Socialistisk Arbejderavis
Nr. 265 – 14. februar 2007 – side 8
Venezuela – socialisme for det 21. århundrede?
Demokrati på gulvplan
Steve Mather
Hvad vil Hugo Chavez? Højrefløjen kalder ham diktator. Hans vælgere elsker ham. Selv taler han om at opbygge en “socialisme for det 21. århundrede“. Vi ser nærmere på den proces af forandring, der er sat i gang i Venezuela.
Chavez-tilhængere i gaderne i Caracas
Processen i Venezuela kan groft set deles op i to. Der er dels de sociale programmer, dels eksperimenter med nærdemokrati i de fattige områder – begge er sat i gang af den folkelige bevægelse.
Samtidig er der i industrien eksperimenter med medbestemmelse, hvor arbejdere vælger deres egne repræsentanter til firmaernes ledelse. Mange håbede, at kampen for at udvikle og udvide medbestemmelsen ville blive ført an af den nye faglige sammenslutning, UNT. Desværre har UNT været lammet af interne konflikter. Det har medført, at siden der blev gennemført medbestemmelse i begrænset målestok i 2005, er processen nærmest gået i stå.
De to dele af processen har det til fælles, at de begge omfatter en kamp imod det statslige bureaukrati, og samtidig afføder de interne kampe i bevægelsen selv.
I de fattige områder går tingene forholdsvis glat. Der er dannet en række lokale organer, som er begyndt at fungere, og de udgør et nyt institutionelt apparat, som med tiden kan komme til at udgøre et alternativ til det gamle statslige bureaukrati. De består af tre forskellige typer:
Der er et lovgivende organ, hvor valgte personer fra de sociale programmer og andre græsrodsorganisationer er repræsenteret. Dernæst er der en lokal bank, som også kontrolleres af valgte medlemmer af lokalsamfundet, og som ansøger om midler direkte fra regeringen og kan dermed gå uden om ministerier, som er imod deres beslutninger. Endelig er der et kontrolorgan, som overvåger arbejdet i de to første. Alle valgte personer kan trækkes tilbage uden varsel.
Der er dog problemer med at overvinde en vis apati i lokalområderne. Maria Cristina Machuca er aktivist i den nordlige by Catia og medlem af et af de mange lokalråd. Hun indrømmer, at rådene har været længe om at få folk involveret, men hun afviser den almindelige kritik, at dette viser, at demokrati på gulvplan er dømt til at mislykkes.
“Neoliberalismen har ramt os her i Venezuela på samme måde som alle andre steder,“ siger hun. “Folk er blevet afskåret fra hinanden. Mange mennesker ernærer sig i den økonomiske gråzone, som opmuntrer til en meget individualistisk overlevelsesmentalitet. Det vil tage tid, før det daglige arbejde formår at skabe en bevidsthed af fællesskab i lokalsamfundet.“
Arbejderkamp
I industrien går problemerne meget dybere. Mange forventede, at UNT kunne optræde som en ny faglig organisation uden den korruption, som prægede det gamle fagforbund, CTV. Imidlertid blev UNT’s anden kongres i april 2006 lammet på spørgsmålet, om man skulle vælge ny ledelse før eller efter landets præsidentvalg.
Men der foregår mange vigtige kampe på arbejdspladserne – imod privatisering og for nationalisering, for medbestemmelse og imod topstyring. Det ultimative mål for venstrefløjen i UNT er total arbejderkontrol.
Den mest ekstreme udgave af denne kamp kan findes i Puerto Ordaz, en by i Venezuelas industrielle kerneområde. Det er et område, som er rigt på mineraler, og derfor er der bygget et væld af fabrikker med henblik på at forarbejde råvarer til mere brugbare produkter.
På Alcasa-værket forarbejdes aluminium, og et par kilometer væk findes Sidor-værket, som forarbejder stål.
Indtil 1997 fulgtes de to værker ad i udviklingen. Op gennem 1970erne voksede begge meget hurtigt som resultat af voksende indtægter fra olien. Fra 1974 til 1979 brugte regeringen store summer på at udvikle dem, og de blev hurtigt de største inden for hvert sit område på kontinentet.
Men da oliepriserne faldt, blev der lagt pres på arbejderne. Arbejderne gik til modstand og blev radikaliseret i den proces. Puerto Ordaz havde de mest radikale og uafhængige fagforeninger i Venezuela. Men neoliberalismen i 1980erne og 1990erne krævede i længden sine ofre, og som alle andre steder blev arbejdernes organisationer svækket.
De to fabrikker begyndte at gå hver sin vej i 1997, da Sidor blev privatiseret af Caldera-regeringen. Han havde også planer om at privatisere Alcasa-værket, men inden det lykkedes, var Chavez kommet til magten som præsident i 1998. Chavez-regeringen havde andre planer. Alcasa blev udnævnt til forsøgseksperiment for medbestemmelsesprogrammet, mens Sidor blev skubbet til side.
Når det drejer sig om medbestemmelse, anses Alcasa for at være den mest udviklede arbejdsplads i Venezuela. Arbejderne vælger deres ledelse, som sidder side om side med valgte tillidsrepræsentanter i komiteer, som koordinerer produktion og finanser. Alcasa-arbejderne er højtlønnede sammenlignet med andre arbejdspladser, og deres jobs er sikre.
Jeg blev budt velkommen på Alcasa af Osvaldo Leon, en gammel socialist, som har været fagligt aktiv gennem hele sit voksne liv.
Osvaldo talte om begrænsningerne i den måde, Alcasa-værket har gennemført medbestemmelsen på, samt om de problemer, der skal overvindes, hvis det skal fungere. “Arbejderkontrol kan ikke gennemføres pr. dekret,“ sagde han. “Den skal opbygges og udvikles gennem en proces.“ Ved at deltage i medbestemmelsen og gennem uddannelse kan arbejderne udvikle en bevidsthed som klasse, sagde han. På den måde bliver de en organisk del af processen, frem for blot at afgive en stemme en gang imellem og derefter gå tilbage til arbejdet.
Trods Alcasa’s ry for at praktisere en høj grad af medbestemmelse sagde Osvaldo overraskende, at arbejderne er meget mindre klassebevidste end på Sidor-værket og andre privatejede fabrikker. De steder er arbejderne nødt til at lære gennem hårde kampe med deres arbejdsgivere, mens de høje lønninger og statstilskud har betydet, at arbejderne på Alcasa har det lidt nemmere.
Osvaldo tilføjer: “Hvis man for eksempel indkalder til et møde i delstaten Aragua, så ankommer folk på cykel eller til fods. Her ankommer de alle i nye biler. Vores økonomiske situation er meget forskellig fra mindre virksomheder og fra situationen for Venezuelas arbejdere i almindelighed.“
En af de faglige organisatorer mente, at processen med medbestemmelse var gået i stå, men andre arbejdere var ikke så negative. Santiago Martinez, 27 år, sagde, at selv om ledelsen ofte udtænkte nye arbejdsrutiner for at øge produktiviteten, så blev de som regel afvist af arbejderne: “Vi arbejder her til daglig og kender processen bedre end dem. Siden vi fik medbestemmelse, er omkring 80 procent af beslutningerne vedrørende arbejdsprocessen i realiteten blevet taget af arbejderne.“
På Sidor-anlægget er relationerne mellem arbejdere og ledelse noget helt andet. Da firmaet blev privatiseret, blev arbejdsstyrken skåret ned fra 18.000 ansatte på fuld tid til blot 15.000, hvoraf 10.000 arbejder på midlertidige kontrakter. Selv om fabrikken ejes af det argentinske multinationale firma Trinium, så er de fleste arbejdere ansat af en af i alt 232 private underentreprenører.
Der har været mange strejker gennem de sidste ni år for at opnå bedre forhold – men det ultimative mål om nationalisering er stadig det strategiske endemål.
Selv om jeg ikke fik adgang til Sidor-værket, så lykkedes det mig at deltage i et møde med to af fabrikkens vigtigste faglige ledere, Jose Melendez og Cruz Bello. Vi talte om forskellene på Alcasa og Sidor. “Mens arbejderne på Alcasa lærer gennem uddannelse og gennem de organisationsformer, som staten har udtænkt, så lærer vi gennem kamp,“ sagde de. “Vi har kæmpet mod de private firmaer i årevis, og vi fortsætter, til vi når vores mål. Og det mål er gen-nationalisering af Sidor.“
En lang kamp
Cruz Bello talte om sin støtte til Hugo Chavez: “Vi har kæmpet i mange år, og gennem 1980erne var vi alene. Der var undertrykkelse, og mange aktiviteter måtte foregå i hemmelighed. Selv om der er konflikter mellem vores fagforeninger og regeringen, fordi regeringen ikke er så lydhør for vores krav om nationalisering, så kan vi organisere os frit. Vi kan gå i strejke, og politiet holder sig stort set væk.“
Melendez tøvede ikke, da jeg spurgte ham, hvorfor regeringen indtil nu har ignoreret arbejdernes krav om nationalisering. Idet han henviste til Sidors ejeres nationalitet, sagde han: “Chavez vil ikke fornærme sin ven Kirchner (Argentinas præsident) ved at smide et argentinsk firma ud. Han har et større latinamerikansk projekt i tankerne.“
Dette er en stor bekymring for arbejderbevægelsen og en af de mest modsætningsfulde dele af regeringens politik. Som led i en plan om at udvide olie- og gasindustrien over de kommende seks år, er der forslag om at forsøge den udenlandske kapitals andel af økonomien år for år. Størstedelen af den kapital skal tilsyneladende skaffes uden for USA, så regeringen sælger planen som en antiimperialistisk strategi, men det er svært at se, at det vil gøre den store forskel for arbejderne. Mulighederne for arbejderkontrol på fabrikker, der ejes af udenlandsk kapital, er ikke store.
For nogle år siden kritiserede aktivisten Roland Denis, at regeringen ikke rigtigt var klar over, hvordan den skulle nå sine radikale mål. I dag tror han på, at regeringen har en plan. “Chavez har udstukket en retning, og den retning støtter vi,“ sagde han. Problemet er, at denne retning modarbejdes af forskellige grupper inden for Chavez’ eget parti, MVT: “De forsøger at danne en stor mafia for at modarbejde regeringens beslutninger her i landet. Dette sker både på lokalt og nationalt niveau.“
Roland er optimistisk og mener, at dette vil blive mere åbenlyst. Der findes, siger han, radikale tendenser i MVR – især uden for hovedstaden Caracas – og disse presser på for en splittelse. Imidlertid tvivler han på, om det er muligt at splitte MVR i højre-venstre på grund af partiets natur som en koalition af partier, hvis vigtigste funktion er at fungere som valgmaskine. “Koalitionen består af partier og tendenser, der er mere loyale mod sig selv end mod en ideologi,“ tilføjer han.
Oversat af Martin Johansen
Se også:
SAA 265: Venezuela, Hugo Chavez og den permanente revolution
SAA 265: Venezuela: Kampen efter valget
SAA 265: I solidaritet med den venezuelanske revolution: Hands Off Venezuela
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed