Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 281 – 22. august 2008 – side 13

Nederlag for venstrefløjen i Italien

Dyre lærepenge for socialister

Alexander Lassithiotakis

Italien havde for få år siden Europas stærkeste venstrefløj. Men da denne kom til magten, sammen med Prodi, blev de trukket med i at føre nyliberalistisk politik, og er efterfølgende kollapset. Historien er tragisk, og vigtig at lære af, hvis man som venstrefløj vil være et reelt alternativ.

For blot få år siden var det italienske parti Rifondazione Comunista, den stærkeste organisation på den radikale venstrefløj Europa. Gennem partiets politiske antikapitalisme og et udbygget netværk af aktivister på by- og fabriks-plan, havde partiet en position som gav inspiration for socialister i hele verden, og i høj grad var med til at sætte retningen for den antikapitalistiske bevægelse i Europa. De var en vigtig kraft bag de store protester ved G8 topmødet i Genova i 2001, og efterfølgende bag spredningen af de Sociale Fora og antikrigsbevægelsen mod invasionen af Irak og Afghanistan.

Protester mod G8, Genoa 2001

Det italienske parti Rifondazione Comunista var en vigtig kraft bag de store protester ved G8 topmødet i Genova i 2001

 

Fra succes til fiasko

Men succesen blev sat overstyr. For tre år siden gik RC ind i en centrum-venstre regering under ledelse af Romano Prodi, for at slippe af med Berlusconi. Alliancen var fra starten betænkelig. Prodi var uden tvivl en bedre statsminister end Berlusconi, set fra almindelige arbejdere og venstrefløjens synspunkt. Men han var også klart dedikeret til en nyliberalistisk politik. Og hans regering skulle da også hurtig blive ekstremt upopulær.

Prodi-regeringen gennemførte en skattereform der betød skattelettelser til erhvervslivet og de rigeste. Og med støtte fra fagbevægelsen gennemførte de en velfærds-reform der hævede pensionsalderen. Prodi fik ikke gjort op med den tidligere Berlusconi-regerings stramme immigrations-love, og trak ikke de italienske tropper ud af Afghanistan. Regeringen gav grønt lys for en kæmpe amerikansk militærbase i Vicenza, og blokerede for en offentlig undersøgelse af politiets rolle under G8-protesterne i 2001.

Med andre ord; det var ikke en regering der kom arbejderne til gode. I stedet blev levestandarden for arbejderklassen markant forværret. Dette galt også de “white-collar“-arbejdere, der traditionelt havde haft bedre og mere sikre leveforhold.

CR ikke bare støttede Prodis regering, men de var også med til at sætte forringelserne igennem. Under logikken om at det værste ville være at få Berlusconi igen, støttede venstrefløjen Prodi hele vejen, og gik på kompromis med deres politik, indenfor rammerne af hvad Prodis nyliberalisme kunne tillade.

Et skræmende billede på hvor langt dette førte CR væk fra deres radikale politik, er at de ekskluderede et parlamentsmedlem, der stemte imod regeringens krigeriske udenrigspolitik. Som en af lederne af Sinistra Critica, et parti der brød ud af CR, udtalte det: “vi gik fra en situation hvor vi kræve “En anden verden er mulig“ til at sidde i en regering hvor selv små forbedringer var umulige“.

Desillusion, højreskred og officiel racisme

Prodi’s regering faldt sammen i januar, og ved valget i april blev også venstrefløjen straffet for den førte politik. Ved valget mistede CR over 2,5 millioner stemmer, og røg helt ud af parlamentet. For første gang siden 1945 er der nu ingen kommunister i det italienske parlament. Men kollapset var ikke bare parlamentarisk. Partiet gik fra 100.000 til 60.000 medlemmer, og mange steder har de mistet hele lokalafdelinger. Dette gælder også i områder der traditionelt har været stærke fagforenings-bastioner, og hvor CR har stået stærkt på gulvplan. To revolutionære partier er brudt ud af CR undervejs, men ved valget fik de ikke mere en ca 1% af stemmerne tilsammen.

Den store vinder af valget har været ultra-konservative og racistiske partier. Specielt i nord-Italien er partiet Den Nordlige Liga, vokset markant. I en tradionel venstrefløjsby, Valdagno, fik Den Nordlige Liga 30% af stemmerne, mod kun 2.1% til den samlende venstrefløjsalliance som CR indgik i.

Berlusconi sidder igen med regeringsmagten, og varmer op til at angribe og gøre op med de nationalt sikrede basale arbejderrettigheder til efteråret. Imens kører racismen, i form af både hetz og fysiske angreb, for fuldt drøn. Berlusconi har, med støtte fra Prodi og de andre midter- og højre-partier, iværksat en kampagne der skal gøre Italien fri for illegale indvandrere. Værst går racismen ud over Roma-sigøjnere, som bliver tvungent til at registrere sig med fingeraftryk i et race-kartotek. Og det gælder vel at mærke for statsborgere såvel som for indvandrere.

Læren for venstrefløjen

I CR blev nederlaget og erfaringerne diskuteret på en national parti-kongres i juli. Kongressen afslørede uenigheder mellem en højre- og en venstre-fløj i partiet, og ingen af parterne kunne vinde nogle entydige konklusioner. Begge parter er dog enige om at koalitionsregeringen har været en katastrofal fejl for partiet.

Højrefløjen, der er ledet af partiets tidligere formand Bertinotti, mener at situationen primært skyldes et generelt politisk højreskred i Italien, som følge af strukturelle ændringer og individualisering af samfundet. Løsningen skal findes i at “regenere“ venstrefløjen så den stemmer overens med samfundet.

Venstrefløjen, under ledelse af den tidligere regeringsminister Paolo Ferrero, peger på desillusion blandt arbejdere og venstrefløjsvælgere med den førte politik, som årsag til nederlaget. Løsningen skal findes i at genskabe partiet på græsrods niveau, og tage partiet tilbage til at opbygge kampene og bevægelsen fra neden, i fagforeninger og på gadeplan.

Tilbage står om det kan lykkes venstrefløjen at genopbygge sig selv, og vinde over den voksende racistiske højrefløj, og sætte en stopper for Berlusconis angreb. Mange kommentatorer peger på at vi kan komme til at se et “varmt efterår“ med militant klassekamp, men der er omvendt heller ingen tvivl om at situationen er både svær og særdeles farlig for venstrefløjen og almindelige mennesker i Italien.

Venstrefløjen og magten – et generelt problem

I resten af Europa er venstrefløjen præget af den samme debat, som RC står med i Italien. Overalt er der markant brug for et levedygtigt alternativ til de siddende regeringer, men spørgsmålet er hvordan et sådant alternativ også kan betyde et opgør med nyliberalismen.

Overalt i Europa finder denne debat sted, i en tid med voksende klassekamp og anti-kapitalistisk og -imperialistisk bevægelse. Mulighederne er til stede, men også forudsigelige problemer med at indordne sig under centrum-partiernes reformistiske nyliberale politik.

De mest dynamiske steder for venstrefløjen er i Grækenland og Tyskland. I Grækenland vokser det brede og moderat radikale venstrefløjs-parti Synapsismos markant, sammen med komunistpartiet KKE. Væksten på venstrefløjen sker på en baggrund af en markant voksende og succesfuld strejkebevægelse i landet gennem de seneste par år.

I Tyskland er der også tale om voksende klassekamp, om end i en mindre eksplosiv grad end i Grækenland. Her har det nye radikale parti Die Linke til gengæld for alvor vind i sejlende, og fremstår som et samlende og dynamisk alternativ til den nyliberalistiske midter- og højre-fløj.

I Grækenland er der dog meget der tyder på at Synaspismos’ politik meget hurtigt kan betyde en gentagelse af Italiens katastrofale udvikling. I Tyskland er der lignende og åbenlyse problemer i hvordan Partiet konkret administrerer magten, men her ligger svaret mere åbent hen.

I resten af Europa finder den samme debat sted på forskellige måder. Overalt er der behov for et opgør med højrefløjens og socialdemokratiernes nyliberalisme, og mange arbejdere begynder både at ville slås og stemme på dem der reelt ønsker forandring. Men samtidig er der mange steder uklarhed på venstrefløjen om hvordan alternativet skal udformes i praksis.

Erfaringerne fra Italien burde sætte nogle vigtige rammer op for debatten. Et reelt alternativ er nødvendigt, såvel på gaden som i parlamentet.

Fristelsen til at gå på kompromis med reformistiske midterpartier for at slippe af med de siddende regeringer, er stor. Men hvis ikke alternativet også betyder et reelt opgør med den nyliberale politik, hjælper det ingenting. På kort sigt kan man måske få en socialdemokratisk regering der er bedre end de borgerlige. Men hvis venstrefløjen ligger stemmer til nyliberale nedskæringer og angreb på almindelige menneskers liv og arbejde, så vil det kun være den yderste højrefløj der vinder på det ilængden. Med endnu mere racisme og nyliberalisme til følge.

Se også:
SAA 281: Når modstand bliver til taktiske alliancer
SAA 281: Borgmesterpost eller oprør

Flere artikler fra nr. 281

Flere numre fra 2008

Se flere artikler om emnet:
Venstrefløj Italien

Se flere artikler af forfatter:
Alexander Lassithiotakis

Siden er vist 4369 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside