Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 284 – 5. december 2008 – side 12

Krise og klassekamp

Vil den økonomiske krise føre til mere klassekamp? Den russiske socialist Leon Trotskij skrev om det komplicerede forhold mellem økonomisk opsving, nedgang og klassekamp

Leon Trotskij

Da den finansielle krise begyndte at melde sig for et par måneder siden, håbede de fleste, at det blot var en kortvarig “korrektion“ af økonomien, som det hedder i markedsøkonomisk jargon.

Men dette billede ændrede sig, da den amerikanske præsident, George W. Bush, stod frem på fjernsynet og leverede en nærmest apokalyptiske vision. Bag lukkede døre forklarede han sig på sin sædvanligt indsigtsfulde måde: “Med mindre vi finder nogle penge, så går hele lortet nedenom.“

Fyringer, tvangsauktioner, inflation og nedskæringer i velfærden er meget hurtigt blevet hverdag for massevis af mennesker.

Dette er indlysende grunde til at gøre modstand. Men økonomisk nedgang fører ikke nødvendigvis til mere modstand og kamp. Sommetider kan frygt sejre over vrede og passivitet over aktivitet.

Det store spørgsmål på venstrefløjen og i arbejderbevægelsen er nu: Hvad er egentlig forholdet mellem økonomisk krise og klassekamp?

Man kan finde nogle ledetråde til besvarelse af dette spørgsmål hos den russiske revolutionære Leon Trotskij. I 1920erne og 1930erne gjorde han nogle vigtige iagttagelser af forholdet mellem krise og modstand.

Trotskij lagde ud med at afvise opfattelsen af, at krise automatisk fører til mere klassekamp.

Der er naturligvis situationer, hvor økonomisk nedgang sætter gang i modstanden. Men det er langt fra altid tilfældet, at hvis arbejdere rammes af krisens hårde pisk, så reagerer de med at slå fra sig. Somme tider bliver de simpelt hen slået ud i politisk forstand. “Generelt er der ingen nødvendig forbindelse mellem den proletariske revolutions bevægelse og en krise,“ skrev Trotskij.

Under visse omstændigheder kan et økonomisk opsving generere mere kamp end en krise. Hvis flere arbejdere kommer i beskæftigelse og føler, at deres forhandlingsposition overfor arbejdsgiveren er styrket, så kan de være mere villige til at kæmpe det tilbage, de har mistet under nedgangen.

Hvilke faktorer skal vi holde øje med for at vurdere, hvilken virkning en økonomisk krise får på klassekampen?

Trotskij skitserede to generelle betragtninger, som er væsentlige i enhver analyse af dette forhold.

Faser

For det første sagde han, at vi skal betragte de skiftende op- og nedgange på baggrund af den mere langsigtede udvikling i den kapitalistiske økonomi.

For det andet skal vi se på den økonomiske krise i en bredere politisk ramme.

Vi skal se på, hvordan imperialismen, regeringskonstellationerne, det partipolitiske system og – først og fremmest – arbejderklassens bevidsthed og kampvilje påvirker hinanden på baggrund af en økonomisk nedgang.

Vi kan forestille os krisen som en lysstråle og de politiske omstændigheder som et prisme, lyset skal igennem. Den samme lysstråle kan brydes i mange forskellige retninger, afhængigt af hvilken type prisme der er tale om.

Så lad os først se på forholdet mellem den langsigtede økonomiske udvikling og de enkelte kriser.

Trotskij sammenlignede den økonomiske opgang, han analyserede i starten af 1920erne, med den opgang, som Karl Marx og Friedrich Engels analyserede i kølvandet på revolutionerne i 1848 tværs over Europa.

I 1850erne markerede opgangen begyndelsen på en længere periode med kapitalistisk ekspansion – “en hel epoke af kapitalistisk fremgang, som varede frem til 1873“, som Trotskij beskrev det.

Men, tilføjede han, perioden efter den russiske revolution og Første Verdenskrig var en periode med kapitalistisk nedgang, hvor “ overfladisk og primært spekulativ karakter, mens kriserne vil blive stadig længere og mere dybtgående.“

Trotskijs generelle pointe var denne:

“Den økonomiske udvikling er karakteriseret af to forskelligartede kurver. Den første og grundlæggende kurve betegner produktivkræfternes generelle vækst, vareomsætningen, udenrigshandel, bankvirksomhed osv ... I det store og hele bevæger denne kurve sig opad gennem hele kapitalismens udvikling.“

“Denne grundlæggende kurve bevæger sig imidlertid ikke opad i en lige linje. Der er årtier, hvor den kun stiger med en hårsbredde, derpå følger årtier, hvor den stiger stejlt opad ... Vi kender med andre ord fra historien perioder med såvel hastig som mere gradvis vækst i produktivkræfterne under kapitalismen.“

Kurver

Trotskij forklarede, at oven på denne kurve skal man lægge en anden kurve, som viser den aktuelle udvikling i op- og nedgange, hvis vi skal forstå den politiske betydning af en økonomisk nedgang.

Hvordan skal vi i dette lys betragte den aktuelle situation?

Siden Anden Verdenskrig har vi været gennem to overordnede faser i kapitalismens udvikling.

Fra slutningen af krigen til begyndelsen af 1970erne gennemgik kapitalismen sin hidtil længste periode af konstant økonomisk vækst. Kriser var overfladiske og kortvarige, mens den økonomiske vækst var rodfæstet og vedvarende.

Profitraterne kunne fastholdes samtidig med, at arbejdernes levestandard gik i vejret.

Men siden 1970erne er vækstraterne gået voldsomt ned, og kriserne er blevet mere alvorlige. Profitraterne har kun kunnet fastholdes gennem angreb på arbejdernes levestandard.

Der har været en række kriser af varierende dybde i 1973, starten af 1980erne, starten af 1990erne, slutningen af 1990erne, i 2001 og nu i 2008.

Den nuværende krise kommer altså efter en langstrakt periode med lav økonomisk vækst. Faktisk er det sådan, at gennem den økonomiske opgang, der gik forud for 2008, faldt reallønnen i USA fire år i træk.

I Storbritannien har inflationen betydet, at reallønnen var på vej ned, endnu inden krisen slog igennem.

For mange arbejdere har fornemmelsen af økonomisk velstand selv gennem årene med økonomisk vækst primært været baseret på stigende boligpriser og nemmere lånemuligheder. Nu er alt dette ved at kollapse – og systemets grundlæggende økonomiske svaghed folder sig kraftigt ud.

Ydermere har dette svækkede økonomiske verdenssystem siden afslutningen af Den Kolde Krig i 1989 begivet sig ind i en periode, hvor de statslige alliancer er blevet mere ustabile, og risikoen for krig er øget.

Med tiden er det sandsynligt, at krisen vil forværre disse konflikter, eftersom meget af ustabiliteten skyldes, at USA bruger sin overvældende militære magt til at sløre, at landets økonomiske magt er svækket.

Lad os nu se på det andet element i Trotskijs betragtninger – de politiske forhold, som kriserne interagerer med.

Afslutningen af det lange boom (økonomisk opsving) i 1973 medførte grundlæggende politiske forskydninger.

Æraen med “gør gode tider bedre“, hvor levestandarden voksede og velfærdstaten blev udvidet, blev afsluttet af den konservative regering under Edward Heath i starten af 1970erne samt Labour-regeringen i slutningen af 1970erne under Harold Wilson og Kames Callaghan ( i UK, red).

Men mod-offensiven blev først for alvor ført igennem med valget af Margaret Thatcher i Storbritannien i 1979 og Ronald Reagan i 1980. Neoliberalisme erstattede keynesianisme som økonomisk grundlag, og angrebene på velfærdsstaten og fagforeningerne blev stadigt voldsommere.

Med andre ord kommer den aktuelle krise efter mere end 25 års erfaringer med privatisering, markedsgørelse af den offentlige sektor og angreb på arbejdernes rettigheder – samt den virkning, dette har haft på arbejderne.

Den seneste krise kan være et meget dramatisk bevis på, at systemet grundlæggende ikke fungerer, men det er langt fra det første eller eneste sådanne bevis.

Krisens følgevirkninger vil være at opbygge en dyb skepsis overfor politikere og det politiske system som helhed, herunder skepsis overfor socialdemokratiske partier, som har overtaget de borgerliges neoliberalisme mere eller mindre uden forbehold.

Forøget

Denne skepsis er vokset massivt, siden den antikapitalistiske bevægelse blev født i 1999. Omfanget af antikrigsbevægelsen siden 2001 har udvidet den massivt.

Den samme skepsis har også sneget sig ind i fagbevægelsen. De første tegn på dette var valget af venstreorienterede forbundsformænd i 2002 og 2003. Der har også været et politisk brud mellem Labour og mange af forbundene.

Desuden har vi på det seneste set en vigtig, om end stadig begrænset, genoplivning af den faglige kamp, som formulerer sig på baggrund af denne generelle radikale politiske stemning.

Naturligvis går ikke hele den politiske udvikling til venstre. Det fascistiske British National Party vokser i stemmetal, og det konservative parti har fundet vej tilbage på den politiske scene. Det er en påmindelse om, at kriser polariserer arbejderklassen politisk: nogle skyder skylden på systemet, andre træder på den første, den bedste syndebuk.

Enhver krise omfatter et kapløb mellem højre og venstre om, hvem der mest overbevisende kan udtrykke folks vrede mod systemet og foreslå de mest effektive måder at kæmpe tilbage på.

Når den nuværende krise slår igennem, er der allerede en udbredt frustration blandt brede dele af arbejderklassen med det økonomiske og politiske system.

En omfattende antikrigsbevægelse har allerede mobiliseret massivt og uddybet folks skepsis overfor reformismen.

Den faglige modstand har været svag, om end den er vokset i de sidste par år.

Kampagnen for koordinerede strejker i den offentlige sektor er en vigtig del af kampen imod krisen. Og de seneste aktioner i Londons busser kan meget vel være et varsel om kommende strejker.

Vi må gøre vores yderste for at sikre, at bevægelsens svagheder skubbes i baggrunden og mulighederne for modstand skæres ud i pap.

Det betyder, at vi skal argumentere præcist om det kapitalistiske systems natur og forpligtige os lige så klart på at samarbejde med andre om at forsvare arbejderne mod krisens virkninger alle steder, hvor det er muligt.

Der lurer en stor fare i denne periode – men også gode muligheder for socialister.

Et udvalg af Trotskijs tekster om forholdet mellem krise og klassekamp kan findes på Marxisme Online:
www.marxisme.dk/arkiv/trotskij/samling/krise/

Se også:
SAA 284: To sider af John Maynard Keynes

Flere artikler fra nr. 284

Flere numre fra 2008

Se flere artikler om emnet:
Leon Trotskij
Øk. kriser: 2000-

Siden er vist 2773 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside