Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 280 – 3. juli 2008 – side 7

Afghanistan – Krigen NATO ikke kan vinde

Simon Assaf

Ifølge udtalelser fra britiske og amerikanske ministre og NATO-generaler er krigen i Afghanistan næsten slut. Alt som skal gøres er en sidste offensiv og så vil Taliban opgive kampen, bliver vi fortalt.

De skubber alle de dårlige nyheder til side om det voksende antal af faldne soldater, det voksende antal bagholdsangreb på vejene eller selvmordsbomber eller det faktum at kampene er ved at sprede sig til Pakistan. Alt det er, ifølge dem, tegn på at oprørerne er ved at tabe.

Men alle indikatorer peger i den modsatte retning – nemlig imod at den NATO-ledede besættelse af landet er i seriøse problemer.

Sidste år angreb den afghanske modstandsbevægelse NATO konvojer med 1.469 vejsidebomber, næsten fem gange så mange som i 2004.

De angreb besættelsestropperne 8.950 gange; eller 10 gange så mange gange som for tre år siden. Og hvor der var tre selvmordsangreb i 2004, var dette tal 130 sidste år. Den afganske modstand fyrer nu regelmæssigt raketter og mortergranater ind over amerikanske og NATO- baser.

FN har indrømmet at modstandsbevægelsen i år har erobret 40 fødevare-konvojer, og den amerikanske hær “mister“ jævnligt våbenleverancer på deres vej til hovedkvarteret i Bagram lufthavnen. I det seneste tilfælde “bortkom“ 3 helikoptere på deres rute fra en havn i Pakistan.

Ifølge NATO vil det kræve over 400.000 tropper at “pacificere“ Afghanistan på langt sigt. Dette har fået George Bush og hans forsvarssekreter Robert Gates på rundtur i Europa for at tikke om flere tropper og udstyr.

Gordon Brown lovede Bush endnu 230 soldater, Tyskland har lovet at sende 1000 flere og Danmark har øget til 750 mand. Imens har Italien, Polen og Frankrig lovet en forstærket indsats. Hver eneste gang blev vi forsikret om at vi er ved at vinde krigen.

Rekrutter

NATO har i øjeblikket 60.000 tropper i landet. Selv hvis man tæller den dårligt betalte afghanske hær af værnepligtige med, når alliancen ikke op på en kvart million soldater.

Der dør nu flere soldater I Afghanistan end i Irak. I England har billeder af kister indhyllet i flag som bliver losset fra transportfly, været med til at skubbe til den folkelige utilfredshed med krigen.

I den seneste meningsmåling ville 54% af den britiske befolkning have deres tropper hjem fra Afghanistan. Kun 35% mener, at tropperne skal fortsætte med at slås.

Oven i dette har den britiske forsvarsminister for nylig meddelt, at op imod 10.000 britiske tropper ikke var i stand til at gøre tjeneste ved fronten.

Problemerne for besættelsen når hele vejen ind i hjertet af den afghanske marionetregering. For to uger siden undslap den afghanske præsident Harmid Karzai med nød og næppe et mordforsøg under en inspektion af sine tropper. Denne episode afslørede at ledende militærfolk havde hjulpet med til at smule våben til brug ved angrebet.

Karzais kontrol eksisterer ikke uden for murene i hans palads i Kabul. Hans regering er gennemsyret af korruption, og krigsherrer kontrollerer ministerierne som var det deres personlige fyrstedømmer.
Det land som han efter planen skulle lede producerer nu 95% af verdens heroin. Alle disse problemer har medført at besættelsesmagten har sat den mand ud på sidelinjen, som de engang præsenterede som Afghanistans frelser.

Jo dybere Afghanistan synker ned i krisen, desto mere skinger bliver tonen i udmeldingerne. En Nato-general fortalte for nylig tysk radio at den eneste måde at trække sig ud på var ved at sende flere tropper.

Den britiske udenrigsminister David Milband sank til nye dybder da han erklærede at: “for at forsvare Storbritannien må vi være til stede i de hårdeste områder af verden som Afghanistan“.

De begejstrede meldinger om nærtstående sejr afleder opmærksomheden fra et vigtigt princip i Guerilla-krig; nemlig at man aldrig skal gå til frontal-angreb mod fjenden.

Et eksempel på dette princip blev vist, ved den nylige indsættelse af faldskærmstropper i den sydlige del af landet.

En journalist fra det tyske nyhedsblad, Der Spiegel, rapporterede at da 500 britiske faldskærmstropper marcherede ind i Hutal-distriktet, var fjenden som sunket i jorden.

Soldater marcherede rundt, skulede til ørkenen og bandede over den “usynlige fjende“. Imens fik en ud af fire britiske soldater seriøse maveproblemer af at drikke forurenet vand.

Deres eneste afghanske ofre var to unge drenge på en motorcykel, der blev skudt ned ved et uheld.

Frustreret marcherede faldskærmstroppernes leder ind i en nærliggende landsby i et forsøg på at lokke oprørere ud i åben kamp. Men oprørene viste sig ikke.

Faldskærmstropperne erklærede i stedet at de havde sejret og forlod byen igen. Taliban kom derefter frem igen.

Dette mønster gentager sig selv over hele landet. Taliban gennemførte for nyligt et vovet angreb mod Kandahars fængsel, hvor de befriede tusinder af fanger. Bagefter tog de kontrollen over nærliggende landsbyer.

NATO satte tropper ind i al hast, bombede området, talte de døde og erklærede sejr. Men der var ingen kampe – modstanden forsvandt simpelthen fra jordens overflade, og tog de befriede fanger med sig.

Kandahar skulle ellers have været blevet “pacificeret“ for over et år siden, og de omkringliggende landsbyer skulle have været brugt af Canadiske tropper som et eksempel på fremgang i en “hearts and minds“-kampagne.

Krigen flyder nu over i Pakistan. I den seneste hændelse affyrede Nato-tropper salver af granater henover grænsen. I sidste uge, kom bombeflyvere ved et uheld til at bombe en pakistansk militær forpost. 11 pakistanske soldater omkom.

For pakistanere udvikler Afghanistan-krigen sig hurtigt til at blive “Pakistan-krigen“ på samme måde som den amerikanske krig mod Vietnam også blev en krig i nabolandende Cambodia og Laos.

Dem der betaler prisen er de tusinder af unge soldater, der er sendt ud for at dræbe og dø for Bush’s og Blair’s løgne – såvel som krigens titusindvis af afghanske og pakistanske ofre.

Oversat fra Socialist Worker (UK) 28. Juni 2008 af Jesper Juul Mikkelsen

Se også:
SAA 280: Brev fra Libanon

Flere artikler fra nr. 280

Flere numre fra 2008

Se flere artikler om emnet:
Afghanistan-krig 2001-?

Se flere artikler af forfatter:
Simon Assaf

Siden er vist 3310 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside