Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 274 – 29. november 2007 – side 6

Den europæiske venstrefløj

Pubertets-problemer

Jørn Andersen

I nogle år er venstrefløjen næsten bare gået fremad. Men er fremgangen ved at være slut? Et kig ud over Europa tegner et billede, der peger i mange retninger.

Vi er kommet langt siden protesterne ved WTO-topmødet i Seattle i 1999 fik sparket nyt liv i en træt venstrefløj.

Tre faktorer har givet venstrefløjen fremgang: Siden 2003 en global krigsmodstand, som – især i Europa – på mange måder var større end Vietnam-bevægelsen 30 år tidligere.

Dernæst de mange masseprotester mod nyliberale angreb på velfærd og uddannelse – senest fx i Finland, Frankrig, England og Tyskland.

For det tredje reformismens krise: Arbejderpartiernes “når det går godt for kapitalen, så går det også godt for arbejderne“ virker ikke, når kapitalismen er i krise. Og deres alternativ er kun endnu mere nyliberalisme.

Ny venstrefløj

Masseprotesterne har måske givet de socialdemokratiske partier fremgang, men de kan ikke repræsentere denne modstand og protest.

Det kan venstrefløjen til gengæld. Nogle steder blev eksisterende partier som Enhedslisten fokus for venstredrejningen. Andre steder er der dannet nye partier fx Die Linke i Tyskland eller Respect i England.

Men har venstrefløjen reelt noget at tilbyde bevægelsen?

Selvfølgelig har venstrefløjen været aktive i at opbygge bevægelserne. Men generelt er det snarere bevægelserne, der har løftet venstrefløjen end omvendt.

Når fx millioner i fx Spanien og England i 2003 protesterede mod Irak-krigen, eller når 100.000‘er i Frankrig, Tyskland og endda Danmark har strejket og demonstreret for velfærd eller løn og pension, så er det ikke de få tusinde venstrefløjsfolk, der har mobiliseret millioner. De har snarere været katalysatorer eller fødselshjælpere for protester, og derved gjort dem stærkere.

Selvfølgelig har venstrefløjen et alternativ i den forstand, at den ønsker en anden udvikling, at den er imod krig og nyliberalisme og at den har andre værdier end de nyliberale og de imperialistiske værdier.

Magt bag kravene

Problemet er bare, at vi ikke får “en anden verden“ ved at sige, at det er det, vi vil. Der skal magt bag kravene.

Men hvilken magt skal stoppe nyliberalismen? Eller krigene i Irak og Afghanistan? Eller mere generelt til at bygge et samfund på mere solidariske værdier?

Nogle kigger på den parlamentariske scene. Fx Rifondazione Comunista i Italien, som bakker op om en centrum-venstre regering ledet af den tidligere EU-kommisions-formand, nyliberalisten Prodi. Det har ikke hjulpet de italienske arbejdere og studerende – og samtidig støtter de en regering, der fører krig i Afghanistan!

Det gælder også for SF i Danmark. Hvis “Rød Blok“ havde vundet valget, ville vi kun få kosmetiske forbedringer – mod til gengæld at acceptere Afghanistan-krig, flygtningestop, ingen ekstra beskatning af de rige osv.

Disse partier har fået fremgang for at tale bevægelsernes sag. Men de vil – fortjent – blive straffet ved næste valg for ikke at kunne gennemføre dem.

Mis-repræsentation

SF og Rifondazione er løbet ind i det problem, at magten under kapitalismen ikke ligger i parlamentet. Den ligger hos langt dybere sociale kræfter, nemlig klasserne og deres organisering. Dvs. i en kamp mellem på den ene side kapitalistklassen og dens stat og på den anden side arbejderklassen og de sociale bevægelser, der er knyttet til den.

Så selv om et flertal i de europæiske befolkninger er enige med venstrefløjen på mange afgørende, konkrete spørgsmål som velfærd, krig, skat, miljø, så stemmer mange stadig på nyliberale krigspartier, som ikke kunne drømme om at indfri deres krav.

Når der snakkes “low politics“ (sociale værdier), så er folk enige med venstrefløjen. Men når der snakkes “high politics“ (hvem skal styre samfundet, økonomien og alle de ting, vi er afhængige af fungerer under kapitalismen), så ender mange med at stemme på borgerlige eller socialdemokrater.

Det fører til parlamentarisk mis-repræsentation. Folk føler – med rette – at politikerne ikke reelt repræsenterer dem.

Så hvordan bringer vi “low politics“ og “high politics“ sammen, så de sociale krav kommer til at tage magten over økonomi, arbejdspladser osv.?

Bevægelsens magt

Her har den venstrefløj, som fx Enhedslisten tilhører, bedre fat end SF-partierne. De snakker nemlig om at styrke bevægelserne. Det er her der er reelle muligheder for at udfordre magthaverne.

Men det er ikke nok, at bevægelserne vokser. Det er mindst lige så afgørende, hvilke krav og ideologisk fundament, de udtrykker.

Den franske socialist Daniel Bensaïd (LCR) skrev om de sociale bevægelser efter Seattle (1999):

Lidt forenklet kalder jeg det for de sociale bevægelsers “utopiske fase“, som antog forskellige former: Utopier baseret på regulering det frie marked; keynesianske utopier; og først og fremmest ny-libertære utopier, hvor verden kan forandres uden at tage magten eller at man kan klare sig med modmagt (John Holloway, Toni Negri, Richard Day).

Selv om vi har set mange rigtigt store bevægelser de seneste år, så har de kun været i stand til at udfordre magthaverne på enkelt-områder og kun midlertidigt.

Udfordringen for venstrefløjen er på den ene side at vinde opbakning i de bredere bevægelser for krav og strategier, som kan vinde. Og på den anden side at få opbakning fra folk fra de traditionelle, reformistiske, arbejderpartier.

Lyspunkter

Et par eksempler peger i den rigtige retning: I Norge førte man i 2004-5 kampagne og satte gang i debatter i fagbevægelsen, arbejderpartierne og lokalt i byer og bydele om kravene til en ny regering.

Klare krav om af-privatisering m.m. var med til, at den borgerlige regering i 2005 blev erstattet af en “rød-grøn“ regering. Den gennemførte en del forbedringer den første tid, men vendte snart tilbage til traditionel højre-socialdemokratisk politik.

Der var rejst en bred diskussion og formuleret nogle krav – men hvor var den bevægelse, som kunne sikre, at kravene blev indfriet?

I Tyskland er lyspunktet et andet: Her blev der i sommers dannet et nyt venstreparti, Die Linke, med over 70.000 medlemmer. Allerede inden det blev dannet havde Die Linke gjort et stort indhug i de socialdemokratiske stemmer.

Partiet er dannet på at støtte udenoms-pralamentariske bevægelser, men er samtidig bredt nok til, at det er en reel udfordring til det tyske Socialdemokrati. Hvis Die Linke kan fastholde det fokus, kan vi få en styrket venstrefløj i endnu et af Europas største lande.

Et politisk projekt for bevægelsen

Over det meste af Europa står venstrefløjen over for udfordringen at forene bredde og radikalitet.
Hvis venstrefløjen ikke fastholder kravet om radikale forandringer, bliver den ligesom “de andre“ politikere. Det er hvad SF og Rifondazione har accepteret – og er en farlig blindgyde.

Men hvis ikke venstrefløjen samtidig rækker ud over egne miljøer og opbygger brede bevægelser med formulerede krav, som bevægelsen er villig til at slås for, så vil venstrefløjen stå tilbage som et isoleret mindretal.

Det betyder, at vi ikke bare skal være gode aktivister i bevægelserne. Vi skal slås for vore politiske ideer – fx:

- at kampen om velfærd og miljø hænger sammen med kampen mod krig og racisme

- at kampen ikke vindes alene ved store demonstrationer, men kræver strejker og besættelser

- at bevægelsen formulerer et aktionsprogram, som vi vil fastholde enhver regering på

Men langt vigtigere end de præcise krav er det, at bevægelserne får en demokratisk struktur, så bureaukrater i fagforeninger og studie-organisationer ikke beslutter ting hen over hovedet på bevægelsen – eller lægger låg på “ubehagelige“ diskussioner.

Venstrefløjen ved en skillevej

Så det er ikke nok at bygge bevægelserne – der skal også bygges en stærk og synlig venstrefløj inden for dem.

Venstrefløjen står ved en skillevej. Hidtil er venstrefløjen blevet båret frem af bevægelserne. Men bevægelserne vil kun udvikle sig langsomt, hvis ikke venstrefløjen vil slås for den politiske retning i dem.

Det er den udfordring, som får dele af den europæiske venstrefløj til at snuble i disse år. Man kan kalde det en “pubertetskrise“: Det er en krise for en venstrefløj i fremgang. Men en krise, som skal overvindes for at venstrefløjen kan blive større og stærkere.

Se også:
SAA 274: Foghs genvalg
SAA 274: Interview med Johanne Schmidt-Nielsen, MF for Enhedslisten: Enhedslisten og valget
SAA 274: Efter valget

Flere artikler fra nr. 274

Flere numre fra 2007

Se flere artikler om emnet:
Venstrefløj Europa

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 2321 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside