Socialistisk Arbejderavis
Nr. 26 – Januar 1987 – side 5
Frankrig i krise
Kampen blev politisk
Ågot Berger
Ågot Berger interviewer Marit Nilssen, student på Tolbiac-universitetet i Paris.
Højdepunktet under de franske studenters tre ugers strejke i december blev udtrykt med paroler som “Udvis Devaquet – ikke immigranterne” og “Frigiv Mandela – vi sender Chirac i stedet”. Det er løgn, når den samlede presse og den franske regering påstår, at bevægelsen var apolitisk fra begyndelse til slut.
Studenterstrejkerne vendte sig imod en ny lov, som ville indebære begrænset adgang til universiteterne og mulighed for at styre dem over på fag med “jobmuligheder”. Fra starten var der hos de studerende en panisk angst for en politisering af kampen.
Den almindelige holdning var, at undervisningsminister Devaquet ikke selv forstod omfanget af sin plan. For at samle den størst mulige modstand mod planen, ønskede et flertal derfor en moderat, og helst apolitisk linje.
En af de studerende sagde: “Det giver en fordel at have et apolitisk stempel. Hvis politiske partier blander sig, kan regeringen sige, at vi bliver manipuleret af venstrefløjen.”
Studenterlederne og størsteparten af venstrefløjen lå under for dette synspunkt og mistede muligheden for at styrke og lede bevægelsen.
“Venstrefløjen lå totalt underdrejet i starten. Man skal tænke på, at oprøret kommer oven på fem års erfaringer med en såkaldt arbejderregering, som ikke har ført til andet end massearbejdsløshed og forringelser af levestandarden. Det overvældende flertal af studenterne havde derfor forståeligt nok – en dyb mistillid til alle politiske partier.”
Således forklarer Marit Nilssen årsagen til studenternes manglende politiske forståelse. Hun er medlem af IS’ søsterorganisation i Frankrig, Socialist International, og deltog aktivt i strejkerne.
“Men i takt med regeringens konfrontationskurs og politiets vold skete der en skærpelse af aktionerne og det politiske grundlag. De studerende fra Dijon besatte motorvejs-bommene, så folk kunne køre gratis igennem. Studenterne opfordrede i stedet bilisterne til at give en skærv til aktiviteterne. Det lykkedes rent faktisk at samle et kæmpe støttebeløb ind på den konto.”
“Holdningen til den konservative regering og imod racismen blev skærpet. Det var herligt at se en parole, som I stedet for at sende 101 indvandrere tilbage til Mali, kunne vi jo sætte Devaquet i charterflyet. Det er da også værd at bemærke, at den borgerlige regering udsatte behandlingen af skærpede indvandrerbestemmelser af frygt for reaktionerne hos blandt andet studenterne,” siger Marit.
Specielt efter at det berygtede militærpoliti, CRS, myrdede den 22-årige Malek Oussekine i en trappeopgang, blev paroler mod statsmagten og voldsapparatet centrale.
Dagen efter mordet var der en spontan mindedemonstration med 30.000 deltagere. De gamle paroler fra maj ‘68 genopstod: “CSR=SS” og “Flics Assasines” (politimordere). Grundlaget blev udvidet med krav om indenrigsministerens som ansvarlig for politiet afgang.
Svaghederne
“Svaghederne sammenlignet med studenteroptøjerne i maj ‘68 var, at folk ikke forstod, at støtten fra arbejdspladserne var afgørende,” fortsætter Marit. “De fleste studenter så demonstrationerne som midlet til at få regeringen på retræte, ikke strejken og okkupation af universiteterne. Først mod slutningen blev forslaget om at gå til fagforeningerne rejst.”
Efter at regeringen trak lovforslaget, droppede mange studenterledere og fagbureaukrater løftet om sympatistrejker, fordi man havde “opnået det man ville”. På trods af dette var støtten fra arbejdspladserne stor med arbejdsnedlæggelser og deltagelse i demonstrationerne.
Marit beskriver forvirringen på Tolbiac universitetet, efter at regeringen trak lovforslaget: “Skulle vi fortsætte? Det politiske lederskab, som havde bestået af folk fra Socialistpartiet og LCR (fransk sektion af 4. internationale) forsvandt, og de moderate vandt: Tingene skulle afsluttes – fordi vi ville jo ikke vælte regeringen.
Alt var i opløsning, uden et politisk lederskab. Demonstrationerne blev til stille sørgemarcher, og bevægelsen ebbede langsomt ud. Efter Maleks død var det som om, at folk ikke turde vise virkelig glæde – eller virkelig harme,” afslutter Marit.
Kun et mindretal trodsede demonstrationsledelsen, formulerede slagord mod statsmagten og udtrykte begejstring over at have vundet 1. runde mod den konservative regering. Politisk er dette mindretal i vildrede og ønsker ikke en ny omgang med Mitterand. Det revolutionære venstre i Frankrig må give de radikaliserede de politiske svar.
Kamp flytter bjerge
Studenterkampene i Frankrig er et nyt eksempel på, at massestrejker og demonstrationer bryder ud spontant. Venstrefløjen blev ligesom regeringen meget overrasket over, at bevægelsen eksploderede omkring universitets-“reformen”.
Ligesom i maj ‘68 udløste studenternes sejr over den borgerlige regering omfattende strejker. Studenternes kamp og sejr gav arbejderne tro på, at det nytter at kæmpe.
Mest væsentligt viser Frankrig ’86, hvor bange magthaverne bliver, når en gruppe knytter kampen an til arbejderklassens muligheder. Minderne fra ‘68 fik regeringen til at tage loven af bordet.
Det vigtige er ikke, hvem der giver bolden op eller på hvilket grundlag. Det vigtige er, at kampe og demonstrationer bliver generaliseret og spredt til store dele af arbejderklassen.
Billedtekst:
Politiets vold betød optrapning af de franske studerendes mobilisering – og øget støtte fra arbejdspladserne.
Se også:
SAA 26: Frankrig: Borgerlig regering i knibe
SAA 26: Maj ‘68: Fra studenteroprør til generalstrejke
SAA 26: Kamp på Kinas gader
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed