Socialistisk Arbejderavis

Nr. 281 – 22. august 2008 – side 12

Borgmesterpost eller oprør

Jakob Nerup + Morten Kabell

Om godt et år skal Enhedslisten i valgkamp ude i kommunerne. Her skal vi udfylde det tomrum, som SF’s højreskred efterlader, og træde frem som det rød-grønne alternativ, som arbejderklassen oplever som sit talerør. Men er vi rustet til den rolle? Morten Kabell, medlem af Borgerrepræsentationen i København for Enhedslisten og Jakob Nerup, medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse, giver her deres bud.

En del af svaret handler om den kommunalpolitik, som Enhedslisten har udfoldet bl.a. i København. Her har Enhedslisten en borgmesterpost, socialborgmester Mikkel Warming, som en del af en større konstituering efter sidste valg. Enhedslisten (og før da VS) har i mere end 25 år haft en borgmesterpost i København. Da Mikkel Warming blev borgmester, var baggrunden, at han skulle optræde “ansvarligt“, så han ikke blev udsat for samme hetz om rod i forvaltningens økonomi som forgængeren Per Bregengaard.

Spørgsmålet er så, om en borgmesterpost, der hviler på politiske beslutninger fra et nyliberalt orienteret flertal (Socialdemokraterne, SF og de Radikale), har kunnet bruges til at styrke Enhedslistens profil i København og resten af landet.

Den diskussion er i gang blandt Enhedslisten medlemmer og vil sammen med holdningen til forlig og udpegningen af de centrale politisk spørgsmål udgøre de væsentligste elementer i den kommunalpolitiske strategi, Enhedslisten skal udfærdige i løbet af efteråret. På den baggrund har Socialistisk Arbejderavis inviteret til debat om borgmesterposten.

Jakob Nerup:
“Vores borgmester skal være den mest oprørske“

1) Er borgmesterposten en fordel for Enhedslisten?

Nej, ikke i dag, hvor man er tvunget til at følge flertallets nyliberale kurs. Til forskel fra tidligere, hvor der var en vis selvstændig politisk magt i borgmesterstolen, så skal man i dag følge det politiske flertal. Det er sådan set demokratisk nok, men derfor skal vi også være meget varsomme med at tage posten, hvis ikke den samlede kurs peger i en progressiv retning.

2) Tror du at københavnerne (og folk i resten af landet) opfatter Enhedslisten som ansvarlige for problemerne på socialområdet, når det er vores borgmester, som skal undskylde og tage ansvar direkte på tv?

Desværre tror jeg, at de fleste opfatter Socialborgmester Mikkel Warming som en politiker, der ligner alle de andre. Fordi han som oftest er i medierne for at forklare og undskylde problemer på vegne af sin forvaltning, institutioner eller andres politiske beslutninger. Jeg kan i hvert fald ikke huske mange eksempler på, at han som borgmester optræder i bevægelsen og som det oprørske element på Rådhuset. Konsekvensen er, at mange folk ser Enhedslisten som en del af problemet med en dårlig og asocial politik, frem for det modsatte.

3) Enhedslisten er med i flere forlig på Rådhuset. Skal vi være med, hvis det indeholder besparelser eller nyliberale managementstyring? Og gælder det gamle princip om “for den mindste forbedring og imod den mindste forringelse – uden studehandler“ stadig?

Generelt skal Enhedslisten ikke være med i forlig og aftaler under det nuværende styre. Vi skal i stedet være synonyme med modstanden og protesterne udenfor. Som en tommelfingerregel skal vi ikke være med i nyliberale forlig, som baserer sig på nedskæringer eller managementstyring. Vi skal fastholde høj cigarføring, når vi siger, at vi stemmer for den mindste forbedring og mod den mindste forringelse, uden at der kan købslås imellem dem. Der er ingen mennesker, som lægger mærke til, at vi får en lille indrømmelse i et milliardforlig, og i stedet tages vi til indtægt for det samlede nyliberale resultat.

4) Kan Enhedslisten udnytte SF’s højredrejning og nedskæringsiver i København til en offensiv? Er vi i stand til at forbinde os med bevægelserne udenfor Rådhuset, fx blandt de offentligt ansatte og unge, så vi bliver identificeret med modstanden?

Det er jo selve kernespørgsmålet for hele Enhedslisten. Svaret er JA, men det forudsætter, at vi fremstår 100 % på arbejderklassens side. I praksis betyder det NEJ til alle nedskæringer og en oprørsk tilgang, hvor forringelser mødes af protester. Vi skal ikke bare være med i bevægelserne, vi skal også påvirke dem og vores borgmester og BR-medlemmer ud og være i spidsen for dem. Samtidig synes jeg, at vi skal opruste vores ideologiske argumenter, så Ritt og Bo Asmus Keldgårds nyliberale managementkurs angribes sammenhængende.

5) Hvordan skal Enhedslisten profilere sig frem til kommunalvalget i november 2009, så vi går styrket ud af valget?

Vi skal allerede nu frem i skoene og vise noget rød-grøn kampvilje og ulydighed. Valgkampen skal begynde med et politisk kursskifte i Enhedslisten Købehavn. Vi skal droppe ansvarligheden og begynde et venstreorienteret og klassebaseret oprør mod Ritt. Vores borgmester skal være den mest oprørske, og hvis Mikkel Warming ikke magter det, så må vi finde en anden. Og vi skal sige til vælgerne, at vi ikke er en del af et kommende forlig, hvis det er nedskæringer og nyliberal politik. Det betyder også, at vi skal droppe borgmesterposten, hvis ikke den samlede kurs på Rådhuset forandres.

Morten Kabell:
Borgmesterposten er et talerør for venstrefløjen

1) Er borgmesterposten en fordel for Enhedslisten?

Ja. Borgmesterposten er et talerør for venstrefløjen. Venstrefløjen skal erobre alle de bastioner og alle de talerstole, vi kan komme til – og borgmesterposten er én af dem, ligesom Folketingsmedlemsskaber er det. En Enhedslisteborgmester kan også konkret forandre på virkeligheden – havde en konservativ eller radikal socialborgmester mon kæmpet aktivt for stofmisbrugeren eller den prostituerede på Vesterbro? Næppe. Havde en socialdemokratisk uddannelses- og ungdomsborgmester mon forhindret eller støttet omdannelsen af fritidshjem til skolefritidsordninger – mit bud er, at Per Bregengaard spillede en aktiv rolle, som var uvurderlig i de sammenhænge.

Og så skal vi da være ærlige og sige, at borgmesterposten også er en fordel for partiet rent økonomisk: en borgmester betaler partiskat til partiet; penge, der går til politiske aktiviteter, både i og uden for Enhedslisten. Dét er en grundlæggende del af Enhedslisten: at vi bidrager til aktivisme gennem de penge, vi henter fra parlamentariske poster.

2) Tror du, at københavnerne (og folk i resten af landet) opfatter Enhedslisten som ansvarlige for problemerne på socialområdet, når det er vores borgmester som skal undskylde og tage ansvar direkte på tv?

Nej. Jeg er sikker på, at den almindelige københavner ser en borgmester, som oplever store problemer på et væsentligt velfærdsområde, og som vil gøre tingene helt anderledes og bedre end hidtil. Socialborgmesteren har stået sammen med strejkende ansatte, har været på gaden med socialt udsatte, har kæmpet i medierne med en overborgmester, der ærlig talt er ligeglad med socialpolitik. Det er ikke dårligt af en socialborgmester – og uden den væsentlige talerstol, som borgmesterposten er, ville Enhedslisten overlade scenen til vores modstandere.

Enhedslisten har været med i meget lidt på Københavns Rådhus. I langt de fleste tilfælde har først Kramer, nu Ritt, ønsket at arbejde sammen med borgerlige kræfter – til tider med SF som figenblad. Enhedslisten skal være med i et flertal, når et forslag peger i den rigtige retning – og imod, når forslaget peger i den forkerte retning. Det er vi allerede i dag. Men verden er ikke sort og hvid – og Enhedslisten skal ikke sætte sig passivt hen i et hjørne og lade de andre partier ændre verden i en forkert retning.

Enhedslisten har deltaget i få budgetforlig på Rådhuset – og hvert eneste af dem har betydet en forbedring af vilkårene for københavnerne i forhold til det, der lå på bordet, eller i forhold til det, der var virkeligheden i forvejen. Det betyder ikke, at vi er nået langt nok i den retning, vi gerne vil det – men en lille forbedring er bedre end slet ingen.

Konkrete eksempler på forbedringer er kampen for fixerum på Vesterbro. Vi kan ikke få lov af staten til at gå så langt, som vi gerne vil – men vi er med i et flertal, der går lige til kanten. Og det er kampen for et Ungdomshus. Skulle vi hér have lænet os tilbage og nægtet at arbejde parlamentarisk for dét, bevægelserne på gaden og blandt ungdommen krævede, bare fordi det generelle system på Rådhuset er forkert? Næppe! Og jeg er glad for, at vi i disse sager såvel som i andre sager arbejder konkret og sagsorienteret på Rådhuset – Enhedslisten er ikke Fælles Kurs eller Solidarisk Alternativ; ingen er i dag i tvivl om, at vi er et levedygtigt og aktivt parti på Rådhuset, og det er vi bl.a. fordi vi tør kombinere vores principper med virkelighedens verden i stedet for kun at fokusere på ideologiske spidsfindigheder!

Ja, og det arbejder vi hver eneste dag på som medlemmer af Borgerrepræsentationen og som aktive i bevægelserne. Vi er de eneste, der angriber ikke bare den førte konkrete politik, men også grundlaget for politikken.

Ingen er vist i tvivl om, at Enhedslisten altid kæmper for forbedrede normeringer, flere ansatte, bedre løn, reel omfordeling og så videre. Om vi kan blive bedre? Ja, selvfølgelig – vi er mennesker, vi kan altid forbedre os. Men grundlaget er i orden, og det grundlag arbejder vi aktivt på hver eneste dag.

5) Hvordan skal Enhedslisten profilere sig frem til kommunalvalget i november 2009, så vi går styrket ud af valget?

Vi skal aktivt vise, hvem Enhedslisten er, og hvad Enhedslisten arbejder for. Vi skal bruge lidt mindre tid på internt brok og diskussion, end vi er blevet kendt for i de sidste halvandet år. Vi er partiet længst til venstre og med højest til loftet; det skal vi vise såvel københavnerne som alle andre, at det er der fremtid i. I Enhedslisten er der principfasthed i modsætning til fx SF. I Enhedslisten er der åbenhed i modsætning til så mange andre partier. I Enhedslisten har vi modet til at vise alternativet, vi har lysten til at forandre verden, vi har tiden foran os – og vi har råd til også at være mennesker på godt og ondt undervejs. Vi laver også fejl, for mennesker laver fejl. Men vi er partiet for dem, der mener, at det hele godt kunne være anderledes og bedre!

Se også:
SAA 281: Når modstand bliver til taktiske alliancer
SAA 281: Den militante kant: Aben sidder på Ritts skulder
SAA 281: Nederlag for venstrefløjen i Italien: Dyre lærepenge for socialister

Flere artikler fra nr. 281

Flere numre fra 2008

Se flere artikler om emnet:
Enhedslisten

Se flere artikler af forfatter:
Jakob Nerup
Morten Kabell

Siden er vist 5186 gange.

Redirect = 0