Socialistisk Arbejderavis
Nr. 265 – 14. februar 2007 – side 7
Venezuela, Hugo Chavez og den permanente revolution
Chris Harman
Hugo Chavez taler om “permanent revolution“ i Venezuela. Men der foregår en kamp om fremtiden for revolutionen og for forandringer nedefra, skriver Chris Harman
Utilfredshed med parlamentarikerne betyder, at der tales meget om "folkemagt" som et alternativ i Venezuela, skriver Chris Harman
På det seneste har Venezuelas præsident Hugo Chavez flere gange erklæret, at han og hans regering vil følge en mere venstredrejet kurs. I januar måned udråbte han sig selv som trotskist: “Trotskij sagde, at revolutionen er permanent, at den aldrig standser. Lad os følge Trotskij,“ sagde han.
Chavez har allerede lagt sig ud med overklassen i Venezuela ved at bruge dele af indtægterne fra det statslige olieselskab til at finansiere velfærdsprogrammer blandt de fattigste.
Nu har han bebudet at ville gen-nationalisere elforsyningen og det største teleselskab.
Han har gennemført en regeringsrokade og skilt sig af med ministre fra de to små socialdemokratiske partier, som ellers er en del af Chavez’ valgalliance.
Chavez ønsker også at udskifte sin valgalliance, der består af fire partier, med et “forenet revolutionært parti“, som ikke blot omfatter parlamentsmedlemmer, men også de mange tusinder aktivister, som ikke er medlem af noget parti.
Radikalisering
Radikaliseringen i Venezuela skyldes et pres nedefra – der er tale om den store masse af byernes fattige, arbejderne og bønderne, som reagerer på højrefløjens forsøg på at vælte en regering, der lagde ud med kun at ville gennemføre meget begrænsede reformer.
Chavez’ venstredrejning er en reaktion på, hvad den million eller flere mennesker, som spiller hovedrollen i bevægelsen nedefra, føler og brænder for. Det seneste eksempel på denne venstredrejede stemning er præsidentvalget i december 2006, hvor Chavez høstede 62 procent af stemmerne.
Valgresultatet fejede uden videre den seneste udfordring fra højrefløjen af banen. Men valgkampagnen afslørede også aktivisternes utilfredshed med Chavez’ valgalliance.
Partierne i alliancen betragtes som afskåret fra bevægelsen, og der høres mange anklager om bureaukrati, vennetjenester og korruption.
Chavez forholder sig til disse følelser. Men der er stadig grænser for hans radikale handlinger. Størsteparten af de store virksomheder i Venezuela er forblevet urørt af Chavez-regeringen – og Chavez har i en nylig tale fastholdt, at “det nationale borgerskab“ stadig har en vigtig rolle at spille.
Permanent revolution
Men permanent revolution handler om mere end forsøg på at gennemtvinge forandringer oppefra.
Karl Marx kom første gang op med ideen i sin analyse af revolutionerne i 1848-49. Leon Trotskij tog tråden op efter 1905-revolutionen i Rusland.
For Marx og Trotskij handlede permanent revolution om, hvordan mindre bevægelser omkring krav om demokratisk politisk forandring kan mobilisere massen af arbejdere til at gå til handling og gennem denne proces at overtage føringen selve den revolutionære proces.
Masseaktivitet fra neden kan starte ud med de demokratiske krav, som udtænkes af ledende personligheder fra middelklassen, men der udvikler sig et momentum, i hvilket massen af arbejdere begynder at tage kontrol over deres egen skæbne og begynder at kæmpe for en fuldblods social revolution.
Dette sker ikke, blot fordi Chavez dekreterer oppefra, at alle de politiske kræfter, som står bag ham, skal forene sig i et samlet parti.
Der er meget forskellige opfattelser af, hvilken retning Venezuela skal udvikle sig i, blandt Chavez’ støtter – opfattelser, som indebærer, at et tilsyneladende forenet parti vil indeholde fire forskellige tendenser.
Den første, som findes blandt parlamentarikere og partiansatte, mener, at regeringen skal være mere imødekommende overfor erhvervslivet og højrefløjen.
Den anden ønsker udvikling i retning af, hvad dens tilhængere kalder socialisme, men i et meget langsomt tempo. For denne fløj vil målet om et forenet parti forsinke den revolutionære proces.
Cuba
En tredje tendens satser på at skabe et samfund efter cubansk forbillede. I Venezuela har USA’s fjendtlige holdning overfor Cuba ført til, at mange ser landet som en model – en måde at udvikle samfundet på, der kan føre til socialisme og et bedre og mere frit liv for almindelige mennesker.
I 1960erne og 1970erne accepterede det cubanske styre en samfundsmodel, som var stærkt inspireret af det tidligere Sovjetunionen. Det medførte, at det store flertal af arbejdere og bønder blev frataget retten til at diskutere og stemme om, hvilken retning regeringen skulle følge. Ikke engang uafhængige fagforeninger blev tilladt.
Trods al snak om socialisme er Cuba i dag præget af enorme skævheder i fordelingen af indtægter og velstand.
Tilhængerne af den cubanske model kan tænkes at ville forsøge at udnytte bevægelsen til at gennemføre statslig kontrol over industrien og kontrol over staten gennem etpartistyre. Men de vil standse bevægelsens udvikling, hvis folkemasserne begynder selv at tage kontrol over udviklingen.
Hvad dette betyder i praksis viste sig sidste forår. På kongressen i den nye faglige landssammenslutning UNT stemte et flertal af de delegerede for at gennemføre demokratiske valg af lederne, således at UNT blev et organ for ægte arbejderdemokrati. Et mindretal af de delegerede udvandrede for at forhindre afstemningerne, og de argumenterede for, at det var irrelevant for den revolutionære proces, om arbejdere kunne vælge deres egne ledere.
Dette er det modsatte af, hvad Marx og Trotskij mente med permanent revolution. Det er en holdning, som forsøger at forhindre, at arbejderne demokratisk tager deres skæbne i egne hænder og spiller en ledende rolle i den revolutionære proces.
Revolutionære
Endelig er der en ægte revolutionær tendens – grupper af aktivister, for hvem det at gøre revolutionen permanent betyder organisering af arbejderne, de fattige, de oprindelige folkeslag og bønderne til kamp for deres egne krav.
En af disse grupper kalder sig “Klassekampstendensen“. Den udgør flertallet i UNT og er trotskistisk inspireret (men af en anden variant af trotskisme end den nye arbejdsminister). En anden gruppe kalder sig Por Nuestras Luchas (“Gennem vor kamp“) og er inspireret af strømninger som byguerilla og autonomisme og arbejder for at organisere de fattige, bønderne og de oprindelige folkeslag.
I det 20. århundredes store revolutionære begivenheder betød permanent revolution, at arbejdere dannede deres egne demokratiske institutioner på gulvplan – arbejderråd – og gennem disse trak de resten af de udbyttede og undertrykte med i kampen.
For arbejderne, som var bundet sammen af arbejdspladsen i en fælles kamp mod udbytning, var det nemmere at udvikle en organisk enhed i kampen, end det var for bønderne og de fattige.
Utilfredshed med parlamentarikerne betyder, at der tales meget om “folkemagt“ som et alternativ i Venezuela.
Men for de første tre tendenser handler dette blot om valg af forsamlinger, der kan udlægge regeringens politik for folkemasserne.
Hvis revolutionen skal udvikle sig i ægte permanent retning, så må arbejderne gå meget længere end dette. Det er nødvendigt at de danner deres egne demokratiske organer med henblik på at tage kontrol over regeringen. på at udskifte de nuværende korrupte strukturer i staten og på at reorganisere industrien med det formål at bringe en ende på fattigdommen og de enorme uligheder, som fortsat præger Venezuela.
Chris Harman er redaktør af International Socialism Journal
www.isj.org.uk
Oversat af Martin Johansen
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed