Socialistisk Arbejderavis

Nr. 285 – 17. januar 2009 – side 6

Serie: Fra bevægelse til revolution (1)

Hvordan massekamp kan begynde at fjerne “det gamle skidt”

Colin Barker

Den første artikel i vores serie af Colin Barker ser på, hvordan massebevægelser kan forandre folk.

Karl Marx og Friedrich Engels fremsatte to grunde til at, det er nødvendigt med en revolution.
For det første er der ikke nogen anden måde, hvorpå den herskende klasse vil opgive sin magt, ejendom og privilegier.

Det er alle revolutionære enige om – både dem, der mener, at et mindretal kan ændre verden, og dem, der ser mod flertallets revolutionære aktivitet.

Den anden grund er særlig for marxismen. Den er, at det kun er i en revolution, at arbejderklassen kan “komme til at skaffe sig alt det gamle skidt fra halsen og blive skikket til at lægge et nyt grundlag for samfundet“, som Marx selv formulerede det.

Det er en opfattelse, der siger, at revolution består af store massebevægelsers aktive handling. Den opfattelse er forbundet med et syn på socialismen som en omfattende udvidelse af folkelig demokratisk kontrol over alle dele samfundet.

Den identificerer også en central forhindring for socialismen – det “gamle skidt“, de aspekter af hverdagslivet, som hindrer arbejderklasseflertallet i at have magten.

En arbejderklasse, der i dag er fremmedgjort, splittet og magtesløs kan ikke vågne i morgen fuldt ud i stand til at køre verden demokratisk.

Den må ændre sig selv gennem kamp. Det afgørende forbindelsesled er deltagelse i massebevægelser, der gør oprør. Kun sådanne bevægelser indeholder muligheden for at blive bevægelser, der sigter mod arbejdermagt.

Allerede nu, tidligt i det nye århundrede, blomstrer massestrejker op over hele verden. De – sammen med andre typer masseopstande som den i Burma i efteråret 2007 – er ikke kun vigtige, fordi de udfordrer de rige og magtfulde.

De sætter også gang i en afgørende proces med kollektiv selvorganisering, og de introducerer begyndelsen til praktisk, gensidig solidaritet.

Og ikke bare det. Den centrale idé, der binder os til den hersende klasses verden med dens hierarki og underordnet ærbødighed, er følelsen af at vi ikke er noget værd. Klassesamfundet er et system af organiseret ydmygelse.

I massebevægelser begynder folk selv at løfte deres hoveder. De begynder at se deres magthavere i øjnene, og ser hvordan de blinker og kigger væk. I massebevægelser griner folk mere og har det godt.
I massestrejker og lignende kampe finder der somme tider to andre udviklinger sted. Begge peger på vejen frem.

Den første er, når almindelige arbejdere begynder at overtage driften af dele af hverdagslivet. Det kan måske synes trivielt. At organisere fødevareforsyning til en fabriksbesættelse eller en lang strejke lyder ikke særlig revolutionært, men det er en central, materiel nødvendighed, og det trækker folk med ind i nye former for aktiviteter. Hvis det gøres dårligt, forværrer det moralen. Hvis det gøres godt, styrker det selvtilliden.

Minearbejdernes koner i Storbritannien i 1984-85 startede med at organisere kantiner og gik videre til at kræve en central placering i strejkekomiteerne.

I Seattle i 1919 havde generalstrejkens komité kontrol over lastvogne – og udstedte tilladelser til chauffører og kontrollerede bevægelsen af nødvendige forsyninger.

I Gdansk i Polen i 1980 overtog strejkekomitéen også taxier og sporvogne. De satte deres egne vagter op ved indgangene til værftet og checkede, hvem der gik til og fra besættelsen. De overtog også højttalersystemet og brugte det til at transmittere deres samtaler med regeringen til hele arbejdsstyrken.

På disse og mange andre måder kan massebevægelser gøre folk i stand til at forestille sig en ny type samfund ved at begynde at opleve dele af livet under deres egen kollektive kontrol. Begyndelserne er muligvis små, men deres potentiale er enormt.

Under det kapitalistiske system kan forskellige kampe tit synes adskilte, måske endda i modsætning til hinanden. Arbejdere er delt op efter nationalitet, etnicitet, religion og køn. I massebevægelser smelter de forskellige kampe nogle gange sammen.

Bevægelsens nye enhed nedbryder gamle splittelser. At skabe den enhed er faktisk ofte en betingelse for succes.

I USA bekæmpede sorte og hvide arbejdere hinanden, før de lærte at organisere sig sammen. En markant præstation i de amerikanske strejker i 1930‘erne var skabelsen af enhed mellem sorte og hvide på bil- og stålfabrikkerne.

Massebevægelser kan på denne måde udfordre, ikke blot konkurrencen mellem individuelle arbejdere, men også opdelingen i konkurrerende grupper. Nedarvede undertrykkelsesformer kan hurtigt blive underminerede.

Alt dette er muligheder. Det sker ikke altid, og det fulde potentiale realiseres ikke altid. Det ser vi nærmere på i næste nummer.

Colin Barker er forfatter til Festival of the Oppressed: a history of Solidarnosc in Poland.

Oversat fra Socialist Worker (UK) nr. 2071, 6. oktober 2007, af Mikkel Birk Jespersen

Se også:
SAA 286: Serie: Fra bevægelse til revolution (2): Hvordan opstande kan blive afsporet
SAA 287: Serie: Fra bevægelse til revolution (3): Behovet for demokrati i kampens hjerte
SAA 288: Serie: Fra bevægelse til revolution (4): Der er behov for organisering for at forandre verden
SAA 285: Rosa Luxemburg – et liv i kamp

Flere artikler fra nr. 285

Flere numre fra 2009

Se flere artikler om emnet:
Massekamp

Se flere artikler af forfatter:
Colin Barker

Siden er vist 3294 gange.

Redirect = 0