Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 281 – 22. august 2008 – side 3

Når modstand bliver til taktiske alliancer

Jakob L. Krogh

SF drømmer om en regering sammen med S og evt. R efter næste valg. Dette blev endnu mere tydeligt med SF’s sidste to udspil, hvor SF vil stemme for VK(O) regeringens finanslove og har indgået en politisk aftale med S, der freder 24-års-reglen, og tilknytningskravet. Dermed er to store forhindringer for at SF kan indgå i en regering med S og R fjernet.

Villy Søvndal

Hvad betyder det at SF vil stemme for en finanslov. I praksis betyder det ikke meget, at SF vil stemme for en finanslov der i forvejen er flertal for. Men at stemme for finansloven er en symbolsk accept af den borgerlige stat og dennes fordeling af samfundets ressourcer og magt. SF får ingen indflydelse på finansloven for deres stemmer, derfor er denne udmelding ren symbol-politik, der handler om at SF vil slå fast, at de er et parti der er ansvarlige overfor den borgerlige stat. At de ikke længere ønsker en gennemgribende anden fordeling af magt og ressourcer i samfundet.

At SF indgår en politisk aftale med S om integrationspolitik, er derimod ikke kun symbol-politik. Det slår fast at SF har opgivet visionen om et socialistisk samfund. Det reelle indhold i aftalen er at SF underlægger sig den socialdemokratiske valgstrategi. For at forstå det kan det være nødvendigt, at huske ti år tilbage til valgkampen i 1998, hvor S med Poul Nyrup Rasmussen i spidsen vandt en kneben valgsejr på løfte om at bevare efterlønnen. Kort efter valget brød S løftet og lavede sammen med V, K og R et indgreb i efterlønnen. Det betød stor tilbagegang for S og en fremgang for DF og venstrefløjen. Da Venstrefløjen efterfølgende indgik en aftale med S og R om at forhøje de grønne afgifter tabte de igen deres fremgang, fordi denne aftale vendte den tunge ende nedad. Dermed var det fremgangen til DF der stod tilbage.

S kunne ikke finde ud af, hvordan de skulle reagere på DF’s fremgang. Nyrup prøvede, at angribe DF’s fremmed fjendske politik bl.a. med udtagelserne om, at DF aldrig ville blive stuerene. Mange opfattede, at dét der ikke var stuerent var forringelsen af efterlønnen, på trods af løftet om det modsatte. Derfor tabte S på dette angreb. Dette betød at S konkluderede at de ikke kunne angribe DF’s fremmed fjendske politik, og at de hvis de skulle genvinde de vælgere de havde tabt til DF var nød til at lægge sig tæt op af DF’s fremmedfjendske politik. Presset fra højrefløjen i S, bl.a. Karen Jespersen, der var indenrigsminister i Nyrups regering, var også en medvirkende årsag til denne konklussion.

24-års-reglen og tilknytningskravet er vigtige elementer i DF’s politik, derfor ønsker S ikke et opgør med disse regler. Når SF accepterer, at disse regler ikke skal ændres accepterer de også, at det er vigtigere at få regeringsmagten end det er at føre en politisk kamp for at ændre opbakningen til VK(O) regeringens udlændinge politik. S har siden 2001 forsøgt at genvinde regeringsmagten med denne strategi uden succes.

Ligeså dårlig en strategi som forliget er udtryk for lige så flot en taktisk manøvre er den udtryk for; som det kan ses på modsatte side har EF-domstolens domme delvist undermineret 24 års reglen og tilknytningskravets reelle betydning (se side 3), derfor er det et taktisk godt træk at sælge retten til at kritisere en lovgivning, der har mistet en stor del af sin betydning for at binde S til at fjerne bl.a. starthjælpen, som er en af de positive elementer i aftalen. Men denne realpolitiske fornuft i dette taktiske træk, kan visse sig at blive meget dyr, fordi det afgørende i politik er at ændre holdninger. Holdninger ændres ikke ved at acceptere en forkert politik, fordi denne bliver undermineret af noget så langt væk fra almindelige menneskers liv som EF-domstolen.

Derudover indeholder S og SF’s integrationsaftale også andre punkter, der visser, at der ikke bliver ført en anden politik. Fx hedder det i punktet “Nærpoliti med fokus på integration“: “Politiets naturlige autoritet er et konstruktivt redskab til at sikre integration og gensidig respekt mellem myndigheder og minoriteter på gadeplan“. Hvis man kan huske, hvad der startede indvandrer- drengenes optøjer på Nørrebro i uge 7 virker det naivt, at sætte sin lid til at politiet kan spille en positiv rolle i integrationen. Som invandrer-drengene selv begrundede urolighederne i et åbent brev: “I bund og grund handler urolighederne om måden vi bliver mødt af politiet på, som både er brutale, racistiske og fuldstændigt uacceptabelt krænkende. Der bliver blandt andet snakket grimt til os, og vi bliver visiteret op til flere gange om dagen af samme betjent, og disse visitationer er meget æreskrænkende, fordi de vil have os til at smide tøjet, og de lyser med deres lygter i vores private dele offentligt“. Den samme mangel på forståelse af den racisme som indvandrere oplever findes flere steder i aftalen. Hvis ikke der tages udgangspunkt i denne racisme og et forsøg på at samle de kræfter der ønsker et opgør med racismen. Vil ellers fornuftige integrationsfremmende tiltag ikke få den ønskede virkning, fordi det dér for alvor ødelægger indvandrernes mulighed for at få et normalt liv i det danske samfund er racismen.

Racismen får som vist næring af at DF af mange opfattes som en bedre garant for velfærden end S. SF vandt valget fordi de erobrede traditionelle S- stemmer der ønskede et reelt forsvar for velfærden, og mange tidligere R-stemmer, der ønskede en mere human udlændinge-politik. Derfor gav SF’s valgsejr mulighed for at udfordre VKO regeringen både på udlændinge politikken og på velfærdspolitikken.

Desværre viser SF’s to sidste udspil, at det er vigtigere for SF at skabe et samarbejde med socialdemokraterne, der kan give dem regeringsmagt end det er at udfordre VKO’s politik. I en situation, hvor velfærdsbevægelsen har vist sin styrke og hvor der er ved at opstå en folkelig modstand imod racismen kan det vise sig at blive en katastrofal taktik for SF.

Spørgsmålet er derfor om EL har den politiske klarhed og styrke til at udfylde den rolle som SF ikke ønsker.

Se også:
SAA 281: Borgmesterpost eller oprør
SAA 281: Nederlag for venstrefløjen i Italien: Dyre lærepenge for socialister

Flere artikler fra nr. 281

Flere numre fra 2008

Se flere artikler om emnet:
SF

Se flere artikler af forfatter:
Jakob L. Krogh

Siden er vist 3223 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside