Socialistisk Arbejderavis
Nr. 274 – 29. november 2007 – side 4
Interview med Johanne Schmidt-Nielsen, MF for Enhedslisten
Enhedslisten og valget
Alexander Lassithiotakis
Alexander Lassithiotakis har talt med Enhedslistens spidskandidat og topscorer ved valget, Johanne Schmidt-Nielsen – om valget, Enhedslisten og fremtiden.
Hvad er valget et udtryk for – hvorfor blev Fogh genvalgt?
Umiddelbart virker det naturligvis vanvittigt, at Fogh kan blive genvalgt efter de mange massive velfærdsprotester. Især fordi protesterne rent faktisk ikke bare kom fra fagbevægelsens top – tværtimod. Jeg mener ikke, at der findes ét enkelt svar på, hvorfor Fogh vandt. Et af svarene er, at det reelt var svært at se forskel på Socialdemokraterne og regeringen. Thorning sagde velfærd eller skattelettelser. Fogh sagde velfærd og skattelettelser. Hvis folk kan få både og, siger de ja tak til det. Hvis socialdemokraterne turde pege på grundlæggende forskelle, tror jeg resultatet var blevet et andet. De kunne f.eks. sætte fokus på den massive privatisering af Danmark. Der bliver postet millioner af kroner ind i den private sygehussektor pt. gennem behandlingsgarantien. Der bliver åbnet op for brugerbetaling på uddannelse osv. Valgkampen burde have været en kamp mellem et samfund med fælles løsninger over for et samfund med markeds-løsninger. For det er reelt det valg, vi står over for lige nu. Fogh skærer ikke bare på velfærden. Han ændrer simpelthen ved hele måden samfundet er skruet sammen på – og det er vel at mærke ændringer der går i den stik forkerte retning.
Et andet aspekt er naturligvis, at Fogh desværre havde succes med at spille “indvandrer-kortet“. Ved at melde ud, at Danmark ville blive en flygtninge-magnet hvis oppositionen kom til magten, pillede han ved den frygt som blandt andet Dansk Folkeparti har været med til at skabe gennem mange år. Kampen imod racismen og imod billedet af “muslimer“ som en homogen gruppe, der udgør samfundets indre fjende, er en meget central opgave for venstrefløjen. Det kan kun lykkes Fogh at spille sit “indvandrer-kort“, fordi langt flere end bare dem der sætter kryds ved Pia, er hoppet med på hendes vogn. De er reelt bange for hvad der sker, hvis der kommer flere indvandrere til landet og de har fået tudet ørene fulde af, at indvandrere er nogle kriminelle baryler. Vi skal som venstrefløj i den grad have gjort op med det billede og få skabt fokus på at f.eks. spørgsmålet om kriminalitet altså handler om sociale forhold – ikke om hudfarve eller etnicitet.
Hvorfor går Enhedslisten tilbage?
Igen tror jeg ikke at man kan komme med et simpelt svar. Jeg mener at vi kørte en rigtig god valgkamp, vi kan selvfølgelig altid blive bedre, men der var tusinder på gaden for liste Ø og organisationen kørte derudaf. En af forklaringerne på, at vi gik to mandater tilbage, er naturligvis SF’s flotte fremgang. Det er altid sjovest at være på “vinderholdet“ og SF var enormt konkrete i fremlæggelsen af deres politik. I en eller anden grad scorede de stemmerne fra velfærds-bevægelsen, på trods af at enormt mange af de aktive jo har været aktivister i og omkring Enhedslisten. Det kan vi måske lære noget af.
Til gengæld solgte SF jo altså også ud på en lang række områder. F.eks. fredede de bolig-skatten på trods af, at de arbejdsfri indtægter der kommer gennem de enorme værdistigninger på ejerboliger, er noget af det der skaber aller mest ulighed i samfundet. Deres udmelding omkring et såkaldt flygtningeloft kunne ikke engang socialdemokraterne bakke op omkring. Så nogle ting kan vi lære – andre steder er jeg dybt uenig i deres strategi. Det er muligt man får stemmer på at melde ud omkring flygtninge-loft – men prisen for de stemmer er altså alt alt for høj. Vi er ikke bare interesserede i en ny regering. Vi vil faktisk en anden politik.
En anden forklaring på vores tilbagegang er naturligvis at nogle blev urolige for hele debatten omkring Asmaa Abdol-Hamid. Det giver ikke mening at sætte tal på hvor mange der valgte at sætte deres kryds et andet sted pga. at Enhedslisten havde opstillet Abdol Hamid, men det er klart, at efter måneders mediehetz er der nogle der bliver i tvivl. At påstå at Enhedslistens tilbagegang kun skyldes Asmaa Abdol-Hamid er til gengæld helt hul i hovedet efter min mening. Og det er vigtigt i den forbindelse at understrege, at det ikke er Asmaas “skyld“ at eventuelle vælgere er faldet fra.
Det er partiet som helhed der sammensætter opstillingslisten. I det hele taget er det meget lidt konstruktivt at tale om “skyld“. Og så var vi jo oppe imod et generelt samfundsmæssigt syn på indvandrere – og muslimer specifikt – som det vil kræve år at ændre. Der er nogle der har spurgt, om vi er blevet forvirrede omkring vores forhold til religion. Det mener jeg sådan set ikke vi er. Enhedslistens holdning er klokkeklar. Vi er det parti der har den skarpeste linje omkring total adskillelse af kirke og stat. Samtidig går vi ind for religionsfrihed og religionslighed. Jeg skal have lov til ikke at tro på en Gud, ligeså vel som at andre skal have lov til at tro på hvad de nu vil.
En tredje forklaring kan være at Pernille Rosenkrantz, der ved sidste valg scorede enormt mange stemmer til partiet, valgte ikke at genopstille.
Og en fjerde forklaring er jo, at hele valgkampen var centreret omkring mudderet på midten og om bogstavleg og dronningerunder. I den diskussion er Enhedslisten ufatteligt uinteressante, og det gjorde jo at der var meget lidt fokus på os. I virkeligheden blev der diskuteret meget lidt politik under valgkampen. Personligt mener jeg jo nok, at det er en af de primære forklaringer på vores tilbagegang. Og helt ærlig, det er skide flot at vi kom over spærregrænsen på trods af at samtlige kommentatorer og journalister havde dømt os ude fra dag et.
Hvordan kommer vi videre herfra – med at vælte Fogh og styrke Enhedslisten?
Det er klart at vi havde foretrukket at stå i opposition til en Helle Thorning der var afhængig af vores mandater, frem for at være opposition til Anders Fogh. Vi er forholdsvis uinteressante parlamentarisk. Så vores rolle på Christiansborg bliver i høj grad fortsat at stille de kritiske spørgsmål og turde at bide os fast de steder hvor det gør ondt. Og så er det også at komme med alle de gode ideer. Vi tør tænke længere end til næste finanslovsforhandling, og vi laver ikke bare politik efter meningsmålingerne.
Det betyder, at vi faktisk sætter nogle dagsordener – også selvom folk ikke altid opdager at det er os de kommer fra! F.eks. mener langt de fleste i dag, at vi skal finde en måde at få de multinationale til at betale skat. Og hele budskabet om at der er råd til bedre løn og flere hænder, jamen det var det også Enhedslisten der startede med at melde ud. Så blandingen af at være vagthunden der tør bide sig fast, og at være dem der kan og tør og vil tænke ud over rammerne, er nok den rolle vi står med. Men politiske forandringer kommer jo altså ikke bare fra Christiansborg – tværtimod.
Den aller vigtigste opgave for Enhedslisten de næste par år er, at vi får styrket vores arbejde i bevægelserne. Får fastholdt og udbygget den megen aktivitet der er rundt omkring. Og vi får fokus på hvordan vi kan få en langt stærkere organisation hvor endnu flere af vores medlemmer har lyst til at være aktive. Og at få sammenkoblet arbejdet i bevægelserne med arbejdet i partiet. Det politiske arbejde uden for de tykke mure, er det altafgørende. Det er vi skide gode til – men vi kan godt blive bedre.
Se også:
SAA 274: Foghs genvalg
SAA 274: Efter valget
SAA 274: Den europæiske venstrefløj: Pubertets-problemer
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed