Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 26 – Januar 1987 – side 12

Frankrig

Borgerlig regering i knibe

Maureen Watson

Franskmændene har i løbet af de sidste to måneder oplevet, hvordan selv den mest sikre borgerlige regering kan rystes af strejkebevægelser.

Strejken blandt togpersonalet var en af udløberne fra studenterbevægelsen før jul og er blevet den længst varende strejke i landet siden 1968.

Ligesom det lykkedes for studenterne at få en borgerlig minister til at trække et forhadt lovforslag, lykkedes det togpersonalet at få stillet det nye aflønningssystem i bero. Det var på trods af den enorme valgsejr, de borgerlige fik ved parlamentsvalget i eftersommeren.

Hvilke problemer det franske borgerskab står overfor, har den franske premierminister Chirac bedre end nogen formuleret, da han i et interview sagde: “Først studenterurolighederne og nu den ødelæggende transportstrejke. Det må for alt i verden ikke udvikle sig til en gentagelse af majrevolutionen i ‘68... Nu er tiden inde til, at franskmændene holder hovedet koldt.”

Konflikten brød ud spontant den 18. december ved Gare du Nords depot i Paris. I løbet af et par dage havde strejken spredt sig til hele landet.

Jernbanearbejderne var utilfredse med manglende lønstigninger, planlagte fyringer og dårlig sikkerhed, som skyldes forringede arbejdsforhold. Forslaget om et nyt lønsystem, et rent fedterøvs-system, var dråben, der fik bægeret til at flyde over.

Det var studenternes sejr mod regeringen i december, der viste, at man kunne kæmpe og vinde.

Politisk kamp

Studenternes sejr var et massivt slag mod den borgerlige regering. Regeringen reagerede klodset. Først prøvede de at ignorere studenterne. Da de endelig kom med indrømmelser, var det ikke nok. Protesten fortsatte. Chiracs hårde linje resulterede kun i en politisering af studenternes kamp.

Det samme skete med jernbanearbejderne. De blev ignoreret i 12 dage, inden Chirac til sidst udskød introduktionen af det nye lønsystem. Men det var ikke nok for jernbanearbejderne. De vil have det fjernet totalt.

Igen var det regeringens undervurdering af modstanden, der skabte en politisering af bevægelsen. Jernbanearbejderne fremhæver ligesom de studerende, at bevægelsen ikke er politisk. Men reelt afspejler det kun en desillusionering i forhold til parlamentariske løsninger. Som en af de strejkende udtrykte det: “Politikere mener alt er politisk. Vi er ikke politiske. Vi er ligeglade, om det er en borgerlig eller en arbejderregering. Vi vil stadigvæk forsvare os.”

Stærk men sårbar

På trods af jernbanearbejdernes enorme kampvilje har strejken fra starten haft en række svagheder.

Mindre end 25 procent af arbejderne i Frankrig er organiseret. Og fra begyndelsen har de faglige ledere forsøgt at begrænse strejken.

Efter fransk lovgivning har arbejdsgiverne ret til at fyre strejkende, med mindre fagforeningen underskriver en erklæring om, at de støtter aktionen.

I Frankrig er der to hoved-fagforbund, CFDT, som er tilknyttet Socialistpartiet, og CGT, som er Kommunistpartiets fagforbund.

Nogle steder har lederne i CFDT nægtet at underskrive støtteerklæringen. Det er ikke en overraskelse. For blot få måneder siden sagde CFDT-leder, Edmond Maire, at “Strejker er færdige som et redskab for arbejderne. Virksomhedernes velfærd er afgørende for landet. Man må erkende, at vi ikke længere kan have fuld beskæftigelse.”

CGT har ikke opført sig stort bedre. De ventede ti dage, inden de gav deres opbakning til en landsdækkende strejke.

I Marseilles fik CGT-lederne de strejkende til at arbejde efter juleferien. Andre steder var de med til at danne blokader for at få folk tilbage i arbejde.

Men presset fra strejken fik de faglige ledere til at ændre melodi. En CGT-repræsentant, Louis Bouet, sagde: “Hvis vi ikke kontrollerer bevægelsen. vil den flyde over, og basis vil fortsætte uden os.”

En jernbaneværkstedsarbejder fortalte om holdning blandt et mindretal af de strejkende. “Fagforeningerne har tabt al troværdighed. De prøver nu at få hold på bevægelsen, ligesom de gjorde det med studenterne. Når de får kontrol, vil de prøve at knække os.”

Strejkekomiteer

Denne manglende tillid til forbundsledelsen har ført til oprettelsen af to landsdækkende strejkekomiteer, som er selvstændige i forhold til forbundene.

Komiteernes demokratiske opbygning og deres direkte forhold til de strejkende er imponerende.

Men ingen af komiteerne er særligt stærke, eller så uafhængige af forbundene, som det først så ud til. Komiteernes rolle er at organisere strejken – ikke at generalisere og sprede kampen. Folk i komiteerne ser det stadig som forbundsledelsens ansvar at forhandle en løsning igennem.

I Lyon opløste strejkekomiteen sig. De udtalte, at deres opgave var gennemført, og nu var det tid til at overlade kontrollen af strejken til forbundene.

Det største problem er, at de faglige ledere kynisk har forhindret et samarbejde med andre strejker. Havnearbejderne i Marseilles, en del el-værksarbejdere og minearbejdere har også været i strejke.

CFDT er aldrig kommet med en klar opfordring til at støtte strejken, mens CGT organiserede en én-dags strejke 6. januar. Det blev dog understreget, at hver gruppe blot kæmpede for sine egne krav.

Startskud

Bevægelsen kunne klart have ændret karakter, hvis CGT havde brugt det som et startskud til en generaliseret offensiv mod regeringen i solidaritet med jernbanearbejderne og for de lokale krav.

CGT er kun interesseret i at opbygge sin egen troværdighed over for CFDT. Derfor prøver de at holde bevægelsen inden for acceptable rammer. CGT begyndte først at organisere strejker, da de gik ud af “socialist”-regeringen for 18 måneder siden. Inden da var de lige så ivrige som CFDT for at få arbejderne til et sluge regeringens krisepolitik.

Det var disse problemer i strejkens ledelse, der gjorde strejken sårbar. Enorme politistyrker er blevet sat ind mod blokaderne gentagne gange.

Især i provinsen betød det, at strejken blev isoleret. Det borgerlige RPR-parti organiserede anti-strejkedemonstrationer i Lyon, Lille, Marseilles og på Champs Elysee i Paris.

Pressen udnyttede strejkens isolation og begyndte at skabe en stemning om, at strejken smuldrede. Det var i første omgang et lille mindretal, der genoptog arbejdet, men det spredte usikkerhed blandt mange strejkende.

Nu var forbundene igen ved muffen og usikkerheden blev dygtigt brugt til, at sælge et dårligt tilbud fra jernbane-ledelsen. Løsningen blev købt i provinsen, men i først omgang afvist i Paris og Lyon.

Socialistpartiet

I sidste ende var det Socialistpartiet og CFDT, der, bedre end politi og borgerlige mod-demonstrationer, kunne genoprette roen. Både Socialistpartiet og kommunisterne har brugt megen tid på at kritisere Chiracs regering. Selv Mitterand har været ude og snakke med de strejkende.

Men Socialistpartiet genkender Chiracs problemer fra sine egne fem år i regeringsstolen. Som ansvarligt parti var de parat til, sammen med kommunisterne, at angribe arbejdernes levestandard. Presset på økonomien fortsætter. Regeringen bliver nødt til at gribe ind mod andre arbejdergrupper fremover. Selv om det lykkes dem at genskabe ro blandt både studerende og jernbanearbejdere, er der een erfaring, der kan bruges igen i fremtiden. Der kan opnås mere i kamp og på gaderne end ved at vente på politikerne i parlamentet.

Læs lederen side 3

Billedtekst:
Frankrigs jernbanearbejdere standser et tog i Lyon.
CRS-politi opløser en blokade i Marseilles.

Se også:
SAA 26: Frankrig i krise: Kampen blev politisk
SAA 26: Maj ‘68: Fra studenteroprør til generalstrejke

Flere artikler fra nr. 26

Flere numre fra 1987

Se flere artikler om emnet:
Frankrig 1979-1990

Se flere artikler af forfatter:
Maureen Watson

Siden er vist 1650 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside