Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 283 – 31. oktober 2008 – side 9

Svar på krisen

Jørn Andersen

Krisen er gået fra finanskrise til en generel økonomisk krise. Det betyder skærpet kamp om, hvem der skal betale for krisen.

Verden over er der allerede overført tusindvis af milliarder dollars til den herskende klasse. Det vil fortsætte. Men nu vil de også ramme de arbejdsløse og sænke reallønnen. Vi vil se stigning i tvangsauktioner.

Hvordan tackler fagforeninger og venstrefløjen den situation?

Fælles forsvarskamp

Kapitalisterne konkurrerer og slås indbyrdes. Derfor vil hver eneste virksomhed og hver eneste stat verden over sige til deres arbejdere, at hvis bare de sænker reallønnen eller accepterer krisepakker, så skal det nok gå her.

Det er den sikre vej til nederlag. Hvis danske arbejdere sænker reallønnen, så presser det fx svenske arbejdere til også at sænke lønnen. Danske arbejdere presses så til at sænke lønnen endnu mere osv. Det er skruen uden ende.

Hver gang én gruppe arbejdere accepterer at gå ned i løn, fyringer osv., så øger det presset på alle andre. Det pres vender som regel tilbage til én selv.

Så det første svar er at sige nej til forringelser – uanset om de rammer en selv eller andre dele af arbejderklassen. Kun hvis vi står sammen kan vi stoppe forringelserne.

Og her får solidaritet en særlig praktisk betydning: Arbejdsgiverne vil først gå efter de svageste grupper. Derfor må alle stå sammen om at forsvare indvandrere, arbejdsløse, lavtlønnede osv.

Vi opfordrer fagforeninger, faglige klubber, partier osv. til at holde møde om, hvordan vi skal tackle de angreb, vi ved kommer.

Politiske krav

Krisepolitikken kan ikke stoppes alene på den enkelte arbejdsplads.

Hvad hvis fx virksomheden lukker? Eller man taber kampen mod fyringer? Når folk ikke kan betale deres boliglån? Angreb på arbejdsløse?

Der er ingen vej udenom at udvikle politiske krav, der har opbakning i brede del af arbejderklassen.

De kunne omfatte nationalisering af banker og realkredit. Nationalisering af lukningstruede virksomheder (hvis de i øvrigt producerer noget fornuftigt). Alternativ produktion (vindmøller til at afværge klimakatastrofen; bedre og billigere boliger, bedre normeringer på hospitaler, børnehaver, plejehjem osv.).

De kunne omfatte krav om at sikre reallønnen – både for folk i arbejde og arbejdsløse, studerende og pensionister. Og at almindelige mennesker ikke må kunne jages fra hus og hjem pga. krisen.
Og omvendt at høje indkomster og overskud brandbeskattes.

Og de kunne omfatte bredere krav om, at indvandrere ikke må gøres til syndebukke. Eller at vi ikke skal deltage i krige i Irak og Afghanistan.

Pointen er ikke hvilke krav, der kan udvikles af Socialistisk Arbejderavis. Det handler om at sætte gang i en bredere diskussion i arbejderklassen om, hvem der skal betale for krisen.

Her har fagforeninger og venstrefløjen et kæmpeansvar.

Ideologisk kamp

Med andre ord: Det er et politisk valg mellem velfærden og profit.

Og om hvem der skal bestemme: En lille privilegeret elite eller det store flertal af arbejdere, studerende og pensionister?

Det er en ideologisk kamp – en kamp om hvilken udvikling for samfundet, vi vil acceptere.

Ønsker vi et samfund, hvor enhver hytter sig selv (og fanden tager de sidste)? Eller ønsker vi et solidarisk samfund, hvor Danmarks og verdens rigdomme bruges til fælles velfærd for alle?

Magt bag kravene

Debatten om krisepolitikken – og alternativer til den – kan rejses overalt: På arbejdspladser og uddannelsessteder, blandt familie og venner, i partier og fagforeninger.

Men det er ikke nok at formulere krav. Vi må også diskutere, hvordan vi opbygger styrken til at få dem gennemført.

De stærkeste midler er strejker og besættelse af arbejdspladser. Men de kommer ikke af sig selv. Nogen må starte diskussionen – fagforeninger og arbejderpartier burde stå i forreste række.
Desværre sker det sjældent. Her kan du, kære læser, gøre en forskel.

Kan vi vinde?

Denne avis har længe peget på, at mange vil slås for velfærden (fx forårets strejker). Det er et problem for den herskende klasse – og giver håb for kampen mod krisepolitikken.

Men når krisen bliver til en konkret trussel om fyringer (og måske tab af bolig), kan det gå begge veje: Enten tager vi kampen op i fællesskab – og bliver stærkere undervejs. Eller vi bøjer nakken – og opgiver kampen for velfærd og et solidarisk samfund.

Udfaldet er ikke givet på forhånd. Da krisen slog igennem i 1973-74, var det midt i den mest radikale kampperiode siden 2. verdenskrig – “68-oprøret“.

Krisen udløste kæmpe-demonstrationer, strejker, fabriksbesættelser osv. Men få år senere var modstanden smadret. Af frygt for arbejdsløshed dukkede mange nakken. Venstrefløjen og bevægelserne faldt sammen eller mistede orienteringsevnen. Den herskende klasse kunne starte 30 års nyliberalisme.

Lad os slås for, at udfaldet denne gang bliver anderledes. Det er udfordringen for fagforeninger og venstrefløjen.

Se også:
SAA 283: Krisen bliver dybere
SAA 283: Løsningen på finanskrisen blev at sende regningen til skatteyderne
SAA 283: Krise, arbejdsløshed og mangel på arbejdskraft?
SAA 283: Sammenbrud eller demokrati

Flere artikler fra nr. 283

Flere numre fra 2008

Se flere artikler om emnet:
Øk. kriser: 2000-

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 3059 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside