Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 274 – 29. november 2007 – side 9

Strejker og protester lammer Frankrig

Alexander Lassithiotakis

Den franske præsident Sarkozy lægger arm med de franske arbejdere og studerende. Hans angreb bliver indtil videre mødt med stor modstand, og udfaldet kan blive afgørende for i hvilken grad Sarkozy fremover kan implementere nyliberalistiske reformer i Frankrig.

Senest i 2005-06 prøvede daværende præsident Chirac at gennemføre en reform, CPE, der skulle gøre det muligt at ansætte og fyre unger under 25 efter forgodtbefindende. CPE blev opfattet som et forsøg på at underminere arbejdernes rettigheder generelt, og under ledelse af studerende, der demonstrerede og besatte deres universiteter, voksede protesterne. Regeringen stod stejlt til det sidste, og satte politiet til at slå hårdt ned på protesterne. Først da bevægelsen udviklede sig til omfattende strejker måtte regeringen trække loven tilbage.

For de franske magthavere var nederlaget en torn i øjet på deres projekt om at gennemliberalisere det franske samfund. Derfor prøver den nyvalgte præsident Sarkozy nu at knække enheden mellem arbejdere og studerende. Sarkozy har derfor indledt to angreb: ét mod universiteterne og ét mod de offentlige arbejderes pensionsrettigheder.

På universiteterne har Sarkozy gennemført en liberaliseringslov under navnet Universiteternes Frihed og Ansvar (LRU), der åbner universiteterne op for private finansieringer. Loven er dermed et grundlæggende angreb på den offentlige uddannelse for alle, og derfor har de studerende også kæmpet imod, og en bølge af besættelser har spredt sig til de forskellige universiteter.
På trods af at Sarkozy i midten af september lod uropoliti angribe, anholde og rømme de besatte universiteter, er bevægelsen fortsat. Op til deadline af denne avis er 41 ud af Frankrigs 85 universiteter besat.

Angrebet på de offentligt ansatte tager form af nedskæringer, massefyringer, fastfrysning af lønninger og et angreb på deres pensionsordninger. De offentligt ansatte er hidtil blevet kompenseret for manglende løn og hårdere fysisk arbejde ved at kunne gå tidligere på pension end andre arbejdere. Altså en ordning der kan i høj grad kan oversættes til “efterlønsordning“ på dansk.

Nu vil Sarkozy hæve antallet af år de offentligt ansatte skal have været på arbejdsmarkedet før man kan gå på pension fra 37, 5 til 40 år. Og her taler vi om et angreb der rammer en gruppe, der i forvejen har hårde arbejdsbetingelser. Som en jernbanearbejder udtaler det, ifølge modkraft.dk:

“Jeg fik ansættelse ved jernbanen i 1976 i en alder af 18. Jeg har brugt 30 år på at reparere og vedligeholde togsignaler i al slags vejr og med skæve arbejdstider. Selv her ved enden af en lang karriere er min månedsløn på 2.200 euro. Som det er nu, kan jeg trække mig tilbage når jeg fylder 55. Indgrebet vil betyde, at jeg skal arbejde længere uden at få noget igen. De unge jernbanearbejdere, der må brødføde en familie på en månedsløn på 1.500 euro kan knapt nok overleve.“

Jernbanearbejdere i front

Protesterne bliver anført af jernbanearbejdere og togførere. Men flere andre grupper er med i kampen. Det gælder blandt andre postbude, lærere, ansatte i energisektoren og universitetsansatte. Strejkerne har i november lammet det meste af Frankrig; ikke mindst fordi tog og metroer holdt stille.

Derfor er det centrale for Sarkozy også at få knækket jernbanearbejderne, der traditionelt har været bannerførere og toneangivende i den faglige kamp.

Den 23. november var situationen at arbejdet blev genoptaget efter forhandlinger, hvor fagforeninger fik stillet højere løn og tillægspension mod at sluge Sarkozys pensionsreform. En anden del af grunden var at strejkedeltagelsen i dagene op til var faldet blandt jernbanearbejderne.

Udfaldet af Sarkozys kamp med arbejdere og studerende kan have vidtrækkende konsekvenser for både Frankrig og resten af Europa. Reformerne af den offentlige sektor er i bund og grund de samme ændringer som Chiraq prøvede at få igennem allerede i 1995. Dengang resulterede det i en omfattende strejkebevægelse, som vandt.

At Sarkozy tager tråden op handler om at han vil prøve en gang for alle at svække fagforeningerne og de studerendes magt i samfundet. Selv omtaler han det som en “fast kurs“ på linje med den han førte overfor oprøret blandt unge i forstæderne i 2005, en kurs han også lovede i sin valgkamp, og derfor ideologisk argumenterer for at han har ret til.

Flere kommentatorer sammenligner situationen med Thatchers angreb på minearbejderne i 1985. Dengang vandt hun, og resultatet var at arbejderbevægelsen blev svækket og måtte acceptere nedskæringer og forringelser igennem de følgende 15-20 år.

Kampen i Frankrig i dag handler tilsvarende om hvorvidt Frankrig og Europas udvikling skal gå i en mere social eller en mere nyliberal retning. Hvis han kan knække strejkebevægelsen med jernbanearbejderne i spidsen, kan han svække hele den sociale bevægelse i Frankrig.

Hvis Sarkozy vinder vil det bane vejen for yderligere at gennemføre nyliberale reformer af det franske arbejdsmarked og velfærdssamfund. En udvikling der vil betyde at det bliver lettere at gennemføre nyliberale angreb i hele Europa. Meget står derfor på spil. Udfordringen for de franske arbejdere og studerende bliver at opbygge og udvide protesterne så bevægelsen bliver bred, stor og militant nok til at de kan vinde.

Se også:
SAA 274: Mere i løn – på finsk, og på dansk
SAA 274: Klassekamp over Europa

Flere artikler fra nr. 274

Flere numre fra 2007

Se flere artikler om emnet:
Frankrig 1990-

Se flere artikler af forfatter:
Alexander Lassithiotakis

Siden er vist 2135 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside