Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 284 – 5. december 2008 – side 14

To sider af John Maynard Keynes

Chris Harman

Økonomer på både højre- og venstrefløjen fremhæver Keynes som svaret på krisen. Men når nu hans teorier kun gør meget lidt for at udfordre kapitalismens jerngreb, er det så ikke på tide, at venstrefløjen erkender hans svagheder?

John Maynard Keynes

“Alle er slave af denne store økonom nu.“ Sådan hed det i Financial Times om John Maynard Keynes. Og det ser ud til, at de har ret. Det samme budskab kommer fra den amerikanske finansminister, Hank Paulson, og Ben Bernanke fra USA’s nationalbank (The Fed) på den ene side og fra venstreorienterede på den anden. Alle sammen siger de, at Keynes i 30erne viste, hvordan man kunne stoppe kriser, og at hans metoder kan virke.

Der er imdilertid én stor fejl ved budskabet. Keynes viste ikke, hvordan man kunne stoppe kriser i 30erne. Det han gjorde var at polemisere nådesløst mod dem, der mente, at kriser kunne løses ved at skære ned i arbejdernes levestandard, og at det under alle omstændigheder var en pris, der var værd at betale for at holde gang i markedssystemet.

Keynes’ argumenter, om hvor idiotisk det er at stole på, at markedet kan løse dets egne problemer, er stadig relevante i dag. De fleste økonomer på den tid byggede på noget, der hedder “Say’s lov“, som sagde, at der en generel overproduktionskrise ikke kunne forekomme, fordi hver gang nogen køber noget, så er der en anden, som sælger det.

Keynes kom med et argument, som Karl Marx havde fremsat over 60 år tidligere – selv om Keynes nægtede at læse mere end nogle få sider af Marx. Alle varer, der produceres i et markedssystem kan kun sælges, hvis arbejderne bruger hele deres løn og kapitalisterne hele deres profit. Arbejderne kan generelt ikke undgå at bruge hele deres løn. Men kapitalisterne kan beslutte at sætte deres penge i banken eller gemme dem under madrassen i stedet for at investere dem eller bruge dem på sig selv. Hvis det sker, opstår der et gab mellem det, der bliver produceret, og det, der kan sælges.

Til dem, der sagde, at der ville blive solgt flere varer, og at arbejdsløsheden ville forsvinde, hvis arbejderne accepterede lønnedgang og dermed lavere priser, svarede Keynes, at det blot ville betyde, at arbejderne ville være i stand til at købe færre varer. Det ville kræve yderligere lønnedgang og betyde endnu lavere salg. På den måde tilbageviste han de gængse argumenter, der blev brugt til at retfærdiggøre, at man ikke gjorde noget ved arbejdsløsheden. Men han så ikke sine argumenter som anti-kapitalistiske – de var snarere beregnet på at overbevise kapitalisterne om at acceptere ændringer, der ville holde deres system i gang.

Keynes skrev, at hans teori var “moderat konservativ i sine virkninger“. Lord Skidelsky, forfatter til en biografi om Keynes, hævder, at hans forslag var skræddersyet til at “tage højde for psykologien i forretningslivet. I praksis var han faktisk meget forsigtig.“ Alt hvad der krævedes var, at den eksisterende stat skulle intervenere for at øge niveauet for, hvad der blev brugt på investeringer og forbrug. To slags midler var nødvendige.

For det første skulle regeringerne holde renten nede. Det ville både tilskynde bedrestillede til at forbruge frem for at spare deres indkomst op. Det skaber et marked for andres produktion og tilskynder firmaer til at investere. Men Keynes indrømmede, at han var “noget skeptisk over for blot en pengepolitik“.

For det andet kunne regeringer påtage sig deres egne direkte udgifter, som blev finansieret gennem lån. En sådan “under-finansiering“ ville betale sig selv til sidst, idet regeringens skatteindtægter ville stige, efterhånden som økonomien voksede.

Men når det kom til at gennemføre sådanne politikker i praksis, var Keynes altid bekymret for, om kapitalisterne blev urolige, eftersom det var deres psykologi, der bestemte om investeringerne ville finde sted. Det betød, at hans forslag var alt for milde til at kunne afslutte den store lavkonjunktur. I begyndelsen af 1930erne, hvor arbejdsløsheden i Storbritannien steg med 100 pct., støttede han premierminister Lloyd George’s forslag om offentlige arbejder, der kun ville have begrænset stigningen til 89 pct. Han advarede Roosevelt mod at presse på for “erhvervs- og samfundsreformer, som længe har været nødvendige“ for ikke at “komplicere opgangen“ ved at “ryste tilliden i forretningslivet“.

Én vurdering siger, at det i Storbritannien var nødvendigt at forøge det statslige forbrug med omkring 56 pct. for at skaffe de 3 millioner arbejdspladser, der var nødvendige for at genskabe fuld beskæftigelse, da krisen i 1930‘erne var dybest. En sådan forøgelse var ikke mulig med Keynes’ “gradvise“ metoder, eftersom det direkte ville have ført til kapitalflugt, stigende import, betalingsbalanceunderskud og en brat rentestigning.

Visse steder i hans vigtigste bog, The General Theory of Employment, Interest and Money (Den almene teori om beskæftigelse, rente og penge, o.a.), indser Keynes halvt, at en sådan moderation måske ikke ville være nok. Han antydede, at der var noget grundlæggende i systemet, som forårsagede nedgang i investeringerne – en nedgang i “investeringernes marginal-effektivitet“. Det er en idé, der på nogle måder minder om Marx’ “profitratens tendens til fald“, og indebærer, at der er noget fundamentalt galt med kapitalismen, der ikke kan kureres ved bare at justere renteniveauer eller omfanget af offentlige udgifter. Det førte Keynes til hans eneste radikale påstand om, “at en ret omfattende socialisering af investeringerne vil vise sig at være det eneste middel til at sikre tilnærmelsesvis fuld beskæftigelse“.

Keynes selv tog ikke konsekvensen af disse erkendelser, og det gjorde de fleste af hans tilhængere heller ikke. I stedet tilpassede de, ligesom han, deres forslag til, hvad de mente, kapitalismen ville acceptere.

Vore dages nyomvendte Keynes-tilhængere i USA’s, Storbritanniens og europæiske regeringer stræber, ligesom Keynes, efter at redde kapitalismen fra sig selv. Det betyder, at de vil få os andre til at betale for at kapitalisterne kan blive ved med at være glade. Venstre-keynesianere har et valg: Enten at fortsætte ad den vej og blot søge efter måder at holde kapitalismen i gang, eller at tage Keynes’ mere radikale erkendelser alvorligt og gå sammen med marxister om at udfordre kapitalismens jerngreb over økonomien.

Artiklen er oversat af Jørn Andersen fra Socialist Review 330, nov. 2008.

Se også:
SAA 284: Krise og klassekamp

Flere artikler fra nr. 284

Flere numre fra 2008

Se flere artikler om emnet:
Økonomisk teori

Se flere artikler af forfatter:
Chris Harman

Siden er vist 3471 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside