression.“
Angreb
Israel har forsøgt at forsvare sine seneste angreb ved at pege på, at den FN-resolution, der førte til våbenhvilen, krævede et stop for Hizbollahs angreb og afvæbning af dens krigere. Men resolutionen krævede kun, at Israel stoppede sine offensive operationer – og Israel har altid hævdet, at operationerne er defensive.
Samtidig er IDF-angreb på palæstinensere i Gaza og på Vestbredden fortsat med uformindsket styrke. Ved et af angrebene dræbte israelske styrker tre palæstinensere.
Kort efter våbenhvilen kidnappede Israel Nasser Shaer, som er vicepremier¬minister i det palæstinensiske selvstyre. Dette raid på Vestbredden var blot et ud af en række angreb på det islamistiske Hamas, som vandt flertallet i det palæstinensiske selvstyre efter valget i januar i år. Israels demonstrative udstilling af militærets slagkraft anses for at være afgørende for at overbevise USA om, at dets israelske allierede fortsat er i stand til at udføre sin traditionelle rolle – at afstraffe ethvert arabisk regime, der vover at træde lidt ved siden af.
Det er ikke kun Libanon og Palæstina, som udsættes for angreb. Bush’s “krig mod terror“ har en indbygget tendens til at eskalere – og føre stadigt flere rædsler og ustabilitet med sig til regionen.
De fejlslagne besættelser af Afghanistan og Irak undergraver USA’s prestige, men de kan også anspore Washington kraftigt til at rette angrebene mod nye mål – først og fremmest Syrien og Iran.
Stedfortræderkrig
For Bush-regeringen var Israels angreb på Hizbollah en “stedfortræderkrig“, hvor USA’s nøgleallierede i Mellemøsten gik til kamp mod en nær allieret til Iran og Syrien.
De israelske angreb var planlagt måneder i forvejen, og planerne om angreb var godkendt af amerikanske politikere og generaler. Ifølge den erfarne amerikanske journalist Seymour Hersh udviklede Pentagon sammen med det israelske luftvåben planer for et angreb tidligt i foråret:
“Nuværende og tidligere efterretningsofficerer har fortalt mig, at præsident Bush og vicepræsident Dick Cheney var overbeviste om, at en vellykket bombekampagne fra luften imod Hizbollahs stærkt forskansede underjordiske missilaffyringsanlæg i Libanon ville lette Israels sikkerhedsmæssige bekymringer og samtidig tjene som optakt til et muligt amerikansk forebyggelses-angreb for at ødelægge Irans atomanlæg, hvoraf mange også befinder sig langt nede under jorden.“
Retorikken i Det Hvide Hus imod Iran er taget til i styrke op til den deadline d. 31. august, som FN’s Sikkerhedsråd havde sat for at få Iran til at standse udbygningen af sit atomprogram.
Dette er farlige tider, men der er også håb i luften. Hizbollahs modstand mod Israels angreb har bragt en ny følelse af selvtillid til oppositionen ud over hele regionen. Aktivister i Egypten fortæller således til Socialist Worker, at Israels nederlag både er et rygstød til dem, der kæmper imod imperialismen, og til dem, der kæmper imod deres egne regimer.
Se også:
SAA 259: Libanon – frihed fra neden
SAA 259: Ny bog: John Rees: „Imperialism and resistance“: Imperialisme og modstand
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed