Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 262 – 16. november 2006 – side 8

Vietnam

Krigen USA tabte

Martin B. Johansen

Kort før midvejsvalget 7. november kom George W. Bush med en usædvanlig og farlig indrømmelse, da han sagde, at der var lighedstræk mellem krigene i Irak og Vietnam – den krig, som USA tabte. Umiddelbart efter valgnederlaget fyrede Bush sin forsvarsminister, Donald Rumsfeld, chefideologen bag invasionen af Irak. Mange taler nu om, at krigen i Irak må bringes til ophør. Men netop eksemplet med Vietnam-krigen viser, at vejen til fred kan gå hen og blive lang og blodig, selv efter at de herskende i USA er begyndt at erkende nederlaget.

I starten af 1968 udtalte den amerikanske hærchef i Vietnam, general Westmoreland: “Vi har nået et vigtigt punkt, hvor vi kan se begyndelsen til enden,“ og han talte om “lys for enden af tunnelen.“ I løbet af et par uger var alt forandret, og hele verden vidste, at USA stod midt i en blodig krig i Vietnam, som var umulig at vinde.

Da den vietnamesiske Tet-måned begyndte 31. januar, kunne gæsterne på amerikanske hoteller i Sydvietnams hovedstad, Saigon, høre eksplosioner i det fjerne. De formodede, at der var tale om normalt fyrværkeri i anledning af det vietnamesiske nytår. Krigen var noget, der fandt sted ude på landet, ikke i byerne. Og for de fleste mennesker kunne USA i længden ikke undgå at vinde krigen.

Situationen syntes ikke at være anderledes end i mange andre konflikter, som USA var involveret i verden over. “Vietnam? Vi har 30 Vietnam’er!“ udtalte Robert Kennedy, USA’s justitsminister og bror til den tidligere præsident John F. Kennedy. Men eksplosionerne i januar 1968 var begyndelsen på krigens hidtil største slag.

Vietnamesiske styrker rejste sig mod USA og dets marionetregering i Sydvietnam i 36 byer. Helt utroligt lykkedes det for partisanbevægelsen Front National de Libération (FNL) at overtage dele af Saigon i dagevis, og den nåede kortvarigt helt frem til den amerikanske ambassade.

FNL erobrede også landets tredjestørste by og tidligere hovedstad, Hue. Det tog den amerikanske hær uger at nedkæmpe Tet-offensiven, og det skete først, efter omfattende beskydning og bombardementer af de selv samme byer i Sydvietnam, som man hævdede at forsvare. Som en major så rammende udtrykte det, efter at den amerikanske hær havde jævnet byen Dentre med jorden: “Det var nødvendigt at smadre byen for at redde den.“

Rent militært lykkedes det for USA at nedkæmpe Tet-offensiven med sin halve million soldater og enorme ildkraft. De amerikanske tropper dræbte omkring 37.000 FNL-soldater og mistede selv 2.500. Men politisk var Tet-offensiven en katastrofe for USA og dets sydvietnamesiske marionetregering.
Offensiven gennemhullede alle erklæringer om, at krigen snart var slut, at FNL – eller “Vietcong“ som amerikanerne kaldte dem – snart ville være knust. Den viste tydeligt, at det sydvietnamesiske regime ikke havde nogen folkelig opbakning og ikke kunne overleve uden massiv militær støtte fra USA.

En beretning fra Vietnamkrigen opsummerede Tet-offensivens betydning: “Tidligere havde Vietcong og den nordvietnamesiske hær kun kæmpet i fjerntliggende rismarker eller jungleområder. De slog til og forsvandt i natten, og deres barskhed blev sjældent mærket af amerikanere. Nu kæmpede de for første gang i byerne, og det betød, at amerikanske aviser og – endnu vigtigere – tv-kameraer dag for dag kunne berette om deres styrke og først og fremmest om, at de ikke viste sig at falde sammen, sådan som den amerikanske hær havde forudsagt.

I marts 1968 måtte præsident Johnsons rådgivere fortælle ham den frygtelige sandhed: At USA ikke kunne vinde over en beslutsom fjende, som havde massiv folkelig opbakning. Som en historiker opsummerede: “Uanset hvor meget USA’s hærledelse benægtede det, så var den omfattende opbakning til FNL-styrkerne den afgørende hindring, som de amerikanske soldater stod over for.“

Den vedholdende modstand i Vietnam fandt sted samtidig med voksende opposition og protester mod krigen hjemme i USA samt med utilfredshed blandt amerikanske firmaer og banker mod krigens hastigt stigende omkostninger. I en beretning fortælles det, hvordan en gruppe “højtstående rådgivere“ i marts 1968 fortalte Johnson, “at ledende kredse og Wall Street har vendt sig imod krigen. Den ødelagde økonomien og delte landet.“ Senere samme måned annoncerede Johnson på landsdækkende tv, at han agtede at arbejde for fredsforhandlinger i Vietnam.

Det var begyndelsen til enden for krigen i Vietnam, men ikke på den måde, general Westmoreland havde forestillet sig. USA havde kæmpet krigen for at sikre sig den strategiske kontrol over de to tredjedele af kloden, som ikke var under kommunistisk indflydelse. De amerikanske magthavere frygtede, at hvis deres marionetregeringer i lande som Vietnam blev styrtet, ville det være en opmuntring til oprørske folk i andre lande.

Men i stedet for at styrke USA’s dominans, slog Vietnam den tilbage. Det tog yderligere syv års kampe efter Tet, men krigen sluttede med billederne af ydmygede amerikanske embedsmænd på flugt fra ambassaden i Saigon. Dette syn var en saltvandsindsprøjtning til folk overalt, der kæmpede imod imperialismen.

“Vi bomber dem tilbage til stenalderen“

USA forlod først Vietnam syv år efter Tet-offensiven. I løbet af disse syv år gjorde Johnson samt hans efterfølger Richard Nixon – sammen med sin udenrigsminister Henry Kissinger – Vietnam til det rene helvede.

I oktober 1972 beordrede Nixon gennemførelse af en bombekampagne over de nordvietnamesiske byer Hanoi og Haiphong. Det var historiens mest intensive bombeangreb. De bomber, som blev smidt over de to byer, havde tilsammen en sprængkraft svarende til fem gange den atombombe, som USA smed over Hiroshima i 1945. USA kastede over en million tons bomber over Nordvietnam.

Og i Sydvietnam blev der kastet over fire millioner tons, dobbelt så meget som USA havde brugt under hele Anden verdenskrig. Omkring 1,5 millioner vietnamesere blev dræbt.

Vietnameserne blev behandlet som undermennesker. Den ledende general Westmoreland sagde: “De orientalske folk værdsætter ikke livet på samme måde som vesterlændinge.“ En vietnamveteran udtalte: “Det eneste, vi fik at vide om Vietcong, var at kalde dem ’gooks’. De skulle bare slås ihjel. Dræb, dræb, dræb. Det var det hele. Dræb, dræb, dræb.“

Det mest berygtede resultat af denne attitude var massakren på landsbyen My Lai i marts 1968. Et kompagni amerikanske soldater myrdede 400 ubevæbnede kvinder og børn. Episoden blev forsøgt mørkelagt af en vis Colin Powell, senere udenrigsminister under George W. Bush.

USA-trænede dødspatruljer gennemførte attentater på omkring 41.000 vietnamesere, som man mente sympatiserede med FNL. USA gennemførte også en massiv kemisk krig. Der blev kastet napalm, som brændte folk ihjel. Og USA smed 50.000 tons af farlige kemikalier som Agent Orange.

En rapport fra Røde Kors fra 2003 sagde, at 650.000 vietnamesere stadig lider under virkningerne af Agent Orange og lignende kemikalier. Rædslerne blev ikke begrænset til Vietnam – i hemmelighed beordrede Nixon og Kissinger omfattende bombetogter over nabolandet Cambodia.

En kommandør i det amerikanske luftvåben, Curtis Le May, sagde: “Vi bomber dem tilbage til stenalderen.“ Men trods rædslerne nægtede vietnameserne at give op og fastholdt stædigt deres massive modstand.

Modstanden splittede USA’s ledere

Side om side med den vietnamesiske modstandsbevægelse spillede antikrigs-bevægelsen en afgørende rolle i at bryde USA’s fortsatte krigsførelse. I begyndelsen bakkede 80 procent af amerikanerne op bag krigen. I 1964 samlede en antikrigs-demonstration i New York kun 600 deltagere. Men bevægelsen voksede til at omfatte hundredtusinder og spredte sig til en lang række lande.

I USA betød protesterne og chokket over Tet-offensiven, at meningsmålingerne i 1968 for første gang viste et flertal imod krigen. Ved det regerende parti, Demokraternes kongres i 1968 var der regulære slagsmål mellem antikrigs-demonstranter og politiet.

Den nye republikanske regering under Richard Nixon hævdede at have en plan for fredsforhandlinger. Men bombningerne tog til i styrke. I 1970 blev fire studenter skudt og dræbt af Nationalgarden ved en antikrigs-demonstration på Kent State University. Nedskydningen fremkaldte massive protester. Der blev talt om, at oprøret mod krigen var ved at udvikle sig til “revolution at home“.

Over hele USA blev byer rystet af de sortes oprør, og opstanden fik støtte fra unge hvide, som havde været indkaldt til militærtjeneste i Vietnam. USA’s invasion af et andet af Vietnams nabolande, Laos, i starten af 1971 trak 500.000 i demonstration i Washington og 300.000 i San Francisco.

Den amerikanske hær var ved at bryde sammen, og den herskende klasse i USA var dybt splittet. Wall Street råbte desperat efter en afslutning på krigen på grund af dens omkostninger. Til sidst blev Nixon tvunget til at underskrive en fredsaftale og trække de amerikanske styrker ud.
Verdens største krigsmaskine var blevet slået af et af verdens absolut fattigste lande.


Læs mere om Vietnam-krigen:
Jonathan Neale: “The American War. Vietnam 1960-75“

Kan købes på www.modstand.org

Se også:
SAA 262: Irak-krig: Fogh sårbar efter amerikansk valg
SAA 262: Stop besættelsen af Irak - Træk tropperne hjem: “Krig gør os alle til monstre”
SAA 262: Tal om Irak-krigen: Bush, Blair og Fogh i problemer
SAA 262: Dahr Jamail i Danmark: Demokraterne er det andet krigsparti

Flere artikler fra nr. 262

Flere numre fra 2006

Se flere artikler om emnet:
Vietnamkrig

Se flere artikler af forfatter:
Martin B. Johansen

Siden er vist 5198 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside