Stærk men sårbar

På trods af jernbanearbejdernes enorme kampvilje har strejken fra starten haft en række svagheder.

Mindre end 25 procent af arbejderne i Frankrig er organiseret. Og fra begyndelsen har de faglige ledere forsøgt at begrænse strejken.

Efter fransk lovgivning har arbejdsgiverne ret til at fyre strejkende, med mindre fagforeningen underskriver en erklæring om, at de støtter aktionen.

I Frankrig er der to hoved-fagforbund, CFDT, som er tilknyttet Socialistpartiet, og CGT, som er Kommunistpartiets fagforbund.

Nogle steder har lederne i CFDT nægtet at underskrive støtteerklæringen. Det er ikke en overraskelse. For blot få måneder siden sagde CFDT-leder, Edmond Maire, at “Strejker er færdige som et redskab for arbejderne. Virksomhedernes velfærd er afgørende for landet. Man må erkende, at vi ikke længere kan have fuld beskæftigelse.”

CGT har ikke opført sig stort bedre. De ventede ti dage, inden de gav deres opbakning til en landsdækkende strejke.

I Marseilles fik CGT-lederne de strejkende til at arbejde efter juleferien. Andre steder var de med til at danne blokader for at få folk tilbage i arbejde.

Men presset fra strejken fik de faglige ledere til at ændre melodi. En CGT-repræsentant, Louis Bouet, sagde: “Hvis vi ikke kontrollerer bevægelsen. vil den flyde over, og basis vil fortsætte uden os.”

En jernbaneværkstedsarbejder fortalte om holdning blandt et mindretal af de strejkende. “Fagforeningerne har tabt al troværdighed. De prøver nu at få hold på bevægelsen, ligesom de gjorde det med studenterne. Når de får kontrol, vil de prøve at knække os.”

Strejkekomiteer

Denne manglende tillid til forbundsledelsen har ført til oprettelsen af to landsdækkende strejkekomiteer, som er selvstændige i forhold til forbundene.

Komiteernes demokratiske opbygning og deres direkte forhold til de strejkende er imponerende.

Men ingen af komiteerne er særligt stærke, eller så uafhængige af forbundene, som det først så ud til. Komiteernes rolle er at organisere strejken – ikke at generalisere og sprede kampen. Folk i komiteerne ser det stadig som forbundsledelsens ansvar at forhandle en løsning igennem.

I Lyon opløste strejkekomiteen sig. De udtalte, at deres opgave var gennemført, og nu var det tid til at overlade kontrollen af strejken til forbundene.

Det største problem er, at de faglige ledere kynisk har forhindret et samarbejde med andre strejker. Havnearbejderne i Marseilles, en del el-værksarbejdere og minearbejdere har også været i strejke.

CFDT er aldrig kommet med en klar opfordring til at støtte strejken, mens CGT organiserede en én-dags strejke 6. januar. Det blev dog understreget, at hver gruppe blot kæmpede for sine egne krav.

Startskud

Bevægelsen kunne klart have ændret karakter, hvis CGT havde brugt det som et startskud til en generaliseret offensiv mod regeringen i solidaritet med jernbanearbejderne og for de lokale krav.

CGT er kun interesseret i at opbygge sin egen troværdighed over for CFDT. Derfor prøver de at holde bevægelsen inden for acceptable rammer. CGT begyndte først at organisere strejker, da de gik ud af “socialist”-regeringen for 18 måneder siden. Inden da var de lige så ivrige som CFDT for at få arbejderne til et sluge regeringens krisepolitik.

Det var disse problemer i strejkens ledelse, der gjorde strejken sårbar. Enorme politistyrker er blevet sat ind mod blokaderne gentagne gange.

Især i provinsen betød det, at strejken blev isoleret. Det borgerlige RPR-parti organiserede anti-strejkedemonstrationer i Lyon, Lille, Marseilles og på Champs Elysee i Paris.

Pressen udnyttede strejkens isolation og begyndte at skabe en stemning om, at strejken smuldrede. Det var i første omgang et lille mindretal, der genoptog arbejdet, men det spredte usikkerhed blandt mange strejkende.

Nu var forbundene igen ved muffen og usikkerheden blev dygtigt brugt til, at sælge et dårligt tilbud fra jernbane-ledelsen. Løsningen blev købt i provinsen, men i først omgang afvist i Paris og Lyon.

Socialistpartiet

I sidste ende var det Socialistpartiet og CFDT, der, bedre end politi og borgerlige mod-demonstrationer, kunne genoprette roen. Både Socialistpartiet og kommunisterne har brugt megen tid på at kritisere Chiracs regering. Selv Mitterand har været ude og snakke med de strejkende.

Men Socialistpartiet genkender Chiracs problemer fra sine egne fem år i regeringsstolen. Som ansvarligt parti var de parat til, sammen med kommunisterne, at angribe arbejdernes levestandard. Presset på økonomien fortsætter. Regeringen bliver nødt til at gribe ind mod andre arbejdergrupper fremover. Selv om det lykkes dem at genskabe ro blandt både studerende og jernbanearbejdere, er der een erfaring, der kan bruges igen i fremtiden. Der kan opnås mere i kamp og på gaderne end ved at vente på politikerne i parlamentet.

Læs lederen side 3