Socialistisk Arbejderavis
Nr. 270 – 20. juni 2007 – side 7
Kommentar
Voldens vildveje i Rostock
Jakob Nerup
Deltog man ikke selv i Rostock til demonstrationen mod G8, så må man være efterladt med det indtryk, at volden dominerede. Magthavernes taktik lykkedes. Med ransagninger og et enormt militariseret politiopbud havde de sat en scene, hvor de signalerede, at alle deltagere pr. definition var potentielle voldelige.
I Gleneagles forrige år kunne man både lave massedemonstration og militante marcher mod mødestedet for at hævde sin demokratiske ret til at magthaverne skulle høre protesterne. Det er både politisk vigtigt og rigtigt at kunne gøre begge dele. Men i Rostock gik det ikke. Sort blok greb alle muligheder for at kæmpe.
De danske deltagere i demonstrationen i Rostock var generelt fredelige og indstillet på massedemonstration. Men i medierne har flere unge bagefter givet udtryk for, at konfrontationerne var seje og at sort blok viste styrke i modsætning til protesterne i Gleneagles. Dette er en enormt snæversynet og romantiseret opfattelse af topmødedemonstrationerne.
De eneste, som har vundet retten til videre kamp, er statsmagtens kamptropper, der for alvor har fået bevist deres tese om, at demonstranterne er voldelige, og dermed har fået retten til yderligere undertrykkelse. Alene på den baggrund må man sige, at det var forkert at slås med og angribe politiet.
Dernæst kan man fremhæve det faktum, at vi aldrig vinder denne type konfrontationer. Selv en nok så velorganiseret elite af folk fra sort blok kan aldrig overvinde politiets styrker. At det blev til et uafgjort slag i Rostock skyldes alene det faktum, at sort blok kunne kæmpe i ly af massedemonstrationen og gemme sig i menneskemængden. Uden massedemonstrationen var de blevet smadret.
Venstrefløjens perspektiv
Venstrefløjen må have et perspektiv om, at massemobilisering er vejen til at lave verden om, fordi det betyder en konkret involvering af rigtig mange mennesker i selv at gøre noget, og fordi det er nøglen til at vinde diskussioner med flertallet af almindelige mennesker. Venstrefløjen skal hverken være pacifistisk eller umilitant, men vi skal nøje vælge vores kampe.
Militans giver kun mening, hvis det styrker bevægelsen eller den konkrete kamp. Men det er altid en taktisk vurdering, ikke et mål i sig selv.
Hvis man i en strejke anvender militante blokader og besættelser, så skal man gøre det, når der er flertal for det og man samtidig formår at skabe opbakning i andre dele af arbejderklassen.
I forhold til Ungdomshuset, så var det rigtigt at tage en militant kamp i gaderne, da huset blev angrebet af politiet, men det er en total nederlagsstrategi i dag, hvis man tror at konfrontationer med politiet skaber et nyt Ungdomshus.
Vi vinder hverken over G8 eller kapitalismen ved at være nok så militante, men ved at organisere flertallet til aktivt at være med. Lad os bruge erfaringerne fra Rostock til at komme fremad i bevidstheden om, at 80.000 var rigtig mange og 700 danske deltagere ikke så ringe. Vi kan blive mange flere næste gang, hvis vi mobilisererer politisk.
Se også:
SAA 270: Det mener vi: Join the band
SAA 270: En sejr i Rostock
SAA 270: G8-topmøde: Tomme løfter fyldt med varmt luft
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed