Socialistisk Arbejderavis
Nr. 282 – 2. oktober 2008 – side 14
Fra Kyoto til København
Skal fiaskoen gentages?
Jørn Andersen
Thi kendes for ret: 10 års klimapolitik siden Kyoto-aftalen i 1997 har været en total fiasko.
I december 1997 indgik de fleste af verdens lande en klimaaftale i Kyoto, som skulle reducere udledningen af CO2. Frem til 2008-12 skulle CO2-udledningen i de rige lande (kaldet Annex1-lande) reduceres til 5,2 pct. under niveauet i 1990.
Virkeligheden ser helt anderledes ud: CO2-udledningen stiger langt mere siden Kyoto-aftalen end før. Fra 1990-99 steg den med 1,1 pct. om året. Fra 2000-2004 med over 3 pct. om året. Alligevel siger de fleste rige lande, at de faktisk overholder Kyoto-aftalen.
Kyoto-aftalen er hullet som en si. Og dens mange fine ord om bæredygtighed har i praksis ført til sociale og økologiske katastrofer i de fattigere lande. Problemet er, at man har overladt CO2-reduktionen til markedet.
Økonomen Nicholas Stern, chef for den britiske regerings klima-tænketank, har kaldt klimaforandring for “den største markeds-fiasko verden har set“.
Klimaproblemet
For at sætte de efterfølgende tal i relief, så lad os starte med at repetere problemets omfang.
For at holde temperaturen under 2 grader over normalen, skal CO2-niveauet i atmosfæren stabiliseres på max. 400-450 ppm. Med den nuværende udledning når vi den grænse om 10-30 år.
At stabilisere betyder, at udledningen skal ned på det niveau, som skove og havets plankton kan optage.
Dvs. at der globalt skal reduceres med 60-70 pct. på få år, hvis vi starter nu. Venter vi, skal der reduceres mere.
Skal der være plads til befolkningsvækst og industriel vækst i de fattige lande, betyder det, at de rige lande skal reducere 90-95 pct. – de mest CO2-udledende lande, som fx USA, endnu mere.
Sker det ikke, risikerer vi en selvforstærkende global opvarmning med uhyrlige konsekvenser.
Kyoto-aftalens huller
Det største problem i Kyoto-aftalen er selvfølgelig, at den er alt for uambitiøs. 5 pct. reduktion for de rige lande inden 2012 er alt for langt fra videnskabens krav om reduktion i de rige lande på mindst 90 pct. inden ca. 2020-2040.
Men der er mange andre problemer.
Aftalen blev indgået i 1997, men trådte først i kraft i 2005. USA har aldrig ratificeret aftalen. Australien gjorde det først i 2008 (efter et valg-nederlag til den konservative regering). Canada, som ratificerede i 2002, har siden meddelt, at de ikke har tænkt sig at overholde den. Fra 2002 til 2008 er Canadas CO2-udledning steget med 30 pct.
Desuden er det et problem, at der ikke stilles krav til en række “nye“, store vækstøkonomier – fx Kina, Indien, Brasilien, Mexico og Indonesien.
Fx steg Kinas udledning fra 2005-6 med hele 7,5 pct. Samlet set udleder Kina nu lidt mere end USA – men der bor altså også 4 gange så mange.
De fattigere lande med 80 pct. af verdens indbyggere stod i 2004 for 73 pct. af stigningen i den globale udledning. Men kun for 41 pct. af den globale udledning – og kun 23 pct. af den samlede udledning siden midten af 1800-tallet.
Problemet er altså stadig langt, langt større i de rige lande. De rige lande må altså nødvendigvis gå forrest.
“Fleksibilitet“ og marked
Et af de allerstørste problemer med Kyoto-aftalen er, at den så at sige regner med, at de fleste rige lande ikke vil opfylde dens moderate krav. Derfor er der indbygget “fleksibilitets-mekanismer“, så de rige lande kan betale sig fra at “løse“ problemet i andre lande end deres eget. Der er 3 mekanismer:
1. Clean Development Mechanism (CDM)
CDM betyder, at rige lande kan etablere projekter i udviklingslande, som reducerer CO2-udledningen dér. Til gengæld får udstedt en CO2-kredit, så giver dem lov til fortsat at udlede hjemme hos dem selv.
Logikken er angiveligt, at det – i kraft af markedet – skulle fremme investeringer der hvor man får mest reduktion for pengene. Vi vender tilbage til, hvordan det – ikke – virker i praksis.
CDM er den vigtigste fleksibilitets-mekanisme.
2. Joint Implementation (JI)
Virker ligesom CDM, men indbyrdes mellem Annex1-landene (de rige lande).
3. Emissions Trading (ET)
Annex1-lande, der udleder mindre end de har lov til, kan sælge deres CO2-kvoter til andre rige lande.
Nr. 2 og 3 anvendes især i det tidligere USSR. Pga. deres økonomiske sammenbrud i starten af 1990erne har de ligget langt under CO2-udledningen i sammenligningsåret 1990. Det er altså ren talmagi uden reel reduktion.
CDM-svindel
Især CDM-mekanismerne, men også kvotehandlen, har skabt et enormt profitabelt marked for CO2-kvoter. I realiteten er der tale om rent svindel.
Fx er der lavet CDM-projekter for næsten alle vandkraftværker i Kina, som allerede var under opførelse (nogle var allerede i drift). De har så solgt CDM-kreditter – uden at ændre projektet – og dermed tilladt rige lande at lade være med at reducere deres udledning.
For at føje spot til skade, så har nogle af disse vandkraftværker fuldstændigt smadret økosystemer og tvunget 100.000‘er af mennesker til at flytte – på trods af Kyotos ord om at fremme “bæredygtig udvikling“.
I Indien er der opført ekstremt forurenende stålværker, som har solgt CDM-kreditter for at montere opsamling af varme gasser. Men det er i forvejen ulovligt i Indien at udlede disse gasser. Så heller ingen reduktion her – men CDM-kreditter til at rige lande fortsat kan udlede. Og en fin ekstra-profit til store indiske selskaber, så de kan ekspandere med lignende projekter.
Biobrændsel
Vi har flere gange omtalt de katastrofale konsekvenser af biobrændsel her i avisen: Afbrænding af kæmpestore skov-arealer i fx Amazonas og Sydøstasien for at plante plantager til fx sojaolie har både smadret levevilkårene for titusindvis af bønder, medført voldsomme CO2-udledninger – og samtidig bildt bilejere i de rige lande ind, at biobrændsel hjalp på klimaproblemet.
Her skal vi blot tilføje, at mange af disse projekter samtidig har udløst CDM-kreditter, som samtidig har tilladt, at der ikke gøres noget i de rige lande.
Kyoto til København
Ovenstående er kun et lille udpluk af problemerne i Kyoto-aftalen. Men det værste er, at intet tyder på, at afløseren, der skal undertegnes i København i december 2009, vil blive ret meget bedre.
Man vil sikkert sætte højere måltal – men hvad hjælper det, når Kyotos krav om 5 pct. fald i forhold til 1990 nu er blevet til mere end 3 pct. stigning om året?
Man vil stadig overlade det til markedet og fine hensigtserklæringer. Og det er det centrale problem: Hvis der for alvor skal gøres noget og klimakatastrofen undgås, så virker markedet simpelthen ikke.
Derfor er det nødvendigt med en massiv folkelig mobilisering, hvis der skal ske noget – før, under og efter København-topmødet. Start kampen nu.
Se også:
SAA 282: Klimadebat på ESF i Malmö
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed