Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 280 – 3. juli 2008 – side 6

Brev fra Libanon

Bassem Chit

De begivenheder der for nylig har fundet sted i Libanon har vist de svagheder den USA-støttede regering har, men også hvilke styrker og svagheder den Hizbollah-ledede opposition besidder, argumenterer Bassem Chit.

Libanons 14. marts-kollationsregering har, siden den kom til magten i 2005, været en tæt allieret til USA og Europas imperialisme. Koalitionen profiterede på en modstand i befolkningen imod Syriens besættelse af Libanon gennem de sidste 29 år, for herved at gennemtvinge en neoliberalistisk og proimperialistisk dagorden. Regeringen øgede i samarbejde med USA efterretningstjenestens indflydelse i landet ved at oprette en bevæbnet hær under påskud af at der blot var tale om private sikkerhedsfirmaer. De håbede på at disse såkaldte private sikkerhedsfirmaer ville blive stærke nok til at kunne matche Hizbollah. Så at regeringen kunne føre Israels og USA’s krig mod modstanden.

I begyndelsen af maj opdagede regeringen, at Hizbollah overvågede militærflys landinger i Beiruts internationale lufthavn, og at Hizbollah havde oprettet et hemmeligt militært kommunikationssystem. Regeringen fyrede sikkerhedschefen i lufthavnen, en mand med tæt kontakt til modstanden, og herefter lukkede de det hemmelige kommunikationssystem.

Dette blev af Hizbollah set som en krigserklæring, og Hizbollah og dets allierede reagerede prompte. I løbet af få dage havde Hizbollah udryddet disse sikkerhedsfirmaer og ødelagt “USA´s projekt.“ Denne hurtige sejr over regeringen viste tydeligt deres stagnerende støtte blandt befolkningen og repræsenterer en massiv sejr for modstandsbevægelsen. Regeringen kapitulerede ved fredsforhandlingerne i Doha i Qatar.

Men på trods af denne succes står Hizbollah og dets allierede overfor svære problematikker. Oppositionen har lagt pres på for at få en national samlingsregering, med baggrund i de protester der var mod 14. marts-kollationen til at få flere pladser i kabinettet, ministerierne osv.

Dog er der stadigvæk ingen der udfordrer neoliberalismen. 14. marts-regeringen har implementeret “økonomiske reformer“ så som fjernelse af offentlige tilskud til lokal produktion, og massive nedskæringer i de sociale ydelser og den offentlige sektor. Ved at vise meget lidt forståelse for den stigende vrede mod disse neoliberalistiske tiltag, har oppositionen annonceret at der ikke vil være nogen kursændring med den nye regering.

Det allervigtigste bevis på dette kom under generalstrejkerne som var indkaldt af oppositionen i januar 2007. Strejkerne var organiseret sådan at de skulle presse regering fra gadeplan, men det viste sig at være en “folkelig intifada“ som en af talsmændene fra Hizbollah udtalte det.

Mens oppositionen krævede større indflydelse i kabinettet, krævede modstandsbevægelsen at regeringen skulle gå af, højere lønninger, lavere skatter, billigere brød og tiltag der bedre kunne takle manglen på elektricitet og vand.

Da modstandsbevægelsen begyndte at true oppositionens kontrol med gaderne blev generalstrejken afblæst, lige inden det for alvor begyndte at bide. På trods af oppositionens kraftige modstand mod imperialismen, repræsenterer den stadigvæk ikke arbejderklassens interesser.

Der er en anden svaghed ved oppositions strategi. “Doha Fredsaftalen“ udgør ikke en løsning på det sekteriske politiske system. Opposition ville kun reformere valgsystemet.

Ved at acceptere den måde hvorpå den sekteriske magt er opdelt på, slutter oppositionen fred med systemet. Dette betyder at de kun er i stand til at trække tiden inden en ny krise indfinder sig. Signalet de sender er, at de er villig til at indgå en “bourgeois forenet front“ mod de interesser arbejderklassen har.

Som socialister modsætter vi os et sådan træk og argumenterer for arbejderklasse-politik i stedet. Vi støtter retten til væbnet modstand, men vi støtter også de folk som bærer disse våben, de folk som hjalp modstandskrigerne og dem som gav husly til de fordrevne under Israels krig mod Libanon i 2006. Modstandsbevægelsens sejr i juli 2006 kom fra masserne og ikke som Hizbollah siger “fra himlen.“

De økonomiske problemer er problemer i dagligdagen. I dag lever over en tredjedel af befolkningen under den officielle fattigdomsgrænse. Minimumslønnen på 200 dollars om måneden har været den samme siden 1996.

Den sejr modstandsbevægelsen har opnået mod imperialismen, giver en enestående mulighed for venstrefløjen. Den herskende klasse vil prøve at opbygge en illusion om, at Libanons sekteriske system er en inkorporeret del af samfundet. Men de seneste anstrengelser har vist en tendens til, at befolkningen ønsker at rykke sig væk fra sekterismen og erstattet dette med et stigende fjendskab mod den herskende klasse. Håbet ligger mere end nogensinde før hos arbejderklassen.

Artiklen er oversat fra Socialist Review juni 2008.

Se også:
SAA 280: Afghanistan – Krigen NATO ikke kan vinde

Flere artikler fra nr. 280

Flere numre fra 2008

Se flere artikler om emnet:
Libanon

Se flere artikler af forfatter:
Bassem Chit

Siden er vist 2125 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside