Socialistisk Arbejderavis
Nr. 263 – 6. december 2006 – side 11
Boganmeldelse
Onkel Toms Børn
Pernille Høiris Pedersen
“Onkel Toms børn“ har slum og ghetto som skueplads, angst og undertrykkelse som medspillere. Den er rå og afskyvækkende, åndeløs og chokerende og mest af alt smuk som intet andet. Uden at ryste på hånden, og uden glorificering eller patos, beretter Wright om de sortes kår i sydstaterne i 1930‘ernes USA under racisme, adskillelse og undertrykkelse.
“Onkel Toms Børn“ er modigt skrevet i sin samtid, en tid hvor lynchninger, kkk kors og organiseret vold og undertrykkelse mod sorte i både syd og nord hørte til dagens orden. Wright flygtede da også til Chicago med sin familie i en alder af 19 år, og hans bøger blev en vigtig del af den nye generations forståelse af og oprør mod den statsorganiserede racisme. Gennem noveller og selvbiografiske rids kommer læseren til en brat opvågning. Var det SÅ slemt, var det SÅ brutalt. Vi møder en familiefar, som må skyde en hvid mand i selvforsvar under en oversvømmelse, og derfor selv bliver jagtet og dræbt. Vi møder Big Boy, hvis kammerat bliver dyppet i tjære og brændt levende, og kvinden som bliver voldtaget og ser sin mand blive dræbt af sin voldtægtsmand, alt sammen fortalt med en ro og en nøgternhed, som blot får harmen til at syde mere. Mens man læser, opfyldes man af en angst og en vrede mod uretfærdighed, som overgår alt. Man kunne spytte på dem, gerningsmændene, rive dem til blods, rive bogen i stumper, men intet hjælper. Man sidder tilbage med en hjælpeløshed, man ikke kan komme til livs. Bogen bliver siddende i en længe. Næsten for længe.
De to sidste noveller har, som var det en uundgåelig afslutning, en pointe, et løsningsforslag efter alt det onde i de foregående: fælles kamp for sorte og hvide som midtpunkt. I den ene, “Som en Sky under Solen“, kæmper præsten i ghettoen for socialhjælp til sine sognebørn under en sultperiode. Borgmesteren nægter og præsten trues og gennemtæves af de rige hvides tæskehold, vigilanterne. Han gir sig ikke og allierer sig med ‚de røde‘ og sammen går hvide og sorte fattige i demonstration til rådhuset, så massivt at overklassen rystede må give sig. “Håbet er en stjerne“ er dyster og ender ikke lykkeligt. En sort socialist, Johnny Boy, bliver fanget og tortureret af hvide vigilantere og uanset torturens brutalitet røber han ikke sine kammerater. Men der er en stikker i partiet og Johnny Boys mor må gå den lange vej til sin søns bødler for at slå stikkeren ihjel og udfri sønnen fra pinslerne.
Titlen er central for forståelsen af bogen. Vi kender alle Harriet Beecher Stowes “Onkel Toms Hytte“. I Wrights samtid var begrebet “Han er en rigtig Onkel Tom“ udtryk for en. som bukkede og skrabede for at tækkes de hvide, en nødvendighed for et bare nogenlunde anstændigt levned. Hele Wrights litteratur og denne bog især er et opgør med onkel Tom mentaliteten. De foldede hænder skaffede onkel Tom adgang til Guds grønne enge; de knyttede hænder skal skaffe onkel Toms børn borgerret på menneskenes grønne jord. Wright og hele hans generation og de der fulgte sagde: Onkel Tom er død. Onkel Toms børn lever.
Richard Wright (1908-1960)
Debuterede med ‚Onkel Toms børn‘, 1938
Senere bøger: ‚Søn af de Sorte‘, ‚Sort ungdom’‚ Vidnet‘, ‚Glad Dag i Chicago‘ og ‚Sort Sult’
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed