Socialistisk Arbejderavis
Nr. 288 – 30. april 2009 – side 6
Serie: Fra bevægelse til revolution (4)
Der er behov for organisering for at forandre verden
Colin Barker
I den sidste del af vores serie viser Colin Barker, hvordan folkelige institutioner må udvides i en revolutionær situation for at vinde magten.I de situationer, hvor bevægelser indeholder et virkeligt revolutionært potentiale, skaber de folkelige institutioner, der tiltrækker omfattende støtte.
Sådanne institutioner rækker ud over arbejdere og arbejdspladser til andre grupper.
I de nuværende omstændigheder for eksempel, ville det være utænkeligt med en revolutionær bevægelse, der ikke formåede at inddrage gymnasieelever og studerende.
De netværk, der bliver dannet mellem sådanne folkelige organiseringer, kommer til at legemliggøre visionen om et andet samfund, der er rodfæstet i hverdagslivet.
Vi skal til at fejre 90-året for Den russiske Revolution (artiklen er fra 2007; ovs.anm.).
Den revolutions mest betydningsfulde opfindelse var sovjetterne. Ordet betyder ‚råd‘ – organiseringer som arbejdere, soldater og bønder oprettede for at repræsentere deres behov og aspirationer.
Efter første gang at være opstået i 1905 genopstod sovjetterne hurtigt under februarrevolutionen, som væltede zaren i 1917.
Fordi de var tæt på folks liv og yderst demokratiske, kunne sovjetterne udskifte deres delegerede lige så let som arbejdere i dag kan udskifte en tillidsmand. Efter februar spredte de sig over hele Rusland.
Den revolutionære leder Leon Trotskij beskrev, hvordan almindelige mennesker begyndte at komme til sovjetterne for at finde løsninger på alle typer af problemer:
“Arbejderne, soldaterne og bønderne ... kom alle til sovjetten. Alle gik dertil med deres problemer. De forlangte, at der blev taget beslutninger, håbede på hjælp, forventede retfærdighed, insisterede på erstatninger ....
Folket tror på sovjetten, og folket er bevæbnet – derfor er sovjetten den suveræne magt.
En uafbrudt strøm af soldater, arbejdere, hustruer til soldater, småhandlende, mødre, fædre, blev ved med at åbne og lukke dørerne, søgte, spurgte, græd, forlangte, krævede handling – pegede nogle gange på hvilken handling – og forvandlede i sandhed sovjetten til en revolutionær regering.”
Denne udvikling gav reel mening til det bolsjevikiske slogan ‘al magt til sovjetterne’.
Mens krigens slagteri fortsatte, fødevaremanglen blev værre, og bønder blev nægtet jord, var dette slogan i samklang med den folkelig erfaring.
Men der måtte stadig argumenteres for idéen, og den måtte udvikles og forsvares. Bolsjevikiske argumenter var afgørende.
Den samme situation kan opstå uden en tilsvarende organisation som bolsjevikkerne. En folkelig bevægelse kan opstå i en befolkning og så slå fejl, fordi ingen forbinder bevægelsen med perspektivet om magt.
Et af de mest triste eksempler fandt sted i 1980-81 i Polen. Solidarnosc rekrutterede flertallet af polske arbejdere på bare tre måneder. Den spredte sig til studerende, bønder, endda til fødevarekøer og fængsler. Den inficerede det civile politi.
Millioner så mod Solidarnosc’ strukturer på samme måde, som Trotskij havde beskrevet.
Der var, som en forfatter sagde, et “orgie af deltagelse“ i efteråret 1980. I slag efter slag måtte staten trække sig tilbage.
For sin stadigt stigende medlemsskare så Solidarnosc ud til at inkarnere selve betydningen af frihed.
Bogdan Borusewicz, en af lederne, beskrev denne stemning:
“På dette tidspunkt forventer folk mere af os, end det er muligt for os at gøre.
I folkets øjne skal det nye fagforbund gøre alt: de skal udfylde fagforeningernes rolle, deltage i administrationen af landet, været et politisk parti og agere som en milits, de skal uddanne i moral.”
Borusewicz ser ud til at gentage Trotskij, men med en afgørende forskel.
Trotskij hyldede de muligheder, der lå i, at folk vendte sig til sovjetterne. For Borusewicz var den samme udvikling “et stort problem for os”.
Lederne af Solidarnosc forsøgte at begrænse alle de folkelige tilskyndelser, der krævede at Solidarnosc blev ‘magten’.
Enhver stor bevægelser indeholder sådanne ledere.
Tragisk nok var der ingen, der udfordrede dem eller tilbød en revolutionær vision for, hvad Solidarnosc kunne udvikle sig til.
Solidarnosc’ ledelse demobiliserede bevidst deres egne medlemmer og forberedte deres eget nederlag.
Da det blev tidlig vinter i 1981 var medlemsskaren fragmenteret, modløs, reduceret til passivitet.
Først da handlede staten, erklærede undtagelsestilstand og fængslede lederskabet af Solidarnosc.
Meget af arbejdet i en socialistisk revolution gøres før “magten gribes“, i fremvæksten og den afprøvende udvikling af nye folkelige institutioner.
“At gribe magten” er ikke andet end en oprydning, der fuldfører afgørende processer, der finder sted i hele samfundet.
Men det kræver bevidste revolutionære at indse betydningen af disse folkelige institutioner, at vise behovet for deres udvidelse, deres kommende magt.
Fra Socialist Worker nr. 2074
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed