Socialistisk Arbejderavis
Nr. 265 – 14. februar 2007 – side 8
Venezuela
Kampen efter valget
Steve Mather
Michael Lebowitz, der er interviewet her, er en fremtrædende marxistisk forfatter, som for tiden bor i Venezuelas hovedstad Caracas. Lebowitz har lige udgivet en bog med titlen “Build It Now“, som undersøger, hvilket potentiale udviklingen i Venezuela har til at skabe en ny “socialisme for det 21. århundrede“.
Michael Lebowitz
– I det sidste kapitel bruger du udtrykket “De Radikale Behovs Revolution“. Hvad gør begivenhederne i Venezuela til en revolution, og hvad driver processen fremad?
– En revolution er ikke et kup eller en bestemt handling – det er en proces. Der er afgjort en revolutionær proces på vej i Venezuela.
Denne proces skaber forhold, der giver folk indflydelse nedefra, og holder samtidig blikket fast rettet på målet om menneskelig udvikling, og det er herfra at udtrykket kommer. Det er en proces, hvor oliepenge bliver brugt til både at udvikle menneskets produktivkræfter og til samtidig at skabe nye produktionsrelationer. Og det er en proces, hvor en ny form for magt fra neden – lokale råd – der organiserer bydele på 200 til 400 familier, hurtigt spreder sig. Hvor langt denne proces vil gå, vil ikke blive afgjort af analytikere, men igennem virkelig kamp.
Chavez skubber afgjort denne proces fremad. Det er hævet over enhver tvivl, prøv bare at læse hans taler. Men Chavez handler ikke i et vakuum. Den utrolige respons, han får fra masserne, gør ham til det, han er. Uden denne respons, som giver ham energi og selvtillid, tror jeg en mistanke om at han ville blive opslugt af det “Tredje Vejs“ perspektiv, han havde, da han først blev valgt. Så her kan jeg se en dialektisk proces imellem lederskabet og dem i samfundets bund.
– Venezuela er stadig et kapitalistisk samfund med alvorlig fattigdom. Der har været ambitiøse sociale programmer inden for sundhed, uddannelse, læsefærdighed og så videre. Hvor langt kan det venezuelanske samfund reformeres uden nye revolutionære rystelser?
– Jeg tror, at programmerne har gjort en stor forskel for flertallet, men at det før eller senere bliver nødvendigt med et revolutionært brud, hvis denne proces skal fortsætte i en socialistisk retning. Hvilken form, den vil få, er det derimod svært at sige noget om.
Uden politiske og kulturelle revolutioner vil revolutionen uundgåeligt blive deformeret. Med kulturelle mener jeg det gamle problem med vennetjenster og korruption – en sygdom, som de chavistiske ledere på ingen måde er immune overfor. Og dette er ikke kun et spørgsmål om attituder. Der er folk, der ønsker “Chavez uden socialisme“. Som jeg skriver i min bog er det folk, hvis ønske om “udvikling af massernes evner og formåen ikke er så stærkt som ønsket om at akkumulere magt og velstand for deres familier“.
Klassekampen er overalt i Venezuela. Den er der i kampen imod amerikansk imperialisme og nyliberalisme, og for reel selvbestemmelse. Den er der i kamp imellem Venezuelas gamle herskerklike og den bolivariske revolution (det navn, som Chavez har givet processen i Venezuela – henviser til den latinamerikanske frihedshelt, Simon Bolivar; red.). Den er der i kampen mellem de venezuelanske kapitaliser og de organiserede arbejdere, og bønder, og den er der i den voksende kløft imellem et fremvoksende bolivarisk oligarki og massen af de ekskluderede og udnyttede.
Alle af disse ting sker samtidig, men som jeg ser det er det modsætningerne i Chavez-lejren, der er den mest umiddelbare trussel for den revolutionære proces. De afslører en barriere, der må overvindes, før det er muligt at få fremgang på andre fronter. Men hvordan dette skal ske, afhænger af mange faktorer.
Staten
– I hvilket omfang er staten en hindring for en socialistisk transformation af Venezuela? Du citerer Karl Marx’ kommentar om Pariserkommunen i 1871, hvor arbejderne kort havde magten over byen. På baggrund af den erfaring argumenterede han for, at arbejderne ikke bare kan overtage det “færdiglavede statsapparat“, som det vokser frem under kapitalismen. Betyder det, at staten skal “smadres“, eller kan staten blive “omdannet“? Er det nødvendigt for arbejderne at skabe deres egen stat fra neden, som det skete under kommunen?
– Indtil videre har staten været en enorm forhindring, selv for etablering af de sociale programmer. Det er vigtigt at huske, at alle de succesfulde programmer er blevet iværksat uden om det normale statsapparat. Og nu er det muligt, at en ny stat kan vokse frem gennem de lokale råd, en der skaber grundlaget for magt fra neden – en ny slags stat, meget lig det, Marx så i Pariserkommunen.
Så ja, jeg tror, at en ny slags stat er nødvendig, men hvordan den kommer i stand i Venezuela eller andre steder skal ikke følge en bestemt formular. Det vigtige er en klar anerkendelse af målet: At kun en stat, der er demokratisk og decentral, kan skabe mulighederne for den fulde udvikling af arbejdende mennesker. Hvis du på den anden side spørger mig, hvordan jeg har det med folk, der mener, at staten må “smadres“, fordi staten (enhver stat) per definition forråder og besejrer dig, så må jeg bare le.
– Hvad med den internationale dimension? Er der en fare for at Venezuela bliver isoleret fra andre lande?
– Ja, den fare er der. Og ja, Venezuela har brug for international støtte og for ikke at blive isoleret. Når det er sagt, er det spørgsmålet, hvilken slags isolation og hvad kan der gøre for at undgå det.
Der er nogen, der siger, “vi er nødt til at gøre alt, der er muligt, for at vinde offentlige mening for at støtte den bolivariske revolution.“ Og hvad mener de med den offentlige mening? Tja, det er massemedierne, indflydelsrige intellektuelle og kritiske meningsdannere.
Men sådanne folk vil sige: “Nej, nej, lad være med at fjerne jeres ambassadør fra Israel som reaktion på angrebet på libanesere og palæstinensere – I vil skræmme lande, der er vigtige for at holde USA’s aggression på afstand.“ Men masserne i Mellemøsten forstod vigtigheden af Venezuelas handling og hyldede Chavez’ principfasthed og mod – en handling der har synliggjort deres egne regeringers inaktivitet.
Og hvad så med den internationale isolation? Ansvaret for det er i hænderne på venstrefløjen udenfor Venezuela. Jeg har ringe tålmodighed med de paver på venstrefløjen, der udsender rundskrivelser om, hvordan der nu er endnu et eksempel fra den virkelige verden, der ikke lever op til deres jomfruelige krav til socialismen.
Det er revolutionæres forpligtelse at lære, hvad der sker i Venezuela og sprede en forståelse for brugen af oliepenge til at skabe nye forhold produktionen, til det omfang og variation i programmer, der støtter udviklingen af menneskers kapacitet, skabelse af lokale råd, og hvad der sker vedrørende fabriksbesættelser og medbestemmelse. Og jeg tror, at hvis man organiserer international solidaritet på dette grundlag, er det samtidig en måde at organisere på lokalt, der kan skabe en ny følelse af fællesskab, der kan udfordre kapitalismen.
Steve Mather skriver for Socialist Review
Oversat af Troels Skov Nielsen
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed