Socialistisk Arbejderavis
Nr. 262 – 16. november 2006 – side 6
Stop besættelsen af Irak – Træk tropperne hjem
“Krig gør os alle til monstre”
Martin B. Johansen
“Krig gør os alle til monstre.“ Sådan opsummerer en amerikansk soldat sine oplevelser i Irak. “De irakiske oprørere ved, at de ikke kan slå os i nærkamp. Derfor bruger de vejsidebomber. Bomberne skræmmer livet af soldaterne. De høje brag og rystelserne gør selv de mest krigshærdede veteraner rundt på gulvet.“
En anden soldat siger: “Nogle ting er værd at kæmpe for, men jeg mener bare ikke, at Irak er en af dem. Jo mere, jeg ved om Irak, jo nemmere er det for mig at støtte, at vi trækker os ud.“
Modstanden mod besættelsestropperne er enorm og stigende i Irak. Oktober måned blev den blodigste måned i to år, og det har kastet besættelsesmagterne anført af USA ud i en regulær krise. Det kom tydeligst til udtryk ved midtvejsvalget, som var en lussing til George Bush, der kvitterede ved straks at fyre chefideologen bag Irak-krigen, forsvarsminister Donald Rumsfeld.
Kritiske soldater
Modstanden er også begyndt at sætte sine tydelige spor blandt udstationerede og hjemsendte soldater, som i stigende grad tør stå offentligt frem og kritisere deres egen regering.
Det er i sig selv kritisk, hvis krigstræthed og modstand begynder at melde sig blandt soldaterne – det gør det umuligt at opretholde besættelsen. Men det sætter også fokus på et af de ømmeste punkter, nemlig at det er besættelsen i sig selv og tilstedeværelsen af amerikanske, britiske og andre soldater, som har affødt modstandsbevægelsen i Irak. Det er, hvad flere fremtrædende militærfolk, blandt andet den britiske hærchef Richard Dannatt, har peget på, men som Bush, Blair, Fogh og co. har travlt med at lægge afstand til.
Hvis de fremmede tropper ikke er en del af løsningen, men selve problemet i Irak, så falder det sidste af krigsmagernes argument for at fastholde besættelsen: At Irak vil ende i det rene blodbad, hvis besættelsestropperne trækkes ud.
Dette er, hvad Anders Fogh og forsvarsminister Søren Gade hævder, men de reelle facts modsiger dem. Ifølge krigstilhængerne hærges Irak af en borgerkrig mellem religiøse grupper, sunni- og shia-muslimer, som den irakiske regeringshær endnu ikke har kontrol over. Men et studie af selvmordsbomber viser, at næsten alle var rettet imod besættelsesmagterne eller deres støtter.
Desuden viste en analyse, som det amerikanske militær foretog af 1.666 bombesprængninger i juli 2006, at 70 procent var direkte rettet imod besættelsesmagterne. 20 procent var rettet imod den irakiske regerings sikkerhedsstyrker, og kun 10 procent ramte civile.
En meningsmåling i Irak fra september måned viste, at et stort flertal på 71 procent ønsker besættelsesmagterne ud i løbet af højst et år. Langt de fleste mener, at det er USA’s tilstedeværelse, der skaber volden og konflikterne. Så det er ikke irakerne selv, der frygter et blodbad.
Fejlslagen krigspropaganda
Krigen i Irak har skrællet det ene lag af krigspropaganda efter det andet bort. Først var der spørgsmålet om masseødelæggelsesvåben, som viste sig at være pure opspind. Dernæst var der krigen mod terror og Al-qaeda – men absolut intet tyder på, at Saddam Husseins i øvrigt ikke-religiøse regime støttede islamisk terrorisme eller havde nogen som helst forbindelse til Al-qaeda. Endelig er der genopbygning og sikring af stabiliteten i det nye Irak, men besættelsen har ikke sikret nogen af delene, tværtimod.
For at forstå alvoren omkring Irak, må man grave lidt dybere – ned til det, der gemmer sig under overfladen i hele Mellemøsten, og som gør området så vigtigt, nemlig olien.
Saudi Arabien og Irak har verdens største oliereserver. Herefter følger Abu Dhabi og Kuwait fra samme region. Dernæst kommer Iran og Venezuela, som begge må betegnes som anti-amerikanske. To tredjedele af verdens oliereserver gemmer sig i Mellemøsten – og det er USA, der har brug for den. USA bruger 25 procent af verdens samlede produktion. En syvendedel af verdens olie bruges alene til transport i USA.
Hele det amerikanske samfund ville bogstaveligt talt gå i stå, hvis ikke USA havde adgang til den billige olie i Mellemøsten. Og selv om USA har forsøgt at sprede sin olieimport og for eksempel importere mere olie fra Afrika og Sydamerika, så er det ikke lykkedes, da olien fra Mellemsøsten er langt billigere at producere. Og Mellemøsten er stadig et centralt område, fordi den, der kontrollerer Mellemøstens oliehaner, også kontrollerer olieforsyningen til Europa, Japan og Kina, som alle er økonomiske konkurrenter til USA.
Siden 1980 har USA haft en doktrin, der siger, at forsøg på at få kontrol over Mellemøstens olie skulle betragtes som en direkte trussel mod USA’s sikkerhed – og skulle “afvises med alle nødvendige midler, herunder militær magt“.
Efter først Sovjet-blokkens sammenbrud og senere terrorangrebet 11. september blev denne doktrin omformuleret i mere offensiv retning. I USA’s “Nationale Sikkerhedsstrategi“ fra september 2002 slår man fast, at der er opstået en mulighed for at “gentegne kortet over Mellemøsten“. Målet var gennem en invasion af Irak dels at sikre sig kontrol over vigtige olieressourcer, dels at skabe et stabilt og et pr. definition USA-venligt regime, der siden hen kunne bruges som brohoved i aktioner mod USA-kritiske stater i området, først og fremmest Iran og Syrien.
Det er hele denne strategi, der er på vej til at kollapse. Ved en tilbagetrækning fra Irak er det USA’s mindste problem, at man har fået et regulært nederlag. Det egentlige problem er, at man mister kontrollen over, hvad USA’s magthavere mener er et politisk og økonomisk helt afgørende område.
USA's nye Vietnam
Mange er begyndt at sammenligne situationen i Irak med Vietnam-krigen – selv George Bush har indrømmet, at der kan drages paralleller. Den mest umiddelbare parallel er, at USA befinder sig i en krig i et fjerntliggende land, som bare ikke kan vindes. Den nærliggende konklusion er, at USA bør trække sig ud hurtigst muligt – der er ingen tvivl om, at dette ønske i den amerikanske befolkning var stærkt medvirkende til Bush’s nederlag ved midtvejsvalget.
Men der kan også drages en anden parallel, som antyder, at en afslutning af krigen ikke ligger lige for. Under Vietnam-krigen fastholdt USA sit engagement længe efter, at man kunne se nederlaget, fordi de amerikanske ledere frygtede “domino-effekten“ – at hvis Vietnam faldt i kommunistiske hænder, så ville andre lande i Asien falde ét for ét som dominobrikker. På den måde var Vietnam ikke blot et fjerntliggende bondesamfund i Asien, det var et land af strategisk betydning.
Selv om ledende kredse i militæret og på Wall Street allerede i 1968 anbefalede en tilbagetrækning – stærkt tilskyndet af en omfattende antikrigsbevægelse – så valgte den amerikanske regering at fortsætte og intensivere krigen. Perioden efter 1968 blev den blodigste og mest brutale del af krigen. USA gennemførte massive bombardementer, også over nabolandene, og indledte også en kemisk krig. Der gik i alt syv år, før de sidste amerikanske soldater var ude af Vietnam.
Man skal derfor ikke forvente, at Baker-kommissionen – et regeringsudvalg, der i december vil fremlægge forslag til ny amerikansk strategi i Irak – vil anbefale en fuld tilbagetrækning. Det mest nærliggende er, at USA foretager en delvis tilbagetrækning af militæret til Iraks nabolande, så man bevarer en vis kontrol over Bagdad og havnebyen Basra og samtidig kan gribe hurtigt ind militært.
Blodigt kaos – eller modstand
En anden mulighed er at opdele Irak i selvstyrende områder – et kurdisk, et shiitisk og et sunni-muslimsk. Det kan imidlertid nemt ende i det rene ragnarok i form af etnisk udrensning og kampe om kontrol over oliereserverne. En tredje mulighed er at gennemføre et virkeligt beskidt trick og love fx det irakiske militær økonomisk støtte, hvis det vælter den valgte regering og forsøger at tage kontrollen over Irak.
Den amerikanske regering vil sandsynligvis vakle i sit valg mellem mulige strategier. Men det er helt sikkert, at man vil gå meget langt for at forsvare USA’s egne interesser i at kontrollere Iraks olie. Vi kan sagtens komme til at stå i en situation, hvor USA kæmper endnu mere desperat og blodigt i Irak.
Hvis besættelsen af Irak skal bringes til ophør, så skal man ikke forvente, at USA’s ledere lader sig overbevise af saglige argumenter. Det, der fik USA til at erkende sit nederlag i Vietnam, var en kombination af modstand på tre fronter: Den militære modstand i Vietnam, krigsmodstand blandt soldaterne og endelig den enorme antikrigsbevægelse, som voksede frem i hele verden og ikke mindst i USA selv.
I Irak er der massiv modstand mod besættelsestropperne, og der meldes om stigende modstand i militæret. – Der hvor vi kan gøre en forskel er at opbygge og forstærke antikrigsbevægelsen i de krigsførende lande, også i Danmark.
Se også:
SAA 262: Irak-krig: Fogh sårbar efter amerikansk valg
SAA 262: Tal om Irak-krigen: Bush, Blair og Fogh i problemer
SAA 262: Vietnam: Krigen USA tabte
SAA 262: Dahr Jamail i Danmark: Demokraterne er det andet krigsparti
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed